Hvordan har udviklingen været de sidste år?
Casper: Jeg tror man skal lede meget længe for at finde et postbud, der vil påstå, at arbejdsforholdene er blevet bedre i den sidste periode. I de snart 5 år jeg har været ansat, tror jeg, der har været 4 omlægninger af distrikterne, og hver gang er der lige lagt lidt ekstra på. Ikke fordi det var ren afslapning for 4½ år siden, men dengang var der da tid til lige at sætte sig ned en gang imellem og slappe lidt af eller spise sin mad stille og roligt, men det er der ikke meget af nu. På den måde kommer man jo til at presse sig selv mere og mere, når distrikterne bliver større, hvis man altså ikke vil rende rundt til klokken 4 om eftermiddagen. Når det er sagt, så skal det da også med, at det i det store og hele er et udmærket job – det er bare synd, at der skal drives rovdrift på postbudene i den grad.
Jørgen: Post Danmark har brugt mange år på at forbedrede privatiseringen. Blandt andet ved at øge presset og reklamemængden. I 2002 blev det et aktieselskab og siden der har nedskæringerne været virkelig hårde.
Hvilke konkrete problemer er der?
Jørgen: Der er en aftale om at ledelsen kan op- og nedmønstre efter hvor meget post der er. Hvis der er meget post kan de opmønstre. Vores arbejde er målt i tid. Vores grundmønster på Nørrebro er nu blevet sænket med 6 distrikter og om mandagen er det sænket med 12. Det er vigtigt at gøre klart at der her er tale om henholdsvis 6 og 12 fuldtidsstillinger der er forsvundet. Da der er så meget udskiftning på grund af de dårlige arbejdsforhold lægger man ikke umiddelbart mærke til at der er færre ansatte. Folk siger op af sig selv og der bliver så bare ikke ansat nye. Men konsekvensen er at hvor der før var 72 distrikter er der nu 66. Lige omkring da jeg startede var der cirka 78.
Casper: Ud over længere distrikter og en løn, man ikke ligefrem bliver rig af, så er der jo alle ledelsens "effektiviseringer", som sjældent gør livet lettere for postbude. Adresserede reklamer er et oplagt eksempel, der er blevet indført for nylig. Stangpost, som man i princippet ikke må sortere op i reolen, er et andet eksempel, og så det nye system til at lave distrikter med – det har lavet nogle meget underlige ruter nogle steder. Alt sammen ting, der bærer præg af at være blevet fundet på af folk, som ikke selv skal ud og lave arbejdet bagefter. Men det hele bunder jo i, at postvæsnet er blevet et foretagende, der skal skaffe profit hjem, i stedet for at være noget, der bare skal fungere til gavn for hele samfundet
Hvad er stemningen blandt postarbejderne
Casper: Jeg synes tit, der er sådan en slags munter pessimisme – altså man ved, at der sker noget lort, men man er ligesom vant til det, så man forventer ikke rigtig noget og bliver ikke særlig overrasket, når ledelsen kommer med nye sjove tiltag. Mange tager sådan lidt pis på det hele. Men der er en stor utilfredshed, når man taler indbyrdes. Den skal bare have et organiseret udtryk
Jørgen: Der er generel utilfredshed. Men også en følelse om at hvis man skal strejke skal der være et perspektiv med det. På Nørrebro kan vi se frem til øgede nedskæringer
Der var strejke på postkontoret i Købmagergade lige inden sommerferien. Hvilke kommentarer har I til det?
Jørgen: Der var strejke på Nørrebro i forbindelse med Købmagergade. Dagen efter var der en fra fagforeningen der var ude og sige at man skulle gå tilbage til arbejdet for at fagforeningen kunne står i en stærkere forhandlingssituation i Købmagergade. Det viste sig bagefter at selv om fagforeningen fik stoppet strejken, så fik de ikke noget godt resultat. Efter Købmagergade skulle vi skære ned. En vigtig pointe er at Købmagergadestrejken blev vundet af Post Danmark, blandt andet ved at de brugte trusler om at opsige alle hvis de fortsatte strejken. Men Post Danmark kunne ikke have vundet hvis alle havde strejket samtidig.
Der har været flere spredte strejker. Hvad er erfaringerne? Casper: Jeg har prøvet at være med, hvor vi strejkede en enkelt dag lokalt. Sådan en dag, hvor det hele bare var galt, og så endte det med, at folk gik hjem, men det blev aldrig til mere, og så stod man bare med dobbelt arbejde dagen efter. Skal man have bedre forhold, må det spredes til flere kontorer, og helst hele landet. Og det er jo lige netop det, der er en fagforenings helt grundlæggende opgave – det er det, der er grunden til, at man er organiseret i en fælles organisation i hele landet og ikke bare har lokale klubber. Men ledelsen har indtil videre ikke været villig til noget i den retning, selvom det jo er rimelig indlysende, at det er det, der skal til. Jeg mener – det må da være helt basalt for enhver, at sammen er man stærkest.
Jørgen: Det er også erfaringen fra Købmagergade. Nedskæringerne vil med garanti ramme andre også – måske bare senere. Vi må bakke hinanden op så de ikke splitter os op mod hinanden. Købmagergade viste at PostDanmark vil gå meget langt for at forringe arbejdsforholdene. De ville ikke gå på kompromis bare en lille smule – de viste virkelig deres magt. Hvis vi skal klare den må vi vise lige så meget magt tilbage – gennem en fælles strejke.
Hvad gør fagforeningen - og kunne den gøre mere?
 |
Hvis de fagretslige regler ikke har forhindret nedskæringer de sidste 10 år er fagforeningens taktik så rigtig?
Jørgen: Nej det er den ikke. Den duer ikke til at forsvare os mod nedskæringerne. Derfor må de formulere en ny politik og taktik. Fagforeningen må evaluere på de sidste års tilbageskridt. De bør benytte klubberne til at formulere en nye politik og få opbakning blandt medlemmerne. De må sikrer fælles tillidsmandsringe, strejkekasser og rejse et politisk krab om at privatiseringen er en katastrofe. Hvis reel opbakning til strejke er "ulovligt" ifølge de fagretslige regler må de gøre det i det skjulte. Der kunne for eksempel vælges uofficielle repræsentanter da tillidsfolkene i øjeblikket er bundet på hænder og fødder af et væld af love regler og paragraffer. Vigtigt at der er en valgt gruppe som kan arbejde sammen på tværs af postkontorerne og som kan indkalde til strejker, da tillidsmændene ellers risikere bod. Der bør dannes et officielt og uofficielt arbejdspladsnetværk. Det er ikke bare lige at gøre det, blandt andet på grund af den store udskiftning og da folk er så pressede. Det er en slags pionérarbejde. Derudover må det kræves at Socialdemokratiet, SF og enhedslisten arbejder for at gennationalisere posten under arbejderkontrol hvilket bør betyde at posten styres af staten, fagforeningen og medarbejderne. Det samme tror jeg kan siges om busserne, DSB, TDC og de andre firmaer der er blevet helt eller delvist privatiseret
