Med det nært forestående valg den 13.november har også Dansk Folkeparti sat deres valgkampagne i gang. Men der er nok lige så meget tale om en kampagne mod muslimer i Danmark. Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvad DF ønsker at opnå med deres valgplakater, som forestiller en der tegner profeten Muhammed. De ønsker bevidst at krænke og dæmonisere et i forvejen trængt mindretal i den danske befolkning.

Danmarks magthavere – kapitalisterne, regeringen og DF - gjorde alt hvad de kunne for at få så meget ud af Muhammed-krisen som muligt. Del og hersk strategien er nemlig den dag i dag stadig vigtig for, at magthavere kan holde sig på magten, når klassekampen stiger og den økonomiske udvikling går mod krise. Der blev derfor snakket en masse om ytringsfrihed, og DF forsøger nu igen at gøre den til noget særlig dansk. Sandheden er desværre, at ytringsfrihed ikke er noget specielt dansk. For det første er det jo en del af FN’s menneskerettigheder, som Søren Krarup og Jesper Langballe ellers ikke er så glade for. For det andet kan man finde mange muslimer, der netop kæmper for demokrati og ytringsfrihed i den arabiske verden. At stille islam og ytringsfrihed generelt op som modsætninger er åbenlyst en forvrængning af dimensioner.

Borgerligt hykleri
Al den borgerlige snak om ytringsfrihed er hykleri. Som vi har nævnt i en af vores tidligere artikler, skrev Jyllandsposten i en leder i maj 2005, at det var på tide man tog "en hårdt tiltrængt diskussion" af ytringsfriheden og den kunstneriske frihed. Det skete efter filminstruktør Lars von Triers udtalelse om, at USA\'s præsident Bush var "et røvhul". Karikaturtegningerne af Muhammed fra 2006 var dog en anden sag. Her var det en selvfølge, at man måtte krænke, generalisere og dæmonisere muslimer verden over. De borgerlige, deriblandt også DF, mener altså det er i orden at ”bruge sin ytringsfrihed” til at dæmonisere og tilsvine, så længe det ikke er rettet mod systemets magthavere. Så tomme er deres ord om ligeværd og ytringsfrihed, og det er skræmmende, hvor mange paralleller, der kan drages mellem den form for propaganda nazisterne kørte mod jøder i, og den måde DF omtaler indvandrere og kører kampagner. ”Frisk pust over landet”-kampagnen har så mange undertoner, der spiller på underbevidsthedens stereotype billede af folk med lidt farve i huden, at det grundlæggende menneskefjendske budskab kommer igennem, alt imens Pia Kjærsgaard bevarer den pæne overflade. Det eneste der er at opnå ved den slags kampagne, og den nye valgkampagne, er en splittelse i arbejderklassen, der kun gør det lettere for regeringen og kapitalisterne at smadre velfærden og sænke lønnen.

Fokus væk fra velfærd
Men det er ikke bare for på populistisk vis at få et godt valg, de trykker en tegning af Muhammed på plakaterne. Efter 6 år som fast støtte til regeringens nedskæringer og effektiviseringer, begynder partiets velfærdsprofil at få ridser i lakken. De 100.000 arbejdere og unge, der demonstrerede 2.oktober, er ikke i tvivl om, at der er blevet skåret endnu mere ned under VKO flertallet. Når det alligevel stadig i nogen grad lykkes for partiet at fremstå som velfærdens forkæmper, skyldes det Socialdemokratiets mangeårige svigt. Men det bør også stå klart at DF kun taler om velfærd, fordi de kan vinde stemmer på det. At de kun vil give mere i løn til SoSu-arbejderne og beder pædagogerne, politibetjentene osv. om at være ”solidariske”, fordi ”der er jo ikke råd til det hele”, har intet at gøre med at kæmpe for arbejderens interesser. Det klinger tværtimod ufattelig hult taget skattereformen i betragtning. Derfor vil DF hellere tale om ”de fremmede” og ”danske værdier” end om vores hverdag, og det er derfor det eneste alternativ til nedskæringer og privatiseringer at opbygge arbejderklassens egne partier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, med et socialistisk program og give magten til en regering, der reelt kæmper arbejderens sag.