Mandag den 10. maj blev de danske aktionærer 70 milliarder rigere. Det oplyser Spar Nord. Der var fest og glade dage på børsen. Dagen efter, tirsdag den 11. maj, præsenterede Socialdemokratiet og SF det nye økonomiske udspil, som de to partiers top er blevet enige om.

Nu kunne man forvente, at de førnævnte aktionærer ville ryste i bukserne over udsigten til, at de to store arbejderpartier ville præsentere deres bud på at knække krisen i den kapitalistiske økonomi. De kunne frygte, at deres seneste spekulative gevinst på 70 milliarder ville være i fare. Men de havde intet at frygte, kunne man forstå, da planen blev præsenteret. I stedet for at det er de danske kapitalister, der skal betale, er der lagt op til, at arbejderklassen skal betale gennem øget arbejdstid for de, der er i arbejde, cementering af de borgerliges pensions-angreb fra 2006, samt såkaldte ”produktivitetsstigninger (læs: øget arbejdspres og forringelser) i den offentlige sektor.

Et klassespørgsmål
Udspillet – der har fået navnet En fair løsning – indebærer et væld af større og mindre tiltag. Det tungeste forslag i rækken er uden tvivl det om øget arbejdstid: arbejdsugen skal hæves til 38 timer. Dertil kommer, at de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet og at flere skal fuldføre en ungdomsuddannelse.

Planen er, at den øgede arbejdstid skal give ekstra indtægter til det offentlige på 15 milliarder. Men det er langt fra en naturlov, at det er arbejdere, der skal betale for underskuddene på statens finanser. De manglende indtægter til det offentlige skyldes i al væsentlighed, at der er høj arbejdsløshed (med faldende skatteindtægter og øgede udgifter til understøttelse) – som igen skyldes, at de danske kapitalister har fyret folk i massevis for at redde aktionærernes profitter.

Det samme beløb kunne lige så vel hentes ved enten at konfiskere AP Møller koncernens profit, nationalisere olien i Nordsøen eller skabe arbejde til 50.000 arbejdsløse. Det er et spørgsmål om politik – om hvilken klasse, der skal betale regningen for, at det kapitalistiske system ikke fungerer: arbejderklassen eller kapitalisterne.

Det store problem i dansk økonomi er ikke, at de, der er i arbejde, arbejder for lidt. Det altoverskyggende problem er, at kapitalisterne lukker enorme mængder af produktion ned. I april var det – ifølge Danmarks Statistik – kun 75 procent af industriens produktionskapacitet, der blev udnyttet. Det vil sige, at hver fjerde maskine i gennemsnit står ubenyttet hen, mens tusindvis af arbejdere går ledige. Det er et enormt spild. For at rette op på dette spild er der brug for, at staten overtager bankerne og de største virksomheder, så økonomien kan sættes i gang og den vanvittige krise kan stoppes.

En uge til arbejdsgiverne
Kampen for en kortere arbejdsuge har altid været en af de vigtigste i arbejderbevægelsen. Kapitalisterne har alle dage spået dommedag, hvis arbejdstiden blev sat ned. Det gjorde de, da ottetimersdagen blev indført i 1919. Og de gjorde det, da arbejdsugen i perioden 1986-91 blev sat ned til 37 timer. Men på trods af, at samfundets produktion er blevet udviklet i enorm grad siden 1919, er arbejdstiden per dag stort set den samme som dengang. Spørgsmålet om arbejdsdagens længde er et spørgsmål om, hvor meget profit, arbejdsgiverne skal høste: de får mere profit ved at få færre arbejdere til at arbejde mere, og de får mindre profit ved at få flere arbejdere til at arbejde mindre. Det er alene et spørgsmål om klassekamp.

En udvidelse af arbejdsugen vil reelt betyde, at arbejderne skal arbejde en uge ekstra om året. Det vil stille uret tilbage til tiden før 1981, hvor den femte ferieuge blev indført. Det er ikke bare en ”lille justering” – men et tilbageskridt til forhold, der eksisterede for 30 år siden! Forslaget åbner en ladeport: hvorfor ikke 39 timer? 40? 45 timer? Arbejdsgiverne vil presse på for mere. Det kan allerede ses på det faktum, at den ekstra time om ugen ikke vil være nok til at overholde kravene fra EU – kapitalisterne har allerede grebet åbningen fra S og SF, og de kræver – allerede inden disse angreb er gennemført – yderligere angreb på arbejderklassen.

I en periode med stor arbejdsløshed er sådan et tilbageskridt endnu mere absurd. Ud over, at en øget arbejdstid tager arbejde fra de arbejdsløse, så betyder en udvidelse af normalarbejdstiden desuden, at arbejdsgiverne slipper for at betale overarbejdsbetaling i den pågældende time. Mange arbejdere har – ikke mindst på grund af dyre boliglån – ikke råd til at undvære betaling for overarbejde.

Arbejdsgiverne saboterer
Planen indeholder enkelte gode tiltag som for eksempel en garanti for, at alle unge på erhvervsuddannelserne skal garanteres en praktikplads. Det er i virkeligheden et yderst moderat krav, at alle skal kunne færdiggøre deres uddannelse. Det burde gennemføres omgående. Planen lægger op til, at en praktikpladsgaranti skal indgå som et punkt til forhandling mellem arbejdsgiverne, LO og en ny regering. Men allerede nu har arbejdsgiverne meldt ud, at de ikke vil være med til at sikre, at alle lærlinge kan få læreplads. Det er ren sabotage.

Det er tydeligt, at de danske kapitalister saboterer for selv de små forbedringer, som Socialdemokratiet og SF lægger op til, samtidig med at de presser på for endnu flere angreb på arbejderklassen. Denne sabotage må stoppes med resolutte midler. Hvis kapitalisterne aktivt forhindrer, at unge kan få en uddannelse, må deres store virksomheder nationaliseres og underkastes arbejderkontrol, så det bliver muligt at planlægge produktion, praktikforløb og en udvidelse af antallet af ansatte.

SF-toppen accepterer angreb på efterløn og pension
Som et led i det nye udspil, accepterer SF det såkaldte velfærdsforlig. Dette forlig – der rettelig burde hedde ”anti-velfærdsforliget” – indebærer, at et barn født i år tidligst kan forvente at gå på efterløn som 68½-årig og folkepension som 73½-årig. Til sammenligning kan det siges, at ufaglærte mænd i gennemsnit bliver 74,6 år gamle. Ufaglærte kvinder 79, 4 år. Forliget gør altså, at ufaglærte mænd tidligst kan holde op med at arbejde seks år inden de forventes at dø. Kvinder ti år. Forliget betyder, at mange faglærte arbejdere skal tilbringe 55 år på arbejdsmarkedet, førend de kan trække sig tilbage. Stik imod al hidtidig politik accepterer SF nu denne skandaløse tilstand.

Uhyrligt pres i det offentlige
SF fik en enorm fremgang ved at basere sig på kravene fra de offentligt ansatte, der var i kamp i 2006 (de omfattende pædagogstrejker, især i Århus og en række jyske byer), 2007 (SOSU-assistenternes arbejdsnedlæggelser) og ikke mindst 2008 (storkonflikten blandt pædagoger og sundhedspersonale). For de mest aktive lag i arbejderklassen blev SF det foretrukne parti. Partiet fik massiv fremgang i valg og meningsmålinger, og medlemstallet eksploderede. Men i En fair løsning er der ingen af kravene, der bliver indfriet. I stedet kan vi læse:

”Konkret foreslås det, at kommunerne over de næste 4 år leverer en årlig produktivitetsstigning på 1 mia. kr. – og det tilsvarende for regionerne og sygehusområdet. Endelig skal staten også levere en produktivitetsgevinst på i alt 2 mia. kr. Såvel kommuner som regioner får lov til at beholde deres produktivitetsgevinst.”

Med andre ord: det ubønhørlige pres, som ansatte i kommuner, regioner og stat har været underkastet de sidste mange år, får lov at fortsætte. Men ikke nok med det. Planen åbner for mere brugerbetaling:

”Den enkelte kommune skal have mulighed for at udvikle den fremtidige service med tilkøbsydelser, som gør det muligt at levere en bredere og individuelt tilpasset vifte af tilbud til den enkelte bruger.”

Den eneste grund til, at nogen måtte have behov for sådanne ”tilkøbsydelser” (det kan for eksempel være ordentlig hjemmehjælp) er, at der i forvejen er blevet skåret helt vanvittigt ned i kommunerne under de n borgerlige regerings misregimente. Der er brug for at rette op på denne skandaløse tilstand. Men der er ikke behov for mere brugerbetaling.

Hvad blev der af forbedringerne?
Mange arbejdere vil undre sig over dette udspil. Mange arbejdere har i den seneste periode sat deres håb til, at Socialdemokratiet og SF vil gøre op med de nedskæringer og privatiseringer, de borgerlige har gennemført i den seneste periode. De har sat deres håb til, at den ny regering vil sende regningen for krisen til de, der har skabt den – de store kapitalister (herunder de, der tjente 70 milliarder i spekulative gevinster i mandags). Disse forhåbninger hviler på et til stadighed tyndere grundlag, der bliver mindre og mindre, for hver gang den ledende fløj i SF’s folketingsgruppe drejer til højre og er ivrige efter at optræde ”ansvarligt” og ”regeringsdueligt” over for overklassen, det Radikale Venstre samt Socialdemokratiets ekstreme højrefløj, som for tiden sidder på magten i partiet.

Hvad er det, vi får stillet i udsigt af enhedsfronten mellem den ledende fløj i SF’s folketingsgruppe og Socialdemokratiets ekstreme højrefløj? Øget arbejdstid, øget pres i det offentlige og mere af det samme. Hensigtserklæringer om praktikpladser til alle, som vil blive saboteret af arbejdsgiverne. Hvad blev der af busbilletter til 10 kroner? Hvad blev der af stop for massefyringer? Hvad blev der af tilbagerulning af de borgerliges angreb på dagpenge, kontanthjælp og SU? Angrebene på Arbejdstilsynet? Tyveriet fra Landsbyggefonden? Kort sagt: hvor er de virkelige forbedringer blevet af?

Hvis SF deltager i en regering på dette grundlag kan det kun føre til, at tusindvis af arbejdere og unge bliver desillusionerede og bevæger sig bort fra SF. Det er en farlig kurs, som risikerer ikke blot at sætte den vundne fremgang over styr – den nuværende kurs risikerer også at skubbe de bedste lag i arbejderklassen og ungdommen væk fra partiet. SF må afholde sig fra at deltage i regering på dette grundlag. SF må stemme for en Socialdemokratisk regering, men selv holde sig udenfor, så man beholder sin frihed til at stemme for forbedringer og modarbejde tiltag, der vil angribe arbejderklassens forhold.

For en klassepolitik
Grunden til, at udspillet er fyldt med angreb på arbejderklassen i stedet for forbedringer er simpel: hvis man ikke vil tage livtag med kapitalisternes ejendomsret over produktion og profit, men i stedet vil administrere den kapitalistiske krise, bliver man – uanset hvilket parti man er medlem af – nødt til at angribe arbejderklassens leveforhold.

Men nedskæringer og dårligere forhold er ingen naturlov. Det er en lov, der følger af den kapitalistiske måde at indrette økonomien på, og en begunstigelse af aktionærer på bekostning af arbejdere, unge og pensionister.

Det er ligeledes ingen naturlov, at SF og Socialdemokratiet skal føre sådan en politik. Det er en ”lov” der følger af, at de lag, der har magten i partierne, har accepteret at holde sig inden for de rammer, som ”markedsøkonomien” udstikker. Men politikken kan ændres. Den lange række af angreb, som der nu lægges op til, kan kun standses, hvis S-SF er parate til at røre ved kapitalisternes ejendomsret over bankerne, forsikringsselskaberne og de største virksomheder.

Venstrefløjen i SF hverken kan eller vil stille sig tilfreds med dette udspil. Hvordan skal vi vinde et valg under parolen ”Stem på os – arbejd mere!”? Hvordan skal vi forklare vores kollegaer, venner og familie, at de skal stemme på og blive aktive i SF, når den ledende fløj i folketingsgruppen fører en politik, der i tiltagende grad er løsrevet fra de principper, som SF blev grundlagt for at forsvare? Der er brug for at ændre dette – der er brug for at kæmpe for et venstresving i SF.

• For en 35-timers arbejdsuge– skab arbejde til flere!
• Konfiskér finans-profitterne – nationalisér bankerne!
• Bekæmp arbejdsløsheden – nationalisér de 200 største virksomheder!