"Det tager kun ti timer at dele post ud, men vi vil så gerne have, at det tager lidt længere." Sådan siger en af mine kollegaer tit, når ledelsen i Post Danmark lancerer endnu et forslag, der skal gøre livet lidt mere surt for overarbejdsplagede postbude. For når man arbejder i posten, er det ikke bare ganske almindelige nedskæringer og øget pres, man skal lægge ryg til – nej, alt for tit er det også en kamp imod et nærmest grænseløst idioti, som forsinker og besværliggør arbejdet og gang på gang beviser, hvor ubrugelige arbejdsgivere egentlig er til det, de skulle forestille at lave, nemlig lede og fordele arbejdet, så tingene kører.

Lad os tage fat på et aktuelt eksempel: På posthusene rundt omkring i landet finder der for tiden omlægninger af ruterne sted – på en helt ny måde. Nu skal ruterne ikke planlægges af folk, der ved noget om at køre med post, men af en computer, der ved noget om det, som computere nu engang ved noget om – nemlig mere eller mindre hjernedødt at følge et system, som er blevet lagt ind i maskinen af nogle mennesker, som højst sandsynligt aldrig har været postbude.

Resultaterne er selvfølgelig forskellige fra posthus til posthus, og jeg kan kun tale om min egen arbejdsplads. Vi har en rute mindre end før omlægningen – altså én mindre til at lave arbejdet – og hvis man troede, at computere var logiske, så kan man godt tro om igen. Det umiddelbare indtryk er, at maskinen har taget alle vejene i byen, blandet dem godt og grundigt, og så sat dem mere eller mindre tilfældigt sammen og derudover tilrettelagt hver rute sådan, at man skal bruge mest muligt tid på at køre frem og tilbage og føle sig dum. Det er selvfølgelig lidt overdrevet – det er trods alt ikke alle de nye ruter, der er idiotiske, men der er godt nok mange tossede eksempler. Man starter lidt på en vej, og i stedet for at afslutte den og de andre veje, som ligger lige ved siden af, så skal man til at køre hen i den anden ende af byen, tage nogle opgange der, og så vende tilbage til den første vej bagefter – sådan er det for eksempel på en af ruterne. Der er et meget stort antal veje, som er splittet op mellem mange ruter, og det gør det også meget vanskeligere for ankomstsorteringen, som skal sortere posten op til de enkelte ruter – og det har vi brevbærere selv gjort i det sidste halvanden års tid. Ruterne er fyldt med små og større fejl, som ikke er blevet rettet, før omlægningen trådte i kraft.

På mange ruter har computeren også en umådelig trang til at få os til at krydse veje. I stedet for at tage en villavej hen ad den ulige side, for eksempel, og tilbage ad den lige, så vil den hellere have, at vi krydser frem og tilbage, og så nede for enden kan man køre hen til den næste vej og også krydse frem og tilbage den anden vej. Den tager så bare ikke hensyn til, at det jo kan være, at der er trafik på vejen, og at det i det hele taget i næsten alle tilfælde er vanvittigt irriterende at køre på den måde. Og for en afløser, som måske ikke er helt fortrolig med, hvor hvert enkelt husnummer ligger, og hvor postkassen er placeret, er det endnu værre – total forvirring. Og tænk på alle de kantsten man skal op og ned af på en dag med slud og sjap og is.

Nu er det jo ikke negativt alt sammen. En af pointerne med elektronisk udlægning skulle være, at ruterne blev mere udlignet, så vi alle sammen kan have det lige godt/dårligt. Men hvor meget der rent faktisk er udlignet, er der ingen der kan se, for der er stort set ingen af ruterne, der minder om de gamle ruter. Man har virkelig rystet bøtten, og det er nok helt bevidst, for når ruterne ser helt anderledes ud, er det svært at se, om man har fået noget ekstra på. Og så er det også en del af Post Danmarks generelle idé om at alting skal omstilles og forandres hele tiden. Det er den fjerde omlægning på 2-3 år hos os. Vi skal være fleksible og omstillingsparate: Med andre ord bøje nakken og hoppe og springe for en hvilken som helst skør idé, de høje herrer måtte få.

Et andet eksempel på dette er stangposten, som der for et års tid eller to siden blev gjort et stort nummer ud af. En del af de små breve bliver som bekendt sorteret og sat i omdelingsorden på en maskine, og det er jo godt nok, for så er det hurtigere at sortere op i reolen. Men hvis det stod til den kære ledelse, skal den slet ikke sorteres op, når man kører villa/rækkehuse. Det er meningen, at man skal køre med den separat i en lille særlig taske, der sidder på styret, og så tager man så både post derfra, fra den store fronttaske med den post, man selv har sorteret, og så selvfølgelig reklamer fra siderummet i fronttasken eller fra sidetasken, plus eventuelt en lokalavis eller andet sjovt. Det er temmelig tosset af flere grunde. For det første er der masser af fejl i den maskinsorterede post. Breve, der ligger i forkert rækkefølge, eller som er til en anden rute eller en helt anden by. For det andet er det besværligt og tidskrævende at tage post mange steder fra, og i det hele taget er det temmelig dumt at flytte kontorarbejdet ud af kontoret og ud i regnvejr, for eksempel. For de fleste mennesker, der kører med post, er det fuldstændig indlysende, at det er 100% vanvid at køre sådan, og der er nok en del, der har spurgt sig selv, om der mon ikke er tale om en overtrædelse af alkoholpolitikken, for den idé kan da kun være udklækket i stærkt beruset tilstand. Der er da heller ingen, der gør det sådan hos os nu. Men da idéen først blev introduceret, var der flere uger med pres og trusler om, at nu skulle man altså gøre sådan, og der var ingen vej uden om, "metodefasthed" og bla bla bla. Så meget for "selvbærende teams" og medbestemmelse, som Post Danmark snakker så meget om. Det er heldigvis gået i sig selv nu, eftersom der simpelthen ikke var nogen, der gjorde det, ligesom det også gik med et andet krav, som vi blev mødt med for et halvt års tid siden. Når vi selv skulle lægge reklamer sammen til onsdag-torsdag, måtte vi ikke længere bruge en af reklamerne som omslag for de andre. Nu skulle de bare lægges oven på hinanden. Igen en metode, som måske nok ville spare et par sekunders arbejde under reklamesammenlægningen, men som til gengæld ville skabe besværligheder og irritation ude på ruten, når alle reklamerne rutscher rundt mellem hinanden. Det hårde ved at være postbud er jo selve omdelingen, så det gælder om at sørge for, at forarbejdet inde i huset er gjort ordentligt, så det bare kører derudaf, når man først er ude på ruten. Men gang på gang oplever man, at arbejdet bliver saboteret af ledelsen.

Hvor er vores fagforening henne i alt det her? Ja, det er et godt spørgsmål. Det er ikke meget man hører til den til daglig. Hvad angår tidligere ruteomlægninger – dvs. typisk nedskæringer i bemandingen – så har det hos os meget været tillidsmanden, der har stået for det (altså før de fik maskinen til det). Vi har haft møder, hvor han har stået sammen med arbejdslederen og forsvaret, at der skulle lægges mere på ruterne. I fagbladene skriver de godt nok meget om overarbejdsproblemer, men man har i virkeligheden accepteret det, i og med at der ikke er blevet gjort noget ved det. Det ville ellers være en forholdsvis simpel ting at gøre. Hvis fagforeningen ville samle de spredte protester og strejker, som med jævne mellemrum bryder ud rundt omkring på lands postcentre, kunne man i det mindste begynde at stille nogle krav, som ledelsen ville blive nødt til at tage alvorligt. Men det sker næppe, før de faglige ledere bliver presset hårdt nedefra.

Det kan tit være svært at gennemskue, hvornår der ligger udspekuleret profithunger bag postledelsens tiltag, og hvornår det bare er udslag af ren og skær mangel på begavelse. Sandheden er nok, at det som oftest er en fæl blanding. En flok tåber, der har alt for meget magt over andre menneskers liv og bruger den til at berige sig selv og deres kumpaner. Folk, der benytter sig af postvæsnet som afsendere eller modtagere, må gøre sig klart, at når det trods alt fungerer rimelig godt, så er det på trods af ledelsen. Hvis den fik det, som den ville, så ville antallet af fejl og forsinkelser være meget større. Heldigvis er de fleste postbude ikke idioter. De fleste lader bare være med at køre med stangen separat, og vi skal ikke bruge mange halve minutter, før vi finder ud af at køre ruterne på en anden måde, end vi får besked på. Men det er en kamp op ad bakke. Der kommer jævnligt nye tiltag. Der skal hele tiden spares, der skal presses mest muligt arbejde ud af de ansatte og flere gebyrer osv. ud af kunderne, samtidig med at servicen forringes. Hverken postbude eller brugere af postvæsnet kan være tjent med den udvikling, der er i gang med privatisering og friere konkurrence. Postomdeling er en væsentlig samfundsopgave, som en flok stjernetosser ikke skal kunne sidde og score kassen på. Arbejdsgiverklassen demonstrerer gang på gang med al ønskelig tydelighed, at de ikke magter at styre noget som helst. Man skal ikke være smålig – hvis bare de kunne finde ud af at få tingene til at glide og føre samfundet fremad, så kunne man da sådan set godt unde dem deres millionindtægter og golfbaner og hvad ved jeg. Men problemet er, at de ikke en gang kan finde ud af at drive noget så forholdsvis simpelt som et postvæsen – for slet ikke at tale om et helt land. Det job ligger meget bedre i arbejderklassens hænder.