En lille introduktion:
Mens de europæiske socialdemokratier og deres halehæng har ført nedskæringspolitik de seneste mange årtier, så har der blæst andre mere progressive politiske vinde over det sydamerikanske kontinent. Det ene land efter det andet har igennem de seneste 10-15 år valgt venstrefløjspartier ind i regeringskontorerne, og der har eksisteret et reelt håb om forandring. Mange steder har man opnået den politiske magt, men uden at turde udfordre den økonomiske magt samtidig, har det også flere steder ført til nederlag for de forskellige sociale bevægelser.
Et af de lande, der tit bliver fremhævet i Danmark, bl.a. pga. dets indianske islæt, er Bolivia.
I hjertet af Sydamerika ligger kontinentets fattigste og mest udbyttede land. Det land hvor spanierne, de gamle koloniherrer, fandt de kolossale mængder sølv, der lagde grunden for deres enorme imperium. Sidenhen er koloniherrerne skiftet ud, og efter den nationale frigørelse i 1825 er man i stedet blevet underlagt skiftende udenlandske kapitalisters magt, i godt samarbejde med det nationale borgerskab. Eksempler på dette er utallige i Bolivia.
Forskellige diktatorer og korrupte præsidenter har ikke gjort livet lettere for den 10 mio. store befolkning i landet. Men så, som et lyn fra en klar himmel skulle man næsten tro, kom der pludselig en ny situation i Bolivia. Landet valgte deres første præsident af indiansk afstamning, Evo Morales, med 54 procent af stemmerne i 2005. Der stod bl.a. nationalisering af olieindustrien, en grundlovgivende forsamling, og en stor jordreform på programmet. Samtidig talte den nye regering om at skabe en udvikling i harmoni med ”Moder jord” og slog til kamp mod klimaforandringer og naturødelæggelse.
SF's sydamerikanske forbindelse:
De danske folkesocialister er kommet i regering, de røde ministre taler ikke om strukturelle forandringer, ej heller små reformer, nej der bliver lovet stram nedskæringskost for alle i det ganske land. I sådan en situation med utilfredshed i rækkerne, kan det være belejligt for toppen i SF med et besøg fra mere progressive partier, til at give deres egen højredrejning et mildere mere venstredrejet skær. Til landsmødet i Kolding var der inviteret 10 bolivianere fra regeringspartiet MAS-IPSP .
Der er ingen tvivl om, hvad samarbejdet med Evo's parti MAS-IPSP giver til SF-toppen. De bliver forbundet med progressive bevægelser og dermed kan de genvinde lidt opbakning fra utilfredse medlemmer, der måske spørger sig selv, hvorfor man ikke kæmper for noget lignende i Danmark. Men hvad er det så, SF har tænkt sig at ”give” til MAS? Jo udfra hvad man kan læse i SF's medlemsmagasin ”F!” fra april måned, så vil SF lære dem at håndtere konflikter, skabe bedre dialog mellem forskellige interessegrupper og ikke mindst opbygge et ungdomsparti for MAS-IPSP. Fordi MAS-IPSP har ifølge SF ikke nogen selvstændig ungdomsorganisation.
Umiddelbart lyder det meget fint, men realiteten er, at denne ”hjælp” vil styrke højrefløjen i MAS, til at afspore forandringsprocessen i Bolivia endnu mere, end den allerede er blevet. Dvs. i stedet for at støtte de fattigste bolivianere i deres revolution, så hjælper man bureaukraterne med at strande håbet om grundlæggende forandringer.
”Konflikthåndtering og mere dialog”?
Efter at MAS-IPSP vandt valget i 2005 med 54 procent af stemmerne, troede mange, at vejen var banet for strukturelle forandringer i Bolivia. Men MAS-IPSP havde kun flertal i parlamentet, hvorimod de i senatet blev bremset af oppositionens flertal. Det betød endeløse konflikter; omkring udskrivelse af den grundlovgivende forsamling, autonomiafstemningerne, vedtagelse af forskellige love, etc. Også i den grundlovgivende forsamling opnåede MAS-IPSP's støtter kun at have nogle og halvtreds procent af stemmerne, hvilket betød, at de ikke kunne trumfe de forskellige love igennem.
Efter store konflikter lykkedes det at få skrevet et forslag til ny grundlov i slutningen af 2007. Men nye konflikter tårnede sig op; de østlige provinsers højrefløjsregeringer udråbte sig som selvstyrende regioner, og i parlamentet blokerede man for udskrivelse af afstemning omkring den nye grundlov. Til sidst valgte regeringen at udskrive en tillidsafstemning for præsidenten selv og samtlige af de 9 regioners præfekter. Evo Morales fik et ”Si” fra 2/3 af stemmerne, og med det rygstød var banen kridtet for, at han kunne tillade sig at udskrive valg om grundloven med et præsidentdekret, i stedet for at få det vedtaget i parlament og senat.
Borgerskabet var rystet over udsigten til dette og i det østlige provinser startede det reelle forsøg på at opsplitte landet. I de kampe der opstod, var det de fattige arbejdere og bønder, der måtte organisere sig selv for at stå i mod højrefløjens forsøg på at ”balkanisere”, altså opsplitte, landet. Højrefløjen inde i MAS-IPSP så derimod konflikten som en gylden mulighed for at bremse op for den såkaldte ”forandringsproces”/revolutionen, og slå til lyd for mindre reformer i stedet. Resultatet blev, at regeringen forhandlede sig frem til en aftale med højrefløjspartierne om, at hele udkastet til ny grundlov skulle igennem en forhandling inde i parlamentet, før der blev givet lov til, at det kunne sendes til folkeafstemning.
Den grundlov, der oprindelig var blevet udarbejdet, indeholdt mange radikale love, bl.a. om at en hver privatperson ikke måtte eje mere end en hvis portion jord. Det ville bane vejen for en større ekspropriering af de mange ”latifundios” (storgodsejere) i den østlige del af landet, uden hvilken man ikke kunne gennemføre nogen større jordreform. Men i den amputerede grundlov, der kom til afstemning, var maksimumgrænsen for jordbesiddelse ikke gældende med tilbagevirkende kraft. Dvs. alle der lovligt der f.eks. ejede mere end 100 tusinde hektar frugtbar jord inden vedtagelse af den nye grundlov, frit kunne fortsætte med det. Mens millioner af jordløse bønder fik en lang næse.
Da højrefløjen forsøgte at opsplitte landet, var det de sociale bevægelser der måtte organisere sig for at forsvare revolutionen. Her fra en demonstration i Cochabamba, 4 maj 2008.
Efter de første 5 år ved regeringsmagten forstod de bolivianske masser tydeligt, at den eneste mulighed for at sikre egentlige forandringer var at gøre regeringens mandat endnu stærkere. Ved valget i 2009 vandt MAS-IPSP med over 2/3 af stemmerne, i både parlament og senat. Dette sikrede regeringen muligheden for at vedtage love, uden at blive blokeret af oppositionen. Altså, den revolutionære proces kunne speedes op, og kampen for socialisme kunne intensiveres.
Men det var ikke det samme parti, der genvandt magten i 2009, som havde vundet tilbage i 2005. Mange tidligere højrefløjspolitikere var pludselig at finde blandt rækken af ministre, mens de mest radikale personer indenfor det tidligere regeringskabinet en efter en var blevet luget ud.
Vicepræsidenten Alvaro Garcia Linera skiftede nu ordlyden i forhold til regeringens politik. Før havde man præciseret, at man ”ville regere til gavn for det store flertal i Bolivia”, der har alt at vinde ved, at der bliver gennemført jordreform, nationaliseret naturressourcerne og at man beskytter miljøet samtidig. Men efter sejren i 2009 blev ordlyden ændret til, at man nu ”ville regere for alle bolivianerne”. I den førte politik kom det til udtryk i flere og flere alliancer med mindre højrefløjspartier, som f.eks. ved kommunalvalgene i 2010, og med støtte til de store industriorganisationer og magtfulde sojabaroner i øst, der ikke havde gjort andet de første 5 år end at sabotere regeringens arbejde og åbent støtte forsøget på at ”balkanisere” landet.
Det er en utopi at tro, at man kan tilfredsstille alle, ikke mindst i et land som Bolivia, med så massive uligheder. Skal de fattige, bønderne og arbejderne have bedre forhold kan det kun ske på bekostning af de rige godsejere, kapitalisterne og den udenlandske kapital, og derfor kan disse grupper ikke acceptere reformer til gavn for det store flertal. Det så vi tydeligt i 2008, hvor oppositionen var parate til at kaste landet ud i en borgerkrig for at beholde deres magt. Alternativet til, at masserne fortsætter den revolutionære proces og tager den til enden, er ikke et stille og roligt socialdemokratisk velfærdssamfund, hvor der langsomt kommer reformer – alternativet er hård reaktion og armod. Derfor må den revolutionære proces ikke stoppes. I denne situation bør alle revolutionære socialister opmuntre MAS-IPSP til at gøre brug af det mandat, folket har givet dem. De forskellige sociale bevægelser er de reelle hovedpersoner i denne revolution, så derfor må man sikre sig, at det bliver dem og ikke borgerskabets organisationer, der styrer regeringens politik. Men de nuværende konflikter i Bolivia skyldes grundlæggende, at regeringen er begyndt at tage mere hensyn til borgerskabets, landbrugsindustriens og de multinationale selskabers interesser, end til de sociale bevægelser. Det er netop et udtryk for, at man har tilladt alt for meget ”dialog” med oppositionen.
I Bolivias revolutionære proces vil der uundgåeligt komme mange fremtidige konflikter. Men hvilke typer af konflikter ønsker SF, at MAS skal forberede sig på? Der kan opstå konflikter med borgerskabet ved gennemførelse af jordreform, nationalisering af de store miner og fabrikker. Eller der kan opstå konflikter med landets arbejderorganisationer og den fattige landbefolkning, hvis man ikke opfylder kravene om strukturelle forbedringer.
SF og den danske venstrefløj må stå på revolutionens side. Derfor giver det ingen mening at lære MAS-IPSP om konflikthåndtering med egne sociale bevægelser, da dette jo implicit betyder, at man accepterer, at de ikke kommer til at tilfredsstille kravene om forbedringer. Derimod må den danske venstrefløj opmuntre MAS-IPSP til at fuldføre revolutionen og tage det endelige opgør med kapitalismen. På denne måde vil samarbejdet også komme til at styrke kampen for socialisme i Danmark.
”Opbyggelse af et ungdomsparti for MAS” ?
I SF´s medlemsblad kan man læse at MAS ikke har en selvstændig ungdomsorganisation, og gerne vil se, hvordan SFU arbejder.
Men i alle byer og på landet i Bolivia eksisterer der ungdomsorganisationer, der støtter forandringsprocessen. MAS-IPSP har ungdomsorganisationer i alle byer, og alene i Santa Cruz, landets største by, har de mere end 10 forskellige selvstændige ungdomsorganisationer og repræsentationer i næsten alle af de 12 bydistrikter, som hører ind under ”juventudes del MAS”. Ungdommen i MAS er altså eksisterende, men der har manglet en reel national ledelse for ungdomsarbejdet i lang tid. Der har manglet en sand revolutionær ungdomsledelse, der er i stand til at organisere arbejdet, som bør gøres på universiteterne, skolerne, seminarierne, i ”los barrios” og arbejdspladser, hvor ungdommen er til stede. En ledelse der kan orientere deres aktiviteter mod at vinde nye lag af de store masser af unge arbejdere og bønder, der endnu ikke tager aktiv del i den revolutionære proces. I de fleste steder har de forskellige ungdomsgrupper koncentreret deres aktiviteter om at deltage i interne valg på universiteterne, male graffiti på husmurene i forbindelse med forskellige valg, og derudover blive brugt som ”logistisk støtte”, når ledelsen af MAS har haft behov for at profilere forskellige tiltag og nye love. Alt sammen arbejde som selvfølgelig er positivt, men også langt fra tilstrækkeligt for et revolutionært parti.
Ungdommen må tage aktiv del i debatten om den revolutionære proces, analysere manglerne og farerne og samtidig fremføre politiske forslag til, hvordan revolutionen kan udbygges. Ungdommen kan ikke se passivt til ved sociale konflikter, og må ikke tillade at blive sat ind imod andre sociale bevægelser, der kommer i konflikt med regeringen.
Ungdommen har spillet en afgørende rolle under de seneste års revolutionære proces i Bolivia
Selvom MAS-IPSP vandt med 2/3 af stemmerne i 2009, er højrefløjen stadig på benene, og de forsøger med alle midler at sabotere den revolutionære proces. Ungdommen i MAS-IPSP har været ramt af de samme interne problemer som i de ældre rækker. Der har været konstante infiltreringer fra højrefløjen, som f.eks. da dele af den fascistiske gruppe fra Santa Cruz, ”Union Juvenil Crucenista”, blev inviteret ind i partiet af nogle af bureaukraterne i MAS.
Kampen mod den interne højrefløj og de mange opportunister, der kun bruger partiet som et jobcenter, er vigtig og yderst aktuel.
Indenfor MAS ungdom findes der mange forskellige strømninger, lige fra ”indianske”, ”miljø” og marxistiske grupperinger. Ungdommen i MAS har behov for at tage flere politiske diskussioner. Som det er nu, så findes der mange illusioner til det kapitalistiske system. Ungdommen må være med til at sikre, at socialismen ikke blot er en parole, men et egentlig mål. Og for at nå frem til dette mål bør man tage aktiv del i kampen mod det nationale parasitborgerskab.
Som Lenin beskrev om disciplinen i et politisk parti, så vil den enten blive ”skabt ved dens evne til at forbinde sig med de arbejdendes bredeste masser, i første række de proletariske, men også de ikke-proletariske arbejdende masser”, og ved en korrekt politisk linje, eller også vil det uundgåeligt blive ”en fiktion, en frase, et narrespil”.
Eller som Che Guevara sagde; ”hvis ikke der eksisterer organisation, taber ideerne efter den indledende impuls effektivitet, de falder ned i rutinen, de falder ned i resignation og de ender med blot at være et minde”. Dette er udgangspunktet, for alle unge for at kunne tage aktiv del i den revolutionære proces, der er i gang i flere af landene i Latin Amerika.
”La juventud firme en la transformación revolucionaria de la sociedad" - "Ungdommen holder fast i den revolutionære omformning af samfundet" , står der skrevet på trøjerne af en af MAS's ungdomsgrupper i Santa Cruz, "Luis Espinal"
I en af de forrige kongresser i ”Juventudes” i MAS-IPSP slog man fast i det politiske slutdokument, at man krævede, at det store mineselskab San Cristobal i Potosí skulle nationaliseres. Det tjener hvert år omtrent 1000 millioner dollars, men efterlader kun en krumme på 4 procent til staten, som ikke engang rækker til at dække for oprydningen efter den forurening, de efterlader. Dette punkt var sidenhen også blandt kravene, da der blev indkaldt til generalstrejke i 2011. Dette tjener som et godt eksempel på, hvordan en ungdomsorganisation bør arbejde, og på den baggrund kan man måske betvivle, hvor meget SFU egentlig har at lære ungdommen i Bolivia. Det er nok snarere tværtom, hvem der kunne lære noget.
For en revolutionær kamp
Det er positivt, hvis SF's medlemmer, ligesom resten af venstrefløjen for øvrigt, ønsker at støtte op om de sociale kampe, der finder sted i Latinamerika. Men processen i Bolivia handler ikke om manglende ”konflikthåndtering” og ”dialog”. I den mangeårige revolutionære proces har den bolivianske ungdom spillet en afgørende rolle. Det er en fejl af SF at tro, at opbyggelsen af en revolutionær ungdom handler om organisatoriske fif. Den revolutionære kamp handler først og fremmest om programmet og derefter om at tage aktiv del i de forskellige sociale kampe, om det så omhandler støtte til arbejdere i strejke, jordbesættelser eller kamp for lige adgang til uddannelse.
