Denne rejseberetning fra Spanien bringes også i Kraftverk, medlemsbladet for Socialistisk Ungdom (Sosialistisk Venstrepartis Ungdom i Norge).

Man kan snart ikke længere tage på ferie nogen steder uden at støde på revolutionære bevægelser. Den arabiske revolution startede i Egypten og Tunesien, og tvang europæiske turister til at revidere deres billeder af disse lande som eksotiske rejsemål, og anerkende de sociale modsætninger, der længe havde været ved at eksplodere. Efter at have sat Mellemøsten og Nordafrika i flammer spredte revolutionen sig til Europa, hvor Spanien og Grækenland, kendt for deres solbeskinnede strande og turist-besøgte ferieøer, i de seneste måneder er blevet ramt af den revolutionære bølge.

Da jeg for nogle uger siden var på ferie i Madrid, fik jeg et glimt af både den arabiske og den begyndende europæiske revolution. En søndag eftermiddag stødte jeg tilfældigvis på en demonstrationen foran den syriske ambassade, der havde til formål at få den syriske ambassadør udvist. Der var mellem 100 og 200 mennesker, og stemningen var høj, med taler og spanske og arabiske slagord. Jeg talte med en italiener som sagde, at de holdt den slags demonstrationer hver søndag. Hun fortalte også, at der samme aften ville være en folkeforsamling på Plaza de la Puerta del Sol, så der begav jeg mig hen senere.

Da jeg ankom på pladsen, havde der samlet sig ca. 200. De fleste var unge, men ikke alle. Forsamlingen var ikke en demonstration som de massemobiliseringer der havde været tidligere, men havde til formål at koordinere aktiviteterne for bevægelsen af ”los indignados” og forberede fremtidige demonstrationer, blandt andet en stor national demonstration i Madrid som skulle foregå den 23. juli. Efter de praktiske informationer var der en kvinde der fortalte om en bevægelse imod privatiseringen af Madrids vandforsyning, som hun var med i.

Da aktivisterne gik ud i grupper for at planlægge bevægelsens videre forløb, faldt jeg i snak med en ung spanier. Han fortalte hvordan bevægelsen var startet med, at nogle unge, der havde slået telte op på pladsen efter en demonstration, var blevet smidt væk af politiet, hvorefter bevægelsen eksploderede nationalt. Han sagde, at bevægelsen var imod det politiske system, og at der ikke er noget demokrati, når det i virkeligheden er bankerne, der tager de vigtigste beslutninger. Han fortalte også, at bevægelsen var startet med parolen ”no nos representan” som en protest mod, at folk ikke føler sig repræsenteret af nogle af de politiske partier. Arbejderbevægelsen har i det hele taget været meget tavs overfor det spanske oprør. Det er nu venstrefløjens og fagbevægelsens pligt at gå ind i bevægelsen og støtte aktivt op om den, og forbinde den til arbejderklassen.

Revolutionens vinde blæser mod nord. De problemer, der eksisterer i Spanien og Grækenland, er til stede i hele Europa, om end med lokale forskelle. Det er kun et spørgsmål om tid, før den revolutionære bølge vil nå Skandinavien og resten af Nordeuropa. I mellemtiden er det altafgørende, at de aktive på venstrefløjen og i resten af arbejderbevægelsen diskuterer erfaringerne fra disse bevægelser, så vi ikke kommer til at stå på sidelinjen, når de kommer herop.