Anders Fogh og hans kumpaner inde på borgen har sikkert fået kaffen galt i halsen et par gange de seneste par måneder. Det gik jo så godt i Danmark. Vi kan købe hele verden, og fladskærme og samtalekøkkener er det eneste danskerne interesserer sig for. Det var i hvert fald det svar, man ville få, hvis man havde spurgt Thor Pedersen og de borgerlige spindoktorer, da sommeren ramte Danmark. Men noget andet havde ramt danskere over det ganske land. En voksende erkendelse af, at der er lige så meget velfærd i regeringens politik, som russere i russisk salat.

Velfærdsforliget handlede om at forringe efterløn og pension, strukturreformen blev hastet i gennem uden reel dialog med de ansatte, og i kommuner landet over kunne man skyde en hvid pind efter regeringens løfter om verdens bedste folkeskole, ældrepleje og børnepasning.

Regeringen blev sendt på sommerferie med de største demonstrationer i 20 år, den 17 maj. Og de var ikke en gang kommet tilbage fra ferie, før den var gal igen. I Roskilde, Holbæk og Århus var der demonstrationer i slutningen af august. Protesterne var rettet mod de kommunale budgetter, der var godt på vej til at blive vedtaget, med de største besparelser i mange år. Derfra bredte det sig hurtigt.

Overalt i landet blev der oprettet lokale netværk, der ville slås for velfærd. Budskabet fra alle steder har været, at man ikke bare vil vise sin utilfredshed, men rent faktisk vinde kampen mod nedskæringer. I Århus var pædagogerne de første, der tog strejkevåbenet i brug, og det viste sig som en enorm inspirationskilde for pædagoger og offentligt ansatte i andre kommuner. Udholdenheden og viljen til at kæmpe har været enorm fra ansatte og forældre. Og strejkevåbnet beviste sin effektivitet som middel til at presse regeringen. De faglige ledere derimod har haft mere travlt med at tage afstand fra de uregerlige medlemmer. Mange har af den grund meldt sig ud af fagforeningerne i protest. Men fagbevægelsen er til for medlemmerne, og hvis de nuværende ledere ikke er parate til at kæmpe ved medlemmernes side, så er det i stedet grund til at blive i fagbevægelsen og opbygge en opposition frem for udmelding. Fælles og organiseret kamp er det eneste der kan sikre sejr.

Strejkerne døde ud efterhånden, uden alle steder at have opnået det ønskede resultat. Dette skyldtes primært at kampene var lokalt isolerede og ikke-koordinerede. Efter strejkernes afslutning, besluttede 650 århusianske tillidsfolk fra hele byens kommunale arbejdspladser den 14. okt. at arbejde videre med en række initiativer. Blandt andet vil man forsøge at skabe et netværk med aktionsgrupper fra andre steder i landet. Et sådant netværk kan være et meget positivt skridt, hvis det bliver et samarbejde båret af medlemmerne på gulvet og ikke fagbosserne. Der må opbygges et nationalt netværk for tillidsmænd, a la Tillidsmandsringen, der kan danne en opposition til den nuværende ledelse, og koordinere kampene.

Danmarks Lærerforening, FOA og BUPL vil afholde en landsdækkende velfærdskonference i januar. Det må siges, at være et positivt skridt fra de tre forbund, på trods af det kommer så sent. Der er al mulig grund til, at de offentlige ansatte får snakket sammen om den videre kamp. Men hvis konferencen skal pege fremad, så skal der tages konkrete initiativer, der kan samle modstanden op på landsplan. Der er ikke brug for flere hensigtserklæringer om ’vilje til velfærd’. Både pædagoger og lærerne har i løbet af det sidste år holdt landsdækkende konferencer, hvor lederne sagde ”nu er det nok”, men uden nogle konkrete skridt til handling. Nedskæringerne stoppes ikke af pæne ord og hensigtserklæringer, men gennem fælles handling og kamp.

Sygehuse og gymnasier frarøves store pengeposer
Den er nuværende stilstand er kun midlertidig. I den nærmeste fremtid vil stilstanden blive brudt igen. Ude i de nye regioner står menuen på besparelser på mange sygehuse. Region Hovedstaden er et af de steder, hvor der er store nedskæringer på vej. Alene på Rigshospitalet vil man spare 49 millioner kroner. Disse sparerunder kan ikke gennemføres uden fyringer og krav om et opskruet arbejdstempo.

Svaret fra de faglige ledere må være, at man på ingen måde kan acceptere sådanne angreb mod de ansattes arbejdsforhold. Arbejderpartiernes repræsentanter i regionsrådene kan heller ikke stiltiende acceptere at skulle administrere regeringens nedskæringer. Det er ikke nok at give ansvaret videre til regeringen, for så bagefter at gennemføre nedskæringerne. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten skal ikke gøre en dyd ud af at overholde regeringens snævre rammer, men kæmpe for at bryde dem.

Under de kommunale kampe mod besparelserne var det reelt arbejderpartierne der holdt hånden under den borgerlige regering. Arbejderpartierne må kræve regeringens afgang og opstille et reelt alternativ til nedskæringspolitikken.

Gymnasierne bliver fra årsskiftet selvejende. Denne udvikling har længe været kritiseret af både gymnasieelever og lærere. Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) må konstatere, at regeringen prøver at løbe fra løftet om at sikre de nye selvejende skoler økonomi/medarbejdere til de nye driftsopgaver, som kommer i forbindelse med amternes nedlæggelse ved udgangen af 2006. Her foreslår regeringen en årlig besparelse på fem procent fra og med 2008 - det år, hvor det ny taxameter skal træde i kraft.

Der er altså lagt i kakkelovnen til yderligere kampe. Det stigende arbejdspres er udbredt også blandt de privatansatte, som samtidig også rammes af nedskæringerne i den offentlige sektor. I foråret skal de privatansatte have ny overenskomst, hvilket også sagtens kan ende i kamp.

Lige nu er regeringen mere presset end noget tidspunkt før i sin periode ved magten. Strejker, demonstrationer og dårlige meningsmålinger har sendt Fogh til tælling. Fagbevægelsen og socialdemokraterne må ikke lade Fogh komme på benene igen, men sørge for at knockoute regeringen endegyldig.