Sygeplejersker, sosu’er, pædagogmedhjælpere og andre vil fra på onsdag stå midt i en storkonflikt, hvilket vil være første gang for de offentligt ansatte. Konflikten handler i bund og grund om ordentlige løn og arbejdsvilkår, men hvis kravene skal gennemføres kræver det en effektiv kamp.

Enhed i kamp - Klare krav
For at en konflikt kan blive rigtig effektiv er der først og fremmest brug for nogle klare krav og mål. På medlemsmøder må det fastlægges hvad der kan accepteres af lønstigninger for at strejken indstilles. Uden et klart mål for konflikten, kan det være svært at mobilisere, for hvad er det reelt man kæmper for?
En undersøgelse, som LO’s ugebrev A4 foretog i oktober 2007, viste at sygeplejerskerne i gennemsnit kræver 8.400 ekstra om måneden i 2011 i forhold til i dag. Social- og sundhedspersonalet kræver 6.800 ekstra. Det er rimelige og beskedne krav. Alle andre offentlige faggrupper bør sikres lignende lønstigninger.

Arbejdsforholdene i det offentlige er systematisk blevet ødelagt i de seneste år. I løbet af den seneste periode er normeringerne mange steder blevet smadret. Faglært personale er blevet skiftet ud med ufaglært og arbejdspresset er røget gevaldigt i vejret. Disse angreb på arbejdsforholdene er blevet gennemført uden om overenskomsten og uden, at de ansatte har haft lovlig mulighed for at lave faglige aktioner imod forringelserne.

Derudover er enhed i kampen helt afgørende.

Hvad med pædagogerne?
Ledelsen for pædagogernes forbund, BUPL, valgte forleden at godkende et forlig, som holder sig inden for rammen på 12,8 procent, som den borgerlige regering har dikteret. De valgte at indgå forlig, efter at arbejdsgiverne sagde ja til at flytte en pose penge fra lokale lønforhandlinger til centralt forhandlede lønninger, som alle får del i. Men kravet fra medlemmerne har hele tiden været, at rammen må brydes, da de 12,8 procent over tre år (hvoraf det kun er en del, der går til løn) slet ikke sikrer reallønnen, da det ikke kan holde trit med prisstigningerne.

Mange pædagoger er skuffede og vred over, at deres ledere har valgt at indgå et forlig, der slet ikke lever op til arbejdspladsernes krav – og ikke engang sikrer reallønnen. Det er fuldt forståeligt. På BUPL’s hjemmeside har en række pædagoger udtrykt deres vrede over ledelsens beslutning. Forliget skal nu til urafstemning blandt BUPL’s medlemmer, og det er langt fra sikkert, at det vil blive stemt igennem.

Men selv om forliget skulle blive stemt igennem, er der allerede sket stor skade. Hvis ledelsens forlig bliver forkastet af BUPL’s medlemmer, skal de ud i konflikt i midten af maj – på et tidspunkt, hvor Sundhedskartellet og FOA’s medlemmer sandsynligvis ikke er i strejke længere. Dermed bliver strejkerne splittet op – og dermed bliver strejkerne så svage som muligt. Denne alvorlige svækkelse af konflikten hviler på de faglige lederes skuldre. I stedet burde de faglige ledere på forhånd have gjort det klart, at hvis en enkelt gruppe ikke fik opfyldt kravene, så ville samtlige grupper gå i konflikt. Hele fagbevægelsens historie viser, at alle fremskridt er vundet gennem enhed og fælles kamp. Splittelse og tilbageholdenhed har derimod altid ført til nederlag.

For højere løn - Imod en lønkommission
Ledelsen for sygeplejerskerne siger, at de ikke vil sættes i bås med FOA. Deres hovedargument for at gå i konflikt er at de ønsker at deres profession anerkendes og at de indplaceres anderledes på lønskalaen.
Mere eller mindre åbent siger de, at de ikke tror at de får mere i løn i denne omgang, da regeringen alligevel griber ind, men at de håber at der bliver nedsat en lønkommission.

Men hvad betyder det?

Argumentet er, at engang tilbage i 1960’erne blev pædagoger og sygeplejersker indplaceret ”forkert” i lønskalaen, så en folkeskolelærer nu får en startløn der svarer til f.eks. en pædagogs slutløn. Derfor er ”håbet” hos fagtoppen hos disse grupper, at Folketinget vil nedsætte en lønkommission der vil ændre på sygeplejerskerne og pædagogernes indplacering på lønskalaen.

Det er også derfor, de forsvarer at gå i konflikt for de ca. 2 procent mere end den tilbudte ramme – de ønsker en gang for alle at få åbnet op for at de kan få mere end de andre offentligt ansatte, så ”lønefterslæbet” kan indhentes. Og de lægger også vægt på, at det er vigtigt at de uddannede får mere end de mindre uddannede sosu’er.

Der er ingen tvivl om at lønningerne for sygeplejersker og pædagoger er alt, alt for lav. Men kravet om en lønkommission er problematisk. I praksis betyder kravet om en lønkommission, at nogen skal gå ned i løn. Hvis nogle grupper kræver en anden indplacering, kender vi regeringens politik godt nok til at vide, at det betyder en omrokering af lønmidler, og ikke flere penge til offentlige lønninger. Kravet bør derfor være en klart højere løn, men ikke på bekostning af andre. Lærerne, sosu’erne, akademikerne, HK’erne og de andre grupper får heller ikke en høj løn.

Med kravet om en lønkommission opnås ikke andet end hvad regeringen ønsker; en splittelse af de offentligt ansatte frem for en samling. I stedet bør de faglige ledere rejse kravet om højere løn for alle grupper.

Det nytter at kæmpe
Fra fagtoppen, der nu ser ud til at skulle lede en konflikt, er optimismen desværre lidt svær at få øje på. Fra de fleste lyder det, at regeringen vil gribe ind, og ophæve det forkastede forslag til lov. Blandt andet fordi vi har en borgerlig regering, og fordi Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet allerede har indgået en aftale med regeringen, hvor de også har antydet, at de gerne vil være med til at gribe ind i en konflikt. Men det kan faktisk nytte at kæmpe, og troede man ikke på det, ville en storkonflikt være spild af strejkepengene.

Hele formålet med en konflikt er at presse arbejdsgiverne til indrømmelser. Og der er ingen tvivl om at dette er muligt. Sosu’ernes strejke i sommeren 2007 viste, at de politiske partier pludselig tog kravet om højere løn alvorligt. Hele valgkampen i efteråret var dybt påvirket af lønkravene. Det var ikke sket uden strejker. Og videre: i efteråret 2006 rystede ulovlige strejker, med de århusianske pædagoger i spidsen, den borgerlige regering i sin grundvold. Selve den sjette ferieuge, som i dag er blevet indført, var aldrig blevet vundet uden storkonflikten i 1998.

Massive strejker, og offentligt ansatte der fører en målbevidst kamp kan ryste den borgerlige regering og kan ikke mindst presse ledelserne af arbejderpartierne til at stille sig på de strejkendes side. I en sådan situation vil Dansk Folkeparti enten ikke turde gøre andet end socialdemokraterne, eller den borgerlige regering vil kunne presses til at gå af.

Afvis ethvert regeringsindgreb
Et regeringsindgreb er uacceptabelt, og de faglige ledere må på forhånd gøre det klart, at de ikke vil lade regeringen bestemme, hvorvidt medlemmerne har ret til at strejke for deres krav eller ej. Et regeringsindgreb vil afsløre den borgerlige regering som ekstreme hyklere: op til overenskomstforhandlingerne nægtede regeringen hårdnakket at tilføre ekstra penge til lønpuljerne, fordi ”det var en sag for arbejdsmarkedets parter”, som de ikke ville blande sig i. Hvis de pludselig begynder at blande sig til fordel for arbejdsgiverne (som i sidste ende er dem selv), viser det intet andet, end at de borgerlige ministre er fløjtende ligeglade med de tilstande, som eksisterer på landets sygehuse, børneinstitutioner, plejehjem og andre steder, hvor offentligt ansatte dagligt knokler for at få tingene til at hænge sammen under vanvittige forhold.

Det viser den såkaldt danske models fuldstændige absurditet; de offentligt ansattes arbejdsgivere er kommuner, regioner og i sidste ende regeringen, og på den anden side er det regeringen der kan gribe ind når den synes ”strejken er blevet for omfattende”. Hvor ville den danske arbejderbevægelse være i dag hvis arbejderne havde accepteret at Dansk Arbejdergiverforening og Dansk Industri kunne gribe ind og stoppe enhver strejke for bedre løn blandt arbejderne ved at ophæve det, de synes var rimeligt, til lov?

Regeringsindgreb har fundet sted i alle større konflikter siden 1936. det betyder reelt at strejkeretten for de danske arbejdere er fuldstændig afskaffet. Det er ikke tilladt at strejke mellem overenskomstforhandlinger, og når der bliver storkonflikt griber regeringen alligevel ind. Der er ingen anden vej end på forhånd at afvise at acceptere at arbejdsgiverne (regeringen) griber ind i konflikten.

Skræmmekampagne på vej
Under den kommende konflikt vil redaktørerne på landets borgerlige medier sende journalisterne på overarbejde for at lave historier, der viser, hvordan uskyldige børn, gamle og syge ikke får den behandling, de burde modtage, fordi der er konflikt. De borgerlige medier vil forsøge at fordreje sandheden og få det til at se ud som om, at det er de ansattes skyld. Det borgerlige Danmark vil græde krokodilletårer over det svigt, som disse mennesker udsættes for. Fra strandvejsvillaerne og velhaverkvartererne vil der rejse sig et hylekor over de ”grådige” sygeplejersker. Men det er topmålet af hykleri. Det er den borgerlige regering, der bærer ansvaret for den nuværende konflikt. De kunne undgå konflikten øjeblikkeligt ved at imødekomme de offentligt ansattes berettigede krav.

For at slå det helt fast: Hver eneste plejehjemsbeboer, der må lide afsavn under denne konflikt, hver eneste patient, der lider unødigt – eller dør – under denne konflikt, er den borgerlige regerings ansvar. Det er den borgerlige regering, der kynisk nægter at tilføre de nødvendige ressourcer til den offentlige sektor. Gennem deres systematiske udsultning af forholdene i den offentlige sektor, har de skabt en utålelig situation. De har skåret ned det ene år efter det andet. Alle ofre for denne konflikt, er ofre for den borgerlige regerings arbejdsgiverpolitik. De offentligt ansatte, der nu er i strejke, kæmper en heroisk kamp for at bevare resterne af velfærdssamfundet til kommende generationer.

Den offentlige sektor må reddes
På flere hospitalsafdelinger kan sygeplejerskerne ikke strejke, fordi akutberedskabet, som de er forpligtiget til at stille med under en strejke, er større end eller det samme, som det antal sygeplejersker der dagligt er på arbejde. Det siger alt om hvordan forholdene ser ud for de offentligt ansatte til daglig. Det er klart at nedskæringer der fører til dårligere forhold går både ud over de ansatte og brugerne.

Og ikke nok med det, med den lave løn og de elendige arbejdsvilkår bliver det sværere og sværere at få unge til at uddanne sig til for eksempel sygeplejersker og pædagoger, og allerede nu er der en enorm mangel.
Derudover betyder de lave lønninger, at det bedre kan betale sig at være ansat i det private. Mange sygeplejersker er både ansat på en afdeling og som vikarer i et privat vikarbureau for at få tingene til at hænge sammen, eller er fuldstændig gået over til det private. Det udhuler fuldstændig den offentlige velfærd, og er en del af regeringens strategi om privatiseringer og udliciteringer. Det er hastige skridt hen imod en velfærd hvor det kun er dem, der har penge, der kan få en ordentlig service, mens resten må nøjes med skrabede nødløsninger. Kravet må være en ordentlig løn, så det er muligt at leve af et fuldtidsarbejde, og stop for alle forsøg på privatiseringer.

Arbejdsgiverne forringer forholdene år efter år uden at de offentligt ansatte har lov til at protestere, når der endelig kommer et tidspunkt hvor de rent faktisk har lov, så har regeringen tænkt sig at gribe ind. Det viser, at der er brug for, at arbejdsforhold som normeringer og arbejdspres bør være en del af overenskomsten. I den nuværende situation er arbejderne bundet af ”fredspligt” under overenskomsten, mens arbejdsgiverne har frie hænder til at stramme skruen og angribe arbejdsforholdene. Det viser, at hovedaftalen må opsiges af LO og FTF, så vi får reel strejkeret og dermed bedre kan forsvare vores forhold.

For en demokratisk konflikt
Det er vigtigt, at der løbende under konflikten bliver afholdt møder for alle de strejkende. FOA har allerede indkaldt til tillidsmandsmøde i Odense, og LFS har indkaldt til medlemsmøde i København. Det er vigtige skridt i den rigtige retning, men de må følges op. Under hele konflikten må de strejkende organiseres i fælles demonstrationer og møder, hvor konflikten og de videre skridt kan diskuteres. Hvis folk føler, at det hele bare kører fra toppen, er der fare for passivitet, isolation og opgivenhed.

Samtidig må de faglige ledere arbejde for, at strejken bliver udvidet til andre områder. Andre offentligt ansatte må inddrages, og for at gøre konflikten så effektiv som muligt må de privatansatte også inddrages.
I sidste ende er den eneste vej for de offentligt ansatte en fælles kamp med de privatansatte arbejdere. For det første som moralsk opbakning imod alle løgnene, som regeringen vil komme med. Men der er heller ingen tvivl om, at de privatansatte har de virkelige pressionsmidler: Når de strejker, rammer de regeringens bagland i dansk industri på pengepungen. Selv den mest højreradikale nedskæringsregering vil hurtigt opføre sig som en artig skolepige, hvis den står over for en samlet, velorganiseret og kampvillig arbejderklasse.