I weekenden 13-15. april var SF samlet til landsmøde. Der var vigtige spørgsmål på dagsordenen, da det var første landsmøde efter SF er kommet i regering og da der skulle vedtages nyt principprogram.
Umiddelbart gik højrefløjen i partiet af med ”sejren”, men politik er ikke er et spil, og selvom højrefløjen formåede at vinde afstemningerne, eksisterer uenigheder stadig i partiet og ikke mindre vigtigt, fortsætter partiet med at være i dyb, dyb krise. SFs krise skyldes netop højredrejningen og derfor løste dette landsmøde på ingen måde krisen, men cementerede blot dens årsager.
Mediehurlumhej
Op til landsmødet var der i medierne den ene historie efter den anden om splittelser, fløjkrige, personopgør osv.
Toppen i SF gjorde, hvad de kunne, både før, under og efter, for at forsikre om, at de nok skulle ”sikre ro på bagsmækken”, som Villy Søvndal formulerede det et par dage før landsmødet. Trods den selvsikre tone fra toppen var udfaldet af landsmødet langt fra givet på forhånd.
Utilfredsheden med toppens højredrejning er stor, både blandt partiets medlemmer og vælgere. En meningsmåling op til landsmødet viste, at 61 procent af partiets vælgere ved valget, nu synes, at partiet er rykket for langt til højre. Og de mange hundrede ændringsforslag til ledelsens forslag til nyt principprogram viste samme utilfredshed.
Utilfredsheden fik også luft i medierne i ugerne op til landsmødet, hvor navngivne og unavngivne SFere kritiserede toppen. Medierne fordrejede uenighederne og fremstillede debatten latterlig, som når de fx navngav venstrefløjen de ”fodformede”. De byggede et billede op af, at landsmødet ville byde på et kæmpe opgør, og mange SFere virkede, ved landsmødets start, nervøse for, hvad der ville komme til at ske.
Hele mediehurlumhejet var meget belejligt for højrefløjen. Villy Søvndal lagde i sin åbningstale vægt på, at SF må stå sammen, og højrefløjen fremstillede alle, der kritiserede partilinjen, som ”brokkerøve”, hvis kritik skabte splittelse og tilbagegang for partiet. Højrefløjen formåede på den måde at skabe en stemning af, at intern splittelse blot ville skabe tilbagegang for partiet og skytset måtte rettes udad ikke indad. Venstrefløjen lod sig trænge i defensiven af denne hurlumhej, i stedet for at holde fast på at der var og er vigtige uenigheder, som det er nødvendigt at diskutere og at det at rejse disse uenigheder på ingen måde er splittende, men tværtimod den eneste måde at styrke partiet. Det var en af grundene til, at det forventede massive sammenstød aldrig rigtig kom på landsmødet, selvom der var masser af grunde til et sådant.
Man kan ikke forvente andet end, at medierne vil blæse enhver uenighed ud af proportioner og fordreje alt til personopgør osv. Og man kan ikke forvente andet end, at højrefløjen vil udnytte enhver lejlighed til at styrke sin egen position. Disse faktorer var givet på forhånd. Venstrefløjen burde have været forberedt herpå.
I stedet kom de såkaldte ”brokkerøves” kritik og opførsel op til landsmødet til at spille direkte ind i højrefløjens dagsorden. Kritikken var fokuseret omkring underordnede enkeltsager og personspørgsmål og kom på ingen måde med noget klart politisk alternativ til højredrejningen. I medierne kunne man bl.a. læse en kritik fra Pernille Frahm, af højrefløjens kandidat til næstformandsposten, Mattias Tesfaye, der gik på, at han hørte mere til i et kommunistisk parti end i SF; altså en kritik fra højre og ikke fra venstre. Og ikke mindst en kritik, som på ingen måde forbandt sig med den utilfredshed med SFs højredrejning og regeringens politik, der er udbredt både blandt SFs medlemmer og andre venstreorienterede arbejdere og unge.
Alternativ fra venstrefløjen manglede
Mange SFere er utilfredse med, at SF har opgivet alle løfter og principper i regeringssamarbejdet. Fra toppen lyder det, at det var nødvendigt for at komme ind i samfundets ”maskinrum”, og at SF har fået gennemført mange ting. Villy Søvndal kom med en lang liste i sin åbningstale over hvad partiet ar opnået ved regeringsdeltagelsen, men ser man på listen, så er det yderst begrænset, hvad der er gennemført. Og ikke mindst, overser listen belejligt alt det, som SF har slugt af kameler. Det er for eksempel rigtigt, at fattigdomsydelserne er blevet afskaffet, til gengæld er efterløn og pensionsalder blevet hævet og dagpengereglerne kraftigt forringet. Og sådan kunne man blive ved.
Højredrejningen har ført til en massiv krise for partiet, der rasler nedad i meningsmålingerne, hvilket betyder at mange medlemmer er åbne overfor et alternativ til den nuværende kurs.
Alligevel blev der ikke rejst et alternativ til den nuværende situation fra venstrefløjen. Skal SF ikke fuldstændig smadres som parti (og det samme gælder for den sags skyld Socialdemokraterne), er det nødvendigt at bryde regeringssamarbejdet med de Radikale, hvilket er forudsætningen for et brud med nedskæringspolitikken. I stedet må arbejderpartierne fremlægge et klart program for forbedringer for arbejderklassen og ungdommen. Men venstrefløjen i SF fremførte intet alternativ til toppens strategi om regeringssamarbejde med de Radikale.
Det samme gjorde sig gældende i debatten om principprogram. Der var fremsat en lang række ændringsforslag mod ledelsens udkast. Ledelsens udkast var intet andet end et forsøg på igen at bringe overensstemmelse mellem partiets principper og førte politik. De seneste års højredrejning havde ført til et større og større misforhold mellem principprogrammet og den førte politik – derfor forslog toppen et program der reelt ophøjede ”realpolitikken” til princip. Der var udmærkede forslag til programmet fra venstrefløjen, men intet samlet alternativ. Det er ikke nok at ordet socialisme nævnes nogle gange, spørgsmålet er at afklare hvad vi mener med det, og ikke mindst hvordan man konkret kan kæmpe for det og opnå det.
Venstrefløjen kom ikke med et klart bud på hvordan de grundlæggende adskiller sig fra den nuværende top, hvad de mener med socialisme, hvordan det skal opnås og hvordan det adskiller sig fra den nuværende politik. Det blev endnu ikke klarere af, at der gennem det af landsmødet nedsatte redaktionsudvalg blev indgået en lang række kompromisser og vage formuleringer, som kan tolkes meget bredt. (Vi har endnu ikke i skrivende stund det endelige vedtagne principprogram).
Venstrefløjen holdt i stedet fast på enkeltspørgsmål. Özlem Cekic, der var med i redaktionsudvalget, gjorde for eksempel spørgsmålet om boligskat til mærkesag for venstrefløjen. Det kan godt være, at øget boligskat er en gammel SF- mærkesag, men det afspejler blot uklarhederne i SFs gamle program. Øget boligskat er ikke socialistisk politik, da det i høj grad rammer arbejderfamilier hårdest, og ikke de rigeste og boligspekulanter. At Venstrefløjens gør sådanne spørgsmål til mærkesager, spiller desværre yderligere ind i højrefløjens dagsorden.
Højrefløjen forsøgte at affeje principprogram diskussionen som en langhåret, abstrakt diskussion. Og debatten af nyt principprogram fik meget kort tid på dagsordenen. Men principprogrammet er ikke et abstrakt spørgsmål, der intet har at gøre med virkelighedens politik. De seneste år har vi set, hvad det har betydet for SF, at principperne blev opgivet; alt handlede om magtkonstellationer, partiet bliver som et skib uden kompas, et parti der går efter magten for magtens skyld, uden nogen ide om, hvad magten skal bruges til.
At højrefløjen kunne vinde landsmødet skyldes grundlæggende set, at venstrefløjen ikke kom med en klar politisk kritik af partiets højredrejning og ikke fremstillede et alternativ til toppens linje.
Sejrer højrefløjen ad helvede til?
Højrefløjen sejrede på landsmødet. Men sejren har blot uddybet samtlige af SFs problemer.
Det er muligt, der bliver en kort periode, nu hvor nedgangen i meningsmålingerne stoppes, hvis de massive personopgør i pressen stopper. Men problemet for SF har aldrig været personopgørene.
SFs tilbagegang startede allerede længe før valget. Tilbagegangen skyldes toppens højredrejning, den selv samme politik, som blev cementeret på landsmødet. Derfor bliver dette landsmøde blot et skridt på vejen for fortsættelsen af SFs krise. Kommer der en midlertidig fremgang, vil den uden tvivl blive smadret med skattereformen og trepartsforhandlingerne, der begge er nært forestående, og hvor SF toppen gjorde det helt klart på landsmødet, at den vil før en ”ansvarlig” økonomisk politik, dvs. fortsætte nedskæringerne.
Internt har højrefløjen heller ikke løst nogen problemer. Det er muligt, de formåede at vinde de vigtige afstemninger, inklusiv næstformandsvalget, men de har langt fra fjernet utilfredsheden i egne rækker.
Det sås bl.a. i valget til landsledelsen, hvor ”venstrefløjens” kandidat, Meta Fuglsang, fik flest stemmer (40 flere end Mattias Tesfaye) og hvor en anden af venstrefløjens kandidater, Trine Mach, fik fjerdeflest, mens handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr ikke blev valgt ind.
Fortsætter SF toppen med at føre en i bund og grund borgerlig politik i regeringen, og det er resultatet af dette landsmøde, fortsætter SFs krise. Højrefløjen overbeviste ikke alle SFere om at højredrejningen er godt, de fleste kan bare ikke se nogen anden mulighed. Højrefløjen har altså ikke sejret for evigt, men blot for nu.
Men for nu, kan højrefløjens sejr få katastrofale følger for SF. Højst sandsynligt vil det betyde en endnu større desillusion blandt mange af SFs medlemmer, og at endnu flere vil forlade partiet i protest over den førte politik. Den eneste chance for at stoppe en sådan medlemsflugt, er hvis venstrefløjen fremsætter et klart alternativ til partitoppen, så det virker realistisk at kunne kæmpe mod højredrejningen. Det kræver først og fremmest, at der udarbejdes et sådan program, med en analyse af samfundet, et alternativ til den nuværende førte politik og et perspektiv for kampen for et socialistisk samfund.
Og ikke blot kræver det et program, det kræver også, at venstrefløjen organiserer sig omkring dette program i partiforeninger, og på arbejdspladser, skoler osv. Og bruge det som afsæt til at bygge en alliance blandt alle i arbejderbevægelsen, der ønsker at få de Radikale ud af regeringen og kæmpe for et arbejderflertal på socialistisk politik. Det er opgaven nu efter landsmødet for venstrefløjen i SF.
