Den 8. juni var landet endnu engang vidne til en imponerede demonstration, med omkring 80.000 deltagere imod den borgerlige regerings angreb på arbejdere og unges leveforhold. Den nuværende kamp imod regeringens angreb adskiller sig fra velfærdsbevægelsen 2006-08 først og fremmest ved, at den foregår på baggrund af en verdensomspændende økonomisk krise.

Krisen betyder på den ene side, at der er pres på kapitalisternes profitter og statens finanser, hvilket igen betyder, at arbejdsforhold, lønninger og velfærd er under et uhyrligt pres.

På den anden side har krisen været en kærkommen lejlighed for arbejdsgiverne til at gå i offensiven og øge profitterne på bekostning af lønninger og arbejdsforhold. Det kan tydeligt ses i de lokale lønforhandlinger, hvor arbejdsgiverne forsøger at gennemtrumfe en destruktion af de fremskridt, som arbejderbevægelsen har vundet i de sidste år og årtier. Arbejdsgivernes offensiv har allerede ført til begyndende modsvar på nogle af de store arbejdspladser.

Vi har set arbejdsnedlæggelser på Carlsberg, TDC, MAN Diesel, Danfoss, Alpha Laval, Danpak Flexibles, og i Post Danmark. Disse arbejdsnedlæggelser er de første udtryk for, at arbejderne er ved at komme sig efter krisens chok-effekt. Mange oplever, at krisen og arbejdsgivernes offensiv ikke går over af sig selv. Man er nødt til at sætte foden ned og sige stop. Vi er stadig i en tidlig fase af denne udvikling, men situationen er begyndt at vende. Klassekampen vil igen komme på dagsordenen i den kommende tid.

Samtidig er vi vidne til en art panik før lukketid hos arbejdsgivernes politiske repræsentanter i den borgerlige regering. De forsøger manisk at komme igennem med så mange angreb som muligt, før de må gå af. De er klar over, at de sandsynligvis ikke vil overleve det næste valg. Efter alt at dømme vil de blive sparket på porten og erstattes af en regering med S og SF. Men hvilken politik vil en ny regering føre?

Udspillet fra S og SF, der bærer det misvisende navn ”Fair Løsning” lægger desværre ikke op til at gøre op med den borgerlige politik. Det væsentlige i planen er, at arbejderne skal arbejde mere (hvilket vil føre til flere fyringer, fordi der vil være brug for færre arbejdere til det samme arbejde), samt at arbejderklassen skal betale omkring seks milliarder mere i afgifter.

For virkelig at kæmpe forbedringer igennem og tilbagerulle alle angreb, de borgerlige har gennemført siden 2001, er der selvsagt brug for en ny regering, men den må bæres til magten af et massivt pres fra neden – af massestrejker, tillidsmandsmøder og mobiliseringer, der bygger videre på 8. juni. Bevægelsen må også tages ind i SF for at presse på for et venstresving og en politik, der vil lade overklassen betale for deres egen krise. Vi ønsker at tage del i denne proces, og vi opfordrer vores læsere til at gøre det samme.