Billede: Demonstration ved folketingets åbning, 2. oktober 2012. Socialistisk Standpunkts fotografer.

Den politiske situation i Danmark er i skred. Venstrefløjens kandidat Annette Vilhelmsen vandt formandsposten i SF, Enhedslisten er vokset markant i meningsmålingerne og de menige medlemmer pressede i sommer fagtoppen til (mod deres vilje) at trække sig fra trepartsforhandlingernes krav om længere arbejdstid.
Samtidig forbereder regeringen en historisk hård finanslov, yderligere forringelser af kontanthjælpen og ikke mindst økonomisk ruin for de 32.500 familier, der står til at miste en dagpengeindkomst efter nytår, når halveringen af dagpengeperioden implementeres.

To diametralt modsatrettede tendenser tegner sig i Danmark mellem arbejderklassen og ungdommen på den ene side og samfundets top på den anden. Modsætningen stiger for hver dag, der går, og vil komme til udtryk i nye massebevægelser før snarere end siden.

Virkelighedsfjern
Den nu et år gamle regering er et godt billede på den nuværende situation i Danmark og på, hvor langt samfundets og arbejderbevægelsens absolutte top har bevæget sig væk fra arbejderklassen og ungdommens virkelighed. Til de 32.500 familier, hvor en forsørger står til at ryge ud af dagpengesystemet, er Helle Thorning (S), Bjarne Corydon (S) og Margrethe Vestagers (R) svar: ”Sådan er det jo. Men I kan få akut rådgivning.” En moderne version af Marie-Antoinettes: Qu\'ils mangent de la brioche [lad dem spise kage].

Koalitionsregeringen mellem de to arbejderpartier S og SF og det borgerlige Radikale Venstre er i fuld gang med deres erklærede ”reform-dagsorden”. Alt hvad der indtil nu er blevet betragtet som velerhvervede rettigheder og almindeligt anstændige forholdsregler for at sikre en semi-civiliseret levestandard til arbejderne, er nu under angreb. Med implementeringen af halveringen af dagpengeperioden står tusinder af danskere nu over for reel fattigdom. Spørgsmål som mad, tøj og tag over hovedet vil blive presserede for tusinder af arbejdere, hvis største forbrydelse er... at de er arbejdere. Altså at deres livsgrundlag afhænger af, at de kan sælge deres arbejdskraft på daglig basis til en arbejdsgiver. End ikke denne ”ret” til at blive udbyttet kan kapitalisen tilbyde for hundredetusinder af danske arbejdere. Samtidig fører regeringen arbejdsgiverpolitik, og beder arbejderklassen betale regningen for kapitalismens krise.

Venstredrejning
Det sidste års erfaringer med klassesamarbejdsregeringen er ikke gået hen over hovedet på den danske arbejderklasse, omend utilfredsheden ikke er kommet til udtryk i større strejkebevægelser eller demonstrationer. Men den danske arbejderklasse er ved at vågne op til den nye virkelighed. Der sker forrykkelser under overfladen.

Sammenbruddet i trepartsforhandlingerne, fremgangen til Enhedslisten og nu højrefløjens nederlag i SF\'s formandsvalg er alt sammen udtryk for samme proces: en radikalisering og venstredrejning af et betydeligt lag af arbejdere og unge. En venstredrejning der også bliver næret af nyhederne om de stadigt mere udbredte strejker og massemobiliseringer i særligt Sydeuropa.

Under de sidste år af den borgerlige regerings levetid så de mest bevidste lag frem til den nye regering som en løsning på de problemer, de stod over for. En ny regering, med deltagelse fra arbejderpartierne, blev set som et middel til at bremse de konstante nedskæringer i velfærd og stadigt dårligere sociale forhold, som krisen, arbejdsgiverne og den borgerlige regering gennemførte. Disse forventninger bliver nu hver eneste dag gjort til skamme.

Arbejderklassen og ungdommen vil drage de naturlige konklusioner: Nemlig at de ikke kan overlade det til politikerne og fagforeningsbosserne at sikre deres forhold. At det er nødvendigt at mobilisere og skabe pres fra bunden og om nødvendigt skifte lederne ud. Både trepartsforhandlingernes sammenbrud og formandsvalget i SF viste det samme: det er muligt at presse ændringer igennem fra bunden, imod ledelsens vilje.

Netop derfor kan vi med en god portion sikkerhed i stemmen forudsige, at vi inden for den nærmeste fremtid vil se en opblomstring af bevægelser imod de konstante angreb.

Kløft mellem fagforeninger og regering vokser
De mest intelligente dele af fagtoppen har indset, at regeringen spiller et farligt spil, når de så åbenlyst går arbejdsgivernes ærinde. At regeringen i den seneste periode har flirtet med Venstre i finanslovsforhandlingerne, gør ikke problemet mindre: ”Medmindre Venstre er parat til at lave sine egne beslutninger om, så synes jeg, det vil være ualmindeligt uklogt af regeringen. De vil bringe sig i direkte modsætningsforhold til lønmodtagerne og til fagbevægelsen. Det vil på alle måder være tudetosset.” siger formand for FOA Dennis Kristensen (Fagligtansvar.dk 11. okt.)

Ligeledes er flere faglige ledere bekymret over regeringens nonchalante tilgang til dagpengekatastrofen, og at regeringen endda påtænker at forringe kontanthjælpen betragteligt, i en tid, hvor den ”heldige” halvdel af de mange tusinder, der falder ud af dagpengesystemet, netop vil gå fra dagpenge til kontanthjælp. Senest har Mette Frederiksen udtalt: ”Jeg har intet problem med at sige til unge, at de saftsuseme skal tage en uddannelse, og jeg er også villig til at sige, at hvis ikke de gør det, så er der ingen kontanthjælp” (avisen.dk 17. okt.).

Det er imidlertid ikke gået upåagtet hen: ”Det vil jeg advare imod. Det er jo fuldstændig surrealistisk, hvis regeringen laver yderligere stramninger på kontanthjælpen i en tid, hvor mange mennesker er ved at falde ud af dagpengesystemet. Så sætter regeringen kikkerten for det blinde øje, siger Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand i Danmarks største fagforbund, 3F (ibid.)

Fagforeningerne er arbejderklassens mest basale organisationer, og derfor mærker de faglige ledere også arbejderklassens ånde i nakken hurtigere end lederne af arbejderpartierne. Og de faglige ledere er ved at blive nervøse. De er bange for at havne i en situation, hvor hele ledelsen af arbejderbevægelsen miskrediterer sig så grusomt i arbejderklassens øjne, at de ikke længere vil kunne kontrollere massebevægelser fra arbejderklassen og ungdommen. Den nuværende kurs fra regeringen baner med andre ord vejen for store eksplosioner i klassekampen.

SF og Finansloven
En regering baseret på klassesamarbejde, et borgerligt nedskæringsprogram (som regeringsgrundlaget er) og under en historisk dyb international krise, betyder kun én ting: benhård arbejdsgiverpolitik. Situationen har sin egen logik. Krisen skærper samfundets modsætninger, og primært modsætningen mellem arbejdere og arbejdsgiver eller mere videnskabeligt; mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. Der findes ikke en mellemvej mellem de modstridende klasser. Kapitalistklassen står på den ene side over for en krise i kapitalismen, hvis lige ikke er set siden Anden Verdenskrig, og som kræver nedskæringer og frem for alt lønnedgang. På den anden side står de ansigt til ansigt med en stor, stærk og velorganiseret arbejderklasse. En arbejderklasse som allerede har accepteret enorme nedskæringer og angreb, og hvis største svaghed er, at den ikke er klar over sin enorme potentielle magt: Ikke et hjul drejer, ikke en pærer lyser uden arbejderklassen tillader det.

Formandsvalget i SF kom da også på det værst tænkelige tidspunkt for Helle Thorning og Margrethe Vestager. Nu står de med en koalitionspartner personificeret i Annette Vilhelmsen, der er under massivt pres fra medlemmerne i SF for at ændre partiets kurs og lempe, bare mikroskopisk, på den benhårde nedskæringspolitisk som S-R-SF-regeringen er blevet synonym med. Det er så at sige en bunden opgave for Annette. 13.000 SF\'ere våger over hvert eneste skridt, hun tager, fordi hun er kommet til sin position, båret frem af utilfredse medlemmer.

Dette er imidlertid en politisk dagsorden, som er helt og aldeles uacceptabel for lederne af S og R. Deres frygt er, at svækkes den fælles ”front” blot en anelse, vil deres politik og argumentation vælte som dominobrikker. En indrømmelse under pres fra arbejderklassen vil nemlig give håb. Håb om at nedskæringstoget kan standses, at det nytter at kæmpe imod. Det håb vil Helle og Margrethe for enhver pris undgå bliver tændt.

Allerede inden Annette blev valgt, var der derfor, ifølge rygter bragt i Politiken, adskillige samtaler mellem regeringslederne og den kommende SF formand. Her blev presset sat gevaldigt i vejret, og Annette blev advaret om, at regeringen meget vel kunne finde på at lave finansloven med Venstre, og at hun forventedes at bakke op om dette og hele regeringsgrundlaget. Personligt har Annette Vilhelmsen formentlig intet problem med at give en sådan garanti. Problemet er de tusinder af medlemmer, der står bag hende, og som kræver en ny linje.

Et vendepunkt
Det er umuligt at forudsige den præcise udvikling den næste tid. Men hvad der er sikkert, er, at SF\'s dage i regering er talte. Fra borgerskabets synspunkt er SF\'s rolle som venstredække for en historisk hård nedskæringspolitik, ved at være opbrugt og Finansloven og dagpengeskandalen er blot de sidste søm i kisten.

Samtidig er den objektive situation ved at ændre sig. Før, snarere end siden, vil årevis af akkumulerede frustrationer over stadigt skrappere nedskæringer føre til nye masseprotester. På den måde adskiller Danmark sig ikke fra resten af Europa. Det vil betyde, at tusinder af arbejdere og unge vil blive kastet ind i klassekampen, og at de traditionelle masseorganisationer, fagforeninger og arbejderpartier vil blive scene for hårde kampe om den politiske linje. Kampe hvor det er afgørende at have en stærk marxistisk tendens, der kan vise en vej frem til et socialistisk alternativ til den kapitalistiske krise. Derfor: går med i den marxistiske tendens, gå med i Socialistisk Standpunkt.