I 1919 blev den første ligelønslov indført i Danmark. Tjenestemandsloven skulle sikre ligeløn til mænd og kvinder ansat i det offentlige. Kravet om ligeløn er blandt de ældste af arbejderbevægelsens krav og blev allerede fremsat i Danmark af Louis Pio, Socialdemokratiet og den danske arbejderbevægelses stifter og kravet var da også med i Socialdemokratiets program af 1888. I over 100 år har kravet stået højt på arbejderbevægelsens dagsorden og der er i løbet af århundredet opnået store resultater og i 1973 opnåede LO endelig en aftale om ligeløn i overenskomsten med Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 3 år efter i 1976 vedtog folketinget endelig loven om ligeløn der forbød lønforskel pga. køn. Alligevel er kampen meget langt fra målet.
18% er den gennemsnitlige ”uforklarlige” lønforskel mellem mænd og kvinder. Altså forskel i løn der ikke kan forklares med forskel i erhverv, uddannelse, erfaring eller lign. Denne store lønforskel har stort set stået uforandret i over 10 år og generelt er der ikke opnået betydelige resultater siden 1976. På trods af den store, og ulovlige, forskel så er kravet om og kampen for ligeløn de sidste par år gledet i baggrunden. Kravet genopblussede under de store offentlige overenskomststrejker blandt pædagoger, sygeplejersker og lign., men er gledet i baggrunden igen efterfølgende.
På dette års Arbejderkvindernes internationale kampdag, var kravet således ikke at finde på en eneste af de tre arbejderpartiers hjemmesider (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten). I stedet krævede SF øremærket barsel til mænd og flere kvinder på lederposter og i bestyrelsernei, Enhedslisten krævede at Danmark underskrev Europarådets konvention om vold mod kvinderii og Socialdemokratiet konstaterede blot, at de da stadig væk var feminister og at der skulle fokus på flere kvinder i ledende stillinger, men havde som sådan ingen specifikke kraviii.
Fagbevægelsen: Et spørgsmål om ”dagsorden”
Men hvad værre er, at der ingen store demonstrationer eller lign. med krav om ligeløn var at finde på dagen, kun et relativt lille, men godt, møde hos forbundet af offentligt ansatte FOA (læs mere her). Men problemet ligger ikke kun i manglen på fokus, men også i manglen på kamp blandt dem der stadig har fokus på problemet. I et interview med dagbladet Arbejderen den 8. marts udtaler Annelise Rasmussen fra fagforeningen 3F: ”Vi er da nogen, der stadig forsøger at sætte ligelønsspørgsmålet på den politiske dagsorden. Gennem aktioner som den sidste arbejdsdag, ved at skrive kronikker og læserbreve og ved at holde politikerne i ørerne”iv.
Med ”aktioner som den sidste arbejdsdag” refereres der til den årlige aktionsdag fagforeningerne 3F, FOA, HK, det nationale ligelønsnetværk og Socialpædagogernes Landsforening (SL), har indført hvor man hver den 1. november sætter fokus på, at kvinder i gennemsnit reelt arbejder resten af året gratis pga. uligheden i løn. Men selvom disse og lignende initiativer er en positiv, og kreativ, ting der sætter fokus så må det konstateres at de ikke rykker ved problemet. Men hvorfor virker den slags ikke og hvad er alternativet? For at forstå dette må vi først se på hvorfor uligheden eksisterer.
Ikke et spørgsmål om mænd og kvinder, men om klasser
I modsætning til mange feminister, så mener vi som videnskabelige socialister ikke at forskelsbehandling pga. køn eksistere af mandschauvinistiske årsager. I sidste ende får kvinder ikke lavere løn fordi de er kvinder. Også kvindelige chefer udbetaler lavere løn til kvinder end til mænd. Årsagen til forskelsbehandlingen er ikke kønnene, men klasseforskellene. Kvinder forskelsbehandles ikke fordi de er kvinder, men fordi de er forskellige fra en anden gruppe, mændene. På samme måde eksisterer der forskelsbehandling baseret på race, religion, nationalitet, seksualitet, sprog og lign. Men ikke alle disse diskriminationsformer har eksisteret altid i menneskelig historie og de eksistere på mange forskellige måder.
I Romerriget fandtes der f.eks. ikke racisme eller diskrimination af homoseksuelle (indtil kristendommens indførsel) og i store dele af Mellemamerika, Afrika og Asien er kønsforskelsbehandlingen helt anderledes. På tekstilindustrifabrikkerne i den 3. verden, de såkaldte sweatshops eller ”sommerfuglefabrikker (fordi de flyver fra sted til sted efter de laveste lønninger) er det ofte kvinderne der er i arbejde, og mændene der går arbejdsløse. Pointen er at forskelle i befolkningerne kan udnyttes af magthaverne. Det vigtige er ikke hvad forskellene er, men blot at de er markante nok til at blive udnyttet. I særlige situationer er der endda blevet opfundet forskelle for at kunne udnytte dem.
I Rwanda og Burundi i Centralafrika f.eks. blev folkegrupperne tutsier og hutuer i høj grad opfundet af den belgiske kolonimagt. Man tog små eksisterende forskelle og gjorde dem til definerende. Kolonimagten definerede her tutsier som personer der ejede mere end 10 køer eller som havde lange næser eller halse. Dermed skabte man et ”folkeslag” af sorte der regerede som en elite i samarbejde med kolonimagten over de fattigere hutuer. På denne måde splittede man den koloniserede befolkning op i to grupper der kunne bekrige hinanden i stedet for samlet at bekrige kolonimagten. Pointen med dette eksempel er generel for al diskrimination. Det er ikke selve forskellene der eksistere, eller bliver opfundet, der er det vigtige, men at man ved at understøtte forskellene kan udnytte dem til f.eks. del og hersk eller til at underbetale den ene del.
Underbetaling af kvinder splitter arbejderklassen
Underbetaling af kvinder eksistere ikke fordi de er kvinder, men fordi køn er en tydelig og udbredt forskel i menneskeheden. Underbetalingen har strenge rationelle årsager og eksistere uafhængig af hvor oplyst eller fordomsfuld den herskende klasse eller ens arbejdsgiver er. Ved at underbetale en del af arbejdskraften kan man ikke bare spare penge, man kan også bruge kvinderne til at presse mændenes løn længere ned eller til at true med at ansætte de lavtlønnede kvinder i stedet for mændene hvis mændene laver for meget ballade ved f.eks., at organisere sig i fagforeninger eller strejker.
Og ikke mindst så kan man bruge denne opsplitning af kønne til at svække arbejderklassens organisering og enhed. I Danmark, ligesom i mange andre lande, var mænd og kvinder f.eks. længe opdelt i hver deres fagforeninger indenfor en række områder. 3F opstod således som en samling af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) og Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) der oprindeligt ikke optog kvindelige medlemmer. På denne måde blev fagforeningerne svækket og kunne spilles ud mod hinanden f.eks. under overenskomstforhandlinger eller under strejker. I øvrigt kan det nævnes at splittelsen mellem sorte og hvide blev brugt på samme måde i især sydstaterne i USA hvor arbejdsgiverne forsøgte at udstille fagforeninger som sammenslutninger af sorte og jøder der ville stjæle hvide kristnes job.
Kampen for ligestilling er klassekamp
Dette forklarer også hvorfor kvindelige chefer generelt ikke er bedre i forhold til ligeløn og ligestilling og hvorfor at kvindelige statsledere ikke gør nogen særlig indsats for ligestilling i forhold til mandlige statsledere. Diskrimination eksisterer pga. klassesamfundet og det er ligegyldig om diskriminationen er baseret på køn, seksualitet, religion, race, nationalitet eller lign. I sidste ende er den eneste måde at afskaffe denne forskelsbehandling er ved at afskaffe klassesamfundet, altså igennem en socialistisk revolution. Når der ikke længere er nogle herskende klasse der kan udnytte forskellene i befolkningen vil forskellene efterhånden dø ud. Det er da heller ikke tilfældigt at de største fremskridt for kvinder i verden er sket under arbejderregeringer under påvirkning fra massiv klassekamp.
Problemet ved fagbevægelsens nuværende strategi er, at den i sidste ende basere sig på opfattelsen om, at hvis nok mennesker, og især politikere, bliver opmærksomme på problemet og forstår at der ingen rationelle årsager er til lønforskellen, så vil diskriminationen ophører. Men hvis det var sandt, hvorfor eksisterer lønforskellen fortsat over 30 år efter loven om ligeløn? Kapitalisterne fastholder lønforskellen med vilje og med magt. Den eneste måde at ændre på dette er ved at sætte hårdt mod hårdt, magt mod magt. Kun gennem udenomsparlamentarisk massekamp kan man opnå ligeløn. Dette gælder både i forhold til overenskomstforhandlinger hvor strejkevåbenet igen bør tages frem af skuffen, og til 8. marts der burde være præget af store demonstrationer i alle større byer for ligeløn.
Hvis fagbevægelsen i stedet for blot hver 1. november at pointere eksistensen af problemet, faktisk gjorde dagen til en kampdag med strejker og demonstrationer så ville vi hurtigt kunne se forbedringer. Men det er ikke nok med en eller to kampdage om året. En sådan kamp kan kun vindes gennem hårdt og konstant pres på arbejdsgiverne, og i sidste ende med et totalt opgør med kapitalismen. Hvis fagbevægelsen rent faktisk gjorde alvor af ”Kvindernes sidste arbejdsdag” og fik sine kvindelige medlemmer til at gå hjem fra arbejde og blive væk resten af året eller indtil der skete forbedringer i ligelønnen, så ville arbejdsgiverne hurtigt været presset til at give indrømmelser. En sådan kamp skulle selvfølgelig ske på en organiseret og veltilrettelagt måde. Det nytter ikke at enkelte kvinder blot går hjem her og der, dette ville blot føre til fyringer. På samme måde måtte også mændene inddrages og nægte at tage strejkeramt arbejde og være parat til også at gå i sympatistrejke.
For en socialistisk og kæmpende fagbevægelse
En sådan storstillet aktion virker usandsynlig, for nogle endda umulig lige nu. Men det er den slags metoder der i sin tid bragte os vores rettigheder og vores velfærdssamfund. Sådanne storstillede kampe kræver en stærkere organisering af fagforeningerne og et højere aktivitetsniveau blandt medlemmerne. Dette kan sagtens opnå hvis fagforeningerne skifter kurs. I stedet for at heppe på en borgerlig nedskæringsregering i socialdemokratiske klæder, bør de klart forsvare deres medlemmers interesser. I stedet for at indgå overenskomstforlig om længere arbejdstid og lavere løn, bør de, på trods af krisen, kæmpe for kortere arbejdstid, flere i arbejde og til højere løn. Medlemmerne bør dagligt inddrages i arbejdet og kampagner må organiseres demokratisk med deltagelse af de almindelige medlemmer. På denne måde vil medlemsfaldet kunne vendes og aktivitetsniveauet og kampgejsten stige.
Igennem først små kampe og siden større kan fagbevægelsen reorganiseres til igen at blive de kamporganisationer de skabtes som. Hvis en sådan strategi blev ført ud i livet ville en storstillet kamp for ligeløn langtfra være umulig, men det kræver at fagbevægelsens demokratiseres og vendes tilbage til et socialistisk kampprogram. Det er hvad vi i Socialistisk Standpunkt kæmper for.
NOTER:
(1) http://www.sf.dk/presse/nyheder/2013/03/08/ja-til-%C3%B8rem%C3%A6rket-barsel
(2) http://www.enhedslisten.dk/artikel/stop-vold-mod-kvinder-70923
(3) http://www.socialdemokraterne.dk/Default.aspx?func=article.view&id=731835&menuID=700835&menuAction=select&topmenuID=700835
(4)http://arbejderen.dk/fagligt/krisen-s%C3%A6tter-kamp-ligel%C3%B8n-i-st%C3%A5
