Ledelsens forslag til reformprogram for SF rejser en række afgørende spørgsmål, der alle i bund og grund er centreret om, hvordan SF skal agere, når de kommer i regering.
Faren ved reformprogrammet er nemlig, at det kommer til at erstatte principprogrammet. Altså kampen for et socialistisk samfund. Behovet for et socialistisk samfund bliver tydeligere, for hver dag der går med økonomisk krise. Og særligt når SF endelig har chancen for at indgå i en samlet front i arbejderbevægelsen i kamp mod de borgerlige, er det så meget desto vigtigere, at det endelige mål ikke nedtones, men tværtimod skærpes. Kampen for socialisme må derfor tænkes ind i alle aspekter. På den måde kan man sige, at principprogrammet faktisk bør komme mere i forgrunden, når der er udsigt til, at SF kommer med i en regering.
Der er stillet 36 siders ændringsforslag, hvilket er nok til at tage modet fra selv de mest ihærdige. Men nærlæser man forslagene, er der en række forsag, der skiller sig ud som væsentlige diskussioner. Selvom de umiddelbart handler om vidt forskellige emner, som gratis tandlægehjælp, nationalisering af bankerne og nej til NATO, går der alligevel en rød tråd igennem forslagene; forsvaret for principprogrammets og SF’s hidtidige venstreorienterede politik om velfærd, demokrati, fred og socialisme.
Vi vil her forsøge at give vores bud på de vigtigste diskussioner af reformprogrammet før weekendens møde.
Økonomisk krise og socialisme
Ingen kan være i tvivl om, at vi nu står i den værste økonomiske krise siden 1930’erne. Krisen omtales i ledelsens forslag konsekvent som en ”finansiel krise”; mens en lang række forslag går på at ændre denne formulering til ”økonomisk krise”, med den begrundelse at det er en grundlæggende krise i kapitalismen, og ikke blot i det finansielle system. Forretningsudvalget (FU) indstiller denne formulering til vedtagelse.
Det kan måske virke som bare ord, men det er en vigtig pointering, at den nuværende krise er en grundlæggende krise i kapitalismen. Deraf følger en række vigtige konklusioner; at krisen dermed ikke kan løses gennem bedre regulering af finansinstitutioner, men at der dermed er brug for et opgør med selve kapitalismen. Det er om noget en grundlæggende konklusion, men en konklusion som ledelsen ikke drager af at acceptere ændringsforslaget.
 |
Reformprogrammet er netop fremsat af ledelsen med den begrundelse, at der er brug for et program til at beskrive SF’s politik i de næste 10-15 år, da socialisme er noget, der ligger langt ude i fremtiden.
Intet sted i reformprogrammet nævnes socialisme. Der er stillet 3 ændringsforslag, der alle på hver deres måde vil indføje i reformprogrammet, at SF’s (stadig) er et socialistisk parti. Et andet forslag vil slå fast, at der er ”behov for politiske tiltag, hvor økonomien ikke blot er et markedsanliggende, men et samfundsanliggende.”
Disse forslag er lige, hvad der er brug for. FU afviser imidlertid alle disse ændringsforslag med henvisning til, at det allerede står beskrevet i reformprogrammet. Men som sagt er målet om socialisme fuldstændig fraværende, og derfor mener vi at ethvert forslag om at indføje socialisme i reformprogrammet ikke bare må støttes, men at diskussionen må udvides. For når SF sidder i regering rejser det spørgsmålet om hvordan socialisme indføjes, ikke bare i et dokument, men i selve samfundsøkonomien.
Velfærd og finansiering
En lang række ændringsforslag går på at erstatte ordet ”vækst” med begrebet ”bæredygtig udvikling”. Argumentationen er at vækst ikke er mulig samtidig med en bæredygtig grøn udvikling, og at der skal fokuseres på den kvalitative udvikling frem for den kvantitative. FU afviser alle disse forslag og slår fast, at ”reformprogrammets sigte er at skabe vækst i arbejdspladser og kvalitativ vækst med grøn teknologi mv.”
Vi er fuldstændig enige i, at vækst må være et centralt mål for SF. Vækst er afgørende, for at kunne sikre mad til alle der sulter, boliger til alle der mangler, nedsættelse af arbejdstiden og en generel stigning i leveforholdene for arbejderklassen og de fattige verden over.
Men spørgsmålet er, hvordan skaber vi den vækst? Og ikke mindre vigtigt; hvordan skaber vi en vækst, der ikke ødelægger kloden gennem miljøforurening? For vi må ikke glemme, at konteksten er en historisk stor økonomisk krise. Det svarer reformprogrammet ikke på.
Den nuværende krise viser, at vækst ikke bare kommer fordi vi ønsker det. Kapitalisterne producerer kun hvis synes, at de kan få profit nok. Forsøgene med keynsianistisk politik i 1970’erne viser, at staten ikke ”kan overvinde krisen” ved at øge de offentlige investeringer. Pengene skal komme et sted fra. Den massive underskudsfinansiering fra 70'erne og den deraf følgende gæld er det bedste svar på dette løsningsforslag. Hvad, der er nødvendigt, er at trænge ind på kapitalisternes domæne: den private ejendomsret over produktionsmidlerne. Det er den eneste måde at sikre arbejdspladser, stillet overfor eksplosivt stigende arbejdsløshed. Det er den eneste måde at sikre, at prisen for krisen ikke lægges på arbejderklassens skuldre.
Vi mener derfor, at det er afgørende at afvise ethvert forslag om, at SF ikke skal gå ind for vækst. Men samtidig er det nødvendigt at starte en diskussion af, hvordan denne vækst kan skabes, og hvordan det kan sikres, at den bliver miljørigtig.
Velfærd og ansvarlighed
I reformprogrammet slås det fast, at SF vil føre en økonomisk ansvarlig politik, med ”orden i samfundsøkonomien”. Der er for så vidt ikke noget galt i en ansvarlig økonomisk politik, men spørgsmålet må rejse sig; ansvarlig overfor hvem? En politik der sikrer ansvarlige forhold for arbejderklassen. At alle har arbejde, kan få passet deres børn på betryggende vis og har et sted at bo, der ikke truer med at sende dem ud i bundløs gæld.
Desværre lader det til, at sigtet med ledelsens forslag er ansvarlig politik overfor virksomhedernes konkurrenceevne osv. Det kan jo lyde fornuftigt. Men her må vi huske, hvad det er, at repræsentanterne for disse kræver. Arbejdsgiver organisationen Dansk Industri kræver lønnedgang, øget arbejdsudbud [læs: arbejdsløshed] og markedsgørelse af velfærden. Skal SF være ansvarlig overfor de danske kapitalister, kommer det til at kollidere frontalt med alle dem, som SF repræsentere. Nemlig arbejdere og unge.
Der er flere ændringsforslag, der vil udvide programmet for en forbedring af velfærden. Især mange er faldet over den nuværende formulering om ”billigere tandlægebehandling til økonomisk dårligt stillede.” Mange ønsker dette ændret til gratis tandlæge til alle, andre tilføjer gratis psykologhjælp og endnu andre gratis kollektiv transport og gratis daginstitutioner.
Det er alt sammen rigtig gode forslag. De kan virke små og ubetydelige, men de sætter fingeren på det ømmeste punkt i ledelsen forslag. Og det kommer særligt grafisk til udtryk i ledelsens afvisning, der begrundes med, at det strider imod SF’s strategi, at ”SF’s politik ikke er, at dagsinstitutioner skal være gratis” og at ”gratis tandlægebehandling for alle vil være meget dyrt”. Men hvorfor er gratis behandling af alle andre kropsdele ikke for dyrt? Her har vi kardinalpunktet: vi er i en krise.
Økonomien bliver ikke bedre lige foreløbig. Statens udgifter til overførselsindkomster osv. vil stige kraftigt i takt med arbejdsløsheden. Samtidigt vil skatteindtægterne falde af samme årsag. Så hvis vi accepterer, at kapitalistklassen har eneret over produktionen, ja så er der ganske rigtigt ikke råd til de forslåede forbedringer. Men ikke nok med det. Så er der ikke råd til forbedringer i det hele taget! Så kan vi ligeså godt lade de borgerlige fortsætte deres nedskæringer og privatiseringer, for det giver mening... Ud fra perspektivet om at administrere krisen i den kapitalistiske økonomi.
Arbejdsløshed
Der er i det hele taget en del velbegrundet kritik af ledelsens retorik også i forhold til arbejdsløse, hvor FU gør meget ud af, at de arbejdsløse ikke bare har ”ret” til et arbejde, men også ”pligt”. At tale om arbejdsløses pligt til at arbejde i den nuværende situation må siges at være mildest talt upassende. 25-30 procent arbejdsløshed blandt bygningsarbejdere i København og 25 procent af alle nyudlærte arbejdere står uden arbejde. Mon ikke også ledelsen vil være enig i, at det ikke skyldes manglende pligtfølelse hos de arbejdsløse?
SF må stå som forsvarer af arbejdsløses rettigheder, særligt i en situation med stadige massefyringer. Alle arbejdere har interesse i ordentlige forhold for arbejdsløse. Jo ringere forholdene er for de arbejdsløse, jo større bliver frygten for arbejdsløshed, hvilket kapitalisterne udnytter for at presse løn og arbejdsforhold for de, der er tilbage på arbejdspladserne. Det er ikke arbejderklassens, der skal leve op til forpligtelser, men os som socialister, der er forpligtet til at kæmpe for alle arbejdere og unges sag. Også de arbejdsløse.
En gennemgribende diskussion
En lang række forslag afvises af FU med den begrundelse, at de er for detaljerede for reformprogrammet. Det er selvfølgelig umuligt for en regering at følge en fuldstændigt udspecificeret drejebog. Også for en regering med deltagelse fra SF. Men det må ikke forhindre de vigtige diskussioner om, hvor langt SF vil bøje sig for de borgerliges krav om nedskæringer, angreb på arbejdsløses rettigheder og lignende For kravene vil blive massive.
Hvordan skal økonomien styres
I reformprogrammet er formuleringerne om, hvordan økonomien skal styres meget svage. FU foreslår i et ændringsforslag at udvande reformprogrammet yderligere. De vil ændre sætningen ”En del af virksomhedernes overskud skal afsættes til en pulje, som medarbejderne bestemmer over”, til at virksomheden i samarbejde med medarbejderne skal bestemme. Der er ikke behov for yderligere udvanding. Men stramning. Samarbejdet mellem virksomhederne og medarbejderne består for tiden i, at arbejdsgiverne dikterer fyringer, arbejdsfordelinger og lønnedgang. Så meget for det samarbejde.
Et andet ændringsforslag viser tværtimod den eneste vej at gå, og rejser lige netop det centrale aspekt, ved at ville tilføje; ”derfor skal de vigtigste dele af banksektoren nationaliseres gradvist.” FU afviser imidlertid forslaget, fordi det ”ikke er i tråd med gældende politik.” Om det skal være gældende politik er vel det, der er til diskussion på landsmødet?
Spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over de værdier, der skabes ude på arbejdspladserne, er helt centralt. Uden kontrol med de vigtigste dele af økonomien kan en arbejderregering ikke sikre vækst, arbejde og velfærd. Og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Derfor er kravet om nationalisering, først og fremmest af banksektoren, men også de andre vigtige dele af økonomien helt centralt i et reformprogram for en kommende arbejderregering.
Internationale relationer
Den sidste blok af ændringsforslag, vi vil behandle i denne artikel, omhandler Danmark og det globale. Her bliver en helt central diskussion, diskussionen af SF’s holdning til NATO.
SF har altid været imod NATO medlemskab, men ledelsen har på det sidste lagt op til en opblødning på dette helt centrale spørgsmål.
 |
SF Syddjurs foreslår, at man stadig skal gå ind for en afvikling af NATO og en generel nedrustning. Et virkelig positivt forslag som viser, at et lag i SF af en vis størrelse ikke uden videre vil se stille til, mens den politiske linje udvandes.
FU afviser imidlertid forslaget. Hidtil har SF argumenteret for FN sanktionering af militære operationer, men nu er selv dette ifølge ledelsen åbenbart passé. Den nye sikkerhedspolitiske linje fremgår mest tydeligt i begrundelsen for afvisningen af et andet ændringsforslag, hvor de åbner mulighed for, at en regering med SF kan indgå i en fremtidig angrebskrig:
”HB ikke vil binde SF/en kommende centrum-venstre regering til, at et veto fra Sikkerhedsrådets [i FN] medlemmer i alle tilfælde skal kunne blokere for en militær operation under en humanitær katastrofe som f.eks. folkedrab.” Der skal ikke meget ændring af formuleringen til for at samme argumentation kunne bruges i forhold til krigen mod Irak.
For det første er det vigtigt ikke at have nogen illusioner til FN, der ikke er andet end en samling af verdens regeringer. Angela Merkel, Gordon Brown og Lars Løkke bliver ikke mere fornuftige af at blive sat sammen i FN regi. Man må huske på, at krigen i Afghanistan er FN sanktioneret og at blokaderne i Irak, der dræbte en halv million børn, ligeledes var sanktioneret af FN.
Men vi mener samtidig, at det er vigtigt at gå kraftigt imod ledelsens brud på den hidtidige sikkerhedspolitik og deres åbning for militære interventioner. Der er en direkte sammenhæng mellem at droppe NATO-modstand og åbne op for angrebskrig. Og der er den forkerte vej at gå. SF bør være i front, når det gælder nedrustning og kampen mod imperialistisk krig. Ledelsens anbefalinger går den modsatte vej.
For et program med reformer
SF må have et program for konkrete reformer såsom gratis tandlægehjælp, arbejde til alle og et rent miljø. Men med den alvorlige økonomiske krise er det også tydeligt, at et sådan program ikke kan gennemføres uden at det kædes sammen med den helt konkrete kamp for et socialistisk samfund, hvor det er samfundet, der bestemmer over økonomien, og ikke markedskræfterne, der styrer. Med andre ord et samfund hvor de vigtigste dele af økonomien er under arbejderklassens kontrol.
Ledelsen forslag til reformprogram lægger op til en afgørende debat, og flere af ændringsforslagene viser, at der er en vilje til at fastholde og uddybe en klar socialistisk politik blandt et lag af SF'ere. Det er disse folk, der den bedste sikring af SF's fremtid. Også i og efter en kommende regering, og de utallige diskussioner der vil rejse sig i fremtiden.
