SF kom flyvende fra start i valgkampen, både i meningsmålinger stiger opbakningen og også medlemsmæssigt går det fremad. SF virker, som det parti der bedst formår at fremstå som velfærdens forsvarere.
De har opstillet en række helt klare og konkrete krav indenfor tre temaer: Ældrepleje, folkeskolen og klima. Kravene er bl.a. 2000 kr. mere om måneden til de ansatte i ældreplejen og 5000 flere af dem. Højst 22 elever i klassen og at en bybus-billet kun må koste 10 kroner. Under de store velfærdsprotester det sidste halvandet år, har SF holdt sig ude af studehandlerne med regeringen, som Socialdemokraterne ellers blev indblandet i. Det vinder SF nu frem på.
Ny regering – ny politik
SF har altså fremlagt en række gode krav til en ny regering. Og at det er nok bare at komme af med Fogh og få en ny regering – vi må have en regering der vil føre en anden politik. En politik til gavn for arbejdere, unge og gamle. Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe ønske i arbejderklassen, offentligt såvel som privatansatte, unge og gamle om at der må en ny regering til, der vil forbedre velfærden, transportsystemet, klimaet osv.
Mange af dem der har været på gaden i løbet af de sidste år, støtter SF fordi de håber, at det kan føre til en regering, der vil føre en sådan politik. Men sagen er, at hvis SF går med i en regering med de Radikale, vil regeringen ikke holde mange måneder, med mindre SF vil opgive hele sin politik om bedre velfærd.
Hvordan skal en SRF regering forholde sig, når de offentligt ansatte skal have nye overenskomster til foråret. De kræver alle højere løn og deres krav er helt rimelige. Enten må SF opgive kravet om ordentlig velfærd, eller også må de Radikale opgive deres intentioner om at sænke de offentlige udgifter endnu mere end de borgerlige. De to partiers politik kan ikke forenes.
Hvor langt er Villy villig til at gå
Formandsskiftet i SF var et tegn på at nye vinde blæste. På partiets sidste kongres blev det helt klart, at nu skulle SF i regering. Det eneste ”ultimative krav” som SF ville stille var, at Fogh og co. skulle væk. Efter kongressen blev der især bejlet til de Radikale. Og i valgkampen blev det blevet tydeligt, at ingen krav er ultimative, da SF fulgte efter de Radikale og sagde at 24-års regelens afskaffelse heller ikke for dem var et ultimativt krav for en regeringsdannelse.
SF har ligesom andre venstrefløjspartier gennem tiden begrundet sin eksistensberettigelse med at ville trække Socialdemokraterne og en Socialdemokratisk ledet regering til venstre. Men problemet er, at SF nærmere er blevet trukket til højre på en lang række spørgsmål, et tydeligt eksempel var, da SF droppede modstanden mod EU.
Op til valget fremstillede ledelsen i SF de Radikale som mere venstreorienterede end Socialdemokraterne. Vi forklarer andetsteds i denne avis, hvorfor de Radikale er et borgerligt parti. Men det, der er pointen her, er, at Socialdemokraterne lige nu har en ledelse der ligger på højrefløjen i partiet, og når SFs ledelse trækker til højre, hjælper det den Socialdemokratiske ledelse imod de mange medlemmer i Socialdemokratiet, der ønsker den samme politik som SF, nemlig bedre velfærd frem for nedskæringer.
Kæmp for en regering med en socialistisk politik
SF har en lang række rigtig gode krav til et bedre velfærdssamfund, men problemet er, at disse krav ikke kan forenes med en regering bestående af de Radikale. SF må opstille en klar socialistisk politik.
De borgerlige skræmmer de danske arbejdere fra arbejderpartierne med råb om ”overbudspolitik” og ”skattesmæk”. Og sagen er, at hvis arbejderpartierne skal vinde valget og vælgerne fra de borgerlige, må de fremlægge et socialistisk bud på. hvordan velfærden skal finansieres. En socialistisk finansiering af velfærden er at kræve øget skat på virksomhederne, Nordsøolien og nationalisering af de største virksomheder. SFs valgslogan ”det ku være så godt” er fuldstændig korrekt, men kun ved at kæmpe for en arbejderregering på en socialistisk politik.
