De nyligt indgåede overenskomster på det private marked bør få enhver arbejder til at spørger sig selv: Hvad gik galt? I en periode, hvor arbejdsløsheden er rekordlav og slipsedrengene i dansk erhvervsliv vælter sig i rekordoverskud, var der en enestående mulighed for, at dette skulle afspejle sig i overenskomsterne. I stedet svarer forbedringerne i overenskomsterne til lidt mere end inflationen.

Nedslidning og stress
Overenskomsten på det private område er endnu et eksempel på fagbevægelsens krise. At ledelsen af fagbevægelsen kunne gå ud og rose forliget er en skandale. De forspildte en enestående mulighed for at sikre bedre forhold til medlemmerne. Overalt på de danske arbejdspladser er arbejderne vidne til højere arbejdstempo og øget arbejdspres. Dette gælder på det private område men også i det offentlige. Færre arbejdere skal lave mere. Det har den klare konsekvens, at folk bliver slidt ned eller brænder ud.

Utilfredshed
Presset på arbejderne både indenfor det private og det offentlige har aldrig været så stort som nu. I sådan en situation burde det være fagbevægelsens opgave at organisere deres medlemmer til kamp for ordnede forhold. I stedet ser man desværre lederne af fagbevægelsen være med til at underskrive det ene forlige efter det andet, som altid indebærer at arbejderne skal være mere fleksible. Det er med til at skabe en kæmpe utilfredshed og frustration blandt medlemmerne. Medlemsflugten er et direkte resultat af denne utilfredshed. Folk spørger, hvorfo de nu skal blive ved med at være medlem af deres fagforening, når de oplever at de ikke får nogen støtte.

Arbejderledere på arbejderløn
I øjeblikket får forbundsformænd lønninger, der er flere gange højere end deres medlemmers. Det betyder, at de får sværere og sværere ved at forstå de problemer arbejderne har og dermed mister forståelsen for nødvendigheden af at forbedre forholdene. Hvis de faglige ledere modtog det samme i løn, som deres medlemmer ville de uden tvivl have en klar interesse i at forbedre medlemmernes forhold. Vores slogan må være arbejderledere på arbejderløn.

Den faglige ungdom må organisere sig
Lærlingene har heller ikke noget at juble over. Resultatet rummer ingen reelle forbedringer for dem. Lønnen stiger minimalt med en krone eller to. Hvis man skal regne stigning i lærlingenes realløn, vil det dreje sig om ørebeløb. Derfor var 3F ungdom også med til at anbefale et Nej til overenskomsten ligesom Metal Ungdom i København. Dette var yderst positivt. Men det viser også, at det er nødvendigt med en langt bedre organisering af lærlingene.

Der bør skabes en landsorganisation, der samler alle lærlinge og ungarbejdere i en organisation under LO. Denne opgave burde blive løst af LO Ungdom. Men LO Ungdom fungerer ikke som en landsorganisation, men er i stedet delt op under de forskellige LO afdelinger. Dette er med til at svække lærlingene og ungarbejderne. Derudover fungerer LO Ungdom ikke i de fleste byer. Derfor må en del af lærlingene og ungarbejdernes kamp være at gøre LO Ungdom til en landsdækkende kamporganisation. Det er måden at sikre bedre forhold på.

Nej kampagnen
En lang række fagforeninger var gået sammen i en Nej kampagne. Men kampagnen blev langt fra så effektiv, som den kunne være blevet. For eksempel blev der ikke holdt nogle landsdækkende tillidsmandsmøder under kampagnen. På den måde blev det de enkelte fagforeninger, der førte kampagnen lokalt. Men hvis man ville have et nej igennem, havde det været nødvendigt med landsdækkende initiativer. Ved at holde et nationalt tillidsmandsmøde kunne man samle de tillidsfolk fra ja fagforeninger, der var imod overenskomsten. Og på den måde kunne man være nået ud til flere arbejdspladser. I stedet forspildte man en enestående mulighed for at forkaste det tynde forlig og kæmpe for at få noget bedre hjem.

Offentlige overenskomster
Allerede nu er der ved at blive formuleret krav blandt de offentligt ansatte. Dette områder er blevet forringet kraftigt de sidste 20 år. Der er blevet skåret ned i stat, regioner og kommuner, så arbejdsforholdene i dag er under al kritik. Med kæmpe overskud på statens finanser er der mere end råd til at sikre bedre løn og arbejdsforhold. Men hvis det skal lykkes må ledelsen af de offentlige fagforbund presses af medlemmerne.

Der har længe været brug for en organiseret tillidsmandsring blandt de offentligt ansatte arbejdere, der har kunne presse toppen af forbundene til at kæmpe for medlemmerne. De mange strejker i kommunerne i efteråret 2006 har klart vist, at medlemmerne har fået nok af de konstante besparelser. I øjeblikket vokser Social- og Sundhedsassistenternes strejke for en ordentlig løn til by efter by. De arrangerer demonstrationer og protestmøder. Men man må igen spørge: Hvor er lederne af deres fagforbund? Inde på deres kontor! Endnu et eksempel på at ledelsen af fagbevægelsen vælger ikke at støtte deres medlemmers kamp.

Fagbevægelsens krise – hvilken vej frem for venstreoppositionen
Fagbevægelsen er i krise. Tusinde medlemmer har meldt sig ud i protest mod fagbevægelsens passivitet. Dette er udtryk for en desperat situation på arbejdspladserne. Men at melde sig ud af sin fagforening er ikke nogen løsning. Fagbevægelsen udgør en kæmpe magtfaktor. Den kan lamme kapitalisterne i samfundet fra den ene dag til den anden gennem strejke. Problemet er at den nuværende ledelse ikke vil bruge den magt. I stedet skriver de under på det ene elendige forlig efter det andet. Men det har kun været med til at forstærke krisen yderligere. I stedet må medlemmerne på arbejdspladserne til at organisere sig og kæmpe for at få en ledelse, der vil kæmpe for deres krav.

I øjeblikket er mange mere venstreorienterede fagforeninger samlet i Fagligt Ansvar. Mange håbede på, at dette kunne blive starten på at få fagbevægelsen tilbage under medlemmernes kontrol. Men indtil videre har fagligt ansvar ikke levet op til det håb. Der er blevet lavet en mængde rapporter om hvilke problemer der for medlemmerne. Men de har ikke organiseret en venstreopposition til forbunds-toppen.

Så længe de ikke gør det, vil alle deres rapporter kun være papirer med fine ord. Den eneste måde at sikre en kæmpende fagbevægelse er ved at organisere så mange arbejdspladser som muligt under en række konkrete krav. Og at kæmpe for de krav i fagforeningerne og forbundene. Utilfredsheden og frustrationerne blandt medlemmerne ulmer. Dannelsen af en reel venstreopposition vil hurtigt kunne vinde bred opbakning. Medlemsflugten vil ikke fortsætte for evigt. Før eller siden vil arbejderne begynde kampen for at vinde fagbevægelsen tilbage. Og når det sker, vil intet kunne stoppe dem.