Statsminister Lars løkke Rasmussen har den seneste tid været en travl mand. Han har været ude og ringe på dørklokker og arrangere møder for at få et nyt projekt op at stå. Projektet hedder Vækstforum og det er en gruppe mennesker, der skal give regeringen gode råd til at komme ud af krisen.
Statsministeren har i alt samlet 30 indflydelsesrige mennesker hvoriblandt der kan tælles administrerende direktører i Mærsk, DI, Danfoss og Dansk Arbejdsgiverforening.

Vækstforum afløser Globaliseringsrådet, der var nedsat af tidligere statsminister Anders Fogh. Globaliseringsrådet var bredere sammensat og havde interesserne spredt mere ud. Vækstforum vidner derimod om en klarere orientering mod mere liberalistisk og økonomisk tækning og en meget ensrettet fokus mod det private erhvervsliv.

Samling af erhvervs-toppen
Ud af vækstforums tredive medlemmer kommer to, Harald Børsting (Formand for LO)og Thorkild E. Jensesn (CO-industri), fra arbejderbevægelsens organisationer. Resten er topfolk fra erhvervslivet og højreorienterede tænkere fra Aarhus universitet og Copenhagen Business School. Oprettelsen af Vækstforum giver toppen af det danske erhvervsliv direkte kontakt til regeringen og bedre muligheder end før for at præge denne.

I en krisetid, som den vi står i, er dette en fantastisk mulighed for erhvervslivet til at rejse krav om nedskæringer, der kan optimere deres profitter. Der kan ikke være nogen tvivl om, at krisen vil blive brugt til at angribe arbejderklassen og det velfærdssamfund denne har skabt. Ved at holde mere regelmæssige møder mellem regeringen og erhvervslivets ledelse er det lettere end før at føre en ensrettet klassepolitik.

Erhvervslivet har i den økonomiske opsvingsperiode haft overskuddet til at kunne konkurrere med hinanden. Kapitalistklassen ved dog at der i krisetid er behov for klasseenhed, dette er Vækstforum et let gennemskueligt udtryk for. Kun ved denne enhed over for arbejderklassen vil de være i stand til at gennemtvinge de nedskæringer, de ser som nødvendige for at bevare deres profitter. Arbejderklassens forsvar må være lige så skråsikkert som det angreb de udsættes for. Fuld enighed mod de borgerlige.

Vækstforum må afsløres
Dette er ikke kun en tom floskel, men betyder konkret at arbejderbevægelsen må afsløre Vækstforum for hvad det virkeligt er, en base til angreb mod arbejderklassen. Hvis Harald Børsting og Thorkild E. Jensen deltager ”samarbejdsvilligt” i dette forum vil de i praksis komme til at legalisere dens eksistens og ”klasse neutralitet”.

Niels Smedegaard Andersen er øverste chef for A.P. Møller og med i regeringens Vækstforum. Hele forummet er besat af Danmarks største kapitalister og deres repræsentanter. Arbejderbevægelsen har kun to repræsentanter
Når arbejderbevægelsens repræsentanter deltager i et sådant forum må vi sige: ”Vi ved, at dette forum er oprettet for at styrke kapitalisternes profitter på bekostning af arbejderklassens levestandard. Derfor deltager vi kun for at få kendskab til deres planer, offentliggøre dem, og fremføre vores eget, selvstændige modsvar.” Det er den linje, der er brug for.

Ned med det ”stille diplomati”
De to repræsentanter for arbejderbevægelsen vil i Vækstforum kun blive taget med på råd når erhvervslivet vil sikre sig at arbejderbevægelsen ikke vil svare for hårdt igen. Arbejderbevægelsens tilstedeværelse i Vækstforum må bruges til at afsløre overklassens planer. Vores ledere må gøre det klart, at de kun er med i dette arbejderfjendske selskab for at bekæmpe det og afsløre, hvilke kugler der bliver støbt imod arbejderklassen i dette forum.

Arbejder-ledernes opgave er i denne sammenhæng at stille sig i klar opposition til den generelle linje der bliver lagt af vækstforum. Da de er i mindretal to til 28 er der ingen jordisk chance for at arbejderbevægelsen får noget at skulle have sagt til disse møder. Det eneste, arbejderbevægelsen kan bruge disse to poster til, er til at være informeret om kapitalisternes planer. Og disse informationer kan arbejderbevægelsen kun bruge hvis de bliver offentliggjort og gjort tilgængelige for alle dele af arbejderklassen. Der må være fuld åbenhed, og arbejderbevægelsens repræsentanter må informere om alt, der foregår på Vækstforum-møderne. Al ”hemmeligt diplomati” er kun til gavn for arbejdsgiverne og deres repræsentanter.

Fagbevægelsen må forberede sig på slag
Arbejderbevægelsens ledere må forberede LO og CO-industri til det næste dyk i krisen. Fagforeningerne må være klar til at modgå ethvert angreb fra arbejdsgiverne. De borgerlige er hurtige til at blive enige om at hvis der er mindre at tage af må vi alle sammen ofre os. Det betyder fra deres synspunkt; lønnedgang, arbejdsintensivering, og afskedigelse af medarbejdere. Dette har vi allerede set starten på ved fyringerne på MAN Diesel, Lindø og Vestas, samt de krav, SAS’ ledelse har stillet til deres ansatte om lønnedgang. Ved det sidste opsving var der fra arbejdsgivernes side dog ikke tale om at alle skulle have en del af kagen. På trods af stigende profitter var arbejdsgiverne konstant bange for at give lønmæssige indrømmelser. Når de næste angreb fra arbejdsgiverne kommer, må arbejderbevægelsens svar derfor også være klart. I har fået jeres, nu vil vi have vores. Det er arbejdsgivernes krise, det er dem der må betale.

At Vækstforum skulle være et visionært mødested, der kan føre Danmark ud af krisen er en borgerlig utopi. Krisens løsning ligger ikke inden for Vækstforums muligheder. Den eneste mulighed og eneste eksistens grundlag denne har, er at bringe kapitalisterne ud af krisen med mindst mulige tab. Dette vil uden tvivl være på arbejderklassens bekostning. Dette må vi ikke lade ske. Kapitalisterne må betale for deres egen krise.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.