Inflationen har nu nået 3,4 procent. Et uset niveau siden slutfirserne. Men ikke nok med det. Det dækker nemlig over at helt basale produkter er steget meget voldsomt, mens mere ”overflødige” varer såsom tøj, elektronik og så videre, er steget i et mere langsomt tempo.
For eksempel er fødevarepriserne 8,8 procent højere for maj i år, end for maj sidste år. Det dækker blandt andet over stigninger på brød og kornprodukter på 14,2 procent fra maj 2007 til maj i år. Kød er steget 8,2 procent og mejeriprodukter 16,9 procent.
I samme periode er brændstofpriserne steget med 9,3 procent og prisen på daginstitutioner er steget 4 procent.
”Var det ikke omvendt?”
Dem der stadig kan huske ”snakkeriet” fra overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2007 (OK07) må undre sig: Man var ”ansvarlig” og holdt igen med lønstigningerne, som både vore egne topforhandlere og arbejdsgivernes repræsentanter sagde. Argumentet var blandt andet, at man måtte være tilbageholdne, så der ikke ville komme inflation, altså prisstigninger.
OK 07 gav et elendigt resultat, der kun lige årligt nåede over inflationen i 2007, der var omkring 2 procent. Alligevel skyder priserne på forbrugsvarer, særligt basale nødvendigheder som mad, nu i vejret. Altså er det ikke lønstigningerne der fører til prisstigninger, men omvendt! Ja, man kan næsten se arbejdsgiverne grine hele vejen ned til banken efter at have nydt godt af den "lille" misforståelse. En misforståelse, der nu koster arbejderklassen reallønsnedgang.
I år gav overenskomstforhandlingerne på det offentlige område et resultat på mellem 12,8 og 13,3 procent... Som udgiftsramme over tre år. Altså 4,25 procent om året. Men lønstigningerne i udgiftsrammen er kun på omkring 9 procent over de tre år, det vil sige 2,9 procent om året, - altså 0,5 procentpoint under den officielle inflation.
Tallene taler deres klare sprog: de danske kapitalister er i fuldt sving med at undergrave arbejderklassens hårdt tilkæmpede leveforhold. Den danske og internationale arbejderklasse går en kold tid møde.
Krise
Årene siden den milde nedtur omkring årtusindeskiftet, har været præget af massiv udvidelse af kredit for at holde gang i økonomierne i den vestlige verden. Renterne har været historisk lave (i lange perioder i realiteten negative i forhold til inflationen) hvilket har forsaget gigantiske boligbobler. Kapitalfonde og finanskapitalister har scoret milliarder i en sand spekulationsfest på bolig-, aktie- og kreditmarkederne. Alt sammen på arbejderklassens bekostning, der nu sidder tilbage med den største gældssætning i verdenshistorien.
luftkasteller
Men udvidelsen af kreditten har, ud over at forværre den kommende krise, fuldstændigt undermineret den internationale og dermed den danske økonomi. Alle disse ”luft-penge” er blevet sprøjtet ud i økonomierne, samtidig med stigende efterspørgsel, og dermed også stigende priser på olie.
At udstede lån for billioner af dollars, euro og kroner i en uendelighed, er det samme som at sætte seddelpresserne på overarbejde, hvis lånene ikke har basis i materielle værdier. Og når nu boligmarkederne kollapser og aktierne falder, er det lige netop realiteterne for den internationale arbejderklasse. Resultatet er stigende inflation. Det er et internationalt problem, der kræver et internationalt svar.
For dyrtidsregulering
Arbejderklassen står til at betale prisen for arbejdsgivernes og finanskapitalisternes spekulative orgier de sidste år. Den eneste sikring imod udhulingen af vores løn, er at kæmpe for at genindføre dyrtidsregulering, ligesom under den stærke inflation i halvfjerdserne. Det vil betyde, at lønningerne automatisk reguleres i takt med priserne. Ligeledes må arbejderbevægelsen gå bort fra flerårige overenskomster. Forholdene ændrer sig simpelthen for hurtigt og arbejderklassen sidder tilbage med sorteper. Denne kamp er én af den mest presserende for den internationale arbejderbevægelse nu, hvor vi står på tærsklen til en ny krise i det kapitalistiske system.
