Juletid er forbrugstid. Og det plejer økonomerne at være glade for. Indkøb af forbrugsvarer plejer at hjælpe på økonomien, fordi det giver ordrer til virksomhederne, der til gengæld vil ansætte flere arbejdere. Og så kører det ellers derudaf. Men i år er der noget, der ligesom er anderledes. De borgerlige økonomer er ikke glade. Faktisk er de hamrende nervøse, i hvert fald de ædru og ærlige af slagsen. Som vi skal se, skyldes det, at der er ophobet så mange modsætninger på verdensplan, at store rystelser og krak er uundgåelige. En alvorlig krise og endda depression er ikke længere noget, der er uvirkeligt og fjernt, men noget, som økonomerne taler om med stor alvor.

Økonomien er syg
Verdensøkonomien er ustabil og grundlæggende usund i den nuværende epoke. Den afhænger hovedsageligt af to lande; USA og Kina.

Først USA: ifølge kapitalismens hoforgan, The Economist, vil USA’s offentlige underskud nå op på 825 mia. dollars i 2006. Det svarer til 6,4 procent af landets samlede økonomi. Noget tilsvarende er aldrig før set i USA’s historie, og hvis ethvert andet land havde opført sig på samme måde, ville Verdensbanken og IMF gå ind og kræve opstramninger.
Og ser vi på, hvad den private økonomiske aktivitet i USA baserer sig på, er det boliger og forbrug. Disse to poster tegner sig for 90 procent. Det er indikatorer på, at den amerikanske økonomi kan stå over for en krise. 37,8 procent af de job, der er blevet skabt igennem opsvinget, har været på baggrund af boligprisernes himmelflugt, der har givet rum til masser af nye lån til forbrug.

Og det er netop i boliger, at en af de største trusler for verdensøkonomien befinder sig. Økonomerne taler om en boligboble. Fra 1997 til 2005 er boligpriserne steget med 73 procent i USA. Og USA er langt fra alene om prisstigninger på boliger, der ligger langt over den reelle værdi. Marx forklarede, at kapitalisterne vil ønske at skabe penge fra penge, uden at skulle betale til produktion. Den situation er de nået til i USA, men det er ikke holdbart. Den nuværende situation, hvor opsvinget bliver drevet frem af spekulation i prisstigninger på boliger, kan kun vare ved indtil en vis grænse. Og jo længere tid, der går, før boblen brister, des dybere bliver den efterfølgende krise. Som The Economist siger: ”Spørgsmålet er blot, hvornår og hvordan, tidevandet vil vende.”
Graden af spekulation i boliger og aktier i det nuværende opsving er større end aktieopsvinget i 1929 og i 1990’erne. Grunden er med andre ord lagt for en alvorlig krise, hvilket afspejler sig på dollarkursen, hvilket vi nu skal se.

Gælden eksploderer
USA var tidligere verdens største pengeudlåner. Nu er det verdens største skyldnernation. De amerikanske forbrugere bruger hvert år over 700 mia. dollars mere, end der bliver produceret i landet. Derfor falder dollaren. Ifølge The Economist er dollaren faldet med 35 pct. over for euroen og 24 pct. over for den japanske yen. Men den vil falde yderligere. The Economist forklarer:
”Uden støtten fra de asiatiske centralbanker, ville dollaren være langt svagere. Under alle omstændigheder har sådan støtte sine begrænsninger, og nu ser det ud til, at dollaren vil falde yderligere.”

Problemet for USA er, at de lever på kredit hos de asiatiske økonomier. USA har lån for omkring 11.000 mia. dollars. Det er særligt Kina, som ifølge China Today ligger inde med omkring 900 mia. dollars, hvilket er verdens største beholdning af udenlandsk valuta. Årsagen til dette er den gigantiske kinesiske eksport til USA, som Kina lader USA få på kredit, så længe de har tillid til dollaren. Men falder dollaren yderligere, kan det starte en dominoeffekt, hvor alle sælger deres dollars. The Economist forklarer:
”Et fald i dollaren, der svarer til det nuværende budgetunderskud, kan ødelægge dens status som sikker havn. Hvis dollaren falder med 30 pct., som nogle forudser, svarer det til historiens største devaluering ... Dollarens tab af reserve-valutastatus vil føre til, at USA’s kreditorer begynder at indløse deres checks – og der er forfærdelig mange checks at indløse. Mens processen tager til, kan dollaren falde mere og mere. Renten vil stige enormt og formentlig udløse en dyb recession.”

Kina: en ny gigant
Al den snak om ”evig fremgang”, som de borgerlige flød over med omkring 1990, er forsvundet. Nu taler de med frygt i stemmen om verdensomspændende krise. Men så længe, amerikanske forbrugere kan blive ved at låne til forbrug, især på baggrund af boligpriserne (hvilket er særdeles begrænset), kan det kinesiske marked gå fremad. Og så længe, Kina går fremad, er det sandsynligt, de vil blive ved at yde kredit til USA. Men vil Kina blive ved at gå frem?

Kina er en ny magt på verdensscenen. Landet har vækstrater på over 9 procent, hvilket får ”fremgangen” i USA, Europa og Japan til at blegne. Problemet er blot, at der i Kina er så store modsætninger i økonomiens overgang fra planøkonomi til kapitalisme, at denne fremgang ikke kan vare ved. Der er et kinesisk ordsprog, der siger, at jo mere mad i hånden, des færre bekymringer i hovedet. Men Kinas enorme valutareserver er ikke nødvendigvis en god ting, fordi deres værdi er faldet sammen med dollaren. Kina kan på et tidspunkt, særligt hvis dollaren falder drastisk, blive tvunget til at sælge ud af deres dollars. Der er jo ingen idé i at låne 100 dollars til USA, hvis man kun får 80 igen. Sådan et salg kan trække bundproppen ud af den amerikanske økonomi, med katastrofale konsekvenser for hele verdens økonomi.

Kapitalens strateger bekymrede
Modsætningerne i Kinas enorme kredit til USA har allerede vakt dyb bekymring hos de borgerlige økonomer. China Today skriver:
”Efter en periode, hvor den kinesiske valuta var bundet til dollaren, er den nu undervurderet. Begge disse faktorer (valutareserverne og valutaens undervurdering, red.) vil føre til yderligere opgang i Kinas handelsoverskud, skabe yderligere ubalancer i international handel og forhindre vækst af Kinas nationale velstand ... Alarmklokkerne ringer, og Kinas eksportvirksomheder kæmper for at finde en løsning.”

Kina importerer mange ting; cement, olie og stål. Men den vigtigste ting, som Kina importerer fra verdensmarkedet, er ustabilitet. Det er derfor, ”alarmklokkerne ringer,” som vi kan læse hos de borgerlige. De modsætninger, der findes i verdensøkonomien, særligt boligboblen, vil påvirke Kina og have en eksplosiv virkning.

Men også inde i Kina er der store modsætninger. Ud af de 600 største producenter af forbrugsvarer, melder 74,3 pct. om overproduktion. Vareproduktionen vokser med 25 pct. om året, hvilket er langt mere end efterspørgslen. Kina står over for en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise. Når det sker, vil det have dramatiske konsekvenser for resten af verden.

Dertil kommer ejendomsspekulationen, der nu er på 1.360 mia. dollars om året, og arbejderne på 124.000 byggeprojekter i de store byer mangler at få udbetalt løn. Ustabiliteten lurer under overfladen, og før eller siden vil den finde sit udtryk på Kinas økonomi. Hvis den kinesiske valuta, yuanen, bliver opjusteret, som USA kræver, vil det gå ud over Kinas eksport, og tusindvis, måske hundredtusindvis, vil miste deres arbejde. Det vil bringe benzin til den sociale eksplosion, der forberedes i landet. I 2005 var der ifølge officielle kilder 74.000 protester, hvilket omfattede mere end 3,7 mio. mennesker. The Economist beretter:
”Udbredt korruption og en stigende åbenlys rigdomskløft medvirker til en afsky over for myndigheder, der let kan eksplodere i den slags klassebaserede oprør, som fandt sted i Anhui i juni.”

Kapitalismens strateger er i vildrede over Kina. De havde troet, at der lå et kæmpe marked og ventede på dem. Men i stedet er Kina vokset til en gigantisk eksportmagt, der oversvømmer Europa og USA med billige forbrugsvarer. I de første fire måneder af 2005 er eksporten af kinesiske sko til Europa steget med 681 pct. Det rammer især Italien, og nu begynder EU at protestere over konkurrencen fra Kina. Også USA er bekymrede, fordi de kinesiske varer udkonkurrerer amerikansk industri. For nylig blev der fremlagt et forslag i den amerikanske kongres, som vil pålægge kinesiske varer en told på 27,5 pct., med mindre Kina revaluerer deres valuta. Forslaget har stor støtte i kongressen, hvilket viser den bekymring, som amerikansk kapitalisme nærer over for Kinas eksplosive vækst.

Ingen vej frem under kapitalisme
Selv om økonomien på overfladen ser sund ud med en anslået vækst på 4,3 pct., begynder de underliggende modsætninger at presse sig på. Ustabiliteten kan blandt andet ses på olieprisen, som påvirker pengenes værdi som helhed. I september oplevede USA prisstigninger på 1,9 pct., det højeste i 15 år. Og i Tyskland viser beregninger fra Bundesbank, at priserne stiger med 4,9 pct., det højeste siden 1982. Hvis priserne stiger for meget, vil centralbankerne hæve renten, og det kan starte et krak på boligmarkedet. Men krakket kan også komme uden en rentestigning.

Et krak i den kinesiske økonomi vil påvirke den amerikanske økonomi, og omvendt. En økonomisk nedtur vil ikke begrænse sig til et enkelt land, men vil påvirke hele verden, også Danmark. Krisen i 1930’erne bredte sig kun langsomt, men en økonomisk krise vil i dag blive verdensomspændende på ingen tid. Det vil indebære massiv arbejdsløshed og angreb på arbejdernes levestandard, som langt overgår de angreb, vi ser under det såkaldte ”opsving” med stress, jag, nedskæringer og udflytning af arbejdspladser.

Kapitalisternes forsøg på at sikre økonomisk stabilitet vil føre til social ustabilitet. Eksplosioner er indbyggede i den næste periodes natur. Arbejderklassen i hele verden vil blive rystet af begivenhederne, og ideer, der i dag bliver betegnet som ”radikale” vil få et massepublikum, når arbejderne forsøger at finde en politisk løsning på problemerne. Arbejderne vil teste mange politiske tendenser, men alle de, der ikke tilbyder et program for afskaffelse af kapitalismens økonomiske morads og et program for arbejdermagt, er dømt til at fejle.

BOLIGBOBLEN VOKSER
Stigning i huspriser 1997-2005 i pct.
Sydafrika	224
Irland	192
Storbritannien	154
Spanien	145
Australien	114
Frankrig	87
Sverige	84
Holland	76
USA	73
Belgien	71
Italien	69
New Zealand	66
Danmark	58
Canada	47
Schweiz	12
Tyskland	-0,2
Japan	-28
Kilde: The Economist

Ingen fremgang i 30 år En gennemsnitlig familie er i dag værre stillet, økonomisk set, end for 30 år siden. Det konkluderer en rapport, som Den Svenske Bank har lavet. Banken har analyseret alle aspekter af en svensk families økonomi fra 1973-2003, og det er ikke gået fremad. Tværtimod er det gået svagt tilbage. Der er ikke nogen tilsvarende undersøgelse i Danmark, men der er ingen grund til at tro, at forholdene er specielt anderledes på denne side af Øresund. Hvis man ser på USA, har økonom Ricardo Reis fra Princeton University foretaget en beregning, der viser, at den reelle stigning i leveomkostninger fra 2000 til 2004 er væsentligt højere end den officielle inflation. Hvis man medregner priser på boliger og andre leveomkostninger, er inflationen ikke på 2,3 pct., som det officielt hedder, men hele 7,4 pct. Og som The Economist bemærker: ”Den virkelige stigning i arbejderes leveomkostninger beregnes til at være lige så høj. Føler du dig stadig lige så velhavende som før?”