Billede: Demonstration 2. oktober 2012. Af Jonas Foldager.

I den seneste tid har der kørt en vigtig diskussion inde i Enhedslisten om hvilken vej partiet skal gå. Partiets folketingsgruppe har blåstemplet to finanslove, en krig imod Libyen, og senest en lappeløsning på dagpengeområdet som indbefatter store besparelser i det offentlige. Men mange medlemmer i tvivl om hvorvidt denne kurs er gavnlig for både partiet og arbejderklassen generelt.

Højredrejning og opposition

Allerede ved finanslovsforhandlingerne i efteråret 2012 var der stor opposition til aftalen, hvilket blandt andet sås ved afstemningen i hovedbestyrelsen hvor det kom til resultatet 15 for og 8 imod. Nogle afdelinger vedtog resolutioner i protest mod indgåelsen af finansloven, en finanslov som var så borgerlig, at selv folketingsgruppen blev nød til at lægge symbolsk distance til den, ved at holde deres eget pressemøde (på trods af at de havde lagt stemmer til den).

Ved Enhedslistens årsmøde i maj 2013 var vandene også delt, men ledelsen vandt en smal sejr ved at få resolutioner igennem som bl.a. gav dem en kattelem til at acceptere en ny finanslov med regeringen og en udtalelse om at man vil acceptere det borgerlige demokrati (et spørgsmål som vi vil vende tilbage til senere). Til gengæld endte nogle af afstemningerne også meget tæt, bl.a. en om finansloven, hvilket viser at ledelsen nok havde flertalmen at der er en udbredt modstand mod den førte politik fra store dele af medlemmerne. .

Diskussionsmøder og tendenser

Kritikerne af finansloven begyndte i løbet af august at mobilisere til et træf den 7. september i Taastrup, som var slået op som en debatkonference, hvor det blandt andet skulle diskuteres hvorvidt Enhedslisten "var ved at udvikle sig til et venstrereformistisk parti" og om hvorvidt partiet havde den rigtige strategi på nuværende tidspunkt. Konferencen, som var arrangeret af fem lokalafdelinger, formåede at samle knap 200 mennesker.

Som svar på denne konference valgte toppen af Enhedslisten at organisere deres egen møderække under titlen "Progressiv politik". Det blev på forhånd gjort klart, at mødet kun var åbent for dem der var "positivt stemte for den udvikling som Enhedslisten har været inde i, de seneste par år" (dvs. positive overfor højredrejningen) og som i øvrigt havde stemt for udtalelsen om accept af borgerligt demokrati på årsmødet. I sidste ende formåede mødet kun at samle omkring 40 mennesker, hvoraf flere oplægsholdere var folketingsmedlemmer.

For det første, er det interessant at modsætningerne nu kommer åbent ud. Fra Enhedslistens start i 1989 var der ofte en hvis modstand mod at tage de større strategiske diskussioner. Man pakkede tit uenigheder ind i bredt favnene paroler om enhed og solidaritet. Men så snart den objektive situation ændrer sig (og krisen der begyndte i 2008, samt regeringsskiftet i 2011, kan næppe karakteriseres som andet end skift i den objektive situation), kommer behovet for en klar strategi og et klart politisk program frem.

For det andet, er det bemærkelsesværdigt at der er så stor utilfredshed blandt mange almindelige medlemmer, selvom partiet har oplevet stor fremgang. Mange lokale aktivister husker SF's højredrejning i årene op til Villys ministerudnævnelse og er med rette bange for, at Enhedslisten hurtigt kan miste opbakning og medlemmer, hvis partiet går samme vej.

Ensidigt parlamentarisk fokus og deltagelse i forringelser

Folketingsgrupen har sat Enhedslisten i en meget vanskelig situation. I stedet for at udvise konsekvens i sine handlinger og stemme imod enhver besparelse, har man forsøgt at lappe med på regeringens forslag, luge ud i de allerværste nedskæringer med den ene hånd og acceptere andre nedskæringer med den anden. Den fremgangsmåde har sat selve partiets troværdighed på spil.

Samtidig har partiet fokuseret ekstremt ensidigt på det parlamentariske arbejde, samtidig med at man i flere tilfælde har lagt ansvaret for at gå med til nedskæringer på "manglen på bevægelser udenfor borgen". Spørgsmålet er, om ikke det netop er Enhedslistens opgave at samle, koordinere og lede sådanne bevægelser?

I virkeligheden har vi set flere bevægelser i Danmark, så sent som i foråret 2013. Først kom demonstrationerne imod SU-reformen arrangeret af studenterorganisationerne og senere kom konflikten imellem KL og DLF, hvor mere end 40.000 folkeskolelærere blev lockoutet og kæmpede i uger imod Bjarne Corydons benhårde kurs.

Hvor var Enhedslisten i disse bevægelser? Udover lidt symbolsk støtte fra talspersoner, var partiets indsats nærmest lig med nul. Der var utvivlsomt mange almindelige Enhedsliste-medlemmer iblandt de lockoutede lærere, men toppen gjorde intet for at koordinere en faglig indsats, som kunne føre kampen videre til sympartistrejker i resten af det offentlige og endnu vigtigere, i den private sektor. Faktum er, at lærerne blev overladt helt til sig selv og til en ledelse der bogstaveligt talt bad regeringen om at gribe ind og ophøje KL's diktater til lov.

Demokrati og revolution

Det parlamentariske fokus går også igen i de politiske idéer som folketingsgruppen har fremført. Flere af partiets prominente politikere har i pressen udtalt at Enhedslistens principprogram er "gammeldags" og "støvet". Hvad de i virkeligheden mener er, at de er uenige med dets revolutionære grundidéer.

Op til årsmødet tyvstartede de diskussionen om principprogrammet ved at foreslå en særlig udtalelse om demokrati. I resolutionen hedder det, at man anerkender parlamentet som den eneste lovgivende instans og at man altid vil acceptere dets vilje. Problemet er bare, at parlamentet i mange situationer i historien også har spillet en kontra-revolutionær rolle og modsat sig ethvert skridt henimod socialisme.

Som et medlem påpegede i partiets medlemsblad Rød+Grøn, så siger den danske grundlov (som er forfattet af borgerskabet), ifølge §73 Stk. 2. at en tredjedel, dvs. 60 medlemmer af Folketinget, der er imod en lov om ekspropriation (af de større virksomheder og bankvæsen), kan udskyde den til efter næste folketingsvalg. Dette ville altså i praksis betyde, at der skulle være 121 folketingsmedlemmer der stemte for ekspropriering af borgerskabet, såfremt det kunne lade sig gøre (og dette kun medfuld kompensation , ifølge grundloven).

Dette viser meget konkret hvorfor det er en illusion at tro, at man alene igennem det borgerlige parlament kan gennemføre socialisme.

Enhedslistens opgaver og kampen for socialisme

Det er forkert at sætte en kinesisk mur op imellem den aktuelle klassekamp og kampen for socialisme. Enhedslistens forsøg på at trække regeringen til venstre, er slået fuldstændigt fejl. Alle almindelige medlemmer må i stedet kæmpe for at partiet ændrer strategi.

I stedet for parolen om at "presse regeringen til venstre", må Enhedslisten starte med at kræve at Socialdemokratiet og SF bryder med Det radikale Venstre, som er et borgerligt parti der altid vil forhindre ethvert tiltag til fordel for arbejderklassen. Hvis Enhedslisten foreslår en arbejderregering imellem S, SF og Ø, med konkrete krav om øget velfærd og et fuldstændigt brud med den borgerlige politik, vil det appellere til mange af de menige medlemmer af disse partier, samt til de arbejdere der har forladt Socialdemokratiet og nu overvejer at stemme Dansk Folkeparti.

Et sådant program kunne bruges til at kæde de daglige kampe sammen med socialisme. Det er absolut nødvendigt at holde endemålet for øje. Marxister er ikke imod brugen af parlamentet og opstilling til valg, vi er ikke anarkister. Men vi forstår, at parlamentet kun kan bruges som en revolutionær talerstol og altid må underlægges klassekampen på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Vi står lige nu midt i den største kapitalistiske krise siden anden verdenskrig. I Grækenland og Spanien mærkes ungdomsarbejdsløshed og fattigdom ekstra hårdt, men Danmark er ikke så langt efter som man umiddelbart kunne tro, for f.eks. kontanthjælpsreformen og andre angreb viser at fremtiden også ser meget sort ud for det arbejdende flertal af den danske befolkning. Al snak om en løsning indenfor kapitalismen er vildledning. Enhedslistens fornemmeste opgave er ikke at tale for keynesianisme eller en lempelig finanspolitik. Det er tværtimod at forsvare det eneste ægte alternativ til markedsøkonomiens anarkiske barbari: Socialisme.