Det er efterhånden blevet normalt, at der op til en overenskomstforhandling kommer et væld af advarsler mod lønstigninger. Erhvervslivet og deres økonomer forklarer os, at det vil skade konkurrencen, hvis ikke arbejderne viser løntilbageholdenhed.
Forhandlingerne i år er ingen undtagelse. Det vil ifølge disse fine herrer føre til økonomisk ruin for landet, hvis arbejderne får mere end et par procent i lønstigninger.
LO må kæmpe for medlemmerne – ikke imod dem
Desværre må man også konstatere, at flere ledende forbundsfolk fra den danske fagbevægelse siger det samme. LO og Dansk Arbejdsgiverforening har sørget for, at en rapport fra Familie- og Arbejdslivskommissionen er blevet udskudt. Grunden til det var, at konklusionerne kunne skabe ”urealistiske forhåbninger” til overenskomstresultatet. Dette er uhørt.
Hvordan kan det være LO’s rolle i samarbejde med arbejdsgiverne at få udskudt rapporter, der fortæller, om de problemer det nuværende opskurede arbejdspres medfører. LO mener altså, at overenskomsterne ikke skal sikre anstændige arbejdsforhold. Hvor er vi henne. Det er LO’s opgave at samle fagbevægelsens medlemmer, så man sammen kan kæmpe for medlemmernes krav. Men indtil videre har de gjort det modsatte. De har lavet en ”klimaaftale”, som medfører, at der ikke må komme lønstigninger på mere end 3 procent. Dette er lige nok til at sikre reallønnen. Men alle ved, at virksomhedsejerne i Danmark har scoret gigantiske milliardoverskud. Og det er også kommet frem, at direktørerne i erhvervslivet har belønnet sig selv om gigantiske lønstigninger. Det samme er tilfældet for toppen af fagbevægelsen. Dette er tilsyneladende ikke noget problem. Men hvis arbejderne kræver del i de stigende overskud, så er det urealistisk og uansvarligt.
Det er på tide, at arbejderne får del i de øgede overskud
Den væsentligste årsag til de store overskud i virksomhederne er det stigende arbejdstempo. Ude på arbejdspladserne bliver der løbet hurtigere og hurtigere. Så hurtigt at folk bliver slidt ned. Hvis der er noget, der er uansvarligt, er det da netop det. De påstår, at det vil skade konkurrenceevnen. Det samme siger de i alle andre lande. På den måde håber de, at de kan presse arbejderne i alle lande til at løbe hurtigere uden at få noget for det. Men højere lønninger betyder kun, at arbejderne får en større andel af den værdi, de selv skaber.
Virksomhedsejerne græder krokodilletårer, når de ikke opnår de forventede øgede overskud. Hvis de havde regnet med 30 procent øget overskud, er det et dårligt år for dem, hvis de ”kun” får 28 procent. På den måde håber de, at de kan narre arbejderne til at løbe endnu hurtigere. Men nu må tiden være kommet, hvor der bliver sagt stop for kravene om øget arbejdstempo. Det er på tide, at arbejderne får en del af overskuddene. De krav, der er blevet stillet, er yderst moderate. Det er krav om en minimumsløn på 120 til 150 kr., og at lærlingene får 12 kr. mere i timen. Samt at lønningerne stiger generelt. I en tid med lav arbejdsløshed burde det nemt kunne opnås.
Kravet var højere løn – ikke efteruddannelse
Men indtil videre har forhandlerne fra en række forbund (Metal, NNF, 3F osv.) gjort alt hvad de kunne for at fortælle os, at vi ikke skal have nogle forventninger om ”lønfest”. Men der er ikke nogen, der har stillet krav om lønfest. Bare at arbejderne får en del af de stigende overskud. Det er helt hen i vejret, at de, som skal forhandle vores overenskomst, har så travlt med at sige, at vi ikke skal have noget. Hvis side er de egentlig på? I stedet har de snakket om, at vi skal have mere efteruddannelse. Men efteruddannelse bør ikke være en del af overenskomsterne. Før den borgerlige regerings nedskæringer var det statens opgave – og det bør det forblive med at være. Efteruddannelse har ingen steder været et særligt stort krav fra medlemmerne. Derfor er det grotesk, at vores forhandlere tager det med som topkrav, når arbejdspladserne har gjort klart, at kravet er bedre lønninger.
Arbejdsgiverne er ansvarlige, hvis det kommer til konflikt
Hvis ikke det ændres, er der meget, der taler for konflikt. Og med god grund. Hvis ikke resultatet af forhandlingerne afspejler kravene fra arbejdspladserne, må der stemmes nej. De fleste forbund har råd til at strejke 4 uger eller mere. Dem, der virkelig har noget at miste, er arbejdsgiverne. I 1998 så man, hvordan de efter 11 dages konflikt var ved at gå i panik. Det er klart, at en konflikt er en alvorlig ting. Men der er mere end råd til at opfylde kravene fra arbejdspladserne, og hvis ikke kravene bliver imødekommet, er det arbejdsgiverne, der har sørget for konflikten – ikke arbejderne.
Hvis der kommer en konflikt må fagforeningerne og tillidsfolkene koordinere indsatsen, så den bliver så effektiv som mulig. Risikoen for et regeringsindgreb vil være til stede. Men den borgerlige regering er i øjeblikket meget presset. Hvis den griber ind, risikerer den at underskrive sin egen dødsdom. Et regeringsindgreb bør ikke accepteres. Hvis der kommer konflikt er det udtryk for, at medlemmerne har brugt deres demokratiske ret til at stemme nej. Et regeringsindgreb er et indgreb i denne demokratiske ret. Men et regeringsindgreb behøver ikke at stoppe en strejke. Når arbejderne går i strejke, er virksomhederne lammede. Det viser, hvem der er den stærke part, nemlig arbejderne.
Hvis der er flertal for at fortsætte strejken, kan den borgerlige regering vedtage det ene indgreb efter det andet – det vil ikke have nogen effekt, så længe at ledelsen af strejken fortsætter strejken. I et tilfælde af regeringsangreb vil det altså være strejkeledelsen, og ikke regeringen der afgør om kampen fortsætter – hvilket den selvfølgelig bør.
Bolden er spillet over til arbejdsgiverne og forhandlerne. De alene afgør, om en strejke vil blive aktuel. Det er egentligt meget nemt. De skal bare imødekomme kravene. Gør de ikke det, er det deres ansvar. Når LO allerede har godkendt en lønramme på 3 procent, taler alt for, at kravene ikke vil blive opfyldt. Derfor må der allerede nu gøres parat til en nej-kampagne og en konflikt. Som en tømrersvend sagde på et tillidsmandsmøde i Byggefagene i København: ”Hvis ikke vi skal have vores krav opfyldt nu – hvornår så?”
