EU er i dyb krise. Først sagde et flertal af befolkningen i Frankrig og Holland overbevisende NEJ! til forfatningen, og så brød forhandlingerne om EU's budget for 2007-13 sammen, mens lederne af de forskellige lande skældte ud og anklagede hinanden for at væres skyld i hele miseren. Frankrigs præsident Chirac lagde ikke fingre imellem, da han skød skylden for budgetsammenbruddet på Englands Tony Blair, som han anklagede for "national egoisme", fordi han næg-tede at opgive den særlige engelske rabat, som giver dem to tredjedele af det, de betaler til EU, tilbage igen. Blair svarede igen på anklagen om manglende "europæisk ånd" ved at sige, at "der ikke er nogen, der ejer Europa".
Der har før været store skænderier om budgettet, uden at det har ført til dyb krise – men nu sker det i en anderledes dårlig økonomisk situation og på et tidspunkt, hvor de høje EU-herres planer for fremtiden lige er blevet spoleret af befolkningen i to lande, som ellers har været helt centrale for EU.
Forfatningen er død – længe leve Forfatningen!
For at forfatningen kan træde i kraft, skal alle 25 medlemslande godkende den. Så med to gange Nej, skulle man tro, at den var død og begravet. Men EU-formand Juncker, som ellers havde sagt, at EU var ude i en meget alvorlig krise, sagde på topmødet, at forfatningen stadig lever og måske kan blive gennemført alligevel. Hans – og andre EU-tilhængeres – argument er, at forfatningstraktaten er et omhyggeligt afbalanceret kompromis, som ikke kan ændres, på trods af de franske og hollandske vælgere, som han har kaldt "forvirrede" og "dårligt informerede". Derfor erklærede han, at der vil blive en pause i ratifikationsprocessen "for at tillade en bredere debat blandt Europas borgere". Med andre ord, tænk om igen, franskmænd og hollændere! Selvom de fleste europæiske ledere gerne så dem stemme om den samme forfatning igen, så er dette usandsynligt, da det ville sætte Chirac og Balkenende i en meget svær situation i deres egne lande. Men som The Economist kommenterede, så "er det klart, at for Juncker – og Kommissionens og Par-lamentets formænd – kan der kun være ét acceptabelt resultat af denne debat: At forfatningen bliver ratificeret." (18. juni 2005)
Demokrati?
Til at begynde med troede regeringscheferne, at de let kunne få forfatningen igennem, så hvorfor ikke holde et par fol-keafstemninger for at få det til at ligne et demokrati? Der var alligevel ikke nogen, der interesserede sig for forfatningen, og med en massiv propagandakampagne i medierne skulle det ikke være så svært. Men det gik som bekendt ikke helt sådan. De europæiske magthavere undervurderede den sydende utilfredshed, der er i befolkningerne, især blandt arbejderklassen – over åbenlyse angreb på levestandarder, pensioner, velfærd osv.
Problemet er, at det franske og hollandske Nej vil være et eksempel til efterfølgelse i andre lande. Afstemninger i Polen, Tjekkiet, Danmark eller England ville sandsynligvis også føre til nederlag for forfatningen. Derfor har vi set en hel stribe af aflysninger af planlagte afstemninger i de forskellige lande. Lederne er tilsyneladende bange for deres egne befolkninger.
Indtil videre ser det ud til, at de europæiske ledere har besluttet at udskyde en reel beslutning. Den aftale, der kom ud af topmødet, var så vag, at det mest var en slags hensigtserklæring. Medlemsstaterne skal have ret til at definere deres eget tempo til at ratificere forfatningen. Deadlinen var ellers november 2006, men det er droppet til fordel for en "evaluering". Først og fremmest slår teksten fast, at der er brug for en "tænkepause", hvor man kan vinde "borgernes tillid" igen. Med andre ord er der ikke nogen af problemerne, der er blevet løst, og alle de underliggende modsætninger vil komme igen og igen endnu voldsommere i fremtiden.
Nationale modsætninger i forgrunden
Uenigheden på topmødet handlede dybest set om økonomi. Chirac krævede, at englændernes rabat blev droppet, mens englænderne langede ud efter landbrugsstøtten, som f.eks. Frankrig har stor gavn af. Den grundlæggende årsag til sam-menbruddet skal findes i de fundamentale økonomiske modsætninger, der findes mellem EU-landene. Disse er blevet skærpet i løbet af årene pga. den langstrakte økonomiske krise i Europa. Derudover fører de forskellige lande vidt for-skellige politikker på udenrigsområdet. Irakkrigen, som delte unionen midt igennem, var bare det mest tydelige eksem-pel på dette.
Før i tiden kunne man altid finde kompromisser, men nu ser vi en mere hård tilgang til tingene. De store lande prøver at tvinge deres vilje igennem med trusler, og de forskellige regeringsledere, som egentlig skulle tale om enhed og det "europæiske projekt" smider om sig med anklager og skældsord – Chirac kaldte f.eks. Englands holdning til budgettet for "patetisk og tragisk".
Den italienske velfærdsminister Roberto Maroni har opfordret til en folkeafstemning om, hvorvidt Italien skal forlade euroen og genindføre liraen. Og allerede før Nej-resultaterne var der i tysk presse forlydender om, at den tyske finansminister og præsidenten for Bundesbank havde diskuteret opløsningen af den monetære union med uafhængige økonomer. Selvom det straks blev tonet ned af de politiske og økonomiske topfolk, så sår den slags spekulationer alligevel tvivl om den fælles valutas fremtid. De svagere lande har lidt under euroen. Før kunne de prøve at komme ud af en økonomisk krise ved at devaluere, men det er umuligt nu, så alle landene må finde en løsning derhjemme, hvilket uund-gåeligt betyder deflation og arbejdsløshed. EU er ikke en forbundsstat og ser ikke ud til at ville blive det. Den kan ikke fungere ligesom f.eks. USA, hvor man i tilfælde af krise kan overføre penge fra centralt hold til en stat, der er i vanske-ligheder. I EU ligger en krises byrder på den enkelte stats skuldre. Intentionen er at tvinge alle regeringerne til at opret-holde "sunde finanser" gennem den gode gamle metode med nedskæringer og privatiseringer.
EU gået i stå
Så længe det gik godt med økonomien – med god vækst og udvikling i verdenshandelen – kunne de forskellige euro-pæiske lande blive enige om at arbejde sammen og integrere deres økonomier stadig mere for at opbygge en blok mel-lem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Og med optagelsen af 10 nye medlemslande i 2004 så det ud, som om der var gang i en uafvendelig bevægelse i retning af et forenet Europa. Men den nuværende krise viser, at modsætningerne hele tiden har været der, og alt tyder på, at udvidelsesprocessen er gået i stå.
Men det er ikke sandsynligt, at EU vil falde fra hinanden. De europæiske lande bliver nødt til at holde sammen i et vist omfang for at klare sig mod USA og Japan på verdensmarkedet. Men det vil blive en meget mere ustabil situation med skiftende alliancer og voldsomme sammenstød. Og internt i de forskellige lande er vi også kommet til en ny periode: Ingen af landene kan sige sig fri for problemer på det økonomiske, sociale og politiske plan, og i land efter land ser vi utilfredshed og protester.
For Europas Forenede Socialistiske Stater!
Når marxister går imod EU og forsøget på at gennemføre en reaktionær forfatning, og når vi hilser de franske og hollandske Nej'er velkommen, så er det ikke ud fra noget snæversynet, nationalt synspunkt. Når vi griner ad EU-ledernes problemer og forgæves forsøg på "enhed", er det ikke fordi vi selv er imod europæisk enhed – tværtimod. Men det afgørende spørgsmål et: Enhed på hvilket grundlag? I teorien ser "det europæiske projekt" meget rart og logisk ud, men problemet er, at det kapitalistiske system hverken er rart eller logisk. Vi er for et forenet Europa, for nationalstaten har for længst udspillet sin rolle og er blevet en hindring for videre udvikling. Men vi vil ikke have den kapitalistiske union med en masse bureaukrater i Bruxelles, som folk i Europa med god grund ser på med stor mistro. Vi har ofte kaldt EU en reaktionær utopi, og det er der god grund til. På kapitalistisk grundlag er et forenet Europa utopisk, fordi der er dybe interessekonflikter mellem kapitalisterne i de forskellige lande, som konkurrerer om markeder og indflydelse. Men i den grad det lykkes dem midlertidigt at komme ud over modsætningerne og opnå større integration, betyder det bare mere magt til de store europæiske monopoler og banker på bekostning af almindelige arbejdere. Derfor er det ikke bare en utopi, men en reaktionær en af slagsen.
Vores modstand mod bankernes og monopolernes Europa betyder ikke, at vi støtter den slags "national selvstændig-hed", som nogle EU-modstandere står for. National selvtilstrækkelighed har slået fejl alle steder, hvor det er prøvet, og det vil gå endnu værre i den moderne epoke, hvor alt dikteres af verdensmarkedet. At stå uden for EU på kapitalistisk grundlag løser ikke de problemer, som arbejdere og unge slås med. De to store forhindringer for udviklingen af samfundet er den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten. Så alternativet til det kapitalistiske EU er ikke "uafhængighed", hvor vi alligevel skal følge kapitalismens regler, men Europas Forenede Socialistiske Stater.
