”Det er økonomien, der er bestemmende, men kun i sidste ende. Af mere direkte betydning er de politisk-psykologiske processer, der nu finder sted i det tyske proletariat og som også har sin egen logik.” (Leon Trotskij, The First Five Years of the Communist International, introduktion til 1924 edition – egen oversættelse.)

Der er ingen mekanisk sammenhæng mellem den økonomiske og den politiske situation, men ikke des do mindre har den nuværende økonomiske krise en grundlæggende effekt på den politiske udvikling, ikke mindst arbejderklassens bevidsthed.

Som marxister ved vi, at menneskets bevidsthed i bund og grund er konservativ, og i lange perioder halter bagefter begivenhederne. Til hverdag går tiden med at stå op, aflevere børnene i børnehave, arbejde, hente børn, lave mad, vaske op, vaske tøj, gøre rent, smøre madpakker, se TV, gå i seng og forfra næste morgen. Til hverdag ønsker det store flertal at fortsætte med det kendte, at tingene er, som de plejer.

Men store begivenheder ryster samfundet i sin grundvold og tvinger folk til at genoverveje sine tidligere opfattelser. Det er præcis sådan en periode, vi lever i.

Finanskrisen ryster arbejderklassen ud af det vante forestilling. Det bliver mere og mere tydeligt, at systemet ikke virker. Efter murens fald fik vi at vide, at markedsøkonomien var det eneste system, der virkede, at det frie marked ville sørge for evig fremgang, og at vi alle kunne leve lykkeligt til vores dages ende. Men nu er det tydeligt, at det frie marked ikke kan sikre stabilitet og fremgang. De bankchefer og andre kapitalister, der i den seneste periode blev stinkende rige og krævede hårde nedskæringer på arbejdslønninger, afregulering af den finansielle sektor osv., kommer nu rendende til regeringen og beder om hjælp til at sikre sig gennem krisen.

Regeringer verden over er parate til at give bankerne, hvad de beder om. I den første redningspakke for bankerne stillede regeringen garanti for samtlige indlån udover 35 mia. kr., som bankerne selv skulle sikre, dvs. at staten med skatteydernes penge stillede en garanti på 3000 mia. kr. Men det var ikke nok; bankerne bad om delvise nationaliseringer, som det er set i andre lande, og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen sagde til Børsen, ”hvis der er et behov, så må [bankerne] jo henvende sig, og så må vi drøfte det.” (epn.dk, 11.11.08). Det må siges at være en noget anden tilgang end regeringens tilgang til alle ,dem der har været ude i strejker og demonstrationer og bedt om flere penge til velfærd. De er blevet mødt med en kold skulder og formaninger om ikke at være for grådige og egoistiske.

Al regeringens snak om, at der ikke er råd til velfærd afsløres som det rene hykleri, når de kan give milliarder til bankerne.

Det store flertal af arbejdere og unge begynder nu at kunne se dette hykleri, at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismen som system og at lede efter svar på krisen og hvordan den løses.

Det åbner enorme muligheder for marxisterne, som er de eneste, der har forudset og forklaret krisen, og som er de eneste, der kan komme med et svar på, hvordan vi i fremtiden kan undgå kriser, og hvordan vi sikrer arbejdere og unges forhold.
Men de marxistiske kræfter er alt for små til at nå de store lag af arbejdere og unge. De ser til deres traditionelle organisationer, dvs. fagforeningerne og arbejderpartierne for svar. Desværre er svarene svære at finde hos arbejderklassens ledelse, der har mere travlt med at ”være ansvarlige” end med at sikre arbejdernes interesser.

Men der er ingen tvivl om, at klassekampen i den næste periode skærpes og vil blive mere bitter, efterhånden som borgerskabet vil lægge byrden for krisen på arbejderklassens skuldre.

De borgerlige i angreb
Den borgerlige regering har siden den blev valgt i 2001 stået for det ene angreb efter det andet på ungdommen og arbejderklassen.

Hvert år er der blevet skåret ned på skoler, hospitaler, børnehaver, ældrepleje osv. bl.a. gennem strammere budgetter i kommunerne og regionerne.
Ifølge en undersøgelse FOA har foretaget står næsten halvdelen af landets kommuner overfor større besparelser for at få økonomien til at hænge sammen i 2009.

Ifølge økonomien Henrik Herløv har aftalen mellem kommunerne og regeringen givet kommunerne ”fået lov til” en vækst i velfærdsservice på 350 mio. kr. i 2009. Men det kommer til at betyde omfattende besparelser, da der er brug for minimum 1,3 mia. bare for at holde det nuværende niveau, fordi der kommer flere ældre. Hertil kommer, at sygedagpenge - og socialområdet har udvist ekstraordinære store stigninger i de senere år og må forventes fortsat at fortsætte hermed i 2009.

Besparelserne er en del af regeringens 2015-plan, hvor de har lagt op til store besparelser. Realvæksten i det samlede offentlige forbrug lå i 1994 – 2001 årligt på 2,1 procent, den faldt mellem 2002 – 2008 til 1, 5 procent, men skal i årene fra 2009 til 2015 reduceres til 0,9 procent i årligt gennemsnit. De seneste års massive nedskæringer er altså ingenting i forhold til hvad vi kan forvente. Og dette er planen inden finanskrisen for alvor satte ind.

Derudover har regeringen gennem forskellige tiltag privatiseret store dele af den offentlige sektor, og støtter private selskaber på bekostning af de offentlige. For eksempel får et privathospital 1 krone mens det offentlige får 75 øre for at udføre den samme operation. Målt i penge overførte regionerne 763 millioner kroner til de private aktører i 2007, hvilket var ikke mindre end 61,2 procent mere end i 2006. Gennem skattefri sundhedsforsikringer, ventetidsgarantier, generel udsultning af det offentlige sundhedsvæsen osv. har regeringen ført en effektiv politik for et privat sundhedsvæsen frem for et offentligt.

Den borgerlige regering har gjort det til en god forretning at drive et privathospital. I 2002 havde de 12 største privathospitaler i Danmark tilsammen et underskud på syv millioner kroner. I 2006 havde Hamlet, det største privathospital i Danmark tidoblet sit overskud fra 2004 til 2006 til et plus på bundlinjen på 19,2 millioner kroner.

Men regeringens nye sundhedspolitik løser problemet af sig selv; den bedste behandling er arbejde! Regeringen har med sin nye sygefraværspolitik besluttet at det sundeste for syge mennesker er at gå på arbejde. På basis af forskning der har vist, at det ikke er sundt at lægge på sofaen, hvis man har ondt i ryggen, skal alle syge, uanset om de lider af stress, depressioner eller lignende nu sendes tilbage i arbejde. Samtlige eksperter på området siger at det er fuldstændig absurd, og kan have fatale konsekvenser for de syge. (ugebrevet a4 13-10-08, nr. 34). Det på et tidspunkt hvor øget arbejdstempo og antal arbejdstimer sender endnu flere danskere hjem fra arbejde med lige netop stress.

Mens velfærden angribes forgyldes de rigeste gennem skattelettelser
Ikke nok med det, regeringen har også udført et frontalangreb på de rettigheder som arbejderklasse gennem hårde kampe har tilkæmpet sig. efterløns- og pensionsalderen blev sat op, aktiveringsreglerne blev strammet, kontanthjælpen indskrænket især for unge alt sammen med argumentet om at der mangler arbejdskraft.

Dagpengene i Danmark er meget lavere end i mange andre europæiske lande. Dagpengeloftet har Ifølge Arbejdsmarkedskommissionen betydet at kun 15 procent af de ledige har en kompensationsgrad på 90 procent. Blandt højtlønnede faggrupper som for eksempel ingeniørerne ligger kompensationsgraden i snit på cirka 45 procent. Tal fra LO viser at kompensationsgraden for en gennemsnitlig LO-lønmodtager er faldet med 25 procentpoint i løbet af de seneste 25 år. Eller med andre ord: Et procentpoint om året. Dvs. dagpengene er forringet med 25 procent.
Men enhver kan nu se, at regeringens angreb på da arbejdsløses forhold i virkeligheden handlede om at forringe forholdene inden krisen og dermed arbejdsløsheden for alvor sætter ind.

Regeringen har i hele sin regeringsperiode tilgodeset erhvervslivet og bankfolkene. Regeringen har bl.a. liberaliseret både låne- og boligmarkedet og dermed været medskyldige i opbyggelsen af den enorme boligbobbel vi nu ser punktere og forøge krisen. Redningspakkerne til de danske banker viser, at spørgsmålet om at ”have råd” er et klassespørgsmål. Den borgerlige regering har ikke haft råd til velfærd, højere løn til de offentligt ansatte og miljøforbedringer i hele sin regeringstid. Men nu er der åbenbart råd til milliarder til de danske banker. Med redningspakkerne kaster regeringen de danske skatteydere, dvs. i høj grad arbejderklassens, penge ind i et spil russisk roulette for at redde de danske finanskapitalister.

Udover angrebene direkte på arbejderklassen og velfærden har regeringen sendt danske tropper i krig i både Afghanistan og Irak, den har indskrænket demokratiet med såkaldte anti-terrorlove og forringet miljøet.

Regeringens angreb på arbejderklassen er sket i tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, der af nogen fuldstændig fejlagtigt fremstilles som et arbejderparti.

Dansk Folkeparti
Regeringen har kunne sidde på magten de seneste 8 år på mandat fra Dansk Folkeparti. Det første der må slås fast er at DF på ingen måde kan betegnes som et arbejderparti. Dets sociale basis er småborgerskabet, men de får også støtte fra de større kapitalister, som f.eks. Mærsk.

DF forsøger at fremstille sig selv som et ”socialt” parti, på linje med Socialdemokraterne. Men den har støttet regeringen i alle vigtige angreb på arbejderklassen, og har hver gang reddet regeringen. Racismen har været en helt klar taktik fra de borgerlige for at splitte arbejderklassen op, og bekæmpe hinanden internt i stedet for samlet at kæmpe mod regeringen.

AT DF har kunne vokse som de har skyldes først og fremmest svagheden og højredrejningen hos arbejderklassens ledelse. Fremstod arbejderpartierne med at klart svar på arbejderklassens problemer ville støtten til Dansk Folkeparti smuldre.
Ingen af partierne har forklaret hvorfor, der skete utallige angreb på velfærden under både Nyrup og Fogh. DFs forklaring om at det var indvandrernes skyld var den eneste forklaring der blev fremsat og det fik nogen overbevist af manglen på en bedre forklaring. Ved at puste til frygten fik DF, godt hjulpet på vej af medierne, skabt et skræmmebillede. Et skræmmebillede som arbejderpartiernes ledelse har været med til at legitimere, senest med aftalen ”plads til alle, der vil” mellem Socialdemokraterne og SF, hvor der slås fast at antallet af indvandrere må begrænses, og hvor 24-års-regel og tilknytningskravet indgår som en del af aftalen, selvom SF officielt stadig er imod de to regler.

Det er tydeligt, at det ikke er indvandrerne, der er problemet. Siden regeringen kom til magten har der næsten været lukket for flere indvandrere og flygtninge, og arbejderklassens problemer er ikke blevet mindre – tværtimod er de blevet større.
Alle kravene fra Dansk Folkeparti er blevet gennemført, og hver gang er de blevet endnu mere rabiate i deres forslag til at gøre livet ubehageligt for indvandrere og flygtninge. Det eneste formål med deres politik er en splittelse af arbejderklassen på etniske linjer! Dansk Folkeparti har ikke ført til nogen som helst forbedringer for nogen; den har sammen med regeringen angrebet arbejderklassen og ført indvandrere og flygtning ud i yderste fattigdom og ydmygende forhold.

Det eneste, deres politik har formået, er at skabe splittelse i arbejderklassen og øge den frustration, der opbygges hos dele af anden generationsindvandrerne. En frustration som politiet med deres visitationszoner øger endnu mere, hvilket har ført til eksplosioner med afbrændte biler o.l. Vi støtter ikke afbrændte biler, men kan forstå, at der er opbygget en frustration hos denne gruppe af unge. Den eneste løsning og konstruktive brug af denne energi er i samlet handling fra arbejderklassen på tværs af etniske og religiøse skel.

At regeringen er blevet nødt til at læne sig op ad DF, der for en stor del består af mere eller mindre galninge, viser også borgerskabets svaghed.

På det seneste er Dansk Folkeparti begyndt at trække i land; de er bange for at støtte angreb på arbejderne, med mindre socialdemokraterne er med. Det har fået nogle, bl.a. Information, til at snakke om muligheden for et såkaldt ”socialt flertal”. Det ”Sociale flertal” ville være en regering med i hvert fald Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Et sådant flertal ville absolut ikke være socialt, men en fuldstændig katastrofe for den arbejderklassen. Dansk Folkepartis eneste formål er at smadre arbejderklassen og deres organisationer, midlet er racismen. En sådan regering er på nuværende tidspunkt meget usandsynlig, men det situationen kan skifte. Er der på nogen måde optakt til det må alle aktive arbejdere og unge energisk bekæmpe det som den vigtigste opgave.

En svækket regering
De danske kapitalister var rigtig glade, da den borgerlige regering kom til magten. Nu skulle den virkelig have en skalle imod samtlige af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og leveforhold. Men den borgerlige regering har ikke kunne opfylde sin mission. I forhold til hvad kapitalisterne har krævet, har regeringens angreb ikke været store nok. Kapitalisterne er begyndt at indse at de borgerlige partier, især Venstre, ikke på nuværende tidspunkt er det bedste redskab for at få gennemført deres politik, Den borgerlige regering er et værktøj for kapitalisterne til at smadre velfærden og arbejderklassen; er den ikke i stand til det, vil kapitalisterne lede efter bedre værktøjer.

I efteråret 2008 forsøgte regeringen endnu engang at angribe de arbejdsløse med en nedsættelse af dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Men denne gang måtte de opgive angrebet, da først LO-formanden Harald Børsting og derefter SF og Socialdemokraterne gik imod forringelserne.

Kapitalisternes melding var klar, ”det var ikke godt nok”, lød det samstemmende fra Dansk Industri (DI) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Både DI og DA har længe krævet endnu hårdere angreb, og brokkede sig da også højlydt over, at regeringen ikke kom igennem med angrebene på dagpengene.

På den ene side viser det tydeligt, at regeringen er forholdsvis svag. Den har længe haft planer om, at angribe arbejderklassen meget hårdere end den endnu har formået. Hvis de gennemfører angrebene uden støtte fra arbejderbevægelsen, vil alle illusionerne til den borgerlige regering om at den også går ind til velfærd smuldre. Det er denne illusion der er den eneste grund til at de borgerlige har kunnet blive siddende på magten, og det er arbejderbevægelsens ledelse der har været med til at opretholde illusionen. Men da LO gjorde det klart, at de var imod dagpengeforringelserne trak Socialdemokraterne sig ud af forhandlingerne, muligvis også at frygt for at tabe yderligere terræn til SF, som også havde trukket sig fra forhandlingerne. Vi har altså nu en meget svag borgerlig regering, der ikke tør angribe velfærden uden i hvert fald socialdemokraterne er med. Regeringen har jo ellers fået hjælp fra Dansk Folkeparti til sine angreb, men fagforeningen for de ufaglærte 3F truede med en massiv kampagne mod DF, hvis de støttede dagpengeangrebet, og så var de også ude.

Regeringen står svagt, og for eksempel er deres stort anlagte politireform nu fuldstændig mislykket, så selv politiet har truet med arbejdskamp.

På den anden side viser det også, at den borgerlige regering kun sidder på magten på arbejderbevægelsens nåde. Vi har i tidligere perspektiver forklaret, hvordan den borgerlige regering kunne have været væltet af velfærdsprotesterne, hvis arbejderpartierne var gået forrest og havde samlet kampene og fremsat et klart program. At den borgerlige har kunne blive mere end 7 år ved magten skyldes ikke, at den danske arbejderklasse er glade for de borgerlige, men at alternativet er svært at få øje på.

Men borgerskabet har brug for angreb på arbejderklassen, og kan den ikke få dem igennem med en borgerlig regering, så må det prøve en anden løsning.
SF’s fremgang har betydet, at ledelsen i Socialdemokratiet har afvist at støtte en række forslag fra regeringen af frygt for at miste terræn, og de borgerlige står derfor svækket. Borgerskabet vil uden tvivl indenfor den næste periode arbejde for at få en regering, hvor arbejderpartierne deltager på magten, med det håb at højrefløjen, der i lang tid har stået i spidsen for arbejderbevægelsen, kan gennemføre de nødvendige angreb i ”nationens interesse”.

Muligheden for en arbejderregering?
Den mest bevidste del af arbejderklassen har længe forstået, at regeringens fremmeste opgave er at forsvare kapitalisterne. Men nu er flere og flere begyndt at se, at det er nødvendigt at vælte regeringen for at få bedre forhold. De ønsker også en anden regering, men af de stik modsatte årsager end borgerskabet. En kommende arbejderregering vil stå i et konstant pres mellem disse to uforenelige modsætninger, som en lus mellem to negle.

Senest i november 2011 skal der udskrives valg, men perspektivet er, at et valg kommer før dette. Enten må regeringen gå af fordi den ikke kan få gennemført de angreb som kapitalisterne og dermed deres bagland kræver, eller også må de gå af efter en eller anden sag eksploderer i deres hænder.

Selvom meningsmålingerne svinger, har flere meningsmålinger vist et flertal til oppositionen, første gang i maj 2008. Oppositionens flertal skyldes især en kæmpe fremgang til SF siden valget i november 2007.

En meningsmåling fra 13 november for DR viser, at SF er gået frem med 10 mandater i forhold til valget i november 2007, fra 13% til 18,3%, mens Socialdemokraterne er faldet omkring 1 procent fra cirka 25% af stemmerne ved valget. Venstre er gået tilbage med et fald fra 26,1% ved valget til omkring 23%. Socialdemokraterne og SF får altså nu hver for sig næsten lige så mange stemmer som Venstre, og Socialdemokraterne er igen Danmarks største parti.

Under valget så vi en polarisering mellem fløjene, hvor midterpartierne gik kraftigt tilbage. Polariseringen er fortsat efter valget med farcen i Liberal Alliance (tidligere Ny Alliance), der i november 2008 ligger under spærregrænsen og en kæmpe tilbagegang til Det Radikale Venstre, der i samme måling var helt nede på 4 procent af stemmerne.

Når klassekampen skærpes forsvinder pladsen til midterpartierne fuldstændig, og det viser at fremsatte arbejderpartierne et klart program kunne midterpartierne blive fuldstændig udryddet fra historiens scene.

Længe har både lederne i det Radikale og i Socialdemokratiet afvist at få SF med i en kommende regering, men fremgangen til SF har betydet, at de ikke længere kan afvise en regering med SF. Derudover er der et pres internt i Socialdemokratiet fra medlemmerne for at danne regering med SF. Medlemmerne har helt korrekt forstået behovet for en enhedsfront mellem arbejderpartierne mod de borgerlige.
Alle tegn peger på, at vi får en ny regering bestående af socialdemokraterne, SF og de Radikale i den kommende periode.

En arbejderregering med et borgerligt parti
På et klart program om bedre velfærd ville arbejderpartierne nemt kunne få flertal ved et kommende valg. Men hverken borgerskabet eller ledelsen i arbejderbevægelsen vil acceptere en regering bestående af udelukkende arbejderpartierne uden de Radikale, fordi en sådan regering, vil have meget svært ved at modstå presset fra arbejderklassen. En sådan regering vil have sværere ved at kontrollere massernes bevægelse, fordi de ikke vil have de Radikale som undskyldning for nedskæringer og angreb på arbejderklassen. De radikale vil død og pine skulle deltage i regeringen, for at opfylde den rolle de gennem hele deres levetid har haft; at fungere som en undskyldning for at arbejderbevægelsens ledelse har ført en højrekurs. De Radikale blev dannet i 1905 med det eksplicitte formål at holde Socialdemokraterne fra en revolutionær politik. Siden er de gang på gang blevet brugt som undskyldning for ikke at gennemføre vidtrækkende reformer, at skære ned osv.

Det radikale venstre er et borgerligt parti, der muligvis kan lyde venstreorienteret med deres snak imod racisme og for en miljøvenlig politik. Men kradser man lidt i lakken, kan man se, at lige nedenunder denne tilsyneladende progressive politik gemmer der sig et fundament af dybt borgerlig økonomisk politik. Deres skattepolitik er mere borgerlig end den, som den borgerlige regering har ført de seneste 7 år, de var med til at afskaffe skolepraktikken på de tekniske skoler og har ellers forsøgt at deltage i alle andre af den borgerlige regerings angreb på arbejderklassen. De Radikale har kritiseret regeringens økonomisk politik fra højre ikke fra venstre.

I den seneste periode er de Radikale som sagt reduceret til et lillebitte parti. Deres sociale basis var middelklassen, de små husmænd, skolelærere osv. Men de har ikke længere en social basis i det danske samfund. Husmændene er udryddet, de småhandlende er mere eller mindre opslugt af storkapitalen og skolelærerens vilkår og interesser er i stigende grad sammenfaldende med den traditionelle del af arbejderklassen. De radikale fungerer som borgerskabets bolværk mod arbejderklassens krav og interesser og alle aktive arbejdere og unge må gå imod en regeringskoalition med de Radikale.

Marxisternes første opgave bliver at forklare De Radikales rolle igennem historien og at opstille krave om en arbejderregering, dvs. en regering bestående af arbejderpartier uden de borgerlige. Det er marxisternes opgave at gøre klasseskellet klart, ikke at mudre det til.

Hvedebrødsdage
Der er ingen tvivl om, at der vil være kæmpe illusioner til en sådan ny regering.
Især ungdommen, der ikke kan huske andet end den borgerlige regering, og som er blevet aktive i kampene mod den borgerlige regerings nedskæringer, krigspolitik, ungdomshusrydninger osv. vil have enorme illusioner.

Men det er også klart, at en regering, der ikke kommer til magten på et klart socialistisk program, og som ikke mindst kommer til magten midt i den måske værste økonomiske krise siden 1930’erne, vil blive tvunget til at angribe velfærden. En ny regering vil få en periode til at vise, hvad den kan. Men det kan blive nogle korte hvedebrødsdage, selvom det er svært at sige, præcis hvor længe den periode bliver.

Men illusionerne vil briste, og i første omgang vil det skabe en enorm forvirring især blandt ungdommen, der de sidste 7-8 år har fokuseret på at vælte den borgerlige regering og som ser til ledelsen af arbejderbevægelsen efter svar på problemerne.

Den socialdemokratiske Nyrup regering, der var ved magten i det meste af 1990’erne, førte en politik med flere nedskæringer og privatiseringer end den foregående borgerlige Schlüter regering. Og der er ingen tvivl om, at det er den samme politik, som ledelsen i socialdemokratiet og resten af arbejderbevægelsen lægger op til igen.

Den kommende arbejderregering vil uden tvivl adskille sig kvalitativt fra Fogh regeringen. Arbejderklassen har af naturlige årsager et helt andet forhold til en arbejderregering. De giver deres ledere en længere snor, og ledelsen i arbejderbevægelsen holder deres kritik af regeringen internt, hvor kritikken under en borgerlige regering kommer frem i fuldt dagslys.

Men der er samtidig ingen tvivl om, at en kommende regering med arbejderpartierne også vil adskille sig markant fra Nyrup regeringen. Nyrup kom til magten få år efter Berlinmurens fald, arbejderklassen var generelt set demoraliseret og besejret efter de store kampe i 1970’erne og op til midt firserne, hvor de led nederlag i Danmark i strejkerne i 1985, og i England var det bl.a. minearbejderne, der blev kvast af Thatcher. Efter murens fald var der ideologisk intet alternativ til nyliberalismen, og venstrefløjen var i total forvirring. Samtidig var det en periode med et (mindre) økonomisk opsving.

Den nuværende periode er kvalitativt anderledes end 1990’erne, og en regering med arbejderpartierne vil derfor også blive tvunget til at opføre sig markant anderledes. En illustration på forskellen er SFs enorme fremgang. I den seneste periode har været en periode med enorm mobilisering i arbejderklassen i modsætning til start 90’erne. Det betyder, at der fra dag ét vil være forventninger til regeringen både fra arbejderklassen men også fra kapitalisterne.

Borgerskabet vil have en regering med Socialdemokraterne og SF, fordi de borgerlige ikke kan gennemføre, hvad de anser som de nødvendige angreb på arbejderklassen nu. Borgerskabets plan er samtidig, at en sådan regering vil betyde, at arbejderpartierne fuldstændig miskrediteres, og at arbejderklassen og ungdommen dermed desillusioneres.

I Italien kom arbejderpartierne i regering i Prodi-regeringen. Men regeringen holdt utrolig kort og miskrediterede fuldstændig samtlige arbejderpartier. Socialistpartiet, det tidligere kommunistparti gik sammen med et borgerligt centerparti, og ingen af de andre arbejderpartier kom ind i parlamentet ved valget. Der er således ikke et eneste arbejderparti det italienske parlament på trods af enorme mobiliseringer blandt arbejderklassen og ungdommen i de sidste år. Det har skabt plads for Berlusconi og højrefløjen til at angribe arbejderklassen endnu hårdere end før.

Men Berlusconi regeringen har knap fundet sig til rette i regeringskontorerne, før en enorm protestbevægelse er opstået blandt især de italienske skoleelever og studerende og deres lærere og professorer.

I Tyskland førte Schröders nedskæringsregering til en koalitionsregering mellem socialdemokraterne og de konservative med Angela Merkel og der er mange andre eksempler. Men som man kan se, foregår udviklingen ikke i en lige linje, men i spring med højreorienterede regeringer og massemobiliseringer, koalitionsregeringer, venstredrejning og polarisering.

Socialdemokraterne
Socialdemokraterne er arbejderklassens ældste parti, og er samtidig det parti med bedst rødder i fagbevægelsen. Vil man opstille et alternativ for arbejderklassen, er der ingen vej uden om Socialdemokratiet. Især for arbejderklassens kernetropper er Socialdemokratiet stadig deres parti.

Socialdemokraterne har indenfor især de sidste ti år været ude for en historisk nedtur. Valget i efteråret 2007 blev det dårligste valg i mere end 100 år med kun 25,7% af stemmerne. Efterfølgende har partiet ligget endnu lavere i meningsmålingerne.

Det dårlige resultat skyldes ikke navnet, logoet eller hvad smarte pr-konsulenter ellers har kunne finde på. De dårlige resultater skyldes heller ikke, at medierne ikke behandlede socialdemokraterne ordentligt som ledende socialdemokrater påstod efter valget. De dårlige resultater skyldes ene og alene ledelsens fortsatte højrekurs. Socialdemokraternes glansperiode var især i slutningen af 1800-tallet hvor økonomien for alvor tog skridt fremad. Det var en klassisk periode for reformismen fordi det økonomiske opsving gjorde reformer mulige, og reformismen som ideologi kom frem i de unge Socialdemokratier. Reformismen fik en genopblomstring i perioden efter anden verdenskrig hvor økonomien gik fremad og hvor velfærden blev udbygget. Men økonomien nu er grundlæggende anderledes end disse perioder. Reformismen kunne i en periode være et alternativ til kapitalismens rå profitjagt og give løfter om, at hver generation fik det bedre end den foregående, og at der kunne skabes lighed i samfundet, uden at det var nødvendigt at bryde med kapitalismen. Men det er ikke længere sådan.

Kapitalismen kan ikke udvikle produktivkræfterne, og det betyder samtidig, at ethvert ønske om seriøse reformer mødes med hård modstand fra borgerskabet. Arbejderklassens ældste og største parti Socialdemokraterne har siden starten af sidste århundrede haft en ledelse, der førte en reformistisk politik, men når der ikke længere kan gennemføres reformer uden store sammenstød med kapitalisterne, bliver reformister til kontrareformister med mindre de vil bryde med kapitalismen.

Samtidig har det været højrefløjen, der har siddet på magten i partiet i flere årtier, hvilket også blev bekræftet af valget af Helle Thorning til formand. Helle Thorning blev dog ikke valgt til formand uden modstand, og hendes modkandidat Frank Jensen, repræsenterede i valget venstrefløjen med bl.a. snak om klassekamp, og fik et stort mindretal af stemmerne. Når arbejderklassen er mere eller mindre passiv, kan højrefløjen konsolidere deres magt over arbejderklassens organisationer, hvilket er hvad, der er sket i Socialdemokratiet. Højrefløjen i Socialdemokratiet er ene og alene skyld i partiets tilbagegang, som da de f.eks. foreslog regeringssamarbejde med de Konservative midt under sidste valg.

Ledelsen i Socialdemokratiet er dog samtidig blevet tvunget til venstre af medlemmerne i flere tilfælde. I den seneste periode har ledelsen flere gange lavet udspil med ledelsen i SF og peget på et muligt fremtidig regeringssamarbejde med SF, hvilket trods aftalernes indhold, må siges at være et stort skridt til venstre i forhold til at foreslå samarbejde med de Konservative.

I november trak Socialdemokraterne sig fra forhandlingerne om nye dagpengeregler, dvs. angreb på de arbejdsløse, som de ellers har haft efterlyst i længere tid. Der er begyndt diskussioner indeni i partiet, som f.eks. ”den røde skole” startet af bl.a. Ritt Bjerregård. Den røde skole fik en kæmpe tilslutning til deres formål om at diskutere socialdemokratiets politik. Det viser et behov blandt medlemmerne for at diskutere, hvad det vil sige at være socialdemokrat, og mange interessante diskussioner blev rejst, bl.a. om marxisme. Der må være et pres på ledelsen internt, siden den nu begynder at rykke til venstre. Der har skabt en situation, hvor partiet har den mest højreorienterede ledelse nogensinde, men samtidig en ledelse, der ikke kan føre den politik, de gerne ville for medlemmerne. Samtidig er ledelsen bange for at miste yderligere terræn til SF.

Ledelsen fører en zig zag kurs og deltager det ene øjeblik i forhandlinger med regeringen og det næste øjeblik støtter Helle Thorning de strejkende. Hver gang socialdemokraterne har taget et skridt til venstre har det først til øget opbakning.

Det, der er brug for, er en klar politik og en klar støtte til alle dem, der har været ude i kampe. Helle Thorning sagde i sin første maj tale under konflikten, at hun støttede de strejkendes krav om ordentlige arbejdsforhold, uden at nævne hovedkravet om højere løn med ét ord. Socialdemokraterne gik imod lock out på sundhedsområdet men stemte for lock out i KL mod pædagogerne. Med andre ord var det temmelig uklart hvorvidt og hvordan socialdemokraterne støttede strejken. Deres ambivalente støtte til de strejkende betød, at det meste af de strejkendes sympati er gået til SF. Med en klar støtte til de strejkende kunne Socialdemokraterne have vundet kæmpe opbakning, og med en klar strategi imod de borgerlige kunne regeringen være blevet væltet.

Men der er ingen tvivl om, at diskussionerne vil blusse op indeni i Socialdemokratiet før eller siden. Især i takt med at arbejderklassens kernetropper, de faglærte arbejdere, angribes, vil de stille krav til socialdemokraterne om et alternativ til de borgerlige og løsning på krisens problemer. Arbejderklassen vil forsøge at finde politiske løsninger på deres problemer, og i den forbindelse vil de stille spørgsmålene og kravene til Socialdemokratiet.

Socialistisk Folkeparti
De seneste år er SF gået voldsomt frem. Ved valget i november 2007 fordoblede de deres mandater. Siden er de gået yderligere frem i meningsmålingerne til 18% af stemmerne, hvilket vil give en fremgang på 10 mandater mere; næsten en fordobling af mandattallet. Denne fremgang kan kun forklares med én ting; at SF er dem, der har formået at fremstå som det klareste alternativ til en borgerlige regering blandt de mest bevidste lag af arbejdere og unge.

Under strejken blandt de offentligt ansatte i foråret var det SF, der fremstod som alternativet til de borgerlige på spørgsmålet om støtte til de strejkende. Ved valgkampen i 2007 opstillede de konkrete krav fra de mange, der havde været ude i protester imod angreb på velfærden og fremsatte krav om mindst 2000 kroner mere i løn til offentligt ansatte og 5000 flere ansatte.

På et FOA møde med 2500 strejkende tillidsmænd lige ved konfliktens udbrud var det tydeligt, at SF havde enorm opbakning. På mødet var der paneldebat mellem Carsten Hansen (Socialdemokratiet), Villy Søvndal (SF) og Bent Bøgsted (DF). Villy Søvndal fik som den eneste stående bifald fra de strejkende tillidsfolk, mens Dansk Folkepartis Bent Bøgsted blev mødt med råb som ”gå hjem”, og han blev buh’et ud hver gang, han forsøgte at sige noget.

I august 2008, umiddelbart efter strejken, var medlemstallet i SF steget til cirka 16.200, dvs. en vækst på mere end 68% på halvandet år og en vækst på 150% siden lavpunktet i midt/slut 90’erne, hvor SF havde omkring 6500 medlemmer.
Den store fremgang har givet ledelsen i SF drømme om ministerposter, og nu gør de, hvad de kan for at fremstå som ”ansvarlige”. Ledelsen i SF forsøger alle mulige krumspring for at være spiselige for Socialdemokraterne de Radikale og borgerskabet som regeringsparti. Allerede før finanslovsforhandlingerne gik i gang, sagde ledelsen i SF, at den ville stemme for denne og de fremtidige finanslove med den begrundelse at ”vejen til indflydelse kræver, at man tør tage et ansvar” (Villy Søvndal på www.sf.dk). Ole Sohn fremlagde nogenlunde samtidig en såkaldt ”spareplan” på 10 milliarder. Ligesom SF gik med i forhandlingerne om dagpengereformen og ikke mindst stemte for redningspakken til bankerne.
Det er helt vanvittigt, at SF stemmer for en redningspakke, der stiller alt hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig af velfærd gennem de sidste mange år, som sikkerhed for danske og udenlandske kapitalister. I virkeligheden er det at spille russisk roulette med velfærdssamfundet.

Denne strategi lægger i forlængelse af den tidligere nævnte aftale mellem SF og Socialdemokraterne i august 2008 om udlændingepolitikken ”plads til alle”, hvor SF gav køb på sine principper om modstand mod 24 års reglen o.l. og tilknytningskravet.

Denne strategi er den direkte vej til at miskreditere partiet fuldstændig. Finansloven er de borgerliges finanslov og indeholder bl.a. nedskæringer på kommunernes økonomi, dvs. folkeskoler og børnehaver. SF ledelsens forsøg på at være spiselige for de borgerlige og ledelsen i socialdemokratiet kommer til at betyde at de gør sig ”uspiselige” for alle de mange arbejdere og unge der lige nu ser til SF som et alternativ til regeringen.

SF stemte for redningspakken til bankerne og finansloven for at være ansvarlige, men det betyder i virkeligheden en fuldstændig underlægning under de borgerlige partier og det radikale Venstre. Men hvis der ikke er noget alternativ til de borgerliges politik hvorfor så stemme på andre partier end de borgerlige? Det er samme strategi som socialdemokraternes om ”at arbejde regeringen ud af kontorerne”, og vi har godt set hvad det har ført til; historisk dårlige valgresultater. Strategien om at komme med i en fremtidig SR-regering, betyder i virkeligheden, at ledelsen i SF fuldstændig underligger deres politik de Radikale, og opgiver det ene princip efter det andet.

Ledelsen i SF er godt i gang med at underminere den store fremgang som SF har haft i den seneste periode, og dermed hele arbejderbevægelsens mulighed for at vælte de borgerlige. Fortsætter denne linje er perspektivet en situation som Italien, hvor arbejderpartierne kom på magten i Prodi-regeringen, men hvor samtlige partier blev så miskrediterede, at der nu ikke er et eneste arbejderparti i det italienske parlament. Det venstreorienterede Riffondazione Communista røg ligesom de andre partier ud af parlamentet og har nu store interne kampe.

Indtil videre har det ikke ført til den store uro på bagsmækken. Der har dog været nogen kritiske røster fremme. Bl.a. folketingsmedlemmet Özlem Cekic har sagt, at hun vil stemme imod 24-års reglen og tilknytningskravet, dvs. i direkte modsætning til partilinien, hvor ledelsen i SF har lovet Socialdemokraterne at støtte de to tiltag, selvom de ”principielt” stadig er imod.

Så længe partiet går fremad og den borgerlige regering fortsat er på magten, skal det nok blive accepteret af medlemmerne. Indtil videre har utilfredsheden været isoleret til enkeltpersoner, og mange af de utilfredse har meldt sig ud i protest eller er blevet inaktive, frem for at kæmpe for en anden politik i partiet. Men når SF kommer i regering vil det føre til enorme kampe internt i partiet. Med krisen er det helt uundgåeligt at SF i regering vil komme til at gennemføre nedskæringer.
Hvad der er brug for er et fælles program for bedre velfærd. En spæd start på dette er den nødplan til kommunerne som socialdemokraterne og SF foreslog i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Man kan ikke både være ansvarligt overfor kapitalisterne og de borgerlige partier (inklusiv de Radikale) og arbejderklassen og ungdommen. SF må vælge side. Med et stærkt SF, der aktiverede sine mange tusinde medlemmer landet over på arbejdspladser, uddannelsessteder osv. kunne SF spille en vigtig rolle i at opstille et socialistisk alternativ til den borgerlige regering, sammen med de andre arbejderpartier. Men det kræver at der opstilles et klart alternativ til de borgerlige.

Enhedslisten
Enhedslisten klarede sig lige over spærregrænsen ved valget, og den har de svinget omkring lige siden. Trods de største strejker i mange år har Enhedslisten ikke formået, at få noget ud af strejken hverken i massiv medlemsfremgang eller opbakning i meningsmålingerne. Ligesom Enhedslisten intet har vundet fra finanskrisen, selvom de var det eneste parti, der stemte imod redningspakken.

Enhedslisten må betegnes som et parti uden virkelig forbindelse til klassekampen, hvor den eneste eksistensberettigelse ville være, hvis de intervenerede i kampene med et klart socialistisk program. I stedet var deres bidrag til strejken at uddele champagne og æbler til de strejkende. Deres politiske budskab var, at man måtte presse Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti til at gennemføre deres valgløfter om højere løn til de offentligt ansatte. En parole der er absurd på flere planer. For det første viser det Enhedslistens manglende magt og perspektiv udover at være ”folketingets vagthund” eller ”irriterende sten i skoen”. For det andet, og det er om muligt endnu værre, slører de klassemodsætningerne i samfundet frem for at gøre dem klarere. At sætte Dansk Folkeparti lig arbejderpartierne er utilgiveligt og viser et bevidsthedsniveau, der slet ikke svarer til det høje niveau og klare klasseinstinkt, der var hos FOA tillidsfolkene til strejkemødet. Socialisters pligt er at hæve bevidstheden hos arbejderklassen ikke sænke den. Med deres appel til Dansk Folkeparti er de med til at legitimere Dansk Folkeparti som et ”socialt parti”.

Mens finanskrisen toppede og folketinget vedtog redningspakker var den store nyhed i medierne fra Enhedslisten at de arbejdede for et forbud mod at sportsfolk måtte reklamere for Nutella! (I sandhed et afgørende spørgsmål for de tusindvis af arbejderfamilier der står overfor at miste job og hjem). Enhedslistens svar på finanskrisen har været øget regulering. En løsning som bringer dem i fint selskab med folk såsom Putin, Bush, Sarkozy, Merkel, Brown og Fogh, der også alle sammen mener, at krisen må løses med regulering.

Der er stor sandsynlighed for, at hvis Enhedslisten ryger ud ved næste valg, at de så splitter i mange forskellige smågrupperinger. Det vil engang for alle aflive alle illusioner om, at forskellige smågrupper kan gå sammen på et principløst grundlag. Det er dødsdømt fra start af. Som Ted Grant forklarede betyder en principløs sammenslutning af 3 smågrupper, at der ender med at være 10.

Efter sidste valg blev skylden for det elendige resultat lagt på Asmaa Abdol-Hamid, og der er flere eksempler på, at ledelsen bruger tiden på internt fnidder frem for fremadrettet politisk handling, f.eks. kørte ledelsen eksklusionssag mod en række folk fra Gentofte, bl.a. kontaktpersonen og en tidligere folketingskandidat. I fremtiden vil der uden tvivl komme flere af dens slags sager. Det er det eneste redskab for en ledelse, der fuldstændig mangler et perspektiv og forbindelse med virkeligheden og ikke kan tage en politisk diskussion.

Der er også mange gode folk i partiet, der reelt ønsker at partiet skal kæmpe for sit revolutionære socialistiske program. Men enhedslisten er et dybt splittet parti. Der eksisterer flere forskellige fløje, bl.a. en ”ungdomsfløj” med en reformistisk politik som bl.a. kunne ses i Johanne Schmidt-Nielsens artikel om regulering af kapitalismen, ligesom der eksisterer en fløj af ”ældre” folk, der ønsker at holde fast i programmet osv. Men først og fremmest er det tydeligt, at Enhedslisten er et fuldstændig principløst samarbejde, der ikke kæmper for at forsvare programmet. De dårlige resultater skyldes ikke enkeltpersoner, men mangel på et klart klasseperspektiv og en strategi for at intervenere i klassekampene og opbygge et revolutionært parti.

Vi opfordrer de gode folk der er i Enhedslisten til at kæmpe for at partiet reelt kæmper for programmet.

En regering under pres fra flere sider
Ledelsen i dan danske arbejderbevægelse baserer deres perspektiv på den nærmeste fortid, men de vil få sig en slem overraskelse, for den kommende periode kommer på ingen måde til at ligne den foregående. Den seneste periode har ledelsen i arbejderbevægelsen mere eller mindre kunne styre protesterne. Når der har været utilfredshed er der blevet indkaldt til demonstrationer, så utilfredsheden er blevet luftet, og herefter er de vrede unge, offentligt ansatte og arbejdere blevet sendt hjem indtil den næste store demonstration et halvt år efter. Disse endags demonstrationer har ikke kunnet stoppe nedskæringer, hvilket har betydet, at ledelsen for arbejderbevægelsen i den allerseneste periode ikke engang har indkaldt til endags demonstrationer. Samtidig har de lukket al diskussion af det fremtidige perspektiv ned, uden at der har været den store modstand.

Ledelsen for arbejderbevægelsen, med ledelsen for SF og SFU i spidsen, har brugt massebevægelsen til at få opbakning, og nu er de i gang med at lukke den ned, inden de kommer i regering. De tror at de kan slukke kampene lige så let som de tændte dem. Men hvad de ikke har forstået er, at det ikke var lederne de skabte kampene, men at kampene kom på baggrund af mange års ophobede frustrationer hos arbejderne og ungdommen. De var bare med til at give kampene deres organiserede udtryk.

Men den nuværende periode er ikke en periode med fred mellem klasserne, med fredelig forhandling - tværtimod. Deres prøveperiode vil blive kort. Enten leverer de varen, eller også vil arbejderklassen trække deres støtte og forsøge andre veje. Arbejderklassen kan ikke vente på, at deres ledere bliver deres opgave voksen og indser situationens alvor. Derfor vil det have alvorlige konsekvenser hvis en arbejderregering svigter arbejderklassen og ungdommens forhåbninger. Hvis det sker kan det forberede vejen for en endnu mere reaktionær regering end Fogh regeringen, som vi har set det i Italien.

Det er en styrke for en arbejderregering at komme til magten på ryggen af massemobiliseringer blandt arbejderklassen. En sådan mobilisering kan bruges mod enhver trussel fra borgerskabet. Problemet er, at lederne for arbejderpartierne ikke ønsker denne styrke, da det vil tvinge dem til at handle og forsvare arbejderklassen i åben kamp mod kapitalisterne. Forudsætningerne for et opgør med de borgerliges nedskæringspolitik og trusler er tilstede, der er kæmpe muligheder for arbejderbevægelsen. Men den nuværende ledelse ønsker ikke en mobiliseret arbejderklasse, men en arbejderklasse der lytter til ledelsen og giver en arbejderregering arbejdsro.

Men arbejderklassen vil uden tvivl gang på gang blive tvunget til at gå i kamp og vil ikke i længden finde sig i en ledelse, der holder dem tilbage med klassesamarbejde. Der er brug for at alle bevidste arbejdere og unge bliver aktive i deres organisationer og derinde kæmper for en enhedsfront mellem arbejderpartierne imod alle borgerlige partier og for et socialistisk program.

Erfaringerne fra kommunistpartiet i Frankrig og Socialistpartiet i Belgien viser det enorme potentiale. I kommunistpartiet i Frankrig fik marxisterne omkring la Riposte omkring 15% af stemmerne blandt samtlige medlemmer for deres dokument og fornyelsen af partiet gennem et marxistisk program, mens den marxistiske formandskandidat Erik De Bruyn i det flamske socialistparti fik mere end 30% af stemmerne.

Marxisternes parole i den kommende periode er klar: en arbejderregering på et socialistisk program! I den kommende periode med en alvorlig økonomisk krise, vil det være afgørende at vi formår at fremsætte et klart klasseperspektiv. Et socialistisk program betyder et progran til forsvar af velfærden frem for nedskæringer. Et program for nationaliseringer af lukningstruede og lukkede fabrikker, i stedet for redningspakker til kapitalisterne.

Kravet om nationaliseringer vil i den kommende periode spille en vigtig rolle i takt med at flere og flere virksomheder drejer nøglen om.

Det eneste svar, de borgerlige og reformisterne kan give arbejderne, er, at de må stille sig op i arbejdsløshedskøen. Marxisternes svar er klart; staten må nationalisere fabrikkerne til gavn for arbejderklassen. Stater verden over har vist, at de intet problem har med nationaliseringer i finanskapitalisternes interesser. Men der er brug for nationaliseringer, der gavner arbejderklassen. Bankerne og de største virksomheder må overtages af staten, og de må underkastes en demokratisk plan.

Vi kræver, at nationaliseringerne foretages i arbejderklassens interesser. Det kræver at alle bevidste arbejdere og unge bliver aktive i deres fagforeninger og arbejderpartierne og kæmper for et sådan program.

Arbejderbevægelsen vil blive omdanne fra top til bund. Nu ser alle arbejdere og unge en ny regering som midlet til at få en ny politik. Men når en ny regering kommer til uden en afgørende ny politik, vil det føre til kæmpe sammenstød inden i arbejderbevægelsen, både den faglige del og arbejderpartierne.