I hele Europa og den udviklede verden ser vi samme fænomen. Den økonomiske krise har sat arbejdsgivernes profitter under pres og har truet særligt banker og finansielle institutioner med konkurs. Svaret fra regeringerne kom prompte. Billion efter billion er blevet pumpet ud for at redde finanskapitalisterne og de store industrivirksomheder i Europa og USA der i opgangsperioden tjente historiske overskud. Nu er turen kommet til hele staters fallit, som vi nu ser det Grækenland og som der truer i horisonten i lande som Spanien, Portugal og endda til en vis grad Storbritannien. Og svaret fra regeringerne har været at udlåne endnu flere penge. Det har efterladt en enorm gæld som det nu forventes at de pågældende landes arbejderklasse betaler, først og fremmest gennem nedskæringer i velfærd, fyring og lønnedgang for offentligt ansatte, og igennem øgede skatter og afgifter.
Lønniveauet ned for enhver pris
Det er den ene side af sagen. Den anden er at kapitalisterne har øjnet en historisk mulighed for at udvide profitterne på bekostning af lønningerne. Arbejdsmarkedet er, som navnet antyder, et marked. Så for at presse lønningerne er det nødvendigt med et større arbejdsudbud. Og jo mere desperate de arbejdsløse er for at få et arbejde, jo lavere løn og jo højere arbejdstempo kan kapitalisterne gennemføre. Derfor har det danske dagpengesystem længe været en torn i øjet på kapitalisterne, i det at det har gjort det muligt for fyrede arbejdere at blive i deres bolig osv. i en vis periode, indtil de kunne finde nyt arbejde. Det selvom dagpengeniveauet i den senere periode er faldet tilbage fra gennemsnitligt omkring 75 procent af lønniveauet i 1982 til ca. 50 procent i 2007 (Ugebrevet A4 februar 2010).
Men det er stadig ikke nok. Kapitalisterne vil have tilbagerullet hele den semi-civiliserede levestandard som det er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig. Det er i det lys at al snakken om hævelse af pensionsalderen, ældrebombe, forøgelse af arbejdsudbuddet og de nuværende angreb skal ses. Angreb på dagpengeperiodens længde, uddannelserne, børnepengene osv. alt sammen er det tiltag der dels sigter på at lade arbejderklassen betale for redningsaktionerne, men frem for alt at gøre den del af \'samfundskagen\' som er arbejderklassens mindre og dermed kapitalisternes større.
Ny periode
Velfærdsbevægelsen i 2006-7 var på trods af sin enorme størrelse ikke i stand til at bekæmpe alle angrebene. Det på trods af at de offentlige arbejdere til sidst trådte ind på scene med pædagogernes og SOSU assistenternes imponerende \'ulovlige\' strejker i især Århus i sommeren 2007 der virkelig var en inspiration for hele arbejderklassen.
Men stadig var det ikke nok til at forhindre angrebene og slet ikke nok til at vælte den borgerlige regering. I dag, med en måske ny bevægelse under opsejling må vi spørge: hvorfor? Hvorfor lykkedes velfærdsbevægelsen ikke og hvilke konklusioner kan vi drage?
Under velfærdsbevægelsen blev der holdt adskillige massedemonstrationer under fag- og studenterbevægelsens ledelse. Hvorfor var det ikke nok at hundredetusindvis af demonstranter viste deres utilfredshed? Svaret er så simpelt som det er hårdt: klassekamp.
Den borgerlige regering er kapitalisternes politiske repræsentanter. Kapitalisternes interesser er diamentralt modsat arbejderklassens. Og derfor kan en-dags demonstrationer heller ikke overbevise dem om at de har taget fejl. De lytter ikke på gode argumenter. De forstår kun ét sprog: magt. Skal kampen vindes må der sættes magt bag ordene. Arbejderklassens magt består i dens position i produktionen. Arbejderklassen i den private sektor har mulighed for at sætte landet i stå, for at ramme kapitalisterne der hvor det gør mest ondt: på pengepungen, igennem strejker. Men det kræver at lederne af bevægelsen er konsekvente og klar til at føre kampene til ende og ikke stoppe efter en enkelt demonstration eller strejkedag.
Det betyder også at arbejderklassen har magten til at gennemtvinge den borgerlige regerings afgang og dermed nyvalg. For lammer arbejderklassen landet gennem strejker, står regeringen magtesløs. Men det kræver at arbejderbevægelsens ledelse bliver sit ansvar bevidst. Så længe den borgerlige regering sidder ved magten kan vi kun forvente angreb på angreb. Forsvaret for arbejderklassens og ungdommens levestandard er derfor uløseligt forbundet med spørgsmålet om regeringsmagten.
Regeringen på falderebet
Det står mere eller mindre klart den borgerlige regering vil tabe næste valg. Men det må ikke være en grund til at læne sig tilbage og vente på at Lars Løkke udskriver valget. Tværtimod. Valget må gennemtvinges så hurtigt som muligt. Kapitalisterne ved nemlig også godt at de borgerlige ryger ved næste valg og derfor vil de presse på for at Løkke gennemføre så mange forringelser som muligt inden den nye S-SF regering kommer til.
Det er årsagen til at det er så afgørende at kampen imod \'genopretningspakken\' og alle alle andre angreb på arbejdere og unge tages nu, under og imod den borgelige regering. At smide de bogerlige på porten på baggrund af en massebevægelse, er samtidig den bedste måde at presse på for at S-SF lever op til forventningerne om forsvare velfærden. For der er ingen garanti for at S-SF af sig selv tilbageruller angrebene. Tværtimod vil de stå overfor massivt pres fra kapitalisterne om at fortsætte angrebene.
Optrapning nødvendig
Over sommeren ligger landet politisk set mere eller mindre stille. Men så meget desto mere grund til at arbejderbevægelsens ledelse må forberede en klar og nådesløs kampagne imod \'genopretningspakken\', der kan løbe af stablen efter sommerferien. Inden sommerferien var der flere faglige ledere, der var fremme og snakke om behovet for et tillidsmandsmøde (ritzau juni 2010). Det er fuldstændigt korrekt.
Et nationalt tillidsmandsmøde indkaldt af LO og FTF, der er organisationer dannet for at samle arbejderklassens kampe, er den oplagte måde at starte en strejkekampagne imod den borgerlige regerings angreb og vil i sidste ende blive en kamp for den borgelige regerings afgang. Dog vil det være ærgerligt, som venstrefløjsnetværket Fagligt Ansvar forslår, at lægge det så sent som den 29. september. Det vil gøre det svært for deltagerne at få indflydelse på hvad der skal ske på folketingets åbning der ligger få dage senere, den 5. oktober.
Plan for sejr
Til at starte med vil et nationalt tillidsmandsmøde, så hurtigt som muligt efter sommerferien demokratisk kunne vedtage en slagplan som kan diskuteres på alle landets arbejdspladser. Startende med punktstrejker i afgørende sektorer for at vise muskler, og give arbejderklassen en ide om sin egen styrke vil det være oplagt at gennemføre en fuldstændig national strejke på folketingets åbning og mobilisere de strejkende til massedemonstration i alle landets større byer. Men i sig selv er det ikke nødvendigvis nok. Hvis regeringen og arbejdsgiverne på forhånd ved at bevægelsen kulminere i en 24 timers generalstrejke vil de bare ride stormen af. Derfor er det afgørende at en national strejke på folketingets åbningsdag bare bliver det første skridt. Giver regeringen ikke efter eller går af, må der øjeblikkeligt indkaldes til et nyt nationalt tillidsmandsmøde og strejkebevægelsen fortsættes. Løbende massedemonstrationer og virkeligt demokratiske tillidsmandsmøder under hele forløbet kan sikre at der hele tiden er forbindelse mellem toppen og bunden, at ledelsen ikke falder bagud i forhold til de almindelige arbejdere.
Med en sådan slagplan vil LO og FTF kunne føre arbejderklassen til sejr over den borgerlige regerings nedskæringer og angreb, og endda kunne skære igennem eventuelle krav om bod mod fagforeningerne, ved at vise styrke og beslutsomhed. Den borgerlige regering vil simpelthen ikke kunne regerer over et land der er sat i stå og de vil være tvunget til at trække \'genopretningspakken\' tilbage eller gå af. Demonstrationen den 8. juni viser at arbejderklassen er ved at komme sig over chokket af den økonomiske krise og er ved at strække sine muskler igen. Og som udsigterne er i dag, bliver der god brug for dem i den kommende periode.
Fjern ”genopretningspakken” – lad kapitalisterne betale
For en landsdækkende strejkekampagne
For et nationalt tillidsmandsmøde og en 24 timers generalstrejke
Ned med den borgerlige regering – fremtving nyvalg
