Enhedslisten har de seneste år fået en enorm fremgang, både i meningsmålinger og medlemsmæssigt og de står til stor fremgang ved kommunalvalget i november.
Fremgangen viser, at selvom det på overfladen ser ud til at være ro, ulmer der under overfladen en vrede og en radikalisering af et helt lag af unge og arbejdere. Skuffelsen over den "nye" regerings fortsættelse af nedskæringspolitikken, som har miskrediteret Socialdemokratiet og ikke mindst SF, har fået mange til at se til Enhedslisten som eneste alternativ til venstre.
Det giver Enhedslisten store muligheder og et ansvar for nu at bruge denne styrkelse til at bygge partiet, forankre det lokalt og ikke mindst at fremsætte et reelt politisk alternativ til den nuværende nedskæringsregering.
Enhedslisten må bruge kommunalvalget d. 19. november til at føre kampagne imod nedskæringspolitikken lokalt og nationalt. De må forklare, at den økonomiske ramme, der er lagt på kommunerne, må sprænges, så nedskæringspolitikken kan stoppes. Parolen må være: spræng rammen! Skal kommunerne kunne gå op imod regeringen kræver det massemobiliseringer fra neden og skal det lykkes, kræver det en anden politik i spidsen for Enhedslisten, end den som partitoppen på Christiansborg hidtil har ført, med eftergivenhed overfor regeringen og dens angreb.
Socialistisk Standpunkt opfordrer til at stemme på Enhedslisten ved kommunalvalget, men det løser ikke i sig selv noget, tværtimod er der ikke mindst i kommunalpolitik indbygget farer for Enhedslisten. Der er en fare for, at partiet vil blive trukket længere ind i nedskæringspolitikken i kompromisets navn. Det er ikke vejen at gå for partiet – tværtimod. Allerede nu er der en udbredt kritik fra flere lokalafdelinger af partitoppens linje. Det viser, at partitoppen ikke bare kan bevæge partiet længere ind mod midten, uden at medlemmerne gør modstand. En modstand der må bruges til at opsætte en socialistisk strategi for partiet op til og efter kommunalvalget.
Læren af SFs nedtur
Ved sidste kommunalvalg fik Enhedslisten kun valgt 14 byrådsmedlemmer – på landsplan. Enhedslisten ser ud til at få en rekordhøj stemmeandel ved kommunalvalget i år. Hvor mange, er der dog ingen, der vover at gisne om. Men i København, som traditionelt er en "rød" by, svarede 27 procent i en undersøgelse i marts, at de ville stemme på Enhedslisten (http://politiken.dk/indland/politik/ECE1923243/enhedslisten-stormer-frem-i-de-store-danske-byer/). Dermed er Enhedslisten helt oppe og ånde Socialdemokraterne i nakken. Da målingen er gammel, må den tages med et gran salt, men der er ingen tvivl om, at Enhedslisten vil få et rigtig godt valg, især i storbyerne. Men som SFs eksempel med al tydelighed viser, garanterer fremgang ved et valg ikke nødvendigvis succes, tværtimod kan det have fatale konsekvenser.
Ved sidste kommunalvalg i 2009 fordoblede SF antallet af mandater i kommunerne fra 161 til 340 og partiet endte med et par borgmesterposter bl.a. ved hjælp af rævekager med de borgerlige partier. I dag løber mange vælgere og medlemmer fra SF, under indtryk fra den elendige nedskæringspolitik, som partiets top fører under parolen om "ansvarlighed" både i regering og kommuner. S og SF miskrediterer dagligt sig selv og rasler ned i meningsmålingerne, så SF i de nationale målinger længe har ligget på omkring 5 procent. Enhedslisten må lære af SF, der i ansvarlighedens navn bevægede sig ind mod midten og accepterer den ene nedskæring efter den anden.
Hovedparole: spræng rammen
Kommunernes økonomi er lagt i meget snævre rammer fra regeringens side. Rammer der vil betyde, at de massive nedskæringer i kommunerne vil fortsætte også de næste år. Accepterer Enhedslisten denne snævre økonomiske ramme som præmis, betyder det, at de accepterer nedskæringer og diskussionen bliver da en diskussion om, hvordan man "bedst muligt" skærer ned. Enhedslisten må vælge en helt anden vej og opstille et klart alternativ.
Et styrket Enhedslisten i kommunerne må som første skridt konkret afsløre de mange nedskæringer fra regeringen, som kommunerne bliver sat til at implementere.
Derudover må Enhedslisten bruge sine lokale positioner til at mobilisere imod nedskæringerne lokalt, på arbejdspladser, skoler osv. En sådan mobilisering vil appellere ikke bare til dem, der har stemt på Enhedslisten, men bredt ikke mindst blandt S og SFs vælgere, hvilket vil lægge et pres på toppen i begge partier. I firserne viste byrådet i Liverpool i England, hvordan men gennem massemobiliseringer kunne bekæmpe Thatcher regeringens nedskæringspolitik (vi opfordrer alle interesserede til at studere erfaringerne fra Liverpool, som man bl.a. kan læse mere om i denne artikel: http://www.marxist.dk/artikler/danmark/3264-liverpool-marxismen-i-praksis.html).
Hvis Enhedslisten klart følger sit vedtagne princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring - ved i det hele taget at afvise at administrere regeringens nedskæringer - vil partiets styrke kunne opbygges endnu mere. Det vil både styrke partiet i sin lokale forankring i arbejderklassen og dermed også partiets styrke i Folketinget. Accepterer Enhedslisten den økonomiske ramme, risikerer de, at blive set som en del af "det etablerede politiske system" og lide samme skæbne som SF.
Enhedslisten må holde sig ude af "sumpen"
Ligesom med landspolitik gælder det også i kommunalpolitik: for socialister er repræsentation i statens organer ikke et mål i sig selv. Det kan kun være et middel, som må udnyttes til at højne arbejderklassen og ungdommens bevidsthed omkring sin egen styrke og nødvendigheden af at organisere sig for at kæmpe for et andet samfund. Netop dette er ekstra svært i lokalpolitik, fordi der er 117 detailspørgsmål, om alt fra cykelstier til oprensning af vandløb. Spørgsmål som ikke just er lette at mobilisere på.
Derfor må vi komme med en advarsel: Enhedslisten står til massiv fremgang, men uden en knivskarp politik, risikerer Enhedslisten at blive trukket ind i den bundløse mose af kompromisser og klassesamarbejde, som er dagligdag i de fleste kommuner. I det hele taget er det afgørende, at partiet som helhed tager en diskussion af, hvad formålet er med repræsentationen i Kommunalbestyrelserne. Er det at gøre nedskæringerne mere "humane" eller er det tværtimod at bruge positionerne som en platform for at nå de lokale arbejdere og unge?
I Folketinget har partitoppen indtil nu ført "det mindste ondes politik", og har deltaget i det ene kompromis efter det andet med henvisning til, at det var det mindste onde i forhold til de borgerlige. Med en sådan politik bliver Enhedslisten trukket længere og længere ind i den politiske sump, hvor alle partier ses som en del af samme system. Fortsætter Enhedslisten denne politik og viderefører de den ude i kommunerne, risikerer partiet at sætte deres fremgang over styr. Og endnu mere katastrofalt risikerer de at ødelægge de forhåbninger, som et helt lag af arbejdere og unge har til Enhedslisten om at være et alternativ til venstre.
Kan Enhedslisten pege på en DF-borgmester?
At vores bekymring ikke er grebet ud af den blå luft, illustreres af de seneste års politik i Borgerrepræsentationen i København. I 2009 skulle der gennemføres nedskæringer på 200mio på Børne- og ungeområdet i København. Først gik Enhedslistens byrådsgruppe, med socialborgmester Mikkel Warming i spidsen, med til, sammen med alle de andre partier, at deltage i nedskæring på budgetterne. Det skulle ske for at finde de penge, som den borgerlige regering havde fjernet, under forudsætning af, at det ikke gik ud over børnene. Disse nedskæringer, som Enhedslistens byrådsgruppe stemte for, viste sig dog hurtigt at have store konsekvenser for netop børnene.
Besparelserne blev da også hurtigt mødt af vrede forældre og pædagoger i demonstration foran Københavns Rådhus og byrådsgruppen kom til at stå i en gevaldig kattepine. Det massive pres fra både forældre og pædagoger, men også fra de mange partiaktivister, der forventede og ønskede, at partiet fører en klar socialistisk politik, havde en omgående effekt. I huj og hast måtte Enhedslistens byrådsgruppe omgøre deres oprindelige beslutning, ved at stemme imod dens udmøntning. Men på trods af denne feberredning kom byrådsgruppen til at gøre stor skade på partiets omdømme og mange forældre og pædagoger blev ladt tilbage med et billede af et parti, der i bedste fald ikke vidste hvad de stemte for, og i værste var på vej væk fra sit eget politiske grundlag.
Men også senere udviklinger i Holbæk bør tænde advarselslamper: I Holbæk har Enhedslistens spidskandidat Karen Thestrup Clausen åbnet op for at kunne pege på en DF'er som borgmester, for at vælte den siddende venstreborgmester. Skulle det ske, vil det være den første DF-borgmester i danmarkshistorien, og så endda bragt til magten af bl.a. Enhedslisten. Det vil skade partiet, ikke bare i Holbæk, men på landsplan. (holbaekonline.dk 03.09.13: http://holbaekonline.dk/2013/09/03/enhedslisten-klar-til-at-pege-pa-dfer-som-borgmester/)
Kæmp for en socialistisk politik
Enhedslistens fremgang viser for det første, at der under overfladen er sket en radikalisering blandt et bredt lag af arbejdere og unge. Der eksisterer et radikaliseret lag, der leder efter alternativer til den nuværende nedskæringspolitik. Fremsætter Enhedslisten et klart alternativ, hvor de forklarer, at det er nødvendigt at kæmpe for at sprænge rammen i kommunerne og bruger de denne parole til at mobilisere på arbejdspladser, skoler og lokalt kan det styrke partiet yderligere og betyde en øget organisering og aktivering af dette radikaliserede lag.
Skal succesen ikke ende i en nedtur må partiets medlemmer sikre sig demokratisk kontrol med den førte politik i byrådene og ikke mindst med den førte politik på landsplan. Med fremgangen i kommunalvalget risikerer afdelingerne at ende med kun at diskutere detailspørgsmål i kommunerne og hvordan man "blidest muligt" kan skære ned. Der er brug for en national strategi for partiet for en kamp mod regeringens urimelige økonomiske rammer, der dikterer nedskæringer. Lige nu foregår der fx forhandlinger om finansloven, som ikke kan adskilles fra den kommunale velfærd. Kampen om kommunalpolitikken er en del af den kamp om partiets program, strategi i Folketinget osv., hvor flere afdelinger har kritiseret partitoppens linje, bl.a. på et møde indkaldt af fem lokalafdelinger i starten af september.
Enhedslisten må tage fat i de lokale problemer og kæde denne kamp sammen med kampen for at få arbejderpartierne, S, SF og Ø, til at gå sammen og smide de radikale på porten, som første skridt i en helt anden kurs end den hidtidige nedskæringskurs fra regeringen. Mobiliseringer mod nedskæringer og et sådan program kan forbinde Enhedslisten med de endnu bredere lag, der ser til S og SF, som også ønsker bedre velfærd.
Enhedslisten må gå forrest i kampen for bedre velfærd med alle, der vil være med, men de må samtidig ikke undlade at fortælle det, som er: at kapitalismen er i dyb, dyb krise og kræver nedskæringer. Alle partier, der accepterer kapitalismens rammer, tvinges til at skære ned. Der er brug for en socialistisk politik, dvs. en politik for en nationalisering de vigtigste dele af økonomien under arbejdernes egen demokratiske kontrol, så ressourcerne kan bruges til flertallets bedste ikke til at øge mindretallets profitter. På den måde kan rammen udvides.
