Sundhedskartellets medlemmer har nu været i konflikt i over en måned. Den borgerlige regering har indtil videre været panisk bange for at gribe ind til fordel for arbejdsgiverne. De har, ganske korrekt, kalkuleret med, at et indgreb med stor sandsynlighed har kunnet antænde en eksplosion ligesom i 1985, hvor strejkerne spredte sig vildt over hele landet efter Schlüters forsøg på indgreb. De strejkende står altså med initiativet og en kæmpe folkelig opbakning i øjeblikket. Det er nu, de faglige organisationer må rette et veltilrettelagt slag imod den borgerlige regering og vinde konflikten.
Aktionsdag
Det første, der er brug for, er en landsdækkende aktionsdag. Sådan en aktionsdag må laves sammen med de strejkende fra BUPL og FOA’s ansatte i regionerne, men den må ikke være begrænset til disse grupper. For at gøre en aktionsdag effektiv er der brug for at mobilisere til en fælles demonstration uden for normal arbejdstid, så arbejdere og unge, der ikke er i konflikt, har mulighed for at deltage i mobiliseringen. Sådan en demonstration vil, hvis der bliver mobiliseret seriøst i hele arbejderbevægelsen, have mulighed for at blive en af de største i danmarkshistorien, og det vil have potentiale for at vælte den borgerlige regering.
Det andet, der er brug for, er at optrappe presset direkte fra Sundhedskartellets side. Den borgerlige regering har været i defensiven indtil nu, men de venter på, at de strejkende skal blive udmattede. De venter på, at demoralisering sætter ind sammen med sommerferieperioden, da de strejkende ikke kan tage på ferie og dermed vil være nødt til at aflyse de ferier, der allerede er købt, betalt og planlagt. Det skal de ikke få held med! Den borgerlige regering blæser kynisk på den stadig mere desperate situation på sygehusene, alene fordi de håber på at knække de strejkendes vilje til at kæmpe for ordentlig løn og for at bevare et offentligt sundhedssystem imod de privates indtog.
Kollektiv opsigelse?
Der har på sygehusene været snak om at sige kollektivt op. Da sygeplejerskerne i Finland tog dette middel i brug, tvang de regeringen til at give dem en lønstigning på 27 procent. Men i Danmark er kollektiv opsigelse forbudt ifølge ”Hovedaftalen”, hvilket viser at hovedaftalen er en hæmsko og ikke en hjælp for arbejderbevægelsen. Hovedaftalen må opsiges, så de faglige organisationer har frihed til at træffe de beslutninger, medlemmerne finder nødvendige.
Men selv uden at opsige hovedaftalen er det muligt for sygeplejerskerne og andre at deponere deres autorisation. Det betyder, at de ikke må arbejde som sygeplejersker. En fælles aktion med deponering af autorisationerne vil tvinge den borgerlige regering til enten at gå af, øjeblikkeligt indfri kravene, eller komme med et vanvittigt modangreb, som – givet den massive folkelige opbakning til strejkerne – med lethed ville kunne fejes af banen af arbejderbevægelsen, og den borgerlige regering ville være tvunget til at gå af. Det vil bringe Socialdemokratiet og SF til magten på en bølge af protest og krav om investeringer i den offentlige sektor – en meget gunstig situation for den danske arbejderbevægelse.
Konflikten også politisk
Sundhedskartellet er lige nu nøglen til den danske klassekamp og til spørgsmålet om den borgerlige regerings fortsatte eksistens. Men det er ikke kun et fagligt spørgsmål. Der er brug for, at arbejderpartierne – især Socialdemokratiet – kommer klart på banen med støtte til de strejkendes krav. De må gøre det klart, at det er uacceptabelt og uansvarligt, hvis ikke de beskedne og retfærdige krav fra Sundhedskartellet efterkommes. Socialdemokratiet må forberede sig på at stille sig i spidsen for en protest på landets arbejdspladser, der kan vælte den borgerlige regering, så kravene om ligeløn og investeringer i velfærden kan indfris.
Tilsyneladende er det ikke dette, som lederne af Socialdemokratiet er i gang med. Derfor må Sundhedskartellet opfordre sine medlemmer til i massiv skala at melde sig ind i arbejderpartierne og derinde kæmpe for en politik, der er baseret på arbejdspladsernes krav og for at erstatte den borgerlige regering med en arbejderregering, der vil rulle alle nedskæringer tilbage og investere de nødvendige midler i velfærden.
Øjeblikket er favorabelt. De faglige ledere har nu et stort ansvar for, hvad der skal ske – om de strejkende vinder eller lider nederlag. Der er brug for en samlet aktionsdag, en massiv optrapning (for eksempel i form af fælles deponering af autorisationerne) samt en klar alliance og forbindelse med arbejderpartierne for at sætte den borgerlige nedskæringsregering på porten.
