Socialdemokratiets ledelse har lanceret en plan til at bekæmpe krisen. Det er der god brug for. I planen dokumenteres det, hvordan de borgerlige økonomer har taget fejl og ikke forstået krisen. For eksempel nævner baggrundspapiret, at de såkaldte vismænd (sådan kalder man af uransaglige årsager nogle af de mest højreorienterede økonomer i landet) for blot tre måneder siden mente, at resultatet for 2008 ville vise en økonomisk vækst på 0,4 procent. Det virkelige resultat viste sig at være en nedgang på 0,7 procent.

Krisen er dyb
Den socialdemokratiske plan nævner, at økonomernes prognoser nu viser, at ca. 4000 mennesker i Danmark vil blive arbejdsløse hver måned i løbet af de næste to år. Der er intet, der tyder på, at det er en pessimistisk vurdering. Tværtimod kan det meget vel vise sig at være alt for optimistisk.

Krisen er dybt alvorlig. På verdensplan kommer krisen til at betyde katastrofe for millioner af arbejdere. Alene det uhyrlige omfang, vi allerede ser i USA, Kina, Europa og alle andre industrilande gør krisen værre end depressionen i 1930’erne. Verdensøkonomien i dag er langt mere sammenhængende, arbejdsstyrken er større, og alle lande er afhængige af verdensmarkedet. I Danmark kommer kapitalismens krise til at betyde en tilbagevenden til tidligere tiders massearbejdsløshed. Derfor er der god brug for en plan.

S-planen
Socialdemokraterne foreslår at gennemføre en vækstplan på to procent af BNP, svarende til ca. 36 mia. kroner fordelt over 2009 og 2010. Planen skal først og fremmest fokusere på fremrykning af offentlige investeringer og vedligeholdelsesarbejder.

Socialdemokratiets ledelse lover med deres nye udspil, at de i den kommende tid vil komme med udspil, som skal gøre planen mere konkret. Indtil videre siger de, at de kommende udspil vil falde inden for seks hovedområder:

• Risikovillig kapital: Forslaget går ud på, at staten gennem en statsbank skal stille kapital til rådighed for små og mellemstore virksomheder.
• Klima, energi og miljø: Massive grønne kriseinvesteringer skal sikre, at Danmark bliver det første CO2-neutrale land i verden.
• Modernisering af den offentlige sektor: Sygehuse, daginstitutioner, ældreboliger og skoler skal renoveres. Det kommunale anlægsloft skal fjernes, og der skal laves en plan for genopretning af den offentlige sektors bygninger. Offentlige IT-projekter skal fremrykkes.
• Uddannelse og omstilling på arbejdsmarkedet: Der skal satses på ekstraordinære muligheder for uddannelse, opkvalificering og omstilling. Der skal investeres i uddannelse.
• Kollektiv trafik: Ekstraordinære investeringer for at løfte den kollektive trafik.
• Billige boliger, byudvikling og vedligeholdelse: Der skal investeres i nye almennyttige boliger, renovering og kvarterløft

Planens vigtigste punkter peger frem mod at sætte gang i byggeriet og offentlige investeringer. Det er der god brug for. Ledigheden inden for byggeriet er eksploderet. I København gik hver fjerde murer arbejdsløs allerede i januar. Det er uden tvivl værre endnu. Andre grene af byggeriet vil følge efter. Det er uacceptabelt. Det er vanvid at lade bygningshåndværkere gå ledige, når der er god brug for at bygge nye almene boliger og renovere skoler, sygehuse og andre ting.

Kriser er en del af kapitalismen
Hensigten med planen er således god, og mange af midlerne er meget brugbare. Der er grund til at resten af arbejderbevægelsen støtter dette initiativ. Men vil dette alene stoppe krisen? Det er der desværre ikke grund til at antage.

Krisen er – som vi har forklaret i herværende avis siden i hvert fald 2005 – en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise. Det vil sige, at arbejderne som helhed ikke er i stand til at købe de værdier tilbage, de selv har skabt. Før eller siden udtrykker denne modsætning, som er iboende i den kapitalistiske produktionsmåde, sig i en krise. Det er et tilsyneladende vanvid, hvor maskiner må stå stille, fabrikker må lukke, skibe hugges op og bygninger må forfalde, samtidig med at sunde og raske mennesker skal gå arbejdsløse.

Vanviddet er imidlertid kun tilsyneladende. Som det hedder hos Shakespeare i Hamlet: ”Selv om det er galskab er der mening med den”. Kriser som den nuværende er en nødvendig og indbygget del af markedsøkonomien.

Hvordan kan krisen løses?
Den nuværende krise kan løses på to måder: Enten lukkes en stor del af produktionen, arbejdsløsheden stiger, ”overskydende produkter” bliver destrueret og samfundet undergår det, som Marx og Engels i det Kommunistiske Manifest kaldte ”en forbigående tilstand af barbari”. Det er det, der er i gang nu. Det er den måde, kapitalisterne løser krisen på. Efter en periode er der lukket så mange virksomheder og der er smadret så mange værdier, at det igen kan betale sig at investere i produktion og ansætte arbejdere. Det er den ”løsning”, som de borgerlige vælger på vegne af overklassen.

En anden måde at løse krisen på er ved at staten overtager bankerne og de største virksomheder for at sikre produktion og beskæftigelse. Arbejdsgiverne kan tildeles en kompensation, hvis det gennem en åbning af regnskaberne (med tilhørende skuffeselskaber, skattehuller og finans-fiduser) kan bevises, at de har investeret mere, end de har høstet i profit i løbet af årene med opsving. Samfundets produktion kan underkastes demokratisk planlægning. Virksomhedernes bestyrelser kan sammensættes af en lige fordeling af repræsentanter for de ansatte (for at sikre deres umiddelbare interesser), fagforeningen (for at sikre en forbindelse til resten af faggruppen) og en arbejderregering (for at sikre samfundets overordnede behov). Det er en løsning, der lader arbejdsgiverne betale og holder arbejderklassen skadesløs for den krise, kapitalisternes system har skabt.

Nødvendigt med nationaliseringer
Det socialdemokratiske udspil peger i retning af en løsning, der lader arbejdsgiverne betale. Men som det ser ud nu, går det ikke hele vejen. Forslaget stopper på halvvejen.

Forslaget går, som nævnt, blandt andet ud på at støtte små og mellemstore virksomheder ved at stille kapital til rådighed for dem. Men det løser ikke det grundlæggende problem, nemlig at arbejderklassen ikke har tilstrækkelig købekraft til rent faktisk at skabe et marked, hvor disse virksomheder kan afsætte deres produkter og tjenesteydelser (eller rettere, hvor de store virksomheder, som de mindre er underleverandører for, kan afsætte disse ting).

Enten skal disse penge lånes, men det er umuligt i den nuværende situation hvor gælden allerede er tårnhøj, og desuden skal pengene under alle omstændigheder betales tilbage – med renter – og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Eller også må disse virksomheder dreje nøglen om. Det eneste, der kan sikre, at dette ikke sker, er at staten overtager de store virksomheder og de mellemstore, der er lukningstruede. Det vil samtidig give et marked til de små underleverandører, der nu står over for at skulle lukke biksen. Nationaliseringer er med andre ord den eneste måde at sikre arbejdspladser på i den nuværende situation.

Keynesianismen er ubrugelig
En anden svaghed ved forslaget fra den socialdemokratiske ledelse er den antagelse, at staten kan ”kickstarte” økonomien som helhed ved at sætte gang i byggeriet. Hvis staten går ind og laver et marked for de private byggefirmaer må pengene naturligvis hentes et sted – i statskassen. Men statens overskud er på vej nedad, og det vil blive værre endnu i den kommende periode. I takt med at flere virksomheder lukker og arbejdere bliver arbejdsløse, forsvinder statens indtægter i form af skat. I stedet skal staten bruge penge på understøttelse.

Hvis de socialdemokratiske ledere ønsker, at staten skal skabe et marked for kapitalisterne, så de igen kan sælge deres varer, vil det betyde et kæmpemæssigt underskud på statens finanser. Disse penge kan enten findes ved at lade seddelpresserne køre og trykke flere penge – men det vil blot forringe pengenes værdi og skabe inflation. Efter en tur i møllen vil vi være tilbage ved udgangspunktet. Eller også kan staten skære drastisk ned på den offentlige sektor. Ingen af disse to muligheder er acceptable. Det er et valg mellem pest eller kolera – og der er oven i købet stor fare for begge dele, som det skete i 1970’erne, hvor der var kæmpemæssig inflation, der udhulede arbejdernes levestandard, og en kæmpe offentlig gæld, der nødvendiggjorde store nedskæringer på de offentlige budgetter (det vil sige uddannelse, sygehuse osv.) i 1980’erne.

Både inflation og nedskæringer var naturlige konsekvenser af den såkaldte keynesiansistiske politik, som arbejderbevægelsens ledere dengang bakkede op om. Det er en kraftig advarsel til i dag: de keyneianistiske løsninger er afprøvet, og resultatet var en katastrofe. Der er brug for en anden vej.

Økonomien må planlægges
Den nuværende situation er aldeles uacceptabel. Den økonomiske krise betyder ruin for almindelige mennesker. Den borgerlige regering har aktivt forværret krisen ved at puste til bankernes uansvarlige lån og åger-virksomhed. Der er brug for at gennemføre den socialdemokratiske plan som et første skridt i retning af en egentlig planlægning af Danmarks økonomi.

Danmark har enorme reserver af veluddannede arbejdere. Vi har enorme reserver af moderne maskiner. Disse ressourcer må bruges til samfundets bedste. Hvis ikke de danske kapitalister ønsker at holde gang i produktionen, må vi sige: ”fint nok, så skal vi nok gøre det i stedet. Vi overtager de 200 største virksomheder og banker og underkaster dem demokratisk planlægning”. Det er dette svar, der er brug for i arbejderbevægelsen.