Grønlands selvstyre har nu lavet en lov, der giver mine- og projektselskaber mulighed for at hyre tusindvis af arbejdere på udenlandske vilkår. Loven er designet til, at det engelske/kinesiske multinationale selskab London Mining kan hente tusindvis af kinesiske arbejdere – på kinesisk løn – til jernmineprojektet Isukasia i Godthåbsfjorden. Man regner med, at London Mining vil hente omkring 2.000 kinesere til at arbejde på mineprojektet.
Tidligere har kinesiske arbejdere arbejdet for sølle 30 kroner i timen i Island. Det er muligvis det niveau, som de multinationale mineselskaber vil betale de importerede minearbejdere. Den grønlandske mindsteløn ligger i forvejen lavt på omkring 80 kroner i timen, men dette uhyggeligt lave niveau er tilsyneladende ikke lavt nok for de multinationale minebaroner.
Grønland har opnået noget, der formelt er meget tæt på selvstændighed. Men ud over, at selvstyret stadig er underlagt den danske stat på afgørende områder, er grønlænderne underlagt en større og endnu mere dominerende magt: det kapitalistiske verdensmarked. Her regerer selskaber som London Mining over små nationer som Grønland på samme måde, som herremændene regerede over fæstebønderne i middelalderen. London Mining har tydeligvis givet selvstyret besked på at vedtage en lov, der vil legalisere løndumping i massiv skala, og selvstyret har svaret ved at underskrive de høje herrers krav. Selvstyret har ikke selv den nødvendige kapital til at bedrive minedrift, så de er fuldstændig underlagt de multinationale selskaber.
Imidlertid er der en krølle på hele denne sag. På udlændingeområdet sorterer Grønland nemlig under den danske stat. Derfor er justitsministeriet under ledelse af Morten Bødskov (S) i gang med at lave et udkast til en ny lov, så udlændinge kan få opholdstilladelse i anlægsfasen af eksempelvis en mine på ”acceptable løn- og ansættelsesvilkår”. Berlingske har forsøgt at finde ud af, hvad, der ifølge justitsministeriet er ”acceptabelt”, men har ikke fået noget svar. Man må formode, at der er temmelig stor forskel på, hvad der er ”acceptabelt”, hvis man spørger henholdsvis en grønlandsk arbejder og direktøren for London Mining.
S-SF må lægge kursen om
Det er mildt sagt besynderligt, at de danske ministre fra S og SF ser det som deres opgave at hjælpe multinationale selskaber med at udplyndre Grønlands undergrund ved brug af importerede slave-arbejdere. Begge partier udspringer af den danske arbejderbevægelse, og de burde i stedet stille sig på den grønlandske befolknings side og gå imod mineselskabernes forsøg på masse-løndumping.
Den grønlandske befolkning ser forståeligt nok med glæde på muligheden for råstofudvinding. I disse foretagender ser de muligheden for et bedre liv for grønlænderne i almindelighed. De sociale sygdomme, som eksisterer i grønland – arbejdsløshed, fattigdom, druk, børnemishandling og direkte sult – er forståeligt nok noget, man håber på at komme til livs ved hjælp af penge fra råstofudvinding. Mulighederne er ganske bestemt store, men potentialet kan ikke indfris, så længe, det er kapitalinteresserne, der træffer afgørelserne.
I stedet for at blåstemple den enorme løndumping i Grønland, som mine-baronerne dikterer, burde S og SF iværksætte et statsligt udviklingsprogram til udvinding af Grønlands råstoffer. Et sådant program må kontrolleres demokratisk af grønlænderne selv, og den økonomiske gevinst bør tilfalde den lokale befolkning. Naturligvis vil det være nødvendigt at importere en række arbejdere til et sådant program. Her kan de mange arbejdsløse ingeniører og håndværkere i Danmark finde en god beskæftigelse på ordentlige vilkår. Desuden kan man skabe arbejde til dygtige folk fra andre lande – men på ordentlige vilkår. Et sådant program kræver naturligvis investeringer – men for alle andre end London Minings aktionærer vil det være en god investering.
Selvstyrets accept af London Minings diktater er en kraftig advarsel om den alvorlige højredrejning, der har fundet sted i venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) over de senere år. Men den danske regerings meddelagtighed i denne løndumping er ikke mindre alvorlig. Den danske regering kunne sagtens sørge for, at arbejdspladserne bliver skabt på ordentlige vilkår – men det kræver, at regeringen udfordrer de store virksomheders magt. London Mining har erklæret krig mod løn og arbejdsforhold, og S-SF’s ledere hjælper dem. Det er en indstilling, der kun kan tjene til at miskreditere partiernes nuværende ledere i den grønlandske befolknings øjne.
