At drømme om socialisme i en fjern fremtid er ingen sag. Opgaven for revolutionære socialister er at vise en konkret vej frem mod socialisme. De sidste år har vi set en sand eksplosion af protester mod det kapitalistiske systems elendighed. Med den nu udfoldende krise vil det uden tvivl tage til i takt med, at folk fyres, sættes fra hus og hjem og velfærden beskæres endnu kraftigere.

Indtil videre har protesterne haft det til fælles, at de for størstedelens vedkomne har været opsplittede og rettet mod enkeltstående dele af det kapitalistiske system. Delvise undtagelser har været de store velfærdsdemonstrationer i 2006 og 2007, hvor titusindere af arbejdere og unge samledes i brede protester mod den borgerlige regering.

Det er revolutionære socialisters hovedopgave at vise, at forringelserne og nedskæringerne skyldes selve kapitalismen og selv om midlertidige delreformer er mulige i visse perioder, så er den eneste egentlige løsning et opgør med det kapitalistiske system som sådan. Det gælder især i en periode, hvor økonomien er i krise og kapitalisterne med næb og lør vil bekæmpe selv den mindste reform til gavn for arbejderklassen. Vi ser dagligt, hvordan reformisme bliver til kontrareformisme. Ved angreb på arbejderklassens leveforhold i form blandt andet en intensivering af arbejdet og ubehjælpelige overenskomstresultater.

I overstående kontekst er den seneste debat i Kontradoxa om marxistiske svar på krisen i almindelighed og Enhedslistens paroler, i særdeleshed yderst interessant (Der tænkes på: Anders Hadberg: Enhedslisten og krisen: To hovedopgaver, Pelle Dragsted: Styrkeforhold, agitation og analyse, Anders Hadberg: »Enhedslisten og finanskrisen«, Adam Ring og Frederik Ohsten: »Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen«, Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen »Ham der Marx …«.).

Adam Ring og Frederik Ohsten har allerede i ”Kommentar: Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen” vist, at et opgør med kapitalismen er den eneste løsning på krisen, som er til gavn for arbejderklassen. Det udtømmer dog ikke spørgsmålet om, hvilke paroler og krav vi kan stille i dag, som kan bringe os nærmere socialismen.

Jeg er enig med Anders Hadberg (fremover AH), når han skriver, at de udmeldinger ledelserne i arbejderpartierne er kommet med, kun i yderst begrænset omfang peger i retning af socialisme. Men AH præsenterer aldrig selv et egentligt program mod krisen, som peger i socialistisk retning. Alternativet til ledelsernes reformistiske politik blæser i vinden. Især det afgørende spørgsmål om nationaliseringer forbigås i stilhed. Det er artiklens mål at vise, hvordan kravet om nationaliseringer er afgørende for et revolutionært kriseprogram.

Ikke hvad, men hvorledes
Pelle Dragsted (fremover PD) bruger i ”Styrkeforhold, agitation og analyse” et helt afsnit på at forvisse os om, at topledelsen i Enhedslisten skam vil et opgør med det kapitalistiske samfund. Det er vel også forventeligt, når det slås klart fast i Enhedslisten principprogram:

”Socialisme er et samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel.”

I politik er spørgsmålet om ”hvad” dog kun udgangspunkt. Det afgørende spørgsmål er ”hvorledes”.

Det spørgsmål nægter PD at svare på. I stedet beskylder han alle andre for at ville ”stå på en ølkasse og råbe, at socialismen er svaret”. Han påstår faktisk direkte, at hans kritikere skulle ønske dårligere forhold for arbejderklassen: ”Hadberg mener, ligesom andre mere doktrinære kritikere på Modkrafts debatforum, at forslag om regulering af kapital eller andre indgreb overfor den nyliberalistiske model er reformisme og lappeløsninger, der skader mere end de gavner.”

Det kan ikke forstås som andet end et bevidst og ukammeratlig forsøg på at afspore debatten. PD siger, at den ”sort-hvide revolution/reformisme-dikotomi” skal droppes. Hvad betyder det egentligt? At en politik kan være både reformistisk og revolutionær på samme tidspunkt? Det giver ikke mening. Problemet er, at PD forveksler reformer med reformisme. Forskellen er afgørende. Især i en kriseperiode som nu, er det kun under et revolutionært pres, hvor borgerskabet begynder at frygte for sin egen eksistens, at det er muligt at presse reformer igennem.

De konkrete reformforslag
I både Enhedslistens hjælpepakke og på deres temahjemmeside om krisen er der masse af fine konkrete forslag, som har til mål at lade kapitalisterne betale for deres egen krise og lade arbejderklassen gå fri. Det drejer sig om:

• Hjælp til boligejere i modstand mod tvangsauktioner
• Billigere kredit til arbejdere og små erhvervsdrivende
• Offentlige investeringer for at bekæmpe arbejdsløshed
• Regulering og demokratisering af banksektoren

Ingen, der vil kalde sig socialister, kan tage afstand fra sådanne krav.

Kravene er dog kun et første skridt. Men står de alene, skaber det to problemer.

For det første er det uklart, at det er kapitalismen, som er problemet og ikke den konkrete førte politik. Enhedslistens temaside om krisen indledes således med ordene: ”For Enhedslisten er det åbenbart; den eskalerende finansielle krise er resultatet af tyve års fejlslået økonomisk politik.” Krisen er altså forårsaget af politikken og ikke af selve det økonomiske system. Sætningen uddybes ingen steder. Men gentages blandt andet i den eneste løbeseddel Enhedslisten har udgivet om krisen (se her). Samtidig præsenteres alle løsningerne som permanente løsningsforslag. Der opbygges, som jeg senere vil vise mere indgående, en illusion om, at arbejderklassen kan gå fri af krisen uden at bryde med kapitalismen.

Hvorfor slås det ikke et eneste sted fast, at krisen, uanset hvilken politik der føres, vil skade arbejderklassen i større eller mindre grad, hvis ikke der brydes med kapitalismen? Mener PD virkelig, at arbejderklassen kan klare skærene og komme uskadt igennem krisen? Hvis det er tilfældet, forstå jeg godt, at PD ikke mener, at det er så afgørende at konkretisere spørgsmålet om en socialistisk revolution. Hvis kapitalismen ikke behøves være dårlig for arbejderklassen, hvorfor så bryde med den?

For det det andet forklares det absolut ingen steder, hvordan et brud med kapitalismen kan laves. Socialisme behandles gang på gang som noget i en fjern fremtid. Det vender jeg ligeledes tilbage til.

AH fanger i hans replikker kun den første problematik, selv om han også omtaler den anden. AHs forslag til krav om arbejdsdeling uden lønnedgang, forbud mod fyringer i overskudsgivende virksomheder, krav om åbne regnskabsbøger og så videre er gode krav, som alle er med til vise, at krisen har en klassekarakter.

PD påstår, at angreb på grådighed, spekulanter og bankdirektører er at afsløre krisens klassekarakter. Det er det på ingen måde. Det er at kritisere arbejderklassens udbytning, når den tager form af renter. Klassekarakteren afsløres først fuldt ud, når man kritiserer merværdien i alle dens former. Når man holder fast i, at deregulering og spekulation var med til at forstærke opsvinget og derfor nu i endnu højere grad er med til at forstærke krisen. Men at krisen var kommet uanset hvilken politik, der var blevet ført. I ”Ham der Marx…” skriver Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen at ”hvis man skal undgå kriser, så skal markeder reguleres eller helt erstattes af andre måder at organisere samfundsøkonomien på.” Bemærk det lille ”eller”. Det viser, at regulering af markeder er mere end nok til at undgå kriser. PD citerer tilmed citatet for at være udtryk for ”krav og forslag, der rækker udover den kapitalistiske produktionsmåde”!

Men lad os bevæge os væk fra polemikken og mod et program af konkrete krav, som tager udgangspunkt i de problemer arbejdere og unge står overfor nu og her, men som samtidig afslører krisens klassekarakter og peger frem imod socialismen.

Overgangskrav
Sådanne krav har et navn i den marxistiske litteratur. De kaldes overgangskrav. Leon Trotskij forklarede allerede i Overgangsprogrammet fra 1938, at de socialdemokratiske programmer i højere og højere grad var blevet opsplittet i minimumsprogrammer med de konkrete krav og maksimumsprogrammer om socialismen i en fjern fremtid. Herved antog reformerne fra minimumsprogrammerme en reformistisk karakter, fordi de ikke blev kædet sammen med maksimumskravene om et socialistisk samfund.

Trotskij sagde ikke, at minimumsprogrammet bare skulle droppes:

”Det gamle "minimumsprogram" er blevet overflødiggjort af overgangsprogrammet, hvis opgave består i systematisk at mobilisere masserne for den proletariske revolution.” Eller mere uddybende: ”Det er nødvendigt, at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten.”

I sig selv er de reformforslag, som ledelserne i alle arbejderpartierne er fremkommet med, som allerede omtalt, udmærkede og kan uden problemer fungere som udgangspunktet for overgangskrav. Problemet er, i mine øjne, at de står alene. Det er præcis sådan, at reformforslag bliver reformistiske. Det er den afgørende skelnen som PD ikke forstår, fordi han i tråd med idéen om maksimumsprogrammer og minimumsprogrammer gør meget ud af forskellen på kortsigtede og langsigtede krav.

Faktisk fremhæver PD det som en styrke ved hans position, at han ikke præsenterer overgangskrav. ”Det handler om at gøre socialistisk politik konkret og til noget, der vedrører menneskers hverdag og ikke bare til en drøm om en (fjern) socialistisk fremtid, som Per Clausen meget fint beskriver i lederen af februarnummeret af medlemsbladet Rød+Grøn”, skriver PD. Hvorfor skulle de to ting udelukke hinanden? Hvorfor kan konkrete krav ikke forbindes med kravet om socialisme? Det mangler PD at forklare.

Forrykkede styrkepositioner?
PD forsvar sin position på klassisk reformistisk manér:

”Men vi er jo ikke i en situation, hvor de ideologiske eller materielle styrkeforhold giver nogle muligheder for at vinde tilslutning til et afgørende brud med kapitalismen og en overgang til en socialistisk produktionsmåde (som vi ikke engang selv har et præcist billede af).”

Det er fuldt ud korrekt, at flertallet lige nu ikke vil tilslutte sig revolutionære idéer. Men derfor er opgaven lige præcis at styrke de revolutionære idéers position i arbejderbevægelsen. Karl Marx skrev i Det Kommunistiske Manifest: ”Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig.” Det samme gælder for revolutionære socialister. Hvordan skulle idéen om nødvendigheden af en socialistisk revolution nogensinde sprede sig, hvis dem som selv påstår, de tror på den, ikke vil sige noget om den udadtil?

PD siger selv, at ”formålet er at øge klassebevidstheden hos befolkningen”. Men PDs idé om ”forrykkede styrkepositioner” er teoretisk set yderst uholdbar. Bag den gemmer der sig en idé om, at vi gradvist skal styrke arbejderklassens position, indtil vi på et tidspunkt pludselig kan lave revolutionen. Man kan næsten høre Bernsteins ”bevægelsen er alt, målet er intet”. PD skriver: ”Kapitalisme er jo ikke bare kapitalisme. Indenfor et kapitalistisk samfund kan kapitalens magt over samfundets dele være større eller mindre”.

I en krisetid
Går vi abstrakt til spørgsmålet, er dette selvfølgelig rigtigt. Derfor vil vi hellere have borgerligt demokrati end diktatur, fordi det giver bedre mulighed for politisk organisering. Derfor vil vi hellere have en velfærdsstat end laissez faire, fordi en uddannet og velernæret arbejderklasse også styrker den politiske organisering, fordi arbejderne i mindre grad skal fokusere på deres egen overlevelse.

Men hvilken periode står vi i lige nu? Står vi i en periode som efterkrigstiden, hvor velfærdsstaten blev opbygget med begrænset modstand fra kapitalistklassen, fordi vi havde vækstrater på 4, 5, 6 eller 7 procent?

Nej, vi står i den største krise siden 1930’erne. Verdensproduktionen forventes at falde i år. I Danmark tyder selv borgerlige økonomers prognoser på, at Danmark ikke vil producere mere end i 2007 før tidligst 2012. I en sådan periode vil kapitalisterne med alt hvad der står i deres magt, bekæmpe alle reformer til fordel for arbejderklassen.

Kapitalistiske kriser, den nuværende medtaget, skyldes mangel på profitabilitet. De skyldes, at kapitalisterne ikke vil bruge deres produktionsmidler, som de har monopol på, fordi de ikke kan tjene nok profit. Hvordan kan kapitalisterne komme til at tjene mere profit? Der er to muligheder. 1) De kan angribe arbejderklassens leveforhold. 2) Der kan ske destruktion af produktionsmidler og varer, hvilket også mindsker kapitalisternes omkostninger.

Efter krisen i 1930’erne var det først med verdenskrigen, at profitabiliteten blev genskabt.

Alle reformer som arbejderklassen får i en periode som vores, har derfor en meget midlertidig og ustabil karakter. I praksis ser vi dog også nedskæringer og forringelser frem for forbedringer på alle fronter. Det er derfor fuldstændig utopisk at tale om en gradvis forbedring af styrkeforholdene. Der er to løsninger på krisen. Enten ødelægges samfundets produktionsmidler og arbejderklassens forhold angribes, eller også gennemføres den socialistiske revolution til gavn for arbejderklassen.

Alle reformer til fordel for arbejderklassen rammer kapitalisternes profitter. I en krisetid som nu vil kapitalisterne gøre oprør over sådanne reformer, hvis de skulle blive indført. I Venezuela har vi de seneste år set, hvordan kapitalistklassen har forsøgt at sabotere økonomien gennem både lockout, stop for investeringer og fabrikslukninger.

Hvis PD vil fastholde, at det handler om at styrke klassebevidstheden, er det afgørende, at lige nøjagtigt ovenstående pointe ikke holdes skjult. Selvfølgelig skal vi blive ved med at kræve alle mulige del reformer inden for kapitalismen og gå ind i alle arbejderklassens konkrete kampe. Men når vi siger, at arbejdsgiverne skal betale for krisen, så må vi forstå og forklare, at det aldrig kan ske inden for det kapitalistiske samfundsrammer. Kun sådan kan vi udbrede forståelsen for nødvendigheden af revolutionære idéer og derved styrke de revolutionære idéer i arbejderbevægelsen.

I Enhedslistens hjælpepakke siges det om finansieringen:

”Nationalbanken har haft penge nok til at dække spekulanternes tab, og staten har i disse år et enormt overskud. Der bør derfor også være finansiering til en hjælpepakke for almindelige mennesker. Samtidig vil det være en samfundsmæssig og økonomisk fordel, at vi undgår de sociale problemer og stigende arbejdsløshed, der følger af krisen. Herudover bør skatten hæves for bankerne, hvis profitter i de seneste 10 år er eksploderet og udgjort mere en 200 milliarder kroner efter skat.”

Enhver som læser dette, får den idé, at vi ved bare at skære lidt i profitterne, kan lade arbejderklassen gå fri af krisen. Det er en illusion.

Socialismens modenhed
Problemet er heller ikke, som PD tydeligvis mener, at de objektive betingelser for socialisme ikke er til stede. Arbejderklassen har på verdensplan aldrig været større og stærkere. Produktivkræfterne har aldrig været mere samfundsmæssige. Trotskij skrev allerede i Overgangsprogrammet i 1930’erne krisekontekst:

”Al tale om at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, d.v.s. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise.”

Den nuværende opgave er at opbygge den revolutionære ledelse, som kan påbegynde en kamp mod den nuværende reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen. Ellers bliver idéen om en socialistisk revolution til en abstrakt idé om et tidspunkt, hvor hele arbejderklassen pludselig indser kapitalismens dårligdomme og spontant gennemfører revolutionen.

Igen må vi dog ikke nøjes med at anerkende, hvad der er brug for. Vi må forstå, hvordan vi får det.

Teori, agitation og propaganda
Kammerat PD gør meget ud af at skelne mellem analyse og agitation. Hvad han i virkeligheden skelner imellem er linjen indadtil og udadtil. AH reproducerer denne skelnen i hans idé om at mobilisere henholdsvis medlemmer og sympatisører på den ene side (indadtil) og den sociale bevægelse (udadtil) på den anden side. Indadtil kan vi være nok så revolutionære, men udadtil vil vi bare skræmme folk væk. Lenin kritiserede i ”Hvad må der gøres” i 1903 økonomisterne for lige præcis dette standpunkt.

Lenin anerkender med udgangspunkt i Friedrich Engels, at vi må skelne mellem det udadvendte politiske arbejde og det i sagens natur indadvendte teoretiske arbejde. Selvfølgelig betinger det sidstnævnte førstnævnte, men det er ikke diskussionen her. Lenin forstod også, at udadvendt politisk arbejde tager mange former. Han skelnede mellem agitation og propaganda:

”Hidtil har vi (sammen med Plekhanov og med alle den internationale arbejderbevægelses ledere) troet, at propagandisten, når han for eksempel tager netop spørgsmålet om arbejdsløsheden, må forklare krisernes kapitalistiske natur, påvise årsagerne til, at de er uundgåelige i det nuværende samfund og opridse nødvendigheden af dets omdannelse til et socialistisk samfund osv. Han må kort sagt give mange idéer, så mange, at alle disse ideer i deres totale omfang kun vil blive opfattet af (relativt) få personer. Agitatoren derimod, som taler om det samme spørgsmål, tager et eksempel, som er kendt af alle hans tilhørere, og som er særlig indlysende, – for eksempel en arbejdsløs familie, som er død af sult, den tiltagende elendighed etc. – og sætter al sin kraft ind på, ved brugen af eksempler, som alle kender, at give masserne én idé: ideen om det meningsløse i modsigelsen mellem rigdommens vækst og elendighedens vækst, han bestræber sig for hos masserne at vække utilfredshed og harme over denne skrigende uretfærdighed, mens han overlader til propagandisten at give en udtømmende forklaring på denne modsigelse. Propagandisten virker derfor hovedsageligt ved det trykte, agitatoren ved det levende ord."

Problemet i hele PDs politiske position er, at der ingen propaganda er. De krav han fremstiller får derfor en reformistisk karakter.

Han citerer på uærlig vis bolsjevikkernes ”Fred, Jord og Brød”. Ja, det var bolsjevikkernes parole. Men var den parole det eneste, bolsjevikkerne sagde? Nej, det var en vigtig agitatorisk parole, som blev støttet op af massiv propaganda for en socialistisk revolution. Hvis PD vil fastholde hans reformistiske politik, må han erkende, at hans linje er marxismen fjern.

Et socialistisk overgangsprogram
PD kritiserer med rette AH for ikke at komme med konkrete krav i hans første replik. AH kommer derfor selv med en række forslag til krav i hans anden replik, der som allerede omtalt sætter fokus på, at det kapitalistiske system er problemet.

Men AH går i stå på det aller mest afgørende spørgsmål. Han skriver: ”Derfor må vi også introducere mere vidtgående krav og forslag, inklusiv systemoverskridende krav, der peger på en anden måde at organisere samfundet på. (…) Et eksempel et sådan krav kunne være gennem en beskæftigelsesplan at introducere offentlige investeringer, som overtager områder, der for nuværende er underlagt profitabel kapitalistisk produktion.”

Det sidste er noget af det mest kryptiske, jeg længe har læst. Er AH bange for at bruge det egentlige begreb; nationaliseringer?

Også PD svarer yderst tøvende på spørgsmålet: ”Hvad er forholdet mellem staten og produktionen under socialismen. Er det arbejderne eller staten, der skal eje virksomheden, bestemme over den og hvem skal have overskuddet`? Diskussionen er for eksempel særlig aktuel i Venezuela efter de gennemførte nationaliseringer. Jeg er nok af den holdning, at vitale dele af økonomien såsom banker, naturressourcer med videre, skal være under statslig kontrol og ejerskab, selvfølgelig med stor grad af medarbejderinflydelse.”

Demokrati og planøkonomi
Både PD og AH afviger spørgsmålet om nationaliseringer ved at gentage paroler om arbejderkontrol. Men hvad er arbejderkontrol uden nationaliseringer? Hvis ikke de enkelte virksomheder indgår i en samlet planlagt økonomi, vil de skulle konkurrerer på et marked præcis som i dag. Det vil intet gøre imod kapitalismens planløshed og evige profitjagt.

Rune Lund, tidligere MF for Enhedslisten, gik for nyligt samme vej i hans artikel ”Ingen socialisme uden markedsøkonomi og det repræsentative demokrati” i Kritisk Debat. Her lærer vi, at hvem som ejer hvad, er ligegyldigt:

”Om samfundets virksomheder er statsejede, privatejede, kooperativer, anpartsselskaber, andre selskabsformer eller en skøn blanding af det hele er fuldstændigt ligegyldigt og uafhængigt af diskussionen om markedsøkonomi kontra planøkonomi.”

Det kunne være interessant at høre Rune, hvordan han vil planlægge noget, som han ikke ejer? En arbejderregering kan kræve nok så meget af kapitalisterne, men så længe kapitalisterne sidder på den økonomiske magt, er der ingen grund til, at de skulle adlyde. Runes idé om socialistisk økonomi viser sig da også at være kapitalisme med et menneskeligt ansigt:

”Et positivt bud på en socialistisk økonomi som alternativ til den i dag eksisterende markeds (og plan-) økonomi vil jeg derfor - på baggrund af ovenstående - mene vil komme til at indeholde en høj grad af markedsøkonomi, det vil sige at produktionsplanlægning i høj grad vil blive foretaget decentralt i den enkelte virksomhed, da dette ligger i naturlig forlængelse af idealet om et demokrati tæt på det enkelte menneske. Samtidig skal disse produktionsbeslutninger tages indenfor rammerne af en markedsøkonomi, der er præget af en snæver politisk ramme”.

Det vil sige, at Rune mener, at de enkelte virksomheder i udgangspunktet selv må beslutte, hvad de vil producere, af hvilken kvalitet og til hvilke priser. Det er præcis dét, de kapitalistiske virksomheder gør i dag. Runes idealsamfund er en (måske meget) reguleret kapitalisme (”snæver politisk ramme”).

Virksomheder, som producerer til et marked, vil aldrig producerer for at tilfredsstille folks behov. Rune tager fejl, når han skriver: ”Markedsøkonomien - i en situation med konkurrence mellem forskellige virksomheder - vil typisk tage udgangspunkt i forbrugernes efterspørgsel.” At sælge til et marked betyder altid at sælge for at tjene penge; for at tjene profit. I kapitalistisk forstand er der først efterspørgsel efter en vare, når efterspørgeren har penge til at købe varen. Hiv-smittede i Afrika efterspørger i den forstand ikke medicin, fordi de ikke har penge til at købe den for. Det er derfor demokratisk planøkonomi er markedsøkonomi overlegen.

Selvfølgelig skal der være demokrati ude i de enkelte virksomheder, hvor det bestemmes, hvordan produktionen gennemføres, hvordan arbejdet fordeles og så videre. Men det er dybt udemokratisk, at det er arbejderne på tandpastafabrikken, som skal bestemme, hvilken tandpasta resten af os skal bruge. Derfor er der brug for en demokratisk plan, som alle virksomheder selvfølgelig indgår som en del af. Det er ikke tandpastaarbejderne, som skal eje tandpastamaskiner. Det er samfundet, fordi det er samfundet som helhed, der har brug for den tandpasta, de producerer.

Spørgsmålet om ejerskab er derfor fuldstændig afgørende, hvis man vil et egentlig brud med den kapitalistiske økonomi. Selvfølgelig skal vi stille krav om arbejderkontrol allerede under kapitalismen for at afsløre det vanvittige i et system, hvor demokratiet er udelukket fra samfundets vigtigste beslutninger om investeringer, fyringer og så videre. Men arbejderklassen kan aldrig kontrollere det, den ikke ejer. Derfor er kravet om nationaliseringer under arbejderkontrol afgørende i et revolutionært perspektiv.

IMTs kriseprogram
Med lad os vende tilbage til spørgsmålet om de konkrete overgangskrav nu og her.

I november 2008 udgav den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) et manifest mod krisen, som er blevet oversat til dansk af Socialistisk Standpunkt. Her står i overflod de krav, som PD hungrer efter. Som citeret ser PD alternativet til hans politik som en ”råben på socialisme”. Døm selv. De indledende krav er:

• ”Ikke flere redningspakker til de rige. Ingen belønning til finansfyrsterne! Nationaliser bankerne og forsikringsfirmaerne under arbejdernes demokratiske kontrol og styring. Bankbeslutninger må træffes for flertallet af samfundets interesse, ikke for et mindretal af rige dagdrivere. Kompensation for nationaliserede banker og andre virksomheder skal kun udbetales i tilfælde af beviseligt behov til små investorer. Nationaliseringen af bankerne er den eneste måde at garantere almindelige menneskers indlån og opsparinger.

• Demokratisk kontrol med bankerne. Bestyrelserne bør sammensættes på følgende måde: en tredjedel vælges af de ansatte, en tredjedel vælges af fagforeningerne for at repræsentere arbejderklassens overordnede interesser og en tredjedel vælges af regeringen.

• En øjeblikkelig afskaffelse af de ublu bonusser. Alle direktørlønninger må begrænses til lønnen for en faglært arbejder. Hvorfor skulle en bankdirektør være mere værd end en læge eller tandlæge? Hvis bankdirektørerne ikke rede til at arbejde under rimelige betingelser, må de få vist døren ud og erstattes af kvalificerede kandidater, hvoraf mange søger arbejde og er villige til at tjene samfundet.

• En øjeblikkelig reduktion af rentesatserne, som bør begrænses til de nødvendige omkostninger forbundet med bankoperationer. Billig kredit må gøres tilgængelig for dem der behøver det: små virksomheder og arbejdere, der vil købe hus, ikke bankchefer og kapitalister.

• Retten til et hjem; øjeblikkeligt stop for tvangsauktioner, en generel reduktion af renterne og et massivt byggeprogram for almennyttige boliger, der er til at betale.” (side 5)

Disse krav indeholder mange af de samme elementer, som jeg opridsede fra Enhedslistens udmeldinger i begyndelsen. Men de tager også skridtet videre. Kravet om en nationalisering af bankerne fremhæves klart og tydeligt. Det krav har Enhedslisten kun rejst på uklar vis i Dragsteds og Aaen kronikken ”Hvem skal have bank?”. Alligevel fremsættes der krav på Enhedslisten temaside om: ”Oprettelse af en offentligt ejede banker og kreditselskaber”. Altså ikke nationalisering, men tværtimod en opdeling af finanssektoren i to. Problemet ved kravet er, at det kun er en dråbe i havet, som på ingen måde vil forhindre spekulative bobler. Hvilken del af banksektoren vil kapitalisterne bruge? Den offentlige, som er pålagt en masse restriktioner, eller den frie private? At stille spørgsmålet giver svaret.

Manifestet mod krisen går dog også skridtet videre og fortsætter med krav af stigende propagandisk karakter:

• ”Nej til arbejdsløshed! Arbejde eller fuld understøttelse til alle!

• Ned med forretningshemmeligheder! Åbn regnskaberne! Lad arbejderne få adgang til information om al bedrageriet, spekulationen, skattehullerne, de lyssky handler og overdrevne profitter og bonusser. Lad folk se, hvorledes de er blevet ført bag lyset, og hvem der er er ansvarlig for det nuværende rod!

• Nej til lukning af fabrikker! En fabrik, der lukker, er en besat fabrik!

• Nationalisering under arbejdernes kontrol og drift for fabrikker, der truer med lukning!

• For et vidtrækkende program for offentlige arbejder: for et byggeprogram med alment boligbyggeri til at betale, skoler, hospitaler og veje, for at give arbejde til de arbejdsløse.

• For umiddelbar indførelse af en 32-timers arbejdsuge uden lønnedgang!

• For en socialistisk planlagt økonomi, hvor arbejdsløshed vil blive afskaffet og samfundet på sit banner vil skrive: ALMEN RET TIL ARBEJDE!”

Det er lige nøjagtigt sådanne krav, jeg efterlyser fra arbejderpartiernes ledelser. Det er det rene fantasteri, udbryder PD, fordi socialisme for ham er noget i en fjern fremtid. Men måske er det fordi, at lederne af den såkaldte venstrefløj i arbejderbevægelsen aldrig har fremført sådanne idéer?

Eksempelvis blev der for nylig vedtaget en resolution om lige præcis overtagelse af bankerne i Malernes Fagforening i Købehavn. Det hedder således klart og tydeligt i resolutionen:

”Vi må protestere mod at staten skal agere kassekredit for bankerne der har skovlet milliardoverskud ind til aktionærerne. Bankspekulanterne har vist sig uegnede til opgaven. At de konstant beder staten om flere penge har gjort sagen klar. Bankerne må overtages af staten, så de kan drives efter samfundets bedste, i stedet for efter spekulanternes pengelommer.”
(Resolutionen kan læses her)

Det der adskiller de overstående krav fra både dem AH og PD og for den sags skyld arbejderpartiernes ledelser fremsætter, er, at der er fokus på nationaliseringer. Ikke stillet abstrakt, men stillet som overgangskrav. Udgangspunktet er nationalisering af banksektoren. Både fordi banksektoren spiller en central i kapitalismen og fordi, at det er det mest åbenlyse eksempel på, at kapitalistklassen bare er en parasitklasse. Herefter følger kravet om nationalisering af lukningstruede virksomheder, hvilket lige præcis også forbinder sig med de konkrete fyringsproblemer.

Det afgørende propagandistiske krav er lige præcis kravet om en demokratisk planlagt økonomi. I Danmark kunne kravet stilles helt konkret, som nationaliseringen af de 200 største virksomheder under arbejderklassens kontrol. Virksomhedernes bestyrelse kunne sammensættes demokratisk med en 1/3 fra virksomhedens arbejdere, 1/3 fra fagforeningen og 1/3 fra staten. Hver af disse kunne varetage arbejderklassen lokale og nationale interesser. (En uddybning kan læses her)

Hvorfor kan man ingen steder, uanset hvor meget man graver i Enhedslistens udmeldinger, finde krav i tråd med disse? Hvorfor tages principprogrammers konklusion om et opgør med kapitalismen ikke seriøst?

Jeg frygter, at det er fordi, at man har bildt sig ind, at socialisme er noget i en fjern fremtid. Det er en selvopfyldende profeti. Socialismen kommer ikke af sig selv. Den kommer kun gennem revolutionæres bevidste kamp. Det er derfor for, at vi har brug for et program, som tager udgangspunkt i, at kapitalisterne må betale for deres egen krise og samtidig viser, at det kræver et brud med det kapitalistiske system. Som i korte agitatoriske paroler stiller skarpt på krisens klassegrundlag, men som i tekst og tale præcist forklarer, at socialismen er det eneste alternativ til kapitalismens krise. Det, der er brug for, er et overgangsprogram.