En revolution forudsætter folkets politiske deltagelse på et niveau betydeligt højere end i f.eks. Danmark i dag. For at samfundet kan ændres grundlæggende, og ikke kun i toppen, kræver det at folket tager sagen i egen hånd og ikke overlader det til enkeltpersoner eller den sædvanlige flok bureaukrater. Da jeg var i Venezuela til verdensfestivalen mødte jeg en amerikaner der forklarede mig at der ikke var nogen revolution i gang, højst progressive tiltag og halv-gode taler fra Chavéz’ side, og så desuden en flok soldater fra nationalgarden, der med hjælp fra oliepengene fik lavet lidt af hvert. Ikke at han havde noget imod det, det var bare ikke en revolution.
Men er det rigtigt? Er revolutionen stoppet? Nej, det er den absolut ikke, men det er vigtigt hele tiden at undersøge på hvilket stadie den er, og i hvilken retning, begivenhederne bevæger sig. I længere tid har vi ikke hørt om massedemonstrationer med millioner af Venezuelanere der kæmper mod højrefløjen, eller vilde kampe i gaderne. Grunden er simpel. Højrefløjen er så svækket, at de ikke længere er i stand til at stille op med en nævneværdig modstand der fortjener million-demonstrationer i gaderne (deres sidste demonstration samlede ”op mod tusind demonstranter”). Siden nederlaget for et år siden ved tilbagekaldelsesafstemningen, og de to følgende afstemninger (hvor Chavéz-fløjen har sejret stort hver gang; nu er der kun to stater i oppositionens hænder og de fik kun 20 pct. i kommunalvalgene i starten af august) har oppositionen været så svækket og splittet at dem der har skabt mest oprør i de venezuelanske medier har været oppositionens venner i Washington, der til gengæld har været gjort sig meget bemærket, senest med tv-prædikanten Pat Robertson, der truede Chavéz på livet.
I Venezuela er kampen nu rettet mod den interne kamp, kampen for at uddybe revolutionen, kampen for at vinde over bureaukrater og reformister internt i bevægelsen. Bureaukrater der forsinker og forhindrer revolutionære tiltag, og reformistiske rådgivere og politikere der råder til ”forsigtighed” og at man ikke skal gå for hurtigt frem. Det er folk som dem der gjorde at stemmeprocenten var så lav ved kommunalvalget – Venezuelanerne gad ikke stemme på reformistiske borgmesterkandidater, men gad på den anden side absolut heller ikke have oppositionen ind. Så derfor gik 80 pct. af stemmerne til den såkaldt bolivariske bevægelse (Chavéz-bevægelsen, der er opkaldt efter frihedshelten Simon Bolivar) men samtidig var der kun 31pct. som gad stemme. Dette er ikke fordi revolutionen er gået i stå, men fordi masserne kun ser Chavéz og nogle få andre politikere, som ægte revolutionære, og er kritiske over for resten.
At revolutionen ikke er gået i stå ses også ved den nuværende debat om arbejderkontrol over fabrikkerne. Selv BBC har opdaget den, og skrev i en artikel d. 19 august om de fine resultater, man har opnået i en af Venezuelas to største aluminiumsfabrikker, ALCASA, hvor produktionen er steget med 11 pct. pga. stærkt øget arbejderkontrol og -styring af produktionen og ledelsen generelt. Arbejderne ser det helt korrekt som skridt hen mod den socialisme for det 21. århundrede, som debatten i Venezuela også fokuserer rigtigt meget på. Har man arbejderkontrol (og det er ikke bare på ALCASA, men flere steder) i et land uden revolutionære tilstande? Debatterer man socialisme her og der og alle vegne uden at der virkelig sker store ting og sager i samfundet?
Revolutionen må føres videre
Men vil disse revolutionære tilstande vare ved? Vil oppositionen fra nu af og til evighed være nogenlunde fredelige (set i forhold til tidligere kupforsøg og lignende)? Siden Chavéz for alvor satte gang i processen med omskabelsen af Venezuela, har han og hele projektet været forhadt af borgerskabet og imperialismen. De har gjort hvad de kan for at sabotere det, og det eneste der afholder USA fra at skyde Chavéz er at de er for bange for følgerne af et ustabilt Venezuela (de er afhængige af en stabil olieleverance), og et eventuelt opsving i revolutionen. Det farligste tidspunkt for revolutionen, mht. oppositionen, er hvis den skulle stå stille. Hvis man står stille er man ganske enkelt nemmere at ramme. Washington og oppositionen vil nemmest kunne slå til når masserne ikke deltager i revolutionen og vil ofre alt for at redde revolutionen, en lektion de fik skåret ud i tykt pap under kupforsøget i 2002, hvor masserne besejrede oppositionen i forsvaret for deres revolution. Hvis masserne føler at det bliver bureaukraternes revolution, og at man ikke længere går fremad, hvorfor skulle de så ofre deres liv for den? Altså er det farligste at stå stille.
Det smarteste er at fjerne magten fra bankerne og rigmændene så hurtigt som muligt, så de ikke saboterer økonomien mere og ikke kan udnytte medierne og de store firmaers magt til at presse Venezuela og revolutionen på alle mulige måder. Ved at tage konkrete skridt mod nationaliseringer og arbejderkontrol flytter man magten over i staten og arbejdernes hænder, for at kunne erstatte kapitalisternes økonomiske diktatur (som de, trods Chavéz sociale reformer, på alle måder stadig har) med arbejderklassens demokratiske styre.
De konkrete skridt tages for tiden af både arbejderklassen og på sin vis af Chavéz. Chavéz har i juli offentliggjort en liste på omkring 1.200 fallerede virksomheder der skal nationaliseres under stærkt øget arbejderkontrol (som CNV og Venepal). Arbejderne har mange steder taget udfordringen op, og fulgt Chavéz´ opfordring til at øge deres medbestemmelse (cogestión) – begge dele skridt mod den socialisme for det 21. århundrede Chavéz og store lag af den bolivariske bevægelse taler om, og kæmper for. Dette er ekstremt vigtige tiltag i kampen for socialisme, men bør gå videre end ”bare” fallerede virksomheder og allerede nationaliserede fabrikker. Bankerne, forsikringsselskaberne, de største virksomheder og jorden fra de store godsejere bør alt sammen nationaliseres under hhv. arbejder- og bondekontrol. Det er den eneste måde at komme af med Venezuelas 17 % arbejdsløshed, den eneste måde at få de mange millioner fattige ud af fattigdommen på, og den eneste måde at sikre at oppositionen ikke overtager magten.
Viva la revolución!
