Med bombningen af en norsk regeringsbygning, de forbryderiske begivenheder på Utøya i sommers er fascismen igen sat på dagsordenen af venstrefløjen. Denne måned mindes tyve året for det sidste fascistiske terrorangreb i Danmark, bomben i Søllerødgade, og senere på måneden vil danske og udenlandske fascister forsøge at samles i Århus. Forståeligt nok rejses frygten for fascismens genkomst over hele Europa. Men der er en stor forskel på enkelte galninges terrorhandlinger og den organiserede massebevægelse, der udgjorde fascismen i trediverne. Selvom der findes ligheder er det netop også nødvendigt at forstå forskellene med trediverne, for virkelig at forstå og analyse truslen fra fascismen i dag.

Der er i Danmark skrevet mangt og meget om de danske nazister og også Konservativ Ungdom har fået en andel i kritikken. Begge bevægelser lagde sig tæt op deres meningsfæller i Tyskland og Italien, men ingen af organisationerne voksede ud til at få en reel massebasis i Danmark. Af samme grund udgjorde de aldrig en reel fare for arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske regering.

Den massebasis, der ikke var de to organisationer forundt, fandtes til gengæld et andet sted i landet. På baggrund af faldende priser, stigende renter og flerdobling af tvangsauktioner, startede bønderne i trediverne med at organisere sig. Siden industrialiseringen havde der været skiftende interesseorganisationer for bønderne og især ved de økonomiske kriser, var de taget til i styrke. Bønderne havde dog altid stået for det frie marked og liberalisme og støttet Venstre. Gennem tyverne havde forbedringer af transport medført store mængder landbrugsvarer fra USA. Dette betød et markant prisfald og pressede bønderne på pengepungen. Oven i det fulgte den økonomiske krise, der forværrede bøndernes stilling.

Bønderne begyndte nu at søge væk fra frihandel og liberalisme, der tydeligvis havde ført til bondens fallit. Som alternativ så man mod syd, hvor bøndernes stilling var blevet forbedret betydeligt og den fascistiske planøkonomi leverede høje priser.

LS oprettes
I 1930 oprettes Landbrugernes Sammenslutning (LS) på et program om løn bundet til landbrugsvarernes pris. De krævede at blev det dyrere at producere, skulle bønderne have mere for deres varer. Det skulle opnås gennem en nedskæring af arbejdernes og direktørernes lønninger og hvis ikke det var muligt, skulle landbrugspriserne hæves gennem priskontrol, som man havde gjort det i Italien efter Mussolinis magtovertagelse i 1922. Desuden krævede LS at der blev set på en nedsættelse af renten og på at flytte skatten på jord til skat på arbejde.

Bevægelsen fik hurtigt stor opbakning og gik hurtigt fra sekstusinde medlemmer i 1931 til at have omkring 100.000 medlemmer i 1932. Samme år startede organisationen sit første dagblad og året efter kunne den bryste sig af at have otte amtsblade og to dagblade med et samlet oplag på 80.000. Selvom der skal tages forbehold for disse tal, som LS selv oplyste, viser det dog, at bevægelsen havde fået en eksplosiv opbakning.

Trods sin demokratiske opbygning var bevægelsen fra start af meget anti-parlamentarisk karakter. Den drog sin inspiration fra den fascistiske førertanke, baseret på ønsket om at oprette ”ro og orden”, men manglede en mand, der var egnet. Modsat de fascistiske organisationer i resten af Europa udviklede LS sig aldrig til at bruge terrormetoder. Organisationens ledere slog gang på gang fast, at organisationen ikke havde tænkt sig at bruge illegale metoder. Af gode grunde er der af har historikere derfor tvivlet på, hvorvidt LS var en fascistisk organisation eller bare som så mange andre grupper i trediverne flirtede med totalitære tanker.

I marxistisk analyse kan der dog ikke være tvivl om hvilken slags organisation LS var eller hvilke mål, de stræbte efter. Den italienske marxist Antonio Gramsci har en gang skrevet, at fascismen er småborgerskabets dødskamp. En del af dette var bøndernes kamp. Og det var i hvert fald således, at LS’ agitatorer så deres opgave.
At forsvare bøndernes leveforhold eller at se hele deres klasse gå under.

LS’ mål var at forsvare bondeklassen. Dette betød, at man måtte forsvare sig mod både arbejderklassens fremvækst og kapitalismens monopolitiske tendenser. Begge deles vækst ville smadre bøndernes position i samfundet. Presset fra begge sider måtte man tage de nødvendige metoder i brug.

Mælkestrejken & Slagteri lockouten
Bønderne i LS forsøgte at presse deres politik igennem ved at bruge, hvad de selv kaldte, fagforeningsmetoder. Dvs. gennem strejker og produktionsstandsning. Men modsat arbejderne lå solidariteten fjert fra bønderne, der selv ejede deres gårde, og det var derfor få protester, der endte i succes. En undtagelse til dette var mælkestrejken i Sønderjylland i 1933.

Men bønderne var ikke kun undertrykt som bearbejdere af jorden. Gennem andelsbevægelsen var de også medejere og arbejdsgivere på slagterier og mejerier Her følte de sig også undertrykt. Denne gang af fagforeningerne, der krævede, hvad bønderne så, som for høje lønninger til arbejderne. I deres stilling som andelsindehavere styrede bønderne slagterier og mejerier. Ved slagteri lockouten samme år krævede bønderne som deres næste aktion lønningerne nedsat med 20 %. Gennem positionen som andelshavere kom bøndernes krav om bedre leveforhold i konflikt med arbejdernes krav om højere løn.

Valget mellem liberalisme og fascisme
Fra bevægelsens start havde den været erklæret anti-politisk, man ønskede kun at udkæmpe, hvad man selv kaldte, den faglige kamp. Samtidigt opstillede der dog LS mænd på Venstres lister. Nogle af disse lykkedes det at blive valgt til Folketinget. I løbet af 1934 opstod der flere og flere problemer i arbejdet mellem LS’erne på Borgen og Venstres øvrige folketingsgruppe. LS ønskede at bruge kamp for at opnå deres krav, mens Venstre ønskede at gå forhandlingens vej. Venstres formand Thomas Madsen-Mygdal udtalte, med henvisning til mælkestrejken året før, at LS havde ”en forfærdelig mangel på realitetssans”. Samtidigt var LS’ ønske om prisfastsættelse uforeneligt med Venstres traditionelle liberalisme.

Da LS’eren Valdemar Thomsen anklagede Rigsdagen for korruption og ”bengnaveri” og sagde at Tingets medlemmer sad på for mange indbringende poster samtidig, blev det for meget for resten af Venstregruppen, der de facto ekskluderede dem. Det tvang de tre LS folketingsmedlemmer til at starte et nyt parti, Det frie Folkeparti, der senere skiftede navn til Bondepartiet.

Godsejerne køber bevægelsen
På trods af LS’ imponerende medlemstal, betalte de fleste af medlemmerne ikke kontingent. Organisationen var derfor hele tiden i pengenød. På trods af at bevægelsen primært udgjordes af små landbrugere og disse var sikret et flertal i de lokale bestyrelser, havde bønderne det med at vælge herremænd og godsejere til større tillidshverv. Dette var ikke den eneste måde, hvorpå de store jordejere kunne få indflydelse på bevægelsen. Gennem store donationer til bevægelsen forsøgte især Majoratsforeningen, en forening af godsejere, at påvirke politikken. Foreningen var meget bekymret for den kapitalfjendtlige retning, LS var ved at slå ind på.

Bondemarchen
I mellemtiden gik det meget langsomt med at få gennemført LS’ krav. Ledelsen besluttede derfor i 1935 at arrangere en march mod København, med inspiration fra Mussolinis march mod Rom. I starten var der dele af bevægelsen, der flirtede med tanken om at vælte Stauning-regeringen. Dette blev også udtrykt i regeringsavisen Social-demokraten, der var bekymret for Lappo-mændenes kupforsøg. (Lappo var den finske fascistbevægelse der blev forbudt efter et mislykket kup i 1932, med hvilken LS ofte blev sammenlignet). Også fra officielt hold var der bekymring om marchen. Justitsminister Zahle og Københavns politimester besluttede derfor at forbyde marchen. LS ledere bedyrede deres uskyld og understregede, at man kun ville marchere til Amalienborg for at overrække Kongen bevægelsens krav. Hvis forbuddet blev opretholdt, ville man søge til Amalienborg enkeltvis og der hylde kongen.

Den 29. juli afholdtes marchen uden forstyrrelser og uden politiets indgriben. LS’ egen avis Folket meldte en enorm succes med 50.000 deltagere, mens det socialdemokratiske Arbejderbladet var mere lunken og mente, at der havde været 15.000. Andre aviser meldte tal derimellem.

Efterfølgende samledes bønderne på Østerbro stadion, hvor der var forskellige talere. Den mest prominente var godsejeren, majoratsforenings medlemmet og nazisten Jørgen Sehested. Han ankom til stadion med strakt højre arm og talte for bønderne om Stauning-regeringen og den jødiske kapitals udnyttelse af landbruget.

Split i LS
De følgende år afholdt LS flere stormøder med 50.000 deltagere, men det var meget småt med konkrete faglige resultater. Det besluttes at oprette et bondeværn på 10.000 mand til at forsvare bønderne mod ”tvangsauktioner og andre grove overgreb”. Men projektet manglede lokal opbakning og flød ud i sandet.

I august 1936 afslørede Ekstrabladet i en artikelserie, at Majoratsforeningen har støttet LS med store pengebeløb. Det får LS-avisen Lanbo-værnet til at anklage Sehested for at ville kuppe organisationen. Der udkæmpes nu en intern kamp mellem ledelsen, der ønsker at politisere bevægelsen, gå til mere offensive kampmetoder og indlede et tættere samarbejde med nazisterne og en anden fløj, der ønsker, at LS fastholder sin rent faglige profil. Sehested og ledelsen vinder en afgørende sejr og bevægelsen drejer herefter mere til højre.

Fascismen i Danmark
Da fascismen fik fod indenfor det danske styre, var den iklædt en tysk militærstøvle. Efter besættelsen d. 9. april indleder LS og de danske nazister et tættere samarbejde og d. 17. juni 1940 udråbes en fællesfront mellem Bondepartiet, LS’ parlamentariske side, og de danske nazister. De kræver i et fælles program, at den valgte regering må gå af og erstattes med en regering bestående af LS’ere og nazister. Det kommer som bekendt aldrig så vidt og i stedet er fællesfronten efter krigen med til at fordampe al tilbageværende støtte til LS.
 
At fascismen aldrig fik fodfæste i Danmark, kan tilskrives flere forhold. For det første bevægede bevægelsen sig aldrig bort fra bondeklassen og lagde derved ikke en alliance til småborgerskabet i byerne. Det betød, at bevægelsen aldrig fik en national ledelse, der kunne appellere bredt som fascistiske organisationer i andre lande. Bønderne alene var ikke i stand til at spille en selvstændig rolle og havde brug for småhandlende og intellektuelle for at kunne appellere til støre lag i samfundet.

Desuden havde Danmark været relativt stabilt i trediverne. Lappo-bevægelsen, de tyske nazister og Mussolinis sortskjorter opstod alle på baggrund af mislykkede revolutioner. En sådan havde ikke fundet sted i Danmark. Småborgerskabet og de fattige bønder havde i Sydeuropa, Tyskland og Finland i første omgang lagt deres skæbne i arbejderklassens hænder. De havde håbet, at en sejrrig revolution ville løse deres problemer. Da det viste sig, at arbejderklassens ledere hverken ønskede at tage magten eller at løse bøndernes problemer vendte disse sig stærkt mod dem og gik mod fascismen.

Begge disse pointer er afgørende for at forstå den rolle, som fascismen i Europa kan spille i dag. Det er umuligt at udelukke en tilbagevenden til fascismen, men det vil kun ske, efter at arbejderklassen gentagne har haft muligheden for at tage magten, men ikke lykkes heri. I dag støtter mange bønder og småhandlende i Grækenland arbejderklassens krav. De vil kæmpe side om side med arbejderklassen i de kommende kampe. Men hvis arbejderne ikke formår at tage magten, fordi deres ledere enten ikke formår eller ønsker at vinde kampene, vil bønderne og småborgerne vende sig bort fra arbejderklassen og lede efter et alternativ der kan skabe ”ro og orden”.

Samtidigt udgør bønderne og småborgerskabet i Europa i dag et forsvindende mindretal (under 10 procent i dag, i forhold til ca. 40-50 procent før krigen) og udgør derfor en meget mindre forhindring for arbejderklassens kamp for magten. Fascismen har således mistet grundlaget for en massebasis på størrelse med, hvad den havde i trediverne.

Alt det ovenstående er selvfølgeligt ligegyldigt for den indvandrer, socialist eller fagforenings aktivist, der bliver gennemtæsket af fascistiske bøller – og alene af den grund bør fascismen i går som i dag bekæmpes med de hårdeste midler, som arbejderbevægelsen har til rådighed.