I dag er det 125 år siden, at Karl Marx døde. Uanset om man er tilhænger eller modstander af hans ideer, kan man ikke benægte, at han var en af verdenshistoriens mest betydningsfulde skikkelser Karl Marx revolutionerede den menneskelige tænkning og satte de socialistiske ideer på et videnskabeligt grundlag. Hans bidrag til filosofi og økonomi kan umuligt overvurderes.

Indenfor økonomi afløste marxismen de borgerlige teorier fra Adam Smith og Ricardo. Den dag i dag er ideerne fra Karl Marx på en gang de nyeste og mest moderne inden for økonomi. Det er de eneste ideer, der er i stand til at forklare, hvordan priser bliver dannet, at udbud og efterspørgsel kun har en sekundær rolle, og at det vigtigste er mængden af arbejdskraft, der er nedlagt i en vare. Desuden var Marx den første, der forklarede, hvorfor kriser under kapitalismen er uundgåelige. Den dag i dag er borgerlige økonomer ude af stand til at forklare, hvorfor der opstår kriser.

Indenfor filosofien byggede Marx videre på dialektikken fra Hegel samt den klassiske materialisme. I stedet for den mekaniske materialisme og den idealistiske dialektik fra Hegel udviklede Marx og Engels den dialektiske materialisme. Denne filosofi er den nyeste og mest moderne filosofi, der eksisterer. Den forklarer blandt andet, at udviklingen foregår i spring og gennem ophobning af modsætninger. Den dialektiske materialisme er blevet bekræftet gentagne gange af opdagelserne inden for biologi, matematik, fysik, kosmologi, kemi og anden naturvidenskab. Alle andre filosofiske retninger er blevet underkendt - ikke af Marx, men af videnskabernes praktiske udvikling.

Karl Marx' liv og værk er et af de mest betydningsfulde i verdenshistorien. Ud over hans opdagelser og forskning inden for økonomi, historie og filosofi bør det imidlertid fremhæves, at Karl Marx ikke hævdede at være "objektiv" eller neutral. Han stillede sig klart på arbejderklassens side, og viste, at det kun er arbejderklassen, der er i stand til at afskaffe kapitalismen og drive historien fremad gennem en socialistisk omdannelse af samfundet.

Kapitalismen viser i det 21. århundrede, hvad den kan tilbyde menneskeheden: størstedelen af planetens befolkning lever i fattigdom. Barbariske krige og konflikter hærger store dele af Afrika og Asien. Samtidig med, at menneskeheden har et større potentiale end nogensinde før - samtidig med, at det objektivt set er muligt at udrydde hungersnød, malaria, slaveri og elendighed - dør 27.000 børn hver dag af kurerbare sygdomme. De har ikke råd til at blive behandlet på "det frie marked". Kapitalisme i det 21. århundrede betyder slaveri og elendighed for planetens store flertal. Kapitalisme i det 21. århundrede betyder økonomisk krise i de udviklede kapitalistiske lande. Det betyder inflation, faldende levestandard, nedskæringer, privatiseringer og øget arbejdspres.

Er verden i dag, det bedste, menneskeheden kan præstere? Er dette den bedste verden, vi kan opnå? Vi mener nej. Vi mener, at værkerne fra Karl Marx, sammen med værkerne fra Engels, Lenin, Trotskij og andre, tilbyder den bedste - faktisk den eneste - vej frem: perspektivet om et klasseløst samfund gennem en socialistisk revolution.

Vi opfordrer i dagens anledning vores læsere til at læse nogle enkelte værker om Karl Marx:

Friedrich Engels' tale ved Karl Marx' grav

Friedrich Engels: Karl Marx

Lenin: Marxismens tre kilder og tre bestanddele

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.