At Villy Søvndal trækker sig som formand for SF, er blot seneste udtryk for den massive krise som partiet står i. Det sker efter at partiet har været trukket igennem Danmarkshistoriens hurtigste højredrejning.

Den ledende højrefløj i partiet har kørt Astrid Krag i stilling til at tage over, og har startet en velorkestreret kampagne for at sikre en kroning imod den mere eller mindre ukendte kandidat Annette Vilhelmsen. Umiddelbart kan kampen synes afgjort på forhånd, som kampen mellem David og Goliat. Men højrefløjen skal ikke vide sig for sikker. Utilfredsheden med den førte politik er enorm blandt partimedlemmerne.

Villys tilbagetrækning – et svaghedstegn
At Villy Søvndal vælger at trække sig nu, er ikke så meget udtryk for en snedig plan fra partibureaukratiets side, som det er udtryk for et parti i dyb krise. Toppen af partiet er splittet i forhold til hvilken vej partiet skal bevæge sig fremover.

Siden Villy blev formand har alle fulgt partilinjen, omend nogle måtte bankes på plads i ny og næ. Imidlertid skete der noget nyt omkring skatteaftalen. Özlem Cekic gik åbent imod den ledende klike. Det var ikke i sig selv nyt, hun har før kritiseret linjen. Det nye var, at hun denne gang, i modsætning til tidligere, langt om længe ikke lod sig banke på plads, men stod ved sine holdninger, selvom hun fik frataget prestigefulde positioner. Endda har hun siden insisteret på at møde op i folketingssalen for at stemme imod den borgerlige skatteaftale SF deltager i. I det ”moderne” SF er en sådan opførsel lig med mytteri.

Özlems mytteri og den massive utilfredshed der har bygget sig op blandt SF's almindelige medlemmer, imod den bund-reaktionære politik som Thor Möger-fløjen står for, er en del af samme proces som nu kommer til udtryk i Villys afgang: Højrefløjens greb om partiet smuldrer.

Da Villy meldte sin afgang var der derfor mange almindelige medlemmer som håbede at prominente venstrefløjspersoner i partiet som Trine Mach eller Özlem Cekic ville udnytte chancen og stille op. Imidlertid lader det ikke til at blive tilfældet. I stedet er et hidtil mere eller mindre ukendt folketingsmedlem trådt frem, i ”blød” opposition til Thor Mögers borgerlige linje: Annette Vilhelmsen.

Men selvom hun er ukendt er hun dog ikke uden opbakning. Rygterne vil ifølge DR Nyheder vide at SF's folketingsgruppe nu er delt nogenlunde 50/50, med de mest prominente og ministrene på Astrid Krags side og resten bakker op om Annette Vilhelmsen.

Denne splittelse kan blive en vigtig åbning for medlemmernes frustrationer og kan blive en tidlig forløber for et egentligt fløjopgør. Det skyldes at formandsvalget for første gang i meget lang tid løfter bureaukratiets tunge åg, der har holdt medlemmernes utilfredshed nede. Faktisk var en af forudsætningerne for at Thor og Villy kunne gennemføre partiets højredrejning, den næsten fuldstændige afskaffelse af det interne demokrati. Men nu, under et formandsvalg, kan ledelsen ikke holde diskussioner af partiets politik nede.

Thor og Villy lykkedes i at få SF i regering, med løfte om at alt ville ordne sig, at ofringen af partiets principper, program og identitet var nødvendigt for at nå det ”forjættede land”. Villys ”projekt” er lykkedes, som han sagde ved pressemødet hvor han meddelte sin afgang. I et år har medlemmerne af SF erfaret i praksis hvad højredrejning og klassesamarbejde har betydet for partiet: krise og nedgang. Dette faktum i sammenhæng med en splittet ledelse kan få kritikken til at bryde ud i lys lue.

Proteststemmer
Annette Vilhelmsen, såkaldt repræsentant for den røde fløj, har siddet i folketinget og stemt for hele SF-toppens politik. Hun har en fortid i kommunalpolitik og er vant til at skære ned, lukke skoler osv. Hun er med andre ord ”pragmatisk”. Hendes modstand mod Thor Mögers politik er ikke principielt baseret, men et spørgsmål om nuancer. Men det centrale for de mange utilfredse medlemmer er ikke hendes politik, men at hun er noget andet end Thor Mögers nikkedukker. Derfor har flere fra partiets venstrefløj kastet sig ind i hendes kampagne. Hun bliver, om hun vil det eller ej, set som repræsentant for en anden, mere venstreorienteret kurs end Astrid Krag og Thor Mögers.

Ligegyldig hvad udfaldet af formandsvalget bliver, vil SF gå en tid i møde med øgede interne spændinger og klarere deling mellem fløjene. Vinder Astrid Krag og Thor Möger-fløjen, vil de rigtig nok sikre sig magten, men deres base vil være smallere og mere tyndslidt end nogensinde tidligere. Astrid Krag har ingen autoritet overfor kerne-SF'erne, men bliver tværtimod set som en af de unge karrieremagere der har kapret partiet og kastet alle solidariske principper overbord.

Villy havde derimod, da han, som SF-venstrefløjens kandidat imod Pia Olsen Dyhr, blev valgt som formand i 2005, en stor autoritet han kunne tære af de næste syv år han var formand. Derfor var han i stand til, gang på gang, at banke baglandet på plads, når utilfredsheden med den borgerlige nedskæringspolitik blev for udtalt, som det skete op til sidste landsmøde. Astrid Krag har derimod intet der ligner, hvilket kun kan betyde at hun ingen base har for at holde utilfredshed nede og at hele hendes fløj sidder utrolig svagt på magten. Der er ingen tvivl om at der vil komme eksplosioner i SF. SF's position som regeringsparti, sammen med Socialdemokraterne og Radikale Venstre, vil nemlig blive stadig mere vanskelig. Husk på at Villy blev formand i en tid med borgerlig regering, hvor der var ”gratis slag i bolledejen” når det handlede om placere skylden for arbejderklassens og ungdommens problemer. Svaret var altid: Det er den borgerlige regerings skyld. Nu er situationen helt anderledes. Ikke bare er der en socialdemokratisk ledet regering, men SF deltager selv i den. Så når finanslovens nedskæringer er tromlet igennem (hvis det lykkes Margrethe Vestager at få sin vilje) og den to-årige dagpenge periode implementeres (hvilket i sig selv vil betyde massiv intern utilfredshed i SF) venter der endnu flere nye ”reformer” - nye velfærdsslagtninger - som SF forventes at lægge ryg til: SU-reform, kontanthjælpsreform osv. osv. At Astrid Krag skulle kunne holde ro i partiet resten af regeringsperioden er derfor yderst usandsynligt. Hvad vi ser i dag, er derimod blot begyndelsen.

At Annette Vilhelmsen vinder formandsvalget er ikke helt så usandsynligt som det umiddelbart kan lyde. En rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt SF's kredsformænd og medlemmer af landsledelsen, viser, at 53 procent peger på Anette Vilhelmsen som ny formand, mens 27 foretrækker Astrid Krag. 20 procent har dog endnu ikke taget stilling (nyherderne.tv2.dk 17. sep). Kun halvdelen af de adspurgte svarede imidlertid tilbage på rundspørgen, hvilket gør den alt andet end sikker. Men ikke desto mindre viser det, at utilfredsheden er stor og at kampagnen omkring Annette Vilhelmsen, om ikke andet, kan blive omdrejningspunkt for et stort mindretal.

Vinder Annette Vilhelmsen valget, vil der være tale om et jordskred i dansk politik. For det vil give en saltvandsindsprøjtning til alle medlemmer af arbejderpartierne, der er lede og kede af den borgerlige politik som de nuværende ledelser for S og SF fører, og som toppen af Enhedslisten så småt lægger op til at bakke op ved finanslovsafstemningen.

Selvom Annette Vilhelmsen åbent siger, at hun står ved alle de indgåede aftaler (og vi tvivler ikke på hendes oprigtighed i dette), vil der være et massivt pres fra bunden for at ændre kursen. Samtidig vil presset fra Socialdemokratiets top og ikke mindst fra Det Radikale Venstre mangedobles. Allerede nu tolerer Radikale Venstre ikke engang at SF fremfører en selvstændig politik i ord. De kræver, at regeringens politik ikke bare skal fremføres som ”nødvendige kompromisser”, men åbent skal fremføres som SF's egen politik - hvilket da også er sket indtil nu – og som Astrid Krag er selve personificeringen af. Det Radikale Venstre tåler ingen slinger i valsen! Årsagen er den simple, at enhver antydning af at der findes det mindste alternativ til den borgerlige nedskæringspolitik, kan ødelægge arbejderklassens såkaldte ”krisebevidsthed”, og antænde en massebevægelse blandt arbejdere og unge.

Altså vil Annette Vilhelmsen som eventuel formand for SF, sidde som en lus mellem to negle. Resultatet vil være endnu større krise for regeringen og indvarsle SF's exit, enten af egen vilje eller fordi de Radikale vil smide dem ud.

SF's krise, er reformismens krise
Det er åbenlyst, at SF's problemer ikke bliver løst af, at der kommer en ny formand, om det så er fra højre- eller venstrefløjen. For problemerne stikker langt dybere. De bunder i et økonomisk system der står i en blindgyde og selv ikke al verdens gode intentioner kan ændre på dette. I den nuværende epoke er der ikke nogen mellemvej mellem klasserne. Kapitalisterne accepterer ingen indrømmelser. Tværtimod: for hvert skridt arbejderbevægelsens ledelse tager baglæns - på arbejderklassens vegne, naturligvis - forlanger kapitalisterne ti nye. Kun hvis kapitalisterne frygter for selve deres systems overlevelse, er de villige til at give indrømmelser. Skal det lykkes, kræver det en konsekvent kamp på et socialistisk program. En ting som ingen af de to kandidater har.

Derfor er det vigtigt at se formandsvalget i SF i det rette lys: det er ikke så meget en grundlæggende kamp mellem to forskellige programmer, som det er et symptom. Et symptom på en proces der startede med nedbruddet i trepartsforhandlingerne. De organiserede arbejderes pres gennemtvang et nedbrud i forhandlingerne, der ellers havde betydet en forlængelse af arbejdsugen. Denne begivenhed markerede et lille, men vigtigt skift i den politiske situation i Danmark: arbejderklassen og ungdommen vil ikke lade sig tromle for evigt, der er en grænse for alting.

Vi i Socialistisk Standpunkt bakker selvfølgelig helhjertet op om kampen mod den lille klike af privilegerede ”ledere”, som fx Thor Möger og Astrid Krag, der forsøger at udviske arbejderbevægelsens socialistiske grundlag og trække den ind i klassesamarbejdet, hvis konsekvenser vi ser hver eneste dag, i form af nye nedskæringer og angreb. Vi giver kritisk støtte til alle der går imod den ledende højrefløj i arbejderbevægelsen og dermed også i SF. Ikke fordi vi har illusioner til folk som Annette Vilhelmsen, men på grund af de folk der står bag hende i kampen, som svækker det bureaukrati og den højrefløj, der har kapret arbejderbevægelsen og dens politiske organisationer. Får oppositionen i SF et godt resultat i formandsvalget, om så Annette vinder eller ej, vil det give styrke til venstrefløjene i både Enhedslisten, Socialdemokratiet, fagbevægelsen og selvfølgelig SF. Det vil give selvtillid til den gryende modstand, der første gang viste sit ansigt under trepartsforhandlingerne og som vil tage til i fremtiden.

Sandsynligheden taler dog stadig for (i hvert fald ifølge bookmakerne) at Astrid vinder. Men selv en sejr til hende, vil ikke betyde en styrkelse af højrefløjen. Tværtimod vil højrefløjen stå endnu svagere end i dag. Det vil blot være endnu et søm i deres kiste og danne baggrund for nye rystelser og kriser i partiet, som vil vekselvirke med hele regeringens krise.

Hvad der er nødvendigt for at løse SF's krise er ikke bare et formandsopgør, men et opgør med det politiske program. Kun en afbrydelse af klassesamarbejdet med det borgerlige parti Radikale Venstre og en konsekvent socialistisk politik kan vise en reel vej frem for SF og for arbejderklassen.