10 år med en borgerlig regering. 10 år med ensidig klassekamp fra højrefløjen. Uligheden og fattigdommen er steget. Arbejderklassens enhed er blevet angrebet i forsøget på at styrke de store virksomheders magt og profit.
Inden valgkampen i 2001 var Anders Fogh Rasmussen blevet nødt til at indse, at det var umuligt at afskaffe velfærden med et trylleslag og indføre hans drøm om en ultraliberal minimalstat. Drømmen var ikke opgivet, men det måtte ske mere gradvist.
De borgerlige er lykkes i meget. De 10 procent rigeste har fået skattelettelser på over 46.000 kr., for de fattigste 10 procent har skattelettelsen kun været på sølle 4.000 kr. For de 1 procent rigeste har skattelettelserne været på 86.000 kr. Det har lagt grundlaget for de seneste års store stigning i uligheden. Ifølge AEs opgørelser er fattigdommen steget med 55 procent siden 2002 og knap 350.000 er nu officielt fattige.
Samtidig har velfærden konstant været under pres. Færre pædagoger per barn i institutionerne og færre lærere per elev i skolerne har skulle løfte arbejdsbyrden. De ældre har, måtte klare sig med et bad en gang om ugen af stressede hjemmeplejere. Regeringens løsning har ikke været mere hjemmehjælp, men færre ældre, som der skal passes på. Folkepensionsalderen alderen er blevet hævet til 74 år og efterlønnen så godt som afskaffet. Vi skal arbejde til vi dør. Det eneste område, som har oplevet egentlige forbedringer, er de private sygehuse, der med Lars Løkke i spidsen er blevet forgyldte fra top til tå.
At elske og tugte
Alt som den borgerlige regering har foretaget sig har været pakket ind i at skulle være for at ”beskytte velfærden”. Lars Løkke, den ikke-valgte statsmister, har haft ”varig velfærd” som valgslogan. Hvis de borgerliges kærlighed til velfærden er ægte, bekræfter det fuldt ud talemåden, at den man elsker, tugter man. Målet med højere pensionsalder, kortere dagpengeperiode og et tiltag som starthjælpen og rækken af angreb på overførselsindkomsterne har dog intet haft med velfærd at gøre.
Økonomerne forklarer, at de økonomiske reformer vil ”udvide arbejdsudbuddet”. Hvad betyder det på almindelige dansk? Det betyder, at der skal være hårdere konkurrence om jobsene og at lønnen skal presses ned, så profitterne kan gå op. Nedskæringerne på velfærden har haft som mål at sænke de ”sociale lønninger”, som de offentlige gratisydelser udgør. Det er benhård klassepolitik.
Racisme
Starthjælpen, som er halvdelen af den i forvejen lave kontanthjælp, har sammen med de gentagne stramninger af udlændingepolitikken haft som mål at splitte arbejderklassen langs etniske skel. Mens det er trefjerdedele af de etniske danskere i den arbejdsdygtige alder, som er beskæftiget, drejer det sig kun om lige over halvdelen af folk med etniske rødder uden for EU.
Den racistiske politik handler ikke om ”retorik” eller ”menneskesyn”, den har været en del af klassekampen. Det er ikke tilfældigt, at Mærsk har givet betydelige bidrag til Dansk Folkeparti. Starthjælp, ghettoer og illegalisering af indvandring er med til at skabe en arbejdskraftreserve, som arbejdsgiverne kan bruge til presse løn- og arbejdsforhold for alle.
Uddannelse
Regeringen har også igen og igen sagt, at den har et mål om et uddannelsessystem i verdensklasse. Men det har været ren tom luft. Der er nu rekordstor mangel på praktikpladser. 10.000 stod i juni og manglede en plads. Knap 7.500 havde søgt efter en i mere end 2 måneder. På de gymnasiale uddannelser er SUen for hjemmeboende blevet sat ned og planen er nu at fjerne den helt. På de videregående uddannelser skæres nu et år af SUen, så der kun akkurat gives SU til den normerede tid. Taxametrene er også faldet alle steder.
Arbejderklassens børns adgang til højere uddannelse begrænses kraftigt.
De store virksomheder vil rigtig nok gerne have uddannet arbejdskraft, men de vil ikke betale for den, og de vil have den målrettet 100 procent til deres behov. De unge skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet, selvom arbejdsløsheden blandt de 15-24 årige nu er oppe på 14,1 procent. Det er ren klassepolitik.
Krise og arbejdsløshed
Økonomien er ikke kommet sig siden det frie fald i 2007-2009. Produktionsniveauet målt med Bruttonationalproduktet er stadig 5 procent under toppunktet før krisen. Den private beskæftigelse er faldet med 175.000 personer siden krisen begyndte. Den officielle arbejdsløshed er på 160.000 personer. Spørgeskemaundersøgelser viser dog, at 213.000 personer anser sig selv for arbejdsløse.
Der er ca. 130.000, som er på dagpenge. En femtedel af dem har været på dagpenge i mere end 2 år og vil derfor miste sit indtægtsgrundlag når halveringen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år gennemføres. Langt de fleste kan ikke få kontanthjælp, fordi de har lidt friværdi eller deres ægtefælle har mere end en sulteindkomst. Det tvinger de arbejdsløse ud i løntrykkeri og svækker den enhed, som er arbejderklassens eneste styrke.
Den borgerlige regering har nu i 10 år igen og igen hjulpet dens venner i erhvervslivet. Der har været mange klapsalver på direktionsgangene og bestyrelseslokalerne for de store virksomheder, som dog hurtigt er blevet fuldt op af endnu flere krav om endnu hårdere angreb. Det må der sættes en stopper for.
Stop arbejdsgiveroffensiven!
Stop den borgerlige regering!
