Et program på DR har afsløret flere af de kriminelle, som tjener på at hente udenlandske kvinder til Danmark for at sælge dem som prostituerede. Flere politikere på Christiansborg (en bygning der er notorisk kendt for at levere et solidt kundegrundlag for prostitution) har udtrykt deres forfærdelse over tingenes tilstand. Men ingen kommer med en forklaring på, hvorfor Danmark – og resten af Vesteuropa – i de senere år har oplevet en stor tilstrømning af prostituerede kvinder fra Østeuropa.

Da de stalinistiske regimer i østblokken kollapsede, jublede de borgerlige og forudsagde en fremtid med lys, lykke, retfærdighed og fremgang. Kapitalismen, sagde de, var endegyldigt retfærdiggjort som den bedste af alle verdener. Virkeligheden skulle hurtigt vise sig at være en anden.

På trods af det stalinistiske bureaukratis forfærdelige forbrydelser (som endte med at få Sovjetunionen til at bryde sammen), sikrede den planlagte økonomi i Sovjetunionen og Østeuropa, at der var fuld beskæftigelse, at alle havde boliger, og at der generelt eksisterede en relativt god levestandard og et højt kulturelt niveau.

Sovjetunionens kollaps betød, at produktionen faldt med 60 procent mellem 1990 og 1997. Arbejdsløshed, der var forbudt i Sovjetunionen, blev en epidemi. Hjemløshed, der før var ukendt, blev hurtigt et stort fænomen. Alkoholismen, der fulgte med levestandardernes kollaps, nåede ukendte højder. Den russiske befolkning på 150 millioner forbruger nu mere vodka end den samlede sovjetiske befolkning på 280 millioner gjorde i slutningen af 1980’erne. Levealderen for russiske mænd er nu ifølge CIA fem år lavere end den var under planøkonomien. Kvindernes levealder er faldet halvandet år. Dødeligheden steg med 33 procent på fire år.

Under kapitalisme er alt en vare. Kunst, videnskab og arbejdskraft kan frit købes og sælges på markedet. Udbud og efterspørgsel bestemmer. Efter indførelse af kapitalisme i Rusland og Østeuropa blev hundredtusindvis af unge kvinder pludselig ”frigjort” fra billige boliger, gode uddannelser, social sikkerhed og retten til arbejde. De blev ”frie” til at blive solgt på markedet i Vesteuropa.
For utallige russere, ukrainere, rumænere, litauere og andre, har den eneste udvej efter indførelse af ”det frie marked” været prostitution.

Vi er ikke interesserede i at undskylde stalinismens forbrydelser. Stalinismen var en totalitær og modbydelig karikatur af socialisme. Men det er ubestrideligt, at det var den planlagte økonomi, der forvandlede Rusland – det mest tilbagestående lad i Europa – til verdens næstmægtigste land med relativ høj levestandard og tålelige forhold for størstedelen af befolkningen. Kapitalismen har budt østeuropæerne velkomne på det vesteuropæiske arbejdsmarked. Alfonserne – de prostitueredes arbejdsgivere – har naturligvis også grebet denne mulighed. At forestille sig, at netop denne gruppe arbejdsgivere skulle handle i strid med deres klasseinteresser er utopisk. Opgaven med at fjerne denne gruppe kapitalister, der tjener på den organiserede kvindehandel, er uløseligt forbundet med opgaven med at fjerne det kapitalistiske system.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.