De havde håbet at den nye regering ville betyde at de langt om længe ville få et liv. I stedet er deres ulidelige tilværelse under fængselslignende forhold fortsat. Flere af de aktionerede har måttet leve sådan i 10-15 år. Den seneste tid har håbløsheden fået flere til at forsøge selvmord. Som en desperat handling har over halvtreds asylansøgere fra lande som Iran, Irak og Syrien nu indledt en sultestrejke for kravet om humanitært ophold. Som Farhad Talebi sagde til BT: ”Vi vil sultestrejke, så længe vi lever. Vi skal nå vores mål, og hvis jeg dør, så er det lige meget. Uanset hvad, så skal jeg dø. Enten her eller i Iran”.

Politiske flygtninge
De aktionerede er en blandet skare af folk der er flygtet fra deres hjemland på grund af politisk forfølgelse. Ved Skt. Stefans kirke i København har 11 iranske politiske flygtninge slået sig ned i den lille have ved siden af kirken. Her sidder de med skilte og slagord mod det iranske præstestyres diktatur. Mange er socialister og kommunister der kan se frem til voldsom forfølgelse hvis de en dag sendes hjem. Indtil nu har det heldigvis ikke været muligt at udsende dem, men i stedet lever de nu i et veritabelt limbo. Deres børn har gået i skole, er kommet i lære osv. men alt sammen kan blive revet op med rode hver dag det skal være. De bor i flygtningelejre, uden privatliv, under kummerlige forhold, hundrede af mennesker, mange med psykiske problemer, presset sammen på meget lille plads. Det er i sandhed umenneskelige forhold.

Ny regering – samme politik
Ali Azd fra støttenetværket der hjælper de sultestrejkende fortæller at Socialdemokraterne ikke bare har undladt at støtte op om sultestrejken men direkte er gået imod. Absurditeten i situationen understreges af, at der blandt de aktionerede er mange socialister, folk som de selv burde repræsenterer. De lever under evig trussel om udvisning til forfølgelse på grund af deres politiske overbevisning, for at have kæmpet imod det præstestyre, som arbejderbevægelsens ledere ynder at holde frem som ”middelalderlige mørkemænd”.

SF, beretter Ali Azd, har endnu ikke taget stilling, omend SF-ungdom var positive og muligvis vil forsøge at lægge lidt pres på moderpartiet, men om det bliver til noget er nok tvivlsomt.

Enhedslisten har været mere positive, omend Johanne Schmidt stadig opfordrer dem til at stoppe, men partiet har støttet op, det samme gælder SUF. Deres støtte falder på et tørt sted. Allerede nu har de sultestrejkende modtaget skriftlige trusler fra den ekstreme højrefløj. Det har tvunget støttenetværket til at etablere vagter, men de er ikke mange og Ali Azd forklarer at de har brug for al den hjælp de kan få.

Læg pres på arbejderpartierne i regeringen
Mest af alt har de sultestrejkende brug for at spørgsmålet rejses i arbejderbevægelsen. International solidaritet handler ikke bare om skåltaler og fine ord, men om liv og død. Partiforeninger og ungdomsorganisationer må lægge pres fra bunden, starte indsamlinger og sende aktivister til etablering af et egentligt frivilligt vagtværn.

Når det drejer sig om økonomien, er S og SF-ledelsens begrundelse for at videreføre de borgerliges nedskæringer at der ikke er penge. Hvad er argumentet for ikke at give disse folk humanitær opholdstilladelse efter så mange år? Har vi fået en ny regering for at den blot skal fortsætte Pia Kjærsgårds racistiske politik?

Vi opfordrer vores læsere til at bakke op på alle mulige måder og frem for alt rejse spørgsmålet i den dansk arbejderbevægelse. Styrk den internationale solidaritet!