Under en måned efter, at de borgerlige endelig blev væltet, annoncerede den nye finansminister, socialdemokraten Bjarne Corydon, at den nye regering genfremsætter det forslag til finanslov, som de borgerlige fremsatte før valget. Kun få af regeringens ændringsforslag er i skrivende stund fremlagt. Det er gode forslag såsom at fjerne loftet over børnechecken, som den borgerlige regering indførte, fjerne brugerbetalingen på fertilitetsbehandlinger. Gode forslag, men i konteksten af de borgerliges oprindelige forslag, og det af regeringen fremlagte ”forsigtighedsprincip”, hvor alt skal være finansieret, bliver det en vigtig diskussion om, hvor pengene skal findes, og hvad resten af finansloven skal indeholde.
Der er brug for et grundlæggende brud med de borgerliges politik, ikke en fortsættelse af deres sparepolitik.
Et spørgsmål om teknik?
Bjarne Corydon gjorde, hvad han kunne, for at overbevise de måbende danske arbejdere, der stemte på et arbejderparti for at komme af med de borgerliges nedskæringspolitik om, at genfremsættelsen blot var et spørgsmål om ”teknik”.
Bjarne Corydon forklarer, at regeringen ”bare” fremsætter det borgerlige forslag og så efterfølgende stiller ændringsforslag hertil. Men det betyder, at hele de borgerliges præmis om ”ansvarlig” økonomisk politik godtages. Der er i skrivende stund ikke fremsat nogen konkrete ændringsforslag, men desværre er der intet i regeringsgrundlaget – eller hvad den nye regering ellers har meldt ud – der peger i retning af et brud med de borgerliges økonomiske politik. Tværtimod har de Radikale indtil nu formået at presse en fortsættelse af den borgerlige økonomiske politik igennem.
Nedskæringer i velfærden fortsætter
Kommunerne har lige vedtaget budgetterne for 2012, og de holder sig indenfor den økonomiaftale for 2012, som den borgerlige regering og kommunerne indgik i foråret. Skattestoppet i kommunerne fortsætter sammen med nulvæksten – med andre ord; nedskæringerne vil fortsætte.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er der forsvundet næsten 16.800 fuldtidsjob i regioner og kommunerne på bare ét år (mellem juli 2010 og juli 2011)! Alene fra juni til juli måned i år forsvandt der 3.400 fuldtidsjob.
Det er især indenfor børneområdet, ældreområdet og ”service”, der er forsvundet job. Det er altså især pædagoger, dagplejere, pædagogmedhjælpere, lærere, SOSU-assistenter, rengøringspersonale, gartnere og lignende, der er forsvundet. I stedet er der blevet ansat flere elever, så antallet af ansatte i reelle job er i virkeligheden faldet endnu mere (AE, 13.10.11).
Der er brug for et radikalt brud med de borgerliges angreb på velfærden i kommunerne. Der er brug for at rulle nedskæringerne tiltage og i stedet investere i at forbedre velfærden.
Skattelettelser til de rigeste
Både bankskatten og millionærskatten blev slagtet i regeringsforhandlingerne, og den nye SF skatteminister, Thor Möger Pedersen, har gjort det klart, at de er taget helt af bordet.
Argumentet for millionærskatten og bankskatten var, at fordelingen af krisens byrder skulle være ”fair”, og at de bredeste skuldre også bære en del af byrderne. Selv om de to forslag reelt ville være en dråbe i havet i forhold til, hvad der er brug for, var de et skridt i den rigtige retning. At de multinationale selskaber nu skal til at betale skat, er positivt. Man kunne påpege, at det var på tide.
Den generelle skattepolitik ser dog ud til at gå den modsatte vej: på dagen for sin udnævnelse til skatteminister proklamerede Thor Möger Pedersen, at de rigeste danskere slipper 1,7 milliarder billigere i topskat i 2014. Den nye regering har besluttet, at skattelettelserne til de rigeste, som de borgerlige oprindeligt havde vedtaget, men midlertidigt havde fastfrosset, stadig gennemføres. Og det på trods af, at SF har fået skatteministerposten.
Regeringen har ydermere annonceret en skattereform, der skal lette skatten på arbejde, er ”socialt afbalanceret” og samtidig fuldt finansieret. Vi er enige i, at der skal lavere skat på arbejderklassen, på det store flertal. Men indtil nu har den nye regering kun fremlagt højere skatter på arbejderklassen, gennem indirekte skatter og afgifter, såsom betalingsringen og afgifter på fedt og cigaretter. Det er en dybt usolidarisk og socialt ubalanceret skatteform; da alle betaler det samme beløb, betaler man en desto større andel af ens indkomst, jo mindre man tjener.
Vi er også enige i, at en skattereform skal være ”finansieret” – det er ikke en god idé at staten optager en masse gæld. Men en ”fuldt finansieret” skattereform betyder enten, at nogle skal betale mere i skat, eller at velfærden skal skæres ned.
Hvis ikke regeringen vil hæve skatterne på erhvervslivet og de rigeste, er de tvunget til enten at lade arbejderklassen betale højere skatter eller skære ned.
De arbejdsløse
Et af de store og vigtige valgløfter fra S og SF var, at de arbejdsløse skulle have bedre vilkår og fattigdommen bekæmpes. De lovede blandt andet, at fattigdomsydelserne skulle afskaffes. Det vil sige, at starthjælpen skulle afskaffes, og kontanthjælpsloftet og begrænsningen på sygedagpengeperioden fjernes.
Det er absolut positive tiltag, som det kun kan gå for langsomt med at gennemføre. Helle Thorning lovede i åbningsdebatten i Folketinget, efter at der i regeringsdannelsen var opstået en vis usikkerhed om, hvornår løfterne ville blive opfyldt, at det ville blive en del af den kommende finanslov.
Afskaffelsen af fattigdomsydelserne vil være et positivt og vigtigt skridt til at udrydde fattigdommen i Danmark og forbedre de arbejdsløses forhold. Men der er stadig meget langt igen til at have rullet bare tilnærmelsesvist de angreb tilbage, som de borgerlige gennemførte, og endnu længere fra at have sikret ordentlige vilkår for de arbejdsløse.
Det vigtigste nu og her er, at de borgerliges halvering af dagpengeperioden til to år ikke er rullet tilbage, og at både dagpengene og kontanthjælpen er utrolig langt fra en arbejders løn. Regeringen fastholder halveringen af dagpengeperioden men udskyder den blot et halvt år, alt imens arbejdsløsheden – ikke mindst langtidsarbejdsløsheden – stiger og stiger.
I august steg arbejdsløsheden for fjerde måned i træk ifølge AE-rådet. Mellem maj og august voksede arbejdsløsheden med cirka 6.700 fuldtidspersoner. Og det ser ud til blot at være begyndelsen, trods et mindre fald i september.
At regeringen vil gennemføre en vækstpakke med fremrykning af offentlige investeringer på 17,5 milliard kroner, er positivt, men det forslår langt fra til at bekæmpe arbejdsløsheden. Ifølge optimistiske udregninger fra regeringen giver det 20.000 nye arbejdspladser - lidt mere end hvad der er forsvundet af job alene i regioner og kommuner det sidste år, i en situation, hvor langt over 150.000 mangler et job.
Øget arbejdsudbud
Selv om arbejdsløsheden er stigende, taler regeringen alligevel om behovet for et ”øget arbejdsudbud”. De Radikale har fået gennemtrumfet vedtagelsen af de borgerliges såkaldte tilbagetrækningsreform, der i realiteten er en massakre på efterløn og pensionsalder. Toppen i S og SF accepterede tilbagetrækningsreformen med budskabet om, at når nu den blev vedtaget, så var idéen om, at danskerne skulle arbejde 12 minutter længere om dagen, skrottet. Men det har dog ikke ændret på, at de holder fast i nødvendigheden af tre-partsforhandlinger. Det vil sige forhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne.
Formålet er ifølge regeringsgrundlaget at ”øge konkurrenceevnen og styrke økonomien med fire milliarder kroner”. Det skal blandt andet handle om lønniveauet, og om at øge arbejdsudbuddet med 20.000 personer de kommende år. Det betyder rent ud sagt, at de danske arbejdere skal arbejde mere til en lavere løn. Det burde ikke have nogen gang på jord, at ville øge arbejdsudbuddet, mens arbejdsløsheden fløjter op – et øget arbejdsudbud betyder ikke andet end et yderligere pres på lønningerne efter, at de danske arbejdere i år har oplevet de laveste lønstigninger i 75 år. Til gengæld får arbejdsløse meget generøst tilbudt efteruddannelse. Det må siges, at være en ringe trøst med efteruddannelse for de tusindvis af danskere, der risikerer at måtte gå fra hus og hjem som konsekvens af arbejdsløshed.
Bryd med den borgerlige politik
Kapitalismen er på verdensplan i en dyb, dyb krise. Grækenland ser ud til at gå statsbankerot snarest og andre lande følger ikke langt efter. Også den danske økonomi er i en elendig stand, og den fortsatte globale krise gør absolut ikke udsigterne lysere. AE-rådet skriver 17. oktober, at den relativt pæne vækst, der var i andet kvartal i 2011, efter to kvartaler med fald i BNP, primært var båret af den offentlige økonomi og virksomhedernes lagerinvesteringer – det vil sige lageropbygning.
“Underliggende er der imidlertid ikke tegn på noget selvbærende opsving. Det private forbrug har været faldende i 4 af de sidste 5 kvartaler, og erhvervslivets investeringer har været faldende de seneste 4 kvartaler. Lyspunkter set over det seneste år har været eksporten, der har klaret sig pænt samt boliginvesteringerne, der har haft en ekstraordinær udvikling. Begge poster ventes svækket den kommende tid med konsekvenser for dansk vækst og beskæftigelse.” (AE-rådet, 17.10.11)
De skriver endvidere, at “Arbejdsmarkedet tegner ved udgangen af 2013 dårligere end i dag. Det er en historisk sløj udvikling.” Det betyder store offentlige underskud de næste år.
Så længe arbejderpartierne accepterer de rammer, som kapitalismen sætter, er der ingen vej uden om angreb og nedskæringer, og i den kontekst giver det mening at bruge de borgerliges finanslov som udgangspunkt for forhandlingerne. Men den danske arbejderklasse har ikke valgt en ny regering, for at få en fortsættelse af den borgerlige politik. Denne finanslov er en gylden mulighed for arbejderpartierne for at fremlægge, hvordan de vil skabe et grundlæggende andet Danmark, end det vi har oplevet de sidste 10 år. Det er dét, arbejderklassen og ungdommen forventer. Men det kræver først og fremmest et brud med det borgerlige parti, Det Radikale Venstre – så længe de er med i regeringen, kan en arbejderpolitik ikke komme på tale. Det er første forudsætning for et brud med et økonomisk system, hvor private profithensyn afgør, om der er arbejdspladser, penge til velfærd osv.
Der er masser af ressourcer i det danske samfund, men så længe disse ressourcer ligger i lommerne på de rigeste, og så længe økonomien styres af erhvervsledere og finansfyrster, kan disse ressourcer ikke komme til det store flertal til gode. Arbejderpartierne, S, SF og Ø, må gå sammen om at fremlægge en økonomisk plan for Danmark, hvor de vigtigste dele af økonomien kommer under arbejderklassens egen demokratiske kontrol.
