De sidste par dage har budt på en lille nedtrapning af optøjerne i København, men der har stadig været mange demonstrationer og protestaktioner. Nedrivningen af huset er nu i gang på anden dag, og politiet har intensiveret deres repression imod de unge og imod flere lovlige foreninger. Også fagbevægelsen er nu begyndt at blande sig. Intet tyder på, at denne sag vil blive let glemt.

Repression
Lørdag den 3. marts fik flere lovlige socialistiske ungdomsorganisationer og kollektiver på Nørrebro besøg af politiet. Bl.a. blev organisationen Rød Ungdoms lokaler ransaget og Solidaritetshuset på Griffenfeldtsgade, hvor Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har hjemme, blev også ryddet, og 10 aktivister blev anholdt. Også Internationalt Forums lokaler er blevet ransaget.

Samtidig er tallet på anholdte i løbet af disse dage steget til over 620. Det er sågar kommet frem, at politiet har måttet tilkalde ekstra politibiler - de såkaldte hollændervogne fra både Holland og Sverige. Dette vidner om, at disse optøjer ikke bare er en lille gruppe voldsgaldninges værk, men at de afspejler store dele af ungdommens enorme utilfredshed.

At, politiet går ind og ransager lovlige organisationers lokaler og ligefrem søger efter deres medlemslister, er på alle måder forkasteligt. Det viser meget godt at demokratiet i Danmark har sine begrænsininger, og at terrorlovgivningen har gjort disse begrænsninger endnu større. Politiet som institution er ikke en neutral instans, men er derimod et redskab i den borgerlige stat, som den herskende klasse kan bruge imod arbejderbevægelsens organisationer. Så fremt de på et givent tidspunkt føler det nødvendigt, kan de bruge det – ikke bare imod frustrerede unge, der kaster med brosten – men også imod kræfter som kæmper for et socialistisk samfund.
Det er tilmed kommet så langt, at formanden for den fredelige ”Borgergruppen for Ungdomshuset” Esben Olsen, som har fået hundredevis af indmeldelser og organiserede en fredelig demonstration lørdag den 3. Marts med flere tusinder, er blevet anholdt mandag den 5. marts.
Disse fuldstændigt ubegrundede anholdelser og ransagninger må fordømmes af alle kræfter i arbejderbevægelsen. De demokratiske rettigheder, såsom ytringsfrihed, demonstrationsfrihed og pressefrihed, er ikke noget, som vi har fået foræret, men er produktet af en lang og sej kamp, hvor arbejderbevægelsen i sin tid tvang disse indrømmelser igennem. Hvis ikke vi forsvarer dem, kan de blive undermineret. Det, vi ser nu, kan man sagtens forestille sig, bliver gentaget i andre konflikter som f.eks. strejker.

Nedrivning
Den kristne sekt Faderhuset har straks sat gang i nedrivningsarbejdet. På nogle kom det en smule bag på dem, at man gik så hurtigt til værks med at få lagt huset i grus. Imidlertidig er det klart, at Faderhuset – med opbakning fra de borgerlige politikere, politiet og desværre også den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregård – har ønsket at bruge nedrivningen som et symbol overfor de unge. De vil give dem en lærestreg. De siger: ”Se her, jeres sted bliver smadret, I kan ikke opnå noget, det nytter ikke at kæmpe imod, opgiv al kamp for samfundsforandringer og følg vores linje”.

Samtidig kan de mere intelligente borgerlige godt fornemme, at det de har sat i gang kan udvikle sig. Hvis der ventes med nedrivningen alt for længe, kan det føre til flere aktioner og måske endda forsøg på at genovertage bygningen.
Også fagbevægelsen er nu så småt gået ind i sagen. Byggefagenes samvirke forsøgte at klage over brud på sikkerhedsregler, men blev afvist adgang til bygningen. 3F fortæller på deres hjemmeside, at formanden for Bygge- Jord og Miljøarbejdernes fagforening i København, Henrik Lippert, mener, at det er uværdigt arbejde at arbejde maskeret og under politibeskyttelse, sådan som nedrivningsarbejderne gør på Jagtvej. Han opfordrer derfor til arbejdsnedlæggelse.

Intet vil blive som før
Som vi forklarede i vores sidste artikel om sagen, er det muligt, at denne bevægelse vil falde lidt ned i aktivitet de kommende dage. København har i fire døgn været forvandlet til en krigszone imellem politi og unge, med daglige demonstrationer, hærværk og anholdelser.
Det er klart, at dette ikke kunne fortsætte uendeligt. Både fordi mange folk oprigtigt er trætte af uroen og volden, og fordi at trætheden nok er ved at melde sig hos mange unge,samt at mange er blevet anholdt. Men det betyder ikke, at denne konflikt vil blive glemt. I tusinder af unges bevidsthed vil den fortsætte
De borgerlige medier spørger: ”Hvem står bag alt det her?”. Svaret er, at det ikke kontrolleres 100% af nogen. Tværtimod er det et udtryk – ikke bare for vreden over nedrivningen af huset – men for de ophobede frustrationer hos tusinder af unge, som nødvendigvis måtte få et udtryk før eller siden.
I 2003 fik utilfredsheden udtryk, da USA angreb Irak, i 2004 og 2005 skete det med de store gymnasieprotester, i 2006 med omfattende velfærdskampe, den 17. Maj og i efterårets massive strejker og i marts 2007 er det begyndt at vise sig på en anden måde – med et begyndende ungdomsoprør i København. Selvfølgelig er alle disse udtryksformer forskellige, og der er ingen tvivl om, at isolerede gadekampe og hærværk hører til de uproduktive og unyttige. Men fælles for dem er, at de viser, at kapitalismen er inde i en blindgyde og ikke kan vise nogen vej frem, hverken for de unge eller for arbejderklassen som helhed.
I de kommende måneder og år, gennem lange og seje kampe, vil dette blive konklusionen som hundreder og tusinder af mennesker vil drage.