Kære SUF
For første gang i SUFs historie er den borgerlige regering væk. Det skaber en helt ny politisk situation i Danmark. I ti år har venstrefløjen tordnet mod den borgerlige regering.

SUF blev opbygget på denne utilfredshed, men ikke kun på den. SUF blev opbygget af unge, der ikke bare kæmpede mod de borgerlige, men som kæmpede for et helt nyt samfund, et socialistisk samfund. Nu er de borgerlige endelig væk, men efter det nye regeringsgrundlag er blevet kendt, er det også tydeligt, at vi ikke har rykket os meget tættere på et nyt samfund – snarere tværtimod. Kapitalismen er i en verdensomspændende krise, det bliver tydeligt for flere og flere, at der er noget galt med systemet, fra Kairo til New York går unge og arbejdere på gaden. At der også har været en radikalisering i Danmark blev tydelig med Enhedslistens historiske valgsejr – et parti til venstre for SF har ikke siden anden verdenskrig fået så mange stemmer. I den situation har Enhedslistens top valgt at give mere eller mindre ubetinget støtte til den nye regering bestående af Socialdemokraterne, SF og det borgerlige parti de Radikale, uden at stille klare krav til regeringsgrundlag eller kommende finanslov. I valgkampen var al snak om kapitalismens krise og socialismens nødvendighed fuldstændig fraværende. Det er i den kontekst, at man skal se det split, som en lille gruppe i SUF orkestrerede lige efter valget.

En kontrolleret ungdomsorganisation
Enhedslisten står over for en svær situation. Igennem støtten til den nye regering vil partiet være nød til at forsvare det, der allerede nu umiskendeligt ligner en nedskæringsregering. Højrefløjen i partiet er bange for, at tage diskussioner om partiets kurs, og forsøger derfor at lukke debatter om partiets politik, og forstumme alle kritiske røster.

Højrefløjen i Enhedslisten har forfærdet set til mens SUF har fremført en selvstændig og helt korrekt, linje på et vigtigt spørgsmål som krigen i Libyen. De ønsker en ungdomsorganisation, som pligtskyldigt og ukritisk støtter op om partiets politik. At en del af toppen i Enhedslisten er involveret i ”splittet” blev bevist af flere folketingsmedlemmers udmeldelse af SUF.
 
Enhedslistens højrefløj, anført af dele af folketingsgruppen, er på vej til at føre partiet ad samme vej, som toppen af SF har bevæget sig af de sidste år. De har luftet behovet for en omskrivning af principprogrammet, som angiveligt er ”støvet”.

Men hverken medlemmerne af SUF eller Enhedslisten vil stiltiende acceptere denne højredrejning. Også i de andre arbejderpartier er der allerede nu kritiske røster mod regeringsgrundlaget og samarbejdet med de Radikale. ”Splittet” fra SUF, opsættelsen af EU, er et led i denne kamp i hele arbejderbevægelsen, i bund og grund en kamp om hvilke ideer der skal stå i spidsen.

Vi i Socialistisk Standpunkt er dybt bekymrede over denne højredrejning i toppen af arbejderbevægelsen, og derfor er vi dybt bekymrede over Enhedsliste-toppens forsøg på at likvidere et selvstændigt og kritisk SUF.
 
Derfor er vi også imod forsøget på strangulering af SUF. Hvis angrebet lykkes, er det et tilbageslag for hele arbejderbevægelsen og for den revolutionære ungdom.

Fælles kamp mod højredrejningen
Kapitalismens krise efterlader kun to valg – enten bryder man med kapitalismen ellers er man tvunget til at følge den og skære ned, som arbejderpartierne har gjort i bl.a. Spanien og Grækenland.

Desværre ser det også ud til, at det indtil nu er den vej, som toppen i arbejderbevægelsen har valgt herhjemme.
 
Vi mener, der er behov for at samle alle i arbejderbevægelsen, der vil kæmpe for et brud med de Radikale og for en arbejderregering på et socialistisk program; et program uden nedskæringer, uden angreb på arbejderklassen, hvilket betyder en regering, der nationaliserer de vigtigste dele af økonomien under arbejderklassens demokratiske kontrol.

Den nye organisations kritik af SUF, kan på ingen måde retfærdiggøre et split. I EU’s kritik af SUF, fremgår det ikke hvilke politiske uenigheder, de har i forhold til SUF, men kun at de er uenige i organisationens struktur. De 27 underskrivere af den nye organisations ”vision” er i virkeligheden gået, fordi de ikke kunne vinde politisk flertal i SUF. Hvad de ønsker, er en organisation som blindt følger moderpartiet og ellers holder sin mund. Splittet er et forsøg på, at løse politiske uenigheder med organisatoriske midler. En udvikling vi advarede mod, da 29 marxister blev ekskluderet fra SUF i 2007. Vi blev ekskluderet for netop at kæmpe for flertal for en revolutionær linje i SUF, som skitseret ovenfor. Vi blev ekskluderet, fordi vi kritiserede, både den fløj, der nu udgør ledelsen i SUF, og den fløj, der er splittet ud, for ikke at have et klart revolutionært program og strategi.

Med manglen på en selvstændig revolutionær linje har SUFs top selv været med til at skabe de problemer, som organisationen står i nu. Som nogle få eksempler kan nævnes manglen på en selvstændig politisk linje i elev- og fagbevægelsen. Under strejken på CSC var SUFere med, men da fagbevægelsen begyndte at lade sine medlemmer i stikken forsvandt også SUFerne involvering, netop da de strejkende havde mest brug for støtte op hjælp. Under den arabiske revolution reagerede SUF først offentligt langt tid efter at hele processen var i gang. Der var først en nyhed på SUFs hjemmeside over en måned efter at Mubarak i Egypten var gået af.

Men på trods af dette mener vi, at splittelsen må bekæmpes, fordi det er en del af højredrejningen i arbejderbevægelsen. Bliver Enhedslistens Ungdom anerkendt af Enhedslistens årsmøde, vil det betyde dødsstødet til SUF. Vi i Socialistisk Standpunkt tilbyder SUF enhed i denne kamp, med de små ressourcer vi har.

Skal kampen vindes, er det helt afgørende at SUF forstår, at denne kamp ikke er organisatorisk. Det er en politisk kamp, om hvilket program, hvilke ideer, der skal stå i spidsen for SUF, for Enhedslisten og for arbejderbevægelsen. Socialistisk Standpunkt har ikke mange ressourcer, den eneste ressource vi har, er den eneste vigtige; et klart program, de marxistiske ideer.

Vi opfordrer SUF til at tage imod denne udstrakte hånd. Vi opfordrer til, at der opbygges en venstrefløj i arbejderbevægelsen af alle, der går ind for et brud med de Radikale og dannelsen af en arbejderregering, der fører ægte arbejderpolitik.
Socialistisk Standpunkt ser sig som en del af venstrefløjen i SF. Men marxisterne kæmper i hele arbejderbevægelsen for en revolutionær socialistisk politik. Vi er de mest indædte modstandere af udemokratiske manøvre og organisatoriske indgreb.

Kampen mod splittet må være koblet sammen med kampen for en revolutionær politik i arbejderbevægelsen. Vi opfordrer alle, der ønsker en samlet revolutionær venstrefløj, et stærkt og revolutionært SUF og en kamp mod højredrejningen, til at blive organiserede marxister. Vi opfordrer alle, der er enige med os, uanset hvilket parti eller organisation de tilhører, til at gå med i Socialistisk Standpunkt og kæmpe for at få arbejderbevægelsen i Danmark og internationalt tilbage på et revolutionært socialistisk program.

Du kan læse mere her.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.