I går skete det, som mange havde ventet i længere tid. Det omstridte ungdomshus på Nørrebro i København blev ryddet tidligt om morgenen. For at ’erobre’ det, måtte politiet bruge en helikopter til at fire sig ned og omringe de unge i huset. Resten af torsdagen og natten til fredag har båret præg af gadekampe i hele København, og især på Nørrebro, hvor biler blev sat i brand og butiksruder smadret. Det kom til voldelige sammenstød imellem politi og ungdomshus-sympatisører.

Forskellige aktioner er fortsat fredag, bl.a. blev Socialdemokratiets partikontor besat af unge som bar bannere med skriften ”I har taget vores hus – nu tager vi jeres!”.

Det der er kommet bag på mange, er hvor omfattende protester dette har udløst. En strid, som mange anså for at være en bagatel, har fået tusinder af unge til at aktionere. Selv polititalsmand Flemming Steen Munch har til Politiken indrømmet, at ”Det kom bag på os alle, at de var så mange”. Det har udviklet sig til en form for oprør, som ikke bare omfatter en lille hård kerne, men bredde lag af ungdommen.

Hvorfor? Det ville være helt forkert bare at tilskrive dette udelukkende til ungdomshuset på Jagtvej 69. Det er klart, at denne bygning er et vigtigt sted og at mange unge deltager i de koncerter, folkekøkkener og andre kulturelle arrangementer, som afholdes dér.

Men først og fremmest så har dette en symbolsk betydning. For mange unge – hvad enten de bruger ungdomshuset eller ej – så er det simpelthen for groft, at Københavns Kommune, med de borgerlige politikere i spidsen, ikke engang vil give et hus, som ungdommen kan bruge. Det er et symbol på hvor snæversynede og kyniske politikerne er.

For tusinder af unge, har det været dråben der fik bægeret til at flyde over. Dagligt fødes vi med løgne om krigen i Irak, samtidig med at vores velfærd ødelægges med den undskyldning, at der ikke er råd til frie uddannelser, hospitaler og daginstitutioner for alle. Og nu vil de oven i købet nedrive et sted, som en gruppe unge bruger til at holde åbne koncerter og ungdoms- og kulturaktiviteter.

Store dele af befolkningen sympatiserer med de unges ret til et ungdomshus. Det viste sig bl.a. i en Gallup-meningsmåling som Berlingske Tidende bragte den 14. februar, hvor hele 57 % af københavnerne mente at kommunen burde medvirke aktivt til at de unge kan få et nyt hus og kun 22% mente at Ritt Bjergegård som overborgmester har håndteret sagen tilfredsstillende.

At almindelige menneskers biler og små-handlendes butikker smadres, er selvfølgelig absolut uproduktivt. Det hjælper ikke kampen for ungdomshuset eller noget som helst andet. Det samme gælder for isolerede gadekampe med politibetjente.

Der er mange af de metoder, som en del af ungdomshus-sympatisørerne bruger, som marxister er dybt uenige i. I en anden artikel har vi behandlet dem. Men det vigtigste er, at forstå at dette oprør er et udtryk for noget større. Det afspejler den blindgyde som det kapitalistiske samfund er nået ind i.

På nogle måder minder det lidt om det oprør som udspillede sig i de parisiske forstæder i Frankrig i november 2005. Også i det tilfælde fik en enkeltstående hændelse (to unge indvandres tragiske død, på flugt fra politiet), tingene til at koge over. Her gik tusinder af unge fra fattige kår på gaden, brændte biler af og tyede til hærværk. Den franske stat sendte elitepoliti ind og nedkæmpede oprøret med hårdhændet repression.

Selvfølgelig er oprøret i København på en mindre skala og med mindre opbakning. Men der er ingen tvivl om at det kan ændre sig.

Faktisk bekræfter denne bevægelse marxisternes perspektiv om, at der er røre i ungdommen. Alt snak om en ligeglad og passiv ungdom må nu høre op. Det er muligt at denne bevægelse vil dø hen i de kommende dage og at roen nu vil sænke sig. Men harmen, afmagten og fortvivlelsen vil forblive indprentet i tusinder og atter tusinder af mennesker.

Det åbner vejen for en yderligere radikalisering af større lag. Idéen om at et anden verden er nødvendig, vil for alvor komme på dagsordenen . Tusinder vil atter søge efter et socialistisk alternativ til kapitalismen.