Foto: Lærerdemonstration i april - Nukanatuk Petersen

1. maj blev regeringspartiernes talsmænd på Første Maj-møder landet over mødt af massive protester som vi har berettet tidligere.
Det har ført til sand en mediehetz orkestreret af toppen af S, SF og formændene fra deres ungdomsorganisationer; DSU og SFU. Disse har forsøgt at sætte lighedstegn mellem tusinder af utilfredse arbejdere og unge landet over og anarkistiske ballademagere eller ”røde fascister” der ”angriber demokratiet”. Virkeligheden er, at det er regeringen der underminerer demokratiet, angriber arbejderbevægelsens traditioner og ødelægger tusinder af arbejderfamilier. De der klager over, at Frank Jensen, Annette Vilhelmsen og Helle Thorning ikke kunne få ørenlyd 1. maj, bør fjerne deres skyklapper og få en sans proportioner.

Proportioner
Vi vil ikke gå ind i hvem der ”angreb” hvem, ved 1. maj i Fælledparken. Det er umuligt at udrede præcis, hvad der skete, hvem der skubbede hvem osv. Vi kan blot konstatere at Handelsminister Pia Olsen Dyhr ved 1. maj i Fælledparken under pibekoncerten mod Annette Vilhelmsen først skulle være blevet slået, sparket, trampet på og hevet i håret, men siden har dementeret disse oplysninger og forklaret at hun oplevede at blive trådt over tæerne, skubbet og sparket på benene. Det giver sig selv at vi selvfølgelig er imod den slags korporligheder.

Men derfra og så til at sammenkæde enkelte såkaldte anarkisters hysteriske adfærd med den helt igennem legitime og progressive protest, som tusinder af arbejdere og unge landet over udførte i form af pibekoncerter, er der uendeligt langt.

Topfolkene fra S og SF beklager sig over ikke at blive hørt. Vi kan kun sige: velkommen til virkeligheden! Den fornemmelse er de nok ikke ene om i dette land. De 30.000 arbejdere der er blevet angrebet af regeringen og mister deres dagpenge i år og risikerer at gå fra hus og hjem bliver ikke hørt. De ”unge” arbejdsløse på kontanthjælp under 30 år, som mister halvdelen af deres livsgrundlag som følge af regeringens angreb, bliver ikke hørt. De studerende, fleksjobberne, efterlønnerne, sygedagpengemodtagerne bliver ikke hørt. Tværtimod bliver de angrebet på deres fysiske leveforhold. Ligeledes bliver de titusindvis af lærere, der netop var blevet fuldstændig tromlet ned af regeringen og KL i regeringsindgrebet heller ikke hørt.

De danske arbejdere og unge stemte for under to år siden for en regering, der lovede investeringer i velfærd i stedet for skattelettelser, men fik det modsatte: En regering der angriber selve arbejderbevægelsens grundlag. En regering der oven i købet vil begrænse demokratiet yderligere gennem den nye offentlighedslov. Den regering havde behov for at blive mindet om, at 1. maj er ARBEJDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG. Altså en dag der hylder arbejderklassens kamp for ordentlige forhold, ikke de der angriber arbejderklassen.

Anarkisternes rolle
Det er sandt at der var en gruppe af en vis størrelse ”sort-blok” elementer til Første Maj i Fælledparken, som opførte sig sekterisk i forhold til medlemmerne af S og SF (her tænkes på de menige medlemmer af S og SF, som jo er blevet taget lige så meget ved næsen af regeringen som alle andre arbejdere og unge).

Men det er lige så sandt, at netop den usminkede arbejdsgiverpolitik som S og SF toppene fører i regeringen, skubber massere af de bedste og mest klassebevidste unge over i armene på anarkister og andre ultra-venstre elementer. Og når Johanne Schmidt-Nielsen umiddelbart efter pibekoncerten begynder at belære tilhørerne om, at man ikke må overdøve disse banditter fra regeringstoppen, så lykkes hun desværre også i sætte sig selv på samme side som regeringen, som ”ansvarlig politiker” frem for klassekæmper.

I den konflikt står vi fuldstændig på samme side som de unge, der gik med i ”Revolutionær 1. maj” demonstrationen, fordi de oprigtigt ønsker at omstyrte dette elendige system med dets korrumperede politiker-vælde på Christiansborg. Men for at skabe en revolution er det nødvendigt at vinde flertallet af arbejdere og unge over til en socialistisk politik. Det gør man ikke ved at skubbe dem fra sig og stille sig ud som noget separat, men ved at forklare tålmodigt og stå skulder ved skulder.

De ledende anarkistiske elementer (ja, anarkister har ledere!) ser ikke hvor store modsætninger der er internt i S og SF, mellem top og bund, men identificerer hele partiet med dets ledelse. Hele ”Revolutionær 1. maj” demonstrationens indtog i Fælledparken blev desværre en demonstration i hvordan man isolerer sig fra folk, i stedet for vinde dem for sin sag. Men det ændrer ikke på, at netop denne demonstration havde en betragtelig størrelse, og ikke bare bestod af den traditionelle ”sort blok” kerne.

Protesterne mod S og SF-talerne var imidlertid ikke en handling, der var isoleret til en lille gruppe, men en massehandling der lå i fuld forlængelse af den enorme frustration, som hundredetusinder af arbejder og unge føler efter at være blevet snydt og angrebet af regeringspartiernes ledelser. Vores sympati ligger 100 procent hos de arbejdere og unge, der aktivt sagde fra overfor regeringens talspersoner 1. maj, om det så var med skilte eller ved at overdøve dem. Det var ikke bare legitime protester, men nødvendige. Johanne Schmidt-Nielsen må få sine prioriteter på plads: på den ene side erklærer toppen af Enhedslisten, at det er nødvendigt med mobiliseringer for at presse regeringen (med dette må der også menes strejker, uden hvilke der ikke kan blive tale om et reelt pres). Men på den anden side; er strejker ikke noget mere omfattende end at pifte af en taler? Strejker er ikke ligefrem en dialog, men et magtmiddel, på sammen måde som at tvinge en taler af scenen ved hjælp af en pibekoncert. Men dette er, ifølge Johanne ”ikke i orden”. For os at se, tager hun grueligt fejl.

Forsøg på at lange ud mod venstrefløjen
Højrefløjen i arbejderbevægelsen var ikke sen til at udnytte visse anarkistiske elementers sekteriske opførsel. I en fællesudtalelse fra formændene for Socialdemokraterne i København og SF København hed det bland andet:

”Antidemokratiske aktivister slog partimedlemmer, forsøgte at fravriste de røde faner fra fanebærere, ødelægge talerne og opførte sig aggressivt og voldeligt over for vores medlemmer. [...]
Derfor vil vi tage forholdsregler i vores partiorganisationer for at sikre, at de antidemokratiske kræfter og aktivister ikke har eller får tilhørsforhold til de københavnske venstrefløjspartier. [...]
Som københavnske venstrefløjspartier [...] anerkender [vi], at vi som politikere på venstrefløjen har et ansvar for at gå forrest i kampen mod fascisme, antidemokrati og revolutionære kræfter, der anvender vold som virkemiddel.”

Hvad det er for forholdsregler og hvem denne trussel er rettet imod står ubesvaret hen. Men Henrik Sass Larsen var ikke for fin til at erklære, at Enhedslisten stod bag: ”Jeg er ikke i tvivl om, at Enhedslisten har stået bag - og organiseret - en masse af de her protester rundt omkring [på 1. maj, red.], og man har været fuldt ud vidende om, at folk er gået i gang med at organisere det, og at det er hendes [Johannes, red.] egne folk, der har gjort det.”

Faktisk var S-toppen begyndt angrebet på Enhedslisten længe før tumulten i Fælledparken, nemlig allerede fra morgenstunden 1. maj. Henrik Sass Larsen erklærede i sin tale i Køge, ”De har altid fejlet - lige fra de hyldede Lenin, Stalin og de østeuropæiske oprørere. Siden 1919 har de været med til at splitte Danmark, og det gør de også i dag. Hvor Socialdemokraterne tager ansvar, så gør kommunisterne [læs: Enhedslisten], som de plejer - nemlig at råbe og skrige. En god socialdemokrat er stolt af sin historie. En god kommunist ligger under spærregrænsen”.
Mens Helle Thorning på Østerbro sagde ”Andre på den politiske scene diskuterer hvordan og på hvilket tidspunkt i valgperioden, man skal gennemføre revolutionen. Dem om det. Men en ting er sikkert: Det bliver uden Socialdemokraterne. Og ved I hvad, jeg er overbevist om, at det også bliver uden danskerne”. Den virkelige baggrund for angrebet fra toppen af Socialdemokratiet skal findes i meningsmålingerne, hvor de lige nu kæmper en kamp om pladsen som landets andenstørste parti i konkurrence med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

DSUs forkvinde Camilla Schwalbe langer ud efter SUF, den ungdomsorganisation der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten: ”Vi ved godt, at det er dem. Og det er ikke første gang vi oplever, at de synes det er okay at gå så meget over stregen.” og videre foreslår hun at man tager tipsmidlerne fra SUF (nyhederne.tv2.dk 2. maj).

Det kan blive en potentielt farlig situation for SUF, i det at en gruppe i Enhedslisten, omkring Johanne Schmidt-Nielsen, allerede sidste år uden held forsøgte at få aflivet det til tider rebelske SUF, til fordel for en egentlig ungdomsorganisation der er underlagt Enhedslistens kontrol.

Med toppen af SFU og DSU på krigsstigen og en fjendtligt gruppe i toppen af Enhedslisten, har SUF ikke mange magtfulde venner. Der er en reel risiko for, at SUF kan blive mål for bureaukratisk angreb fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der administrere de mange millioner af tipsmidler der går til foreningslivet, og som er kendt for en betydelig socialdemokratisk indflydelse.
Vi forsvarer fuldt ud SUF imod ethvert angreb fra toppen af arbejderbevægelsen. Men den eneste reelle måde at forsvare sig på er ved en revolutionær politik. Det gælder både ved at fremføre en klar kritik af regeringen, men også ved at fremsætte et alternativ til den politik som toppen i Enhedslisten fremfører. Det gælder dog også helt konkret, at en erklæret revolutionær organisation ikke kan være afhængig af staten, og i dette tilfælde DUF, der er styret af bl.a. fremtidens toppolitikere. SUF må opbygge sin egen selvstændige økonomi.

Som vi gang på gang har forklaret betyder kapitalismens krise, at der ikke kan findes en mellemvej mellem at administrere krisen; dvs. skære ned, og at bryde med kapitalismen ved at nationalisere de største virksomheder og begynde en demokratisk planlægning af økonomien. Toppen af den danske arbejderbevægelse har valgt den første vej; at administrere kapitalismens krise. Det sætter dem i stigende grad i konflikt med dem de burde repræsentere: den danske arbejderklasse. I takt med at krisen skærpes, gør klassekampen det også og dermed tonen. 1. maj er blot et eksempel på at modsætningerne i det danske samfund skærpes.