Urimelig magtesløshed
Siden april 2010 har 18.000 offentligt ansatte mistet jobbet, og der er primært tale om de i aviserne ombejlede ”varme hænder”, som sygeplejersker, lærere og SOSU-assistenter (avisen.dk 17.01.12). Samtidig vurderer FOA, at der samlet set vil være forsvundet 40.000 job i det offentlige ved udgangen af 2012. Det har store konsekvenser for de fyrende, men også for de, der lades tilbage. Arbejdere i den offentlige sektor, som lærere, pædagoger, sygeplejersker og lignende kender alle situationen: Man står overfor mennesker, det være sig børn, syge eller gamle, der behøver ens hjælp. Man har evnerne, man ved, hvad der skal gøres. Men arbejdspresset umuliggører det.
Det er en urimelig situation at stille et menneske i. En situation der lægger et umenneskeligt pres og skyldfølelse på de offentligt ansatte arbejdere.
Stadig stigende krav
Samtidig med de stadige tempoforøgelser, stiger kravene til kvalitet og ”målbarhed”. Når der kommer sager frem i medierne om mangelfuld kvalitet i de offentlige tilbud, kommer svarene prompte fra politikerne; der indføres nye krav, nye kontroller og registrering, men midlerne følger ikke med. På den måde kastes ansvaret for det stadigt stigende arbejdspres og deraf følgende ringere kvalitet over på arbejderne i den offentlige sektor.
Som eksempel kan nævnes folkeskolen. Her må pædagogiske visioner lægges på hylden. I stedet reduceres arbejdet mange steder til pædagogisk brandslukning og desperate forsøg på blot at holde nogenlunde ro i klasserne. Reel ”differentieret undervisning”, hvor der tages hensyn til den enkelte elevs styrker og svagheder, er, under de nuværende forhold, en fjern utopi.
93 procent af de danske lærere har oplevet besparelser på deres arbejdsplads det seneste år. Af disse har 75 procent oplevet, at det har ført til øget arbejdspres og 60 procent, at det fører til en ringere kvalitet (undersøgelse fra Danmarks Lærerforening). Tendensen til stigende arbejdspres er generel i den offentlige sektor.
Hos mange kommuner gennemfører man for eksempel besparelser på folkeskolerne ved at lave strenge planer for, hvornår lærerne skal lave hvad. På den måde kan kommunerne ”sikre” en større andel af arbejdstiden bruges til undervisning. Så må lærerne enten forberede sig i deres fritid eller skære ned i forberedelsestiden og dermed forringe undervisningen. På den måde kan kommunerne opfylde kravene til elevtimetal og samtidig fyre lærere. Det er de ansatte og børnene, der betaler prisen. Alt reduceres til kortsigtet cost-benefit analyse og kassetænkning.
Betalte pauser?
Den seneste kampagne i medierne har gået på de offentlige arbejderes betalte frokostpauser. Tænk sig, at lærere og pædagoger kan sidde på deres bagdel, mens vi skatteydere betaler gildet – det var aldrig gået i det private! Men sandheden er, at de offentlige arbejdere står til rådighed i deres pauser. Det skal tages meget bogstaveligt: er der en akut situation - et barn der falder, stress på skadestuen og så videre - så er der ingen pause. Derudover er den, på papiret, lavere ugentlige arbejdstid afspejlet i det forhold, at lønnen i det offentlige er så meget ringere end i det private. Ikke desto mindre er det mere reglen end undtagelsen, at offentligt ansatte arbejder gratis, om det så drejer sig om at blive efter endt arbejdstid eller at forberede sig i fritiden.
Ovenstående tendens til at presse mere ”produktion” igennem i den offentlige sektor, slår nu også ud i statsrevisorernes meddelelse om, at de vil indlede undersøgelser af arbejdstiden for flere faggrupper i det offentlige for at fjerne ”spild-tid”. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til flere angreb, mere stress og større nedslidning.
Del og hersk
Siden S-R-SF-regeringen trådte til, har der kørt en massiv kampagne i de borgerlige medier, hvis eneste formål er at opstille en kunstig modsætning mellem arbejdere i den private og offentlige sektor. Formiddagsaviserne fremturer med historier om, at det er arbejderne i den private sektor, der betaler for den påståede luksus for de offentligt ansatte.
Sagen er tværtimod, at den danske arbejderklasse har kæmpet i hundrede år for at gennemtvinge krav om en offentlig sektor, der kan tilbyde basale ydelser til arbejderklassen, det være sig inden for sundhed, uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse. Arbejderne i den private sektor har alle interesser i ordentlige arbejdsforhold for de offentligt ansatte, både i forhold til at sikre en ordentlig kvalitet i ydelserne, men også fordi, de stadige fyringer i det offentlige lægger et opadgående pres på arbejdsløsheden og deraf et nedadgående på lønninger, - også i det private.
En splittelse mellem private og offentlige arbejdere tjener kun én gruppe: den danske kapitalistklasse.
