Da Palæstina for nylig blev optaget som fuldgyldigt medlem af FN-organisationen UNESCO, var det en symbolsk sejr. Langt den overvældende del af verdens stater stemte for, nogle undlod at stemme, og nogle ganske få stemte imod.

Den korte liste over lande, der stemte imod, indbefatter Israel, USA, Australien og Canada samt nogle få europæiske lande med højreorienterede regeringer. Det er Tjekkiet, Tyskland, Litauen, Holland og Sverige. Dertil kommer Panama og en række småstater i Stillehavet, der alle er under USA’s dominans. Enkelte af disse stater repræsenteres i FN af et amerikansk advokatkontor, der altid følger Washingtons linje.

I selskab med racister og fundamentalister
På ja-siden var nordiske lande som Island og Norge, der begge har socialdemokratisk ledede regeringer. Men ikke Danmark. Det danske udenrigsministerium, der ledes af Villy Søvndal, undlod at stemme. Det placerer Danmark i samme kategori som Polen (som ledes af stokkonservative katolske fundamentalister), Ungarn (som ledes af det rabiate, højrenationalistiske Fidesz-parti), Storbritannien (der har en konservativ regering), Rumænien (hvor det højrepopulistiske PDL har magten) samt en lang række mere eller mindre korrupte regimer, der alle placerer sig på højrefløjen. Blandt andre Elfenbenskysten, Haiti, Singapore, Thailand, Mexico, Liberia og Georgien.

Blandt danske arbejdere og unge generelt, og blandt SF-støtter i særdeleshed, er der stor opbakning til palæstinensernes kamp for retten til selvbestemmelse og frihed fra den israelske besættelse. Det har i årevis været en mærkesag for SF at støtte palæstinensernes ret til frihed.

Det kom derfor bag på mange, at Villy Søvndal ikke ville stemme ja til palæstinensisk medlemskab af UNESCO. Mange aktivister har håbet, at der ville komme en grundlæggende ny udenrigspolitik. Mange har håbet, at den nye regerings udenrigspolitik ville basere sig på solidaritet med kæmpende folks stræben efter en bedre tilværelse i stedet for Washingtons diktater. På massernes revolutioner i den arabiske verden i stedet for støtte til de diktaturer, der i årtier er blevet støttet af vestlig imperialisme. På støtte til venstrebølgen i Latinamerika i stedet for de borgerliges linje med imperialistisk krig i Afghanistan, Irak og Libyen.

Intern kritik
Den udbredte skuffelse i og omkring SF er blevet formuleret af folk, der ligger på partiets venstrefløj samt aktivister, der beskæftiger sig med antiimperialistisk solidaritetsarbejde.

”Jeg synes, det havde været vigtigt, hvis Danmark også havde støttet op om Palæstina i UNESCO,” sagde Trine Mach, der er medlem af SF’s landsledelse, til Berlingske.

Tidligere folketingsmedlem og tidligere menneskerettighedsordfører for SF, Kamal Qureshi, forstår heller ikke logikken i regeringens beslutning i FN. Slet ikke i lyset af de udmeldinger, som Villy Søvndal kom med før og efter valget, siger han til Berlingske:

”For mig stod det klart, at hvis vi kom i en situation, hvor de europæiske lande var delte, som tilfældet i går, så ville Danmark støtte palæstinensernes krav. Det undrer mig, hvorfor vi pludselig undlader at gøre det.”

Mange andre har åbent kritiseret beslutningen, herunder Pernille Frahm, der tidligere har siddet i EU-parlamentet for SF.

Samtidig med, at Villy Søvndal har fået kritik fra baglandet, har han fået støtte fra en helt anden kant, nemlig de konservative. Den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har rost Villy Søvndal for beslutningen om at undlade at stemme. Når man som socialist høster ros fra dén kant, bør det omgående sætte alarmklokkerne i gang. Der er noget rivende galt.

Villy: timingen er forkert
Villy Søvndal har sagt, at grunden til, at Danmark ikke støttede Palæstina var, at ”timingen er helt forkert”. Han sagde desuden, at ”Palæstina skal ind ad hoveddøren, ikke ad bagdøren,” med henvisning til afstemningen om Palæstina i FN’s sikkerhedsråd. Det er en afstemning, hvor USA vil nedlægge veto. Alle ved derfor, at Palæstina umuligt kan blive anerkendt som stat.

Det, der er det mest bekymrende i denne sag, er ikke afstemningen i sig selv. Hvis det var rigtigt, at det på længere sigt gavner palæstinenserne, at de ikke bliver medlemmer af UNESCO, så ville det være en korrekt beslutning. Men sagen er, at det palæstinensiske folk ikke kan stole på det kapitalistiske diplomati. Det diplomatiske spil vil aldrig bringe palæstinenserne magt over deres egen skæbne.

Frihed vindes gennem revolution
Det største rygstød til den palæstinensiske kamp for national befrielse er den arabiske revolution, især omvæltningerne i Tunesien og Egypten. Den arabiske revolution har skræmt livet af den korrupte Fatah-ledelse og de mafia-ledere, der kalder sig ”rettroende muslimer” i Hamas.

Lederne af Fatah og Hamas har i årevis forsøgt at bruge det kapitalistiske diplomati til at opnå deres mål. Men de har absolut intet opnået. Men den arabiske revolution formåede at antænde en gnist på den anden side af demarkationslinjen – i selve Israel. De enorme masseprotester og strejker, der har været i Israel, markerer en radikal ændring i situationen. Det har givet nye muligheder for en alliance imod zionisme, krig og kapitalisme, som størstedelen af de palæstinensiske ledere (herunder venstrefløjspartiet PFLP) på det skammeligste har formøblet.

Den revolutionære bølge i den arabiske verden har vist, at alle de mål, der er blevet snakket om i årtier i FN og andre steder, kun kan vindes gennem klassekamp: massedemonstrationer, strejker og organisering.

Afskaf det hemmelige diplomati
For SF er udenrigsministerposten en gylden mulighed. Alle de hemmelige traktater og rævekager, som tidligere regeringer har lavet for at tjene den danske overklasses gode forhold til Washington, bør omgående afsløres. SF bør bruge posten til at give aktiv støtte til folkelige og revolutionære bevægelser i Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og andre steder.

En afskaffelse af det hemmelige diplomati vil afsløre det hykleriske spil, som kører i FN, og som alle tidligere regeringer har fulgt.

Villy Søvndal burde give sit ministerium ordre til at organisere solidaritetsbrigader til Palæstina og andre steder, så fagligt aktive og unge aktivister kan give håndgribelig støtte til palæstinensernes forsvar imod den israelske aggression. Det burde bakkes op af en militær indsats for at standse Israels kriminelle krig mod palæstinenserne. De danske tropper, der nu er i Libanon, Afghanistan og andre steder, bør bruges til at forsvare palæstinenserne i stedet for at føre krig mod fattige bønder. Sammen med en åben opfordring til den israelske arbejderklasse om at vælte det zionistiske regime, vil det have en enorm effekt og være en virkelig, håndgribelig solidaritets-politik.

Spørgsmålet om Palæstinas befrielse bør tages åbent op på SF’s næste landsmøde, og partiet må have fuld kontrol over, hvilken linje, partiets repræsentanter fører. Alle – også Villy Søvndal – bør stå til ansvar over for partiet. Kun gennem en åben, demokratisk debat er det muligt at rette op på tidligere fejltagelser og sikre, at partiets udenrigspolitik også er den politik, der bliver ført i praksis.