“Kombinerede hær- og politienheders indsats mod bønder og jordbesættere, der blokerede indgangsvejene til Trinidad, en by helt oppe nordpå, efterlod to døde, en soldat og en bonde, og omkring ti sårede fra begge sider”
”El Alto står på sine fødder, ikke på sine knæ”, forsikrede lederne af lokalrådene i den mest fattige og oprørske by i Bolivia, der denne onsdag ville blokere alle byens offentlige og private aktiviteter (dvs. vejblokader og strejker en masse) i kampen de fører sammen med COB for en nationalisering af gassen og olien” (www.econoticiasbolivia.com)."

Således er der bare gået 8 måneder siden Mesa blev udnævnt til Bolivias præsident, og arbejderne og bønderne er vendt tilbage til at være sammenkaldt af COB og Felipe Quispe (CSUTBC) til strejker, demonstrationer, protester og vejblokader med samme slogan der i oktober sidste år førte til Sanchaz de Lozadas fald: nationaliseringen af gassen.

COBs hovedslogan er at afvise kulbrinte-lovforslaget som Mesa-regeringen godkendte i februar og som de ønsker at sætte til folkeafstemning d. 18 Juli. Jaime Solares, generalsekretær for COB, har kaldt til en boykot af folkeafstemningen, hvori han bakker op om de udenlandske tankere der kontrollerer olie- og gasreserverne i Bolivia, uden at rejse det essentielle spørgsmål om nationalisering af kulbrinterne.

Evo Morales’ position
Lederne af MAS, med Evo Morales i spidsen‘s opfordring til boykot af de strejker COB havde indkaldt til, skabte meget forvirring blandt deres støtter. I områder som El Alto, med en befolkning der kæmpede stærkt i Gaskrigen, fulgte MAS’ ledere i det afgørende øjeblik Evo´s politik. Til trods for det, forpligtede presset og deltagelsen fra deres støtter i kampen, dem til at bakke op om strejken og vejblokaderne.

Mesa har forsøgt alt for at lamme kampen, men det er ikke lykkedes for ham. Han har givet efter overfor lærerne og arbejderne inden for områderne sundhed, uddannelse og veje, og afskaffet lovene som privatiserede disse sektorer; han har lovet jord til bønderne; han har udnyttet MAS’ ledere for at de skulle gå direkte ud og kalde til lammelse af strejken… men arbejderne og landbefolkningen vedholder kampen for nationaliseringen af gassen.

Mesas løgne og hans forsvar af de multinationales interesser er åbenbar for massebevægelsen, som tilskynder en forøgelse af kampen og til dens radikalisering, de kom frem til sådan et punkt så selv Morales er blevet nødt til at placere sig i en slutposition mod regeringen og betegne lønkravene for de sektorer der er i konklift som retfærdige. Denne situation har pustet nyt liv i konflikterne og opsplitningerne i MAS, mange i højre- og venstrefløjen, en genspejling af de forskellige holdninger der findes i bevægelsen.

Kæmp mod folkeafstemningen og mod kapitalismen
De bolivianske arbejdere og bønder har vist at de er beredte til at gå hele vejen, og de forsikrer at de vil udholde mordene og bortførelserne under kampene til det sidste. Deres ledere er om og om igen ikke på højde med situationen. Ledelsen for COB planlægger nationaliseringen af gassen og Mesas tilbagetrædelse, men allerede i oktober sås det at dette ikke er tilstrækkeligt. Oprørsstrejken væltede Goñi (Sanchez de Lozada), men otte måneder senere, havde borgerskabet og imperialismen stadig kontrol med denne udvej.

Det er nødvendigt for de aktive elementer i organisationer at forberede sig på at organisere en massiv boykot af folkeafstemningen med strejker og store demonstrationer i dagene op til afstemningen, og på selve dagen, for at afsløre manglen på socialt grundlag i Mesa-regeringen. Men især er det nødvendigt med et program der fremsætter nødvendigheden i at gøre ende på kapitalismen, og en strategi der udvikler kimene til arbejder- og folkemagt vha. skabelsen af kampkomitéer på alle niveauer: i fabrikker, miner, bydele og bondekooperativer, der indbyrdes kan koordinere lokalt, regionalt og nationalt.

Spørgsmålet om arbejdernes overtagelse af magten er igen på dagsordenen. Reformistiske ledere som Evo Morales frygter revolutionen lige så meget som det rigtige borgerskab og søger efter andre ”alternativer”, som f.eks. parolen om en konstituerende forsamling, der kun tjener til at aflede massernes opmærksomhed fra deres centrale mål. MAS’ støtter burde kæmpe for ændre den nuværende retning til en der reflekterer deres socialistiske målsætninger. Det er staben og de militante i COB der har fået en klar socialistisk og revolutionær tilgangsvinkel, der burde organisere sig som et revolutionært parti der arbejder indenfor COB og resten af masseorganisationerne og tilbyde medlemmerne et revolutionært program for omformningen af samfundet.