Her på siden har vi mange gange fremført sloganet, ”For en arbejderregering på et socialistisk program!”

Med en arbejderregering, mener vi en regering bestående af arbejderpartierne; Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Det betyder altså en regering uden det Radikale Venstre. Men hvorfor nu det? Er det bedste ikke bare at komme af med den borgerlige regering, næsten lige meget hvad der kommer i stedet? Nu har selv SF været ude og sige, at de gerne vil danne regering med de Radikale.

Men vi holder fast i vores standpunkt; at en ny Socialdemokratisk – Radikal regering ikke er et reelt alternativ til den borgerlige regering, heller ikke selvom SF går med.

De radikale er et borgerligt parti, og derfor bør ingen arbejderpartier indgå i regering med dem. Denne artikel undersøger nærmere de Radikales historie og aktuelle politik, og forklarer hvorfor en regering med de Radikale ikke vil gavne arbejderne eller ungdommen i Danmark.

Partiets opståen – at holde Socialdemokratiet på reformismens dydige sti

Partiet De Radikale Venstre blev dannet i 1905, som resultat af uenigheder i partiet Venstre.

I starten af 1900-tallet begyndte klassemodsætningerne for alvor at vise sig i politik. For første gang blev Højre (de konservative), der repræsenterede de store kapitalister og det gamle aristokrati, vippet af magten. I stedet kom en Venstreregering til, hvor Venstre repræsenterede de mere velstående bønder på landet. Venstre var på det tidspunkt splittet mellem Venstrereformpartiet og det moderate venstre.

Imens voksede Socialdemokratiet, der repræsenterede arbejderklassen, stødt. Indtil valget i 1903 havde Socialdemokratiet og Venstre i mange tilfælde været i alliance for at vippe Højre af pinden f.eks. i Københavns borgerrepræsentation. Valgene i 1903 viste, at Venstre ikke stod stærkt i byerne uden alliancen med Socialdemokraterne, og det skabte yderligere splittelse i Venstre.

Der eksisterede, udover de ovennævnte klasser, en stor gruppe af fattige husmænd og de jordløse bønder, som udgjorde de fattigste på landet, og kun socialdemokraterne havde spredt forsøgt at organisere dem. Husmændenes organisering i forskellige foreninger steg, og det truede bøndernes magt, og dermed også Venstres.

I 1902-03 sluttes der kontakt mellem husmandsforeninger på Sjælland og studentersamfundet i København, og det var grundlaget for en politisk-social alliance mellem københavnske akademiske radikalisme (der var en politisk strømning) og husmandsbevægelsen. I 1903 stiftes den radikale klub i København. Den var tænkt som diskussionsklub men blev hurtigt centrum for opposition mod regeringens politik (Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, bind 12, s. 48)

I januar 1905 undlod 8 folketingsmedlemmer fra regeringspartiet Venstre at stemme for valgprogrammet. Ledelsen opfordrede dem til at forlade partiet, men de nægtede, og blev derfor ekskluderet, fire andre fulgte efter – og de dannede Folketingets Venstre. Den Radikale klub skrev udkast til program for stiftelsen af nyt parti med disse Folketingets Venstre og i maj 1905 dannedes det Radikale Venstre, med partiavisen Politiken. Kernen af medlemmer i partiet var husmænd, skolelærere og akademikere, men også nogle gårdmænd, ganske mange velstående kapitalister og en del håndværkere.

Fra starten af var partiet et småborgerligt parti, der ønskede at samle på tværs af klasseskel, og nedtone enhver modsætning af samfundet.

”I sin programartikel slog Munch fast, af de ’social-radikale’ skulle holde Venstre fast på dets gamle demokratiske program. De var i sin tid blevet draget mod bønderne ’af deres politiske retfærdighedsfølelse. De havde aldrig nogen klasse bag sig og derfor aldrig nogen talrig vælgerhær’. Den radikale verdens ’indflydelse beror ene på den klogskab, hvormed den optræder’ [...] Hovedmålet var med Munchs formulering den ’langsomme omformning af befolkningens tænkevis i moderne ånd’. Det internationale vidsyn, troen på fornuften og de gode argumenters gennemslagskraft blev ledetråden for Munch og de øvrige social-radikale.” (Politiken Gyldendals Danmarkshistorie bind 12, s. 50)

Deres politiske ideologi var socialliberal, og byggede på småborgerskabet, med krav om nedsættelse af forsvarsudgifterne, stemmeret til kvinder, tyende og fattighjælpsmodtagere. Den sociale ulighed skulle mindskes gennem skatterne.

Det var et bevidst mål at holde klassekampen nede, og ikke mindst Socialdemokraterne, og dermed arbejderklassens repræsentanter væk fra at kunne regere landet alene.

”Men de Radikale var ikke fordækte socialister, selv om enkelte formuleringer fik den borgerlige og især den moderate venstrepresse til at hænge dem ud for at danse efter socialdemokratiets pibe. Tværtimod målet for et samarbejde med Socialdemokratiet var snarere at hindre partiets frygtede fremmarch henimod et absolut parlamentarisk flertal. Og denne blokering gennem samarbejde frem for kamp blev uhyre effektiv. Som socialt bevidste ikke-socialister så de radikale det som deres mission at trække Socialdemokratiet ind i den politiske proces og hindre en isolering af arbejderbevægelsen som den kunne ses i Tyskland. Demokratisk samling i stedet for klassekamp var deres løsen, og her fandt de snart villige partnere blandt de mere moderate socialdemokrater.” (Politikens Gyldendals Danmarkshistorie, bind 12, s. 54)

Strid i Socialdemokratiet om de Radikale

Samtidig med, at Det Radikale Venstre opstod, var der en strid inden i Socialdemokratiet, som i bund og grund var en diskussion mellem at kæmpe for en socialistisk revolution eller for en gradvis omforming af samfundet gennem reformer; reformisme. En del af denne diskussion var samarbejde med de Radikale eller ej. Den moderate Socialdemokrat Frederik Borgbjerg var mest positiv overfor det Radikale Venstre; ”Klasserne består fremdeles i den radikale fremtidsstat, og... netop når demokratiets former er fuldt gennemført, vil arbejderklassen forlange dem fyldt med socialt indhold.” (citeret s. 56)

Partiets teoretiker Gustav Bang polemiserede indirekte mod Borgbjerg. For socialdemokratiet ”er den proletariske klassekamp i dens ubønhørlige bitterhed, med dens skarpe våben, en uundgåelig nødvendighed, et middel, som man må ville hvis man vil nå målet.” (citeret i Politiken Gyldendals Danmarkshistorie bind 12 s. 57). Gustav Bang argumenterede for, at man ikke kunne forene de forskellige klassers interesser, og at et varigt samarbejde med de Radikale kun kunne lade sig gøre hvis Socialdemokratiet opgav klassekampen.

Men den moderate reformistiske fløj vandt, og på Socialdemokratiets kongres i 1906 blev det besluttet at gå i valgalliance med det Radikale Venstre. Formålet var med Borgbjergs linie at splitte regeringspartiet, sprænge den anti-socialistiske blok og sammen med de Radikale bryde regeringens flertal i Folketinget. Det sidste lykkedes.

I 1925 blev den første Socialdemokratiske regering dannet, støttet af de Radikale, men denne regering faldt allerede i 1926 pga. uenigheder mellem de to partier. Igen i valget i 1929 gik partierne sammen, og dannede den Socialdemokratisk ledede Stauning-regering, der holdt i 11 år, på et program som kun indeholdt hvad de to partier kunne blive enige om. Altså et program udvandet for enhver snak om socialisme.

I 1933 greb SR regeringen ind mod en tilspidsende storkonflikt på arbejdsmarkedet, og startede dermed den tradition, der er fulgt lige siden; at regeringen griber ind i storkonflikter på det danske arbejdsmarked, og dermed reelt fjerne strejkeretten. Indgrebet var stik imod Socialdemokratiets principper, men blev tilskyndet af de radikale (Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie bind 13 s. 89). Arbejdsgiverne krævede ved overenskomstforhandlingerne en lønnedgang på 20 procent, hvilket arbejderne selvfølgelig ikke ville finde sig i, og derfor varslede konflikt. Regeringen greb ind, og forlængede overenskomsterne og indførte samtidig forbud mod arbejdsstandsninger, et indgreb der klart var i arbejdsgivernes favør.

Socialdemokraterne fortsatte fremgangen, mens Det Radikale forblev et lille parti med omkring 10 procent af stemmerne.

Denne baggrund er nødvendig for at vise Det radikale Venstres klassebasis, og hvordan historien fra partiets opståen og første tid, i den grad stadig gør sig gældende i dag. Det Radikale Venstre opstod som et parti der repræsenterede småborgerskabet og intelligentsiaen, med det erklærede mål at holde klassekampen nede, og forsøge at udligne klassemodsætningerne, men samtidig at fastholde det kapitalistiske samfund, hvilket betød at de i klassekampen altid stillede sig på borgerskabets side.

For mange kan dette dog virke fjernt og langt væk. Men man skal ikke længere tilbage end 1990’erne for at se, at en ny SR regering ikke er at alternativ, som vil føre en politik til gavn for de danske arbejdere og unge.

SR regeringen i 1990’erne; nedskæringer og udliciteringer

I 1980’erne havde vi i Danmark en borgerlig regering, med den konservative Schlüter i spidsen. I 1988 gik de Radikale med i en VKR regering. Det betød at de Radikale gik voldsomt tilbage og havde nu kun 7 mandater tilbage i Folketinget (3,5 procent af stemmerne), hvorefter de forlod regeringen.

Socialdemokraterne var ved valget gået kraftigt frem med 14 ekstra mandater til 69 mandater (37,4 procent). Men de radikale kritiserede Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen for at være for venstreorienteret, og efterfølgende også Svend Auken da han blev valgt som formand i 1987. Poul Nyrup fik i al hemmelighed Niels Helveg Petersen, fra det Radikale Venstres, velsignelse som formand, før formandsopgøret i Socialdemokratiet (Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, bind 16, s. 171), Nyrup væltede Svend Auken som formand i 1992, med en politisk linie der mindede om Blair og Schröder, altså en højredrejning af Socialdemokratiet, med de Radikales velsignelse.

Den borgerlige regering faldt pga. tamilsagen, og i 1993 blev en regering bestående af Socialdemokraterne, Centrum Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de Radikale dannet, med støtte fra SF.

Regeringsgrundlaget bestod hovedsageligt i en fortsættelse at den forrige regerings politik; at fastholde en lav inflation, sikre overskud overfor udlandet, og der stod i regeringsgrundlaget at den nye regering ikke udstedte ”gyldne løfter om flere penge og flere goder til alle”. (Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, bind 16, s. 192).

Denne regering holdt dog ikke længe, og hurtigt blev det til en regering kun bestående af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Politikken var en klar borgerlig politik.

Skatten på de rigestes sidst tjente krone blev lempet. Finanspolitikken blev strammet. Forholdene for de arbejdsløse blev forringet, med blev ”jobtilbud” til arbejdsløse under overenskomstniveau, som de arbejdsløse ikke kunne sige nej til, og aktivering blev indført. Dagpengeperioden blev forkortet, forholdene for de unge arbejdsløse blev forværret.

Samtidig blev der skåret ned i det offentlige, og markedsmekanismer blev indført overalt. De mærkedes især blandt de offentligt ansatte, hvor flere kom på førtidspension og sygedagpenge (60.000 flere mellem 1995 og 2004, heraf de fleste fra det offentlige).

Nyrup havde ved valget lovet at han ikke ville ændre i efterlønnen, alligevel gennemførte SR-regeringen i 1998 en stor indskrænkning i adgangen til efterlønnen.

Derudover blev store dele af infrastrukturen solgt til de private (gods, tele og giro) eller kommercialiseret (post, færger og jernbane). Privatiseringerne var større under SR regeringen end nogensinde før, ”Privatiseringer og udliciteringer nåede et foreløbigt kulminationspunkt i 90’erne.” (Arbejdernes historie, 1800-2000, s. 346)

Forfatterne til den nye bog ”Arbejdernes historie 1800-2000” beskriver 1990’erne som ”Velfærdsstatens stille revolution”. De skriver; ”Velfærdsstaten oplevede en stille revolution i 90’erne. Grundstrukturen i den universalistiske velfærdsstat bestod – tilsyneladende – på de store linjer, antallet af daginstitutions- og uddannelsespladser voksede og offentlige ydelser for alle borgere bestod, men folkepensionen fik en vigende placering til fordel for den fremvoksende arbejdsmarkedspension, og retten til stadig flere sociale ydelser blev tildelt ikke som en ubetinget borgerret, men som en ret man skulle kvalificere sig til.” (Arbejdernes historie 1800-2000, s. 343)

Der blev altså gjort op med et af grundprincipperne for velfærdsstaten, som Socialdemokraterne havde fastholdt også i efterkrigstiden, nemlig at velfærden skulle være universel, forstået på den måde at den skulle være for alle, og ikke fungere som en ”fattighjælp”. At gå væk fra princippet om velfærden som universel betød at det er meget nemmere at skære ned, og at spille forskellige grupper ud mod hinanden.

I bund og grund blev grundstenene til den politik, vi i dag ser den borgerlige regering føre, lagt under SR regeringen i 1990’erne, og da var da også denne regerings økonomiske plan indtil år 2010, som den borgerlige regering mere eller mindre overtog ved sin tiltrædelse i 2001.

Opbakningen til SR-regeringen faldt støt i hele regeringsperioden. Især efter efterlønsindgrebet og efter at regeringen havde grebet ind i storkonflikten i 1998, blev regeringen upopulær.

I 1990 stemte 71% af arbejderne på Socialdemokraterne, i 2001 kun 42%, og Socialdemokraterne mistede 11 mandater ved valget i 2001. (Arbejdernes historie 1800-2000).

De radikale fremfører sig selv som humanistiske, bl.a. på udlændingepolitikken. Men det var SR regeringen der indførte en politik, der på mange måder ligner den vi i dag ser fra den borgerlige regering.

SR regeringen vedtog i 1998 integrationslovene. De indebar, at alle indvandrere skulle lære dansk og gøres bekendt med det danske samfundsværdier gennem et tre-årigt forløb hvor de fik tildelt ”introduktionsydelse på 20% under kontanthjælp”. Derudover blev der indført mange stramninger på familiesammenføringsreglerne, i år 2000 blev retten til familiesammenføring med ægtefæller under 25 år ophævet, altså forløberen for 24-års regelen.

Ser man på SR-regeringen i 90’erne, er det tydeligt, at det ikke er at alternativ til den borgerlige regering for de danske arbejdere og unge.

Ser man på Det Radikale Venstres politik, mens de har været i opposition, er det også tydeligt, at en regering med det Radikale Venstre ikke kan være noget reelt alternativ til den borgerlige regering.

Det Radikale Venstre i opposition; skattelettelser til de rige og nedskæringer

I de borgerlige medier er det nærmest blevet fremstillet som om, at de Radikale har en venstreorienteret skattepolitik, fordi de vil gøre op med regeringens skattestop, der, som vi flere gange har beskrevet, er til gavn for de rigeste.

Men ser man nærmere på, hvad det er De radikale foreslår i stedet, er det endnu mere til gavn for de rigeste, og altså endnu mere borgerligt end selv de borgerliges skattepolitik.

De radikales skatteplan skal skaffe 40.000 flere i arbejde. Det vil de gøre ved at fjerne bund- og mellemskat, og hæve grænsen for topskatten, hvilket vil give de rige 20 gange så meget som almindelige mennesker, nemlig 32.620 om året. (Information 04.10.07).

En anden måde til at få flere i arbejde ifølge de Radikale er at hæve beskæftigelsesfradraget, som altså kun kommer dem i arbejde til gode, og hverken de arbejdsløse, dem på efterløn eller pension, eller nogen andre grupper uden arbejde.

En del af finansieringen skal komme fra en hævning af de grønne afgifter med 20 procent og en øget beskatning af boligerne. Grønne afgifter er en asocial beskatningsform, fordi det betyder, at alle skal betale lige meget, uanset deres indkomst. Det er altså en skatteform, der øger ulighederne. En øget boligbeskatning rammer også almindelige arbejdere. De enorme prisstigninger på boliger og fremkomsten af nye låntyper har betydet, at mange arbejdere mere eller mindre lejer sig ind i deres bolig, hos bankerne.

I Socialistisk Standpunkt går vi ind for lavere skatter for alle arbejdere. De danske arbejdere producerer hver dag enorme rigdomme, men størstedelen af dem havner i virksomhederne og aktionærernes lommer. Det er her, pengene må komme fra, beskatning af virksomhederne og genindførsel af formueskatten. Og det er også her en forbedring af miljøet skal sikres, de store miljøsyndere er virksomhederne, det er dem, der må beskattes for miljøsvineri, ikke almindelige mennesker.

En større boligbeskatning, som også er blevet populær på dele af venstrefløjen, rammer som sagt de almindelige arbejdere, og med den nedgang vi ser nu i boligpriserne, vil det sætte arbejderfamilier endnu hårdere i det, og kan føre til at de må gå fra hus og hjem.

Men ikke bare på skatteområdet vil de Radikale føre mere borgerlige politik end de borgerlige fører lige nu. De radikale foreslår også en lavere vækst i det offentlige en de borgerlige økonomiske 2015 plan i deres finanslovsudspil 2008 ”Bæredygtig fremtid”, (Ritzau online 05.09.07)

I indledningen til De Radikales eget finanslovsforslag ”Bæredygtig fremtid” skriver de; ”Regeringens udspil til finanslov tager ikke fat på de grundlæggende udfordringer i dansk økonomi. Det økonomiske råderum – og mere til – er allerede brugt på tre-partsaftaler og kommune-/regionsaftaler. Alligevel skruer regeringen og dens støtteparti forventningerne op til yderligere overskridelser i det offentlige forbrug.

Vi vil ikke spille hasard med fremtidens økonomi ved at deltage i en overbudsrunde. Vi fører en stram og ansvarlig økonomisk politik. Ikke mindst i den nuværende konjunktursituation er der snarere behov for en opbremsning end for at give yderligere los for øgede offentlige udgifter og ufinansierede skattelettelser. For at citere Nationalbankdirektøren, Niels Bernstein: ’Regeringens finanslov øger risikoen for en skadelig overophedning af økonomien’, Børsen, 29. august 2007.

Derfor lægger vi op til en ansvarlig vækst i de offentlige udgifter kombineret med forslag til reformer af de grundlæggende strukturer, der fremtidssikrer Danmark og sikrer økonomisk råderum til de nødvendige velfærdsydelser.” (Bæredygtig fremtid).

Med andre ord, den borgerlige regerings nedskæringspolitik er ikke hård nok for det radikale!

Deres plan for at sikre velfærdssamfundet er udover nedskæringer og en skattereform til gavn for de rigeste, at forringe de arbejdsløses vilkår, med præcis de samme argumenter, som de borgerlige bruger.

I Bæredygtig fremtid, opridser de deres plan for en kraftig forringelse af forholdene for arbejdsløse, der ”motiverer de ledige frem for a fastholde dem på offentlig forsørgelse”.

De vil for det første gøre det obligatorisk at forsikre sig mod ledighed. Altså en privatisering af et samfundsmæssigt problem, nemlig arbejdsløshed. De skriver, at ”alle solidarisk skal bidrage til finansieringen af udgifterne til ledighed”. Men arbejderne betaler allerede til ledighed. Langt de fleste betaler til en A-kasse i deres fagforening, og op mod 50 procent i skat. Det er arbejderklassen, der betaler langt størstedelen af statens indtægter, og altså også dem der betaler til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Planen fra de Radikale er, at ydelsen til de arbejdsløse skal falde jo længere tid man er arbejdsløs, og støtten skal sættes drastisk ned, meget før end det er tilfældet nu.

De første 3 måneder af arbejdsløsheden skal man, ifølge de Radikale, kunne få en højere dagpengedækning gennem sin private forsikring. Derefter skal ydelsen falde med jævne mellemrum ”så den ledige hele tiden får nye incitamenter til at komme i arbejde.”. Dagpengeperioden skal skæres ned til 2,5 år (fra 4 år i dag), og derefter skal man ifølge de Radikale på kontanthjælp.

Det er et frontal angreb på de arbejdsløses rettigheder, og dermed på alle arbejdere i Danmark. Når forholdene for arbejdsløse er elendige, er frygten for arbejdsløshed større, og det betyder, at man er mere tilbøjelig til at tage et dårligere job til en lavere løn. Den lave arbejdsløshed der er lige nu, er en historisk undtagelse, og der er ingen tvivl om, at den vil stige i fremtiden.

Indføres de radikales politik for arbejdsløse er det ren klassekamp, men fra den borgerlige lejr.

Når man når til afsnittet om daginstitutionerne tænker man, ”nå måske er der noget godt i deres forslag...”, da man kan læse at De Radikale bl.a. vil indføre minimumsrammer og madordninger i daginstitutionerne. Men også her bliver man dyb skuffet, når man læser videre; måden de vil finansiere dette på, er ved at sætte forældrebetalingen op til 33 procent af kommunernes udgifterne! Det er en tilbagerulning af et tiltag indført af den borgerlige regering. I forvejen koster en institutionsplads mange mange penge for en almindelig arbejderfamilie, og forslaget går stik imod Socialdemokraternes mere progressive forslag i sidste valgkamp om at sætte forældrebetalingen til max 1000 kr. om måneden.

Ovenstående viser til fulde at de Radikale er et borgerligt parti der fører en borgerlig politik! Man kunne nævne mange andre ting der understreger dette yderligere. Herunder skal vi bare kort nævne et par til.

De Radikale var sammen med den borgerlige regering med til at afskaffe skolepraktikken i 2003, hvilket ramte mange lærlinge. (Ritzau Bureau 16.06.06)

Derudover vil de øge udliciteringerne. Regeringen vil i deres finanslovsforslag udlicitere for 2 mia. kr., men De radikale er mere ambitiøse borgerlige end dem, og vil øge udliciteringer med yderligere 0,5 mia. kr.

Derudover vil de fjerne statens bidrag til efterlønsmodtagernes ATP betaling, og afvise regeringens forhøjelser af børnechecken.

Socialdemokratiet – et arbejderparti

Der er jo ingen tvivl om at den Socialdemokratiske ledelse er mindst lige så ansvarlig som de Radikale for den førte politik i 1990’erne SR-regering.

Men der er an afgørende forskel på de Radikale og Socialdemokratiet, som man må tage med i betragtningerne.

Socialdemokratiets klassebasis er arbejderklassen. Partiet er dannet af arbejderne og har historisk haft stor tilknytning til fagbevægelsen, og har det stadig selvom de officielle bånd mellem Socialdemokratiet og LO blev løsnet i 1998.

De Radikales klassebasis er småborgerskabet og de intellektuelle, men der er ingen tvivl om at de forsvarer borgerskabets interesser. I det kapitalistiske samfund, vi lever i, kan man ikke ”stå i midten”, der er ingen ”3. vej”, man kan kun stå på enten arbejdernes eller kapitalisternes side, og de Radikale står helt klart på kapitalisternes side, med det erklærede formål at nedtone klassemodsætningerne og klassekampen, pakket ind i tomme humanistiske fraser.

Der er ingen tvivl om, at ledelsen for Socialdemokraterne fører borgerlige politik, og har gjort det i mange, mange år. Men den seneste periode har også vist at Socialdemokraternes klassebasis er intakt. Da Helle Thorning blev valgt som formand, var hun repræsentant for den yderste højrefløj i partiet, og hendes motto var ”at arbejde regeringen ud af kontorerne”. Men under de store velfærdsprotester de seneste år er partiet blevet skubbet til venstre, og protesterne fik også et udtryk inde i partiet.

Det har bl.a. ført til at Socialdemokraterne for nylig har fremført forslaget om velfærdsrettigheder. Det er minimumsstandarder på en lang række områder, såsom antal pædagoger pr. barn i daginstitutionerne, der hvis de indføres vil forbedre velfærden massivt.

Disse krav må ses som en venstredrejning i partiet. Men det er også helt tydeligt, at disse krav ikke kan gennemføres samtidig med at en Radikal politik fastholdes.

Der eksisterer en helt tydelig modsætning mellem Socialdemokraternes valgløfte om en maksimal betaling på tusind kroner på en daginstitutionsplads og De Radikales krav om at hæve egenbetalingen til 33 procent. Men en mere grundlæggende modsætning er De Radikales ønske om at skære endnu mere ned på det offentlige og sænke skatten for de rigeste, på ingen måde harmonere med en politik hvor Socialdemokraternes velfærdsrettigheder kan gennemføres, da de ikke kan undgå at koste flere penge til det offentlige, med mindre der skal spares helt enormt på alle områder end dem som Socialdemokraterne specifikt nævner i deres rettighedskatalog.

Samarbejdet med de Radikale har alle dage været brugt af Socialdemokraternes ledelse, til at føre en borgerlig politik med angreb på arbejderklassen. Det er med andre ord, en krykke som ledelsen har brugt imod den interne kritik, med argumenter såsom; hvis ikke vi samarbejder med de Radikale kan vi ikke fastholde magten, og så får vi en borgerlig regering, der gennemfører endnu hårdere angreb på arbejderne. Når klassekampen opblusser får den også et udtryk indeni i Socialdemokratiet, samarbejdet med de Radikale er et af højrefløjen i Socialdemokratiets bedste argumenter, og må derfor bekæmpes, som det den er; et argument for at føre nedskæringspolitik og angribe arbejderklassen. Det er et led i kampen for en arbejderpolitik i ledelsen for Socialdemokratiet.

Om parolen; for en arbejderregering på et socialistisk program

Det skulle gerne stå klart nu, hvorfor en ny Socialdemokratisk-Radikal regering ikke er et alternativ til den nuværende borgerlige regering. Men, vil nogen måske argumentere, lige nu er det slet ikke realistisk med en regering uden det Radikale. Ser man på meningsmålingerne, er der ikke flertal for arbejderpartierne.

Og det er sådan set rigtigt, men man kan ikke se så mekanisk på det. Med den politik som oppositionen fremfører lige nu, er der ikke udsigter til at få en arbejderregering. I 1998 tabte Socialdemokraterne valget fordi de konstant havde skåret ned, forringet forholdene for arbejderklassen, samtidig med at de sagde, at ”det går så godt som aldrig før”, en sandhed langt de færreste arbejdere kunne nikke genkendende til. Efter den borgerlige regering kom til magten har oppositionen været tandløs.

Men vi har set at hver gang Socialdemokraterne har støttet kravene fra arbejderklassen om f.eks. bedre velfærd, er de gået frem. At de ikke er gået mere frem skyldes, især at de har været total uklare i hvorvidt de reelt vil forsvare velfærden, og opfylde velfærdsrettighederne hvis de kommer til magten. En af grundene til denne uklarhed er helt klart den Socialdemokratiske ledelses, leflen for de Radikale, ligesom ledelsen for SF konstant bejler til de Radikale, og rykker længere og længere til højre på en lang række spørgsmål. for at kunne komme i regering næste gang.

Et arbejderflertal bliver kun muligt hvis arbejderpartierne fører en klar oppositionspolitik, og fremsætter en klar plan for at forbedre velfærden, og gør det helt klart at der skal dannes en arbejderregering. Med en sådan valgkamp er der ingen tvivl om at arbejderpartierne ville kunne vinde flertal. Nu hævder nogen måske, at det er umuligt, fordi medierne støtter og er kontrolleret af de borgerlige, og fordi de borgerlige partier modtager mange millioner fra erhvervslivet til at føre valgkamp for, mens arbejderpartierne får færre og færre penge.

Men det er ikke pengene det kommer an på i en valgkamp. Arbejderpartierne har mange tusind medlemmer fordelt på arbejdspladser, uddannelsessteder osv. Disse medlemmer må mobiliseres i en intens valgkamp, og ville også kunne blive det, hvis medlemmerne følte, at det var deres politik, der blev fremført. Med en reel arbejderpolitik ville det også igen være muligt at fremføre i fagbevægelsen, at partistøtten fra fagforeningerne til arbejderpartierne må genindføres.

Denne parole er absolut ikke en utopi, som nogen hævder. De seneste år har vist en stigende radikalisering og klassekamp, med krav om forbedringer ikke forringelser. Og fagbevægelsens parole op til valget i 2005 var lige netop en arbejderregering.

Men vores slogan er ikke bare, for en arbejderregering... det er for en arbejderregering på et socialistisk program. Kapitalismen har tydeligt vist, at den har udspillet sin rolle. Siden 1970’erne har der ikke været nævneværdige forbedringer af velfærden. I stedet er der blevet skåret ned. Reformisterne siger de ønsker reformer, men problemet er, at reelle reformer ikke kan gennemføres uden at bryde med kapitalismen, dvs. privatejendomsretten til virksomhederne, og derfor bliver reformisternes politik for det meste til kontrareformer, altså nedskæringer.

Det, der er brug for, er en regering, der fremfører en politik med forbedring af velfærden, sikring af arbejdspladser og en udvikling af økonomien. Det kan kun ske ved, at de største virksomheder nationaliseres, under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

Alternativet til den borgerlige regering er altså ikke en regering med det Radikale Venstre, men en arbejderregering på et socialistisk program!