Nu er det officielt. De ansatte i den offentlige sektor har sagt overvældende ”ja” til deres nye overenskomst. Der spares ikke på de rosende ord om den nye overenskomst; de største lønstigninger siden 1987, solidarisk med de lavestlønnede, forbedrer ligestillingen og kamp mod stress. Hvem kan sige nej til sådanne flotte gaver?
Lønstigninger?
Den del af overenskomsten, som Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO har forhandlet (der gælder størstedelen), sikrer en generel lønfremgang på 5,64 pct. KTO regner med at prisudviklingen stiger med 5,6 pct. - altså reelt en reallønsfremgang på 0,04 pct. på 3 år! Der ingen sikkerhed for at priserne ikke stiger mere, og en reallønsfremgang på kun 0,04 pct. intet mindre end latterlig, når man tager de i forvejen lave lønninger i betragtning.
Et af de offentligt ansattes hovedkrav til disse overenskomstforhandlinger var en afskaffelse af ”ny løn.” Ny løn blev flere steder erstattet af ”lokal løn,” som fælt lugter af samme indhold i nye klæder. Vi vil af med alle former for lokal løndannelse. vores
forhandlere må forhandle ordentlige generelle lønstigninger igennem. Dette kan kun gøres fælles og solidarisk. Der kan være stor forskel fra den ene arbejdsplads til den anden, og det er ikke sikkert, at alle får del i de lokale tillæg. Fagforeningen må kæmpe for, at alle får en garanteret lønstigning i stedet for at lade det være op til de enkelte tillidsfolk ude i landet.
Gennem overenskomsten sikres en fælles barselsfond, dette skulle forbedre ligestillingen. Det er et miniature skridt på vejen, som ikke koster arbejdsgiverne noget. Et ægte skridt på vejen til ligestilling ville være at hæve de offentligt ansattes løn, fordi en stor del er kvinder.
Stress og nedslidning
Overenskomsten skulle også bekæmpe stress, men aftalen indeholder intet konkret, kun pæne hensigtserklæringer. De seneste år har vi set et stigende arbejdspres, øget nedslidning og stress, som bl.a. ses i at andelen af fx sygeplejersker, lærere og pædagoger på efterløn stiger.
At nedbringe stress kan kun gøres ved at tilføre den offentlige sektor flere penge, så der kan ansættes flere, og arbejdstempoet sættes ned. Men det er absolut ikke hvad fremtiden ser ud til at bringe – tværtimod. Med den borgerlige regerings skattestop og kommunalreformen, ser det ud til at nedskæringer fortsætter, og at presset og nedslidningen dermed øges.
Til kamp for velfærden
At lederne af fagforeninger kan udråbe dette resultat som en sejr og anbefale det uden kamp, viser hvor de har fjernet sig fra medlemmerne. Vi ønsker forbedringer ikke en fastholdelse af et elendigt status quo, hvor lønnen muligvis sikres, mens arbejdsgiverne lystigt kan forringe vores arbejdsforhold. Vi har valgt vores ledere til at kæmpe for vores forhold. Det er på tide, at de tager denne opgave alvorligt. At dette resultat kunne få så stort et flertal viser at langt størstedelen af medlemmerne ikke ser noget andet alternativ.
Den højt besungne Danske model, sikrer at overenskomstforhandlinger ser ud til at foregå fuldstændig uden for virkeligheden. Der forhandles for eksempel ikke om arbejdsvilkår. Hvad betyder en lønfremgang på 0,04 pct., hvis vi slides ned som 50-årige fordi arbejdstempoet konstant stiger, uden at vi har ret til ”lovligt” at protestere imod det?
De offentligt ansatte må gå ind i fagforeningerne og kræve at de kæmper imod stress og nedslidning og for bedre løn.
For en kæmpende fagbevægelse!
Men udover det øgede arbejdspres er der en stigende frustration blandt de offentligt ansatte. De fleste er ansat til at tage vare på andre mennesker; børn, gamle, syge og den slags, og de fleste ønsker at gøre dette så godt som muligt. Men hvordan skal dette kunne lade sig gøre i et system hvor der bliver mindre og mindre tid til den enkelte patient, gamle og skoleelev? Politikerne snakker om videnssamfundet, men skærer ned på uddannelserne, de snakker om øget omsorg for de ældre men indfører minut-tyranni, som om de gamle var varer. Og sådan kunne man blive ved. Hvis angrebene på de offentligt ansattes arbejdsforhold skal stoppes, kræver det en alliance med de privatansatte arbejdere, der kan sætte reel magt bag deres ord ved truslen om strejke.
Velfærdsamfundet, som vi kender, blev opbygget efter anden verdenskrig, fordi økonomien relativt kortvarigt var i stand til at gå fremad. Men dette er ikke den normale tilstand. Hvor ofte hører vi ikke, at vi må skære ned for at sikre fremtidens velfærd. Men logisk set siger det sig selv; i et samfund hvor det handler om at tjene penge, er der ikke meget plads til velfærd.
De offentligt ansatte må blive aktive i deres fagforening og kræve, at fagforeningen kæmper for en regering af arbejderpartierne, som vil udvide og forbedre den offentlige sektor i stedet for at skære ned.
