GN Store Nord er et selskab med over 6.000 ansatte. Det er en teknologikoncern, der anses for at være en af de allermest driftige og fremadrettede virksomheder. Det er en virksomhed, hvor ord som "corporate governance" og "branding" er nøgleord. Ikke desto mindre er GN Store Nord kommet ud af 2001 med danmarkshistoriens største underskud, oplyser Børsen 14. marts. Et underskud på næsten 9,2 mia. kr. er ikke til at tage fejl af.


Men GN Store Nord er ikke den eneste virksomhed med problemer. Et andet "moderne" selskab, 2M Invest, er i massive vanskeligheder. Årsregnskabets offentliggørelse er blevet udskudt. En sådan udskydelse tolkes af børsfolk og andre spekulanter som store problemer for firmaet. En såkaldt porteføljeforvalter betegner i Børsen 15. marts 2M Invest-aktien som "en lodseddel, hvor gevinstmulighederne er meget små".

Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der administrerer almindelige arbejderes opsparinger, ejer knap 10% af aktierne i det kriseramte selskab. For at redde 2M Invest fra konkurs vurderes det, at der skal kradses mindst 100 mio. ind. Og de 10 mio. skal komme fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond, altså fra de danske arbejderes lommer.


Kapitalismen har ingen løsning!

Hvis man skal tro de borgerlige økonomer, så skyldes virksomhedernes underskud og erhvervslivets problemer "manglende forbrugertillid". Hver gang en borgerlig økonom nævner disse ord, så bliver det taget som den endegyldige forklaring. Økonomerne nævner aldrig med ét ord, hvorfra denne "manglende forbrugertillid" stammer. Er det et pludseligt anfald af kollektivt vanvid?


Svaret er nej. Det skyldes vanvid ja, men det er ikke spor kollektivt. Det er kapitalismens galskab.


De borgerlige økonomer ser kun, at kapitalisternes varer ikke bliver købt, og derfor havner virksomhederne gang på gang i underskud, med masser af varer på lager og overskydende kapacitet. Alle disse goder er kapitalismen ikke i stand til at fordele. Som Marx beskrev det for længe siden, så sælger arbejderne deres arbejdskraft til arbejdsgiverne. Men prisen på arbejdernes arbejdskraft, dvs. lønnen, siger ikke noget om, hvor meget de kan producere i løbet af arbejdstiden. Forskellen tilfalder arbejdsgiveren i form af merværdi og profit – når han altså får solgt den færdige vare. Arbejdsgiverne sælger altså de færdige produkter til en pris, der indeholder både arbejdslønnen, råvarer, udgifter til maskiner, plus profit til ham selv. Men på denne måde siger det sig selv, at arbejderklassen som helhed ikke har råd til at købe de varer, de selv har produceret, og selvom arbejdsgivere ofte har hang til udskejelser og overdreven luksus, så kan de trods alt ikke købe flere tusinder mobiltelefoner, biler eller andre varer.


Dette, forklarede Marx, er den klassiske overproduktionskrise. Fordi kapitalisterne ikke kan sælge deres varer til en pris, hvor arbejderne kan købe dem alle, så ligger de til sidst inde med et varelager, de ikke kan sælge.


Løsningen hedder socialisme!

Sagerne med GN Store Nord og 2M Invest viser, at selv disse "driftige" virksomheder er underlagt markedets love. De borgerlige prøver at affeje det med små, isolerede argumenter om "manglende tillid". I virkeligheden handler det om, at den kapitalistiske økonomi på verdensplan er i en af de allerværste situationer siden 1930'erne. Gælden er historisk høj, hvilket forhindrer kapitalisterne i at kickstarte økonomien ved yderligere lån.


Lønmodtagernes Dyrtidsfond har sat arbejdernes penge på en lodseddel i den kapitalistiske tombola. Hvis de taber (hvilket er meget sandsynligt), bliver regningen sendt til arbejderne.


Konklusionen er klar: Kapitalismen har ikke råd til forbedringer for arbejdere og unge. Hvis virksomheder og pensionsfonde fyrer folk eller snyder dem for deres opsparinger, så må de overtages af det offentlige og lægges under arbejderkontrol. Den eneste langtidsholdbare løsning er en socialistisk omvæltning af samfundet, hvor arbejderne selv overtager kontrollen.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.