Indhold:

Indledning
Situationen ude i verden
Økonomien i Danmark
Den politiske situation
Fagforeningerne og den danske arbejderklasse
Situationen blandt ungdommen
Afslutning

INDLEDNING

Et perspektiv er en grundlæggende nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem. Marxister er klar over, at de forskellige faktorer i samfundet indvirker på hinanden. Arbejderklassen reagerer forskelligt, alt efter om der er en økonomisk krise eller et opsving, kapitalisterne vil ikke turde angribe en arbejderklasse med en stærk ledelse, men vil gøre det, hvis de har en svag ledelse og en lav kampvilje.

Den kommende periode vil blive en modsætningsfyldt og eksplosiv periode. Vi har i starten af 2002 allerede set store bevægelser blandt ungdommen, som overgår, hvad vi har set i lang tid. Samtidig er der konflikt under opsejling blandt de offentligt ansatte, og tillidsfolk fra den private sektor begynder også at røre på sig imod regeringens planer. Det vil blive en tid med stigning i protester og øget aktivitet i arbejderbevægelsen. Det er derfor alle oprigtige arbejdere og unges pligt at være forberedte på de kommende kampe for at forstå, hvilken vej arbejderklassen skal tage for at vælte det kapitalistiske samfund og erstatte det med en demokratisk arbejderstat.

Vi skriver dette dokument efter talrige diskussioner og gennemgang af de sidste par års vigtige begivenheder. Dette dokument skal dog ikke ses som en færdig og endegyldig "plan". Det er skrevet af en ung, marxistisk tendens, og det er muligt, at der er faktorer, vi ikke har regnet med. Vi giver derfor ingen garantier mod fejl og forkerte konklusioner, tværtimod er det af allerstørste betydning, at dokumentet bliver kritisk læst af den unge arbejder, student eller elev, som vil stifte bekendtskab med de marxistiske idéer. Des flere erfaringer og synspunkter der deltager i en diskussion, des mere præcise vil konklusionerne blive.

SITUATIONEN UDE I VERDEN

Efter Berlinmurens og Stalinismens fald, blev kapitalismens endelige sejr udråbt. Vi ville nu få "fred og frihed" på verdensplan ledet af USA som den eneste stormagt. De frie markedskræfter havde vundet og ville herske for evigt. Virkeligheden viser dog noget helt andet, og alle økonomer og andre "ledende" borgerlige tænkere er i komplet vildrede. Vi er nu på vej ind i en fuldstændig anderledes historisk periode end de foregående. En periode fuld af turbulens, krige, revolutioner og kontrarevolutioner.

De sidste år viser dette tydeligt; terrorangrebet på USA med efterfølgende krig i Afghanistan og mulighed for flere steder såsom Filippinerne, Irak, Iran, Nordkorea osv., og øgede spændinger i Mellemøsten er bare nogle af tegnene. Derudover optrappes konflikten på det indiske subkontinent mellem atommagterne Indien og Pakistan, Afrika er et stort rod af en blanding af naturkatastrofer, borgerkrige og imperialistiske marionetkrige. I Latinamerika er der ikke ét stabilt regime, og udviklingen kan blive yderst eksplosiv, som vi senest har set i Argentina med starten til en revolution, der hurtigt kan sprede sig til resten af Latinamerika. Revolutionen begynder ved kapitalismens svageste led, og vil derfra brede sig som ringe i vandet.

Hvis vi kun så turbulens i et enkelt land, kunne det være et tilfælde, men det er over hele linjen som virkning af globaliseringen. Globaliseringen i sig selv er ud fra marxisters synspunkt en god ting, i den forstand at den internationaliserer økonomien og udvikler arbejderklassen i alle lande og dermed lægger grunden for en verdensrevolution. Det vil være en faktor, der kan accelerere den hast, hvormed revolutionen spredes. Det siger sig selv, at marxister selvfølgelig er imod alle de ubehagelige konsekvenser, som den kapitalistiske globalisering uundgåeligt fører med sig – øget ulighed, grov udnyttelse af arbejdskraften osv.

Kapitalismen har altså ikke sejret endeligt, snarere tværtimod, og markedskræfterne har absolut vist deres fallit som middel til at skabe fremgang, fred og stabilitet. De har vist, at de fører til det absolut modsatte.

Bush's antiterrorkrig har på overfladen fået verdens statsledere til at fremstå som "gode venner", fx er Bush og Putin tilsyneladende allierede i krigen i Afghanistan. Men under denne overflade skjules stigende spændinger. Dette afspejler sig i øgede handelskrige og kamp for markeder. Samtidig med at udvidelsen af verdenshandelen (også kaldet globaliseringen) fortsætter, stiger de protektionistiske tendenser i de enkelte lande. I forsøg på at redde det enkelte lands økonomi fra krisen optrappes sanktioner, skatter og momser i et forsøg på at holde andre landes varer ude. I et forsøg på at konkurrere med USA og Asien, med Japan i spidsen, oprettedes EU som en blok mellem de europæiske kapitalister, og spændingerne mellem disse blokke stiger. Senest har USA forsøgt at splitte enheden i EU ved at lave en aftale med Italien, så de har trukket sig fra fremstillingen af europæiske militærfly. Men også internt i EU stiger spændingerne økonomisk og politisk, efterhånden som økonomien går nedad, og landenes muligheder for at lette nedgangen er væk (der er f.eks. ikke længere mulighed for devalueringer).

Økonomien rundt om i verden

Verdensøkonomien er i kraftig nedgang. De borgerlige økonomer er i fuldstændig vildrede, der har aldrig før været en sådan kombination af økonomiske fakta. Nogle mener, det begynder at gå fremad, mens andre mener at det går den anden vej. Mange af disse økonomer holdt på, at en økonomisk nedgang ikke var mulig selv efter at den var gået i gang. Der er i USA, Japan og Asien en enorm overproduktion. I Europa er der fx overproduktionskrise inden for mobiltelefoner.

Aktiemarkederne kollapsede inden for det sidste år specielt det sidste halve år, men er delvist ved at genvinde styrke. Vi har tidligere givet dette område stor opmærksomhed for at forklare den boble der var på aktiekurserne, især IT-kurserne, men efter kollapset er det ikke længere så vigtig en faktor for den nært forestående økonomiske udvikling. Især ikke nu hvor situationen i den virkelige økonomi er begyndt at ændre sig.

USA's økonomi var allerede før 11/9 i nedgang og er nu officielt i krise (nedgang i produktion i to kvartaler i træk). Arbejdsløsheden stiger, der er faldende indtjening hos mange firmaer, rekordhøj gæld, og forbruget, der holdt opsvinget i gang, er faldende. Derudover ser vi firmaer kollapse. Et eksempel på dette er Enron, der var USA's 7. største firma, hvilket var et kæmpe chok, både for økonomer og resten af befolkningen. Mange havde hele deres pensionsordning i Enron. Der har været 11 sænkelser af renten inden for de seneste 12 måneder, hvilket aldrig før er set i historien. Det viser desperationen, men har ikke haft den store effekt. Problemet er, at privatpersoner og firmaer i forvejen er dybt forgældede - det er disse penge, der har holdt forbruget og dermed opsvinget i USA kørende i den seneste periode. Men det betyder, at lige meget hvor meget renten sænkes, vil de ikke begynde at optage gæld. Dette fænomen gør sig også gældende i Japan, hvor renten nu er på 0%, uden at sætte gang i økonomien. Japan, som er verdens 2. største økonomi, har nu været i krise i de sidste 10 år, og er det mest forgældede land i verden. De står nu overfor en situation, hvor hele banksystemet kan kollapse. Den eneste løsning er at eksportere. For at øge eksporten devaluerer de yennen. Dette medfører øgede modsætninger i Asien, som stadig kæmper med det økonomiske krak i 1997. Dette kan føre til konkurrerende devalueringer i Asien, som det skete i 97. Devalueringer i Asien vil også påvirke Kina, som har en forholdsvis stor rolle i verdenshandelen ved at eksportere en masse billige varer, hvilket kan betyde, at de også vil gå med i devalueringskapløbet. Hvis dette sker, vil det være et kæmpe slag for hele verdensøkonomien.

Globaliseringen og den internationale arbejdsdeling har været en af faktorerne til at holde kapitalismen kørende, men har samtidig betydet en abnorm ulige udvikling. De rige lande bliver rigere på de fattige landes bekostning, hvor fattigdommen aldrig har været større. Udover den ulige handel er disse lande forgældede til op over begge ører og betaler mange gange det beløb, de har lånt, tilbage til udenlandske kapitalister, hvilket stopper enhver form for mulighed for udvikling. Dette øger modsætningerne i disse lande og giver en socialt eksplosiv situation. Kapitalismen er ved at falde fra hinanden i periferien. Dette ses fx i Argentina, som var et mønstereksempel. De fulgte alt, hvad IMF dikterede, og bandt pesoen til dollaren for at undgå inflation. Nu ser vi, at Argentina, som faktisk er en af verdens største industrinationer, er gået bankerot, hvilket har skabt revolutionære tendenser. Hvis der eksisterede en ægte marxistisk ledelse kunne arbejderklassen rimelig let tage magten. Også i andre forholdsvis industrialiserede lande har der været fuldstændig kollaps af økonomien fx Tyrkiet, hvor landets valuta faldt til det halve på rekordtid, også i Tyrkiet er revolution på dagsordenen indenfor de næste par år.

Hele verdensøkonomien er altså på vej nedad, hvilket vil påvirke hvert eneste land i verden. Også i Europa (og Danmark) ser vi nedgang. Europas økonomi har været holdt oppe af opsvinget i USA, ved at vi kunne eksportere. Indenfor den sidste periode har vi set øget pres på arbejderklassen, på trods af økonomisk opsving. Arbejderklassen er blevet lovet forbedringer, men kan i stedet se frem til flere og flere angreb. At dette på et tidspunkt vil eksplodere er klart. Vi har allerede set starten på dette i Europa. 2 generalstrejker i Grækenland i sommers, generalstrejke i Galicien (en spansk region) også i sommers og lignende begyndende bevægelser.

Selvom den næste periode vil være kendetegnet af krise og ustabilitet, udelukker det på ingen måde, at der vil være op- og nedture, perioder med fremgang og tilsyneladende ro. Fra borgerlige økonomers side bliver der gjort meget for at puste selv den mindste positive nyhed op til redningen for hele verdensøkonomien. Men det, det drejer sig om, er at forstå den generelle udvikling i perioden - på verdensplan er vi på vej ind i en periode med lavere end normal vækst. Den nuværende krise vil kun være den første af de kriser, vi vil se i de næste ti års tid.

Der kan altså ikke være nogen tvivl om, at vi står over for en turbulent periode, hvor alle lande i verden vil blive berørt, deriblandt også Danmark. Danmarks økonomi er meget lille og er fuldstændig afhængig af verdensmarkedet. At Danmark har kunne holde en økonomisk vækst i den seneste periode, skyldes først og fremmest eksport til USA.

ØKONOMIEN I DANMARK

Flere ledende socialdemokrater har som kommentar til de store nedskæringer i regeringens finanslov sagt, at der ikke er nogen grund til at skære ned, eftersom økonomien er sund, og der ikke er nogen krise forude. Dette overoptimistiske syn på sagen er imidlertid næppe berettiget. Den danske økonomi er ikke i krise endnu, men den er heller ikke sund, og der er masser af ting, der peger på, at fremtiden vil byde på mere nedtur. Optimistiske udsagn om, at den verdensøkonomiske krise ikke påvirker Danmark, er ønsketænkning.

De samme topsocialdemokrater, som siger, at der ikke er nogen økonomisk grund til at skære ned nu, stod i deres regeringsperiode selv for masser af nedskæringer og "fornyelser" af velfærdssamfundet. Det meste af deres tid ved magten var ellers præget af et mindre økonomisk opsving, men som alle arbejdere og unge i Danmark ved, var det ikke noget, almindelige mennesker mærkede noget særligt til: presset er vokset alle steder, den offentlige sektor er blevet forringet gennem udliciteringer og privatiseringer, dele af velfærden er blevet beskåret, uligheden er steget, og selvom arbejdsløsheden er faldet, er den langtfra udryddet, og meget af faldet skyldes manipulation med statistik og udregningsmetoder. Hverken den daværende socialdemokratiske regering, som skar ned og lavede forringelser før, eller den nuværende borgerlige regering, som nu laver det samme i endnu højere grad, er tåber. Hvis der ikke var en økonomisk grund til at ødelægge velfærden, ville de ikke gøre det, selvom der selvfølgelig også er et ideologisk element i det. Dét er konsekvenserne i form af utilfredshed og protester alt for store til. Meget af halvfemserne var præget af et svagt opsving, men der fandt stadig nedskæringer sted – et tegn på, at den danske kapitalisme, ligesom resten af verdens, befinder sig i en blindgyde. Selvom vi ikke er i krise endnu, ved seriøse iagttagere, at det kommer til at blive værre, og det faktum, at kapitalisterne og deres repræsentanter angriber velfærden, skyldes, at de ved, at deres kapitalistiske system ikke vil have råd til den fremover.

Fra 1993 og frem

Ifølge Økonomiministeriets nøgletal steg bruttonationalproduktet BNP med 3,0% i 1997, 2,8% i 98, 2,1% i 99, 3,2% i 2000 og så et fald til 1,2% i 2001, det laveste niveau i 8 år. Fra 1993 var der et begrænset opsving i dansk økonomi, hvilket skyldtes stigning i forbruget og især det internationale opsving, som dansk eksport kunne nyde godt af. Eksporten blev også ramt af krisen i Sydøstasien omkring 1998, men steg igen efterfølgende.

Væksten i fremtiden

Økonomiministeriets prognose for 2002 var 1,7% vækst, mens regeringens senere bud var faldet til 1,4%. Andre er endnu mindre optimistiske. I en analyse fra de internationale finanshuse LB Kiel og Goldman Sachs forudses en BNP-vækst på kun 0,6%. Tal, der mildest talt ser sørgelige ud.

Væksten i det samlede kapitalapparat, som fortæller om investeringsniveauet og dermed mulighederne for fremtidig vækst, er faldende siden 1999/2000, og ligger nede omkring 1,5%. Til sammenligning var væksten på 4-5% i slutningen af 60'erne, starten af 70'erne.

I 2001 var der et stort overskud på betalingsbalancen (forholdet mellem eksport og import) – eksporten af mange varer steg stadig til både Tyskland (8%), USA (22%) og Østeuropa (19%), men det var først og fremmest varer som energi (f.eks. vindmølleenergi), landbrugsvarer og medicin, der ikke er så følsomme over for konjunktursvingninger. Industrien derimod er hårdere ramt, og jo mere krisen slår igennem på verdensplan, vil dette selvfølgelig også påvirke den danske eksport. LB Kiel og Goldman Sachs vurderer, at Danmark allerede er hårdt ramt af den internationale økonomiske afmatning, og at den hjemlige efterspørgsel ikke kan forhindre "en økonomisk vasker", hvis væksten på de største eksportmarkeder udebliver. Danmarks største eksportmarked er Tyskland, og dér er der intet, der tyder på, at bunden er nået: en senioranalytiker fra Nordea slog i midten af januar fast, at dansk eksport til Tyskland allerede er ramt af afmatningen, og at det vil blive værre.

Tegn på nedgang

År 2002 begyndte med flere konkurser. I januar var der 192 konkurser, og det er 7,2% flere end i januar 2001. Det sker efter et år, der også var kendetegnet ved mange konkurser: i 2001 som helhed var der 2.329 mod 1.771 året før. Ifølge Danske Bank, "vil nedgangen i væksten tvinge flere virksomheder til at dreje nøglen om…Efter en lang periode med højkonjunktur er det naturligt, at en del virksomheder bukker under, når efterspørgslen svigter". Også økonomerne fra Lønmodtagernes Garantifond venter en yderligere stigning i antallet af konkurser i år.

Flere fyringer på vej

Der ventes højere ledighed i den kommende periode, og arbejdsløsheden vil stige i 2002. Tal fra de regionale arbejdsmarkedsråd viser, at der er store fyringsrunder på vej. I fjerde kvartal af 2001 blev der varslet omkring 6.300 kommende fyringer i danske virksomheder, hvilket er en stor stigning på hele 243% i forhold til tredje kvartal og til året før, hvor der blev varslet 1.830 fyringer.

Mange vigtige firmaer har alvorlige problemer. SAS præsenterede for nylig et stort underskud på over en milliard, og de har iværksat en omfattende spareplan med besparelser for tre milliarder og mange fyringer. Danfoss er også ramt af lavkonjunktur, skriver Jyllands-Posten, og planlægger fyringer, frasalg af aktiviteter og løntilbageholdenhed. Danmarks største virksomhed A.P.Møller meddelte sidste år et totalt løn- og ansættelsesstop for samtlige 60.000 ansatte.

Gælden

Danskerne stifter mere og mere gæld, og er blandt de mest forgældede i den vestlige verden i forhold til indkomst. I 2001 steg privatkundernes gæld til pengeinstitutterne med 92 milliarder, hvilket svarer til, at alle 20-65-årige lånte 76,- mere hver dag. Det er dog især virksomheder og selvstændige, der har stået for stigningen i gældssætning. Stigningen i lån til erhvervslivet var i 2001 på 7,2%, mens den til almindelige lånere kun var på 1,7%. Ifølge JP Erhverv og Økonomi tyder stigende lånelyst enten på større økonomisk aktivitet og stigende investeringer eller på det modsatte, nemlig at virksomhederne trækker på kreditten som følge af faldende indtjening. Alt peger på, at det er det sidste, der er tilfældet i øjeblikket.

Flere og flere kommer i problemer med at betale. Antallet af folk i RKI – Ribers KreditInformation (fortegnelse over dårlige betalere) er steget i de sidste år, og der har også været en stigning i antallet af tvangsauktioner. Den højere gældssætning vil gøre virksomheder og almindelige mennesker mere sårbare over for en økonomisk nedtur, og gøre det sværere at komme ud af den igen.

Arbejdsløsheden

Den officielle arbejdsløshed er faldet meget siden 1994, men ser nu igen ud til at stige. Det store fald er imidlertid langt fra helt reelt. Der har været en stor stigning i beskæftigelsen under opsvinget, men meget af de gode resultater skyldes også stigninger blandt dem, der er på varige offentlige ydelser, aktiveringer og andre foranstaltninger. Nyrup-regeringen gjorde meget ud af, at ungdomsarbejdsløsheden nærmest var blevet afskaffet under deres styre, men en undersøgelse offentliggjort på DR-tv 3/12 2001 viste noget lidt andet: Mens de officielle tal siger, at antallet af arbejdsløse unge er faldet fra 11% i 1990 til 6% nu, så er det reelle tal nu 11,8%, ifølge denne undersøgelse. Det store officielle fald skyldes, at der er så mange, der er på forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger. Hvis dette er den reelle situation efter noget, der kaldes et opsving, så ser det ikke lyst ud for ungdommen fremover.

Det officielle arbejdsløshedstal er nu 5,2%, men medregnes det samlede antal personer i arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger er tallet 14,4%, og dertil kommer så folk på efterløn, overgangsydelse og førtidspension. I alt er omkring 30% uden for arbejdsmarkedet, og ifølge Rød-Grøn Statistik skal den reelle arbejdsløshed findes et sted mellem disse to sidste tal, fordi en stor del af gruppen på varige ydelser faktisk er udtryk for en skjult arbejdsløshed.

Forholdene for de arbejdsløse er blevet markant forringet i den sidste periode. Dagpengene har slet ikke fulgt med lønudviklingen, idet der ikke har været nogen stigning i realværdien i perioden 1990-2000, hvis man tager hensyn til inflationen. Den gennemsnitlige kompensationsgrad (forholdet mellem dagpengene og den gennemsnitlige løn) er faldet kraftigt fra 71,1% i 1990 til 66,8% i 2000. Hvis man ser på kompensationsgraden for faglærte arbejdere er den faldet fra 70% i 1982 til 59% i 1996.

Der er også lavet yderligere forringelser - dagpengeperioden er beskåret fra 9 til 4 år, og man skal aktiveres efter et år. Unge under 25 får kun halve dagpenge efter et halvt års arbejdsløshed, hvilket Venstre har planer om at udvide til unge helt op til 30 år.

Med stigende arbejdsløshed i sigte vil mange, mange tusinder arbejdere komme til at mærke disse forringelser i den kommende periode.

Uligheden stiger, og arbejderklassen presses mere

I den sidste periode er der sket en stor omfordeling i samfundet. Mere af produktionen går til profit end før i tiden, og selv om der er flere lønmodtagere end for ti år siden, er deres andel af den producerede værdi mindre i dag. Lønkvoten – lønnens andel af produktionsresultatet – er faldet fra 67,1% i 1988 til 60,8% i 2000. I og med at lønnen i absolutte tal jo ikke er faldet, afspejler dette klart det øgede pres, der er lagt på arbejdere på alle arbejdspladser, uden at de har fået tilsvarende del i den øgede produktion.

I de sidste 40 år er produktiviteten pr. arbejdstime steget med 4% om året. I samme tidsrum er den gennemsnitlige arbejdstid faldet med 0,7% om året – mens den dog på det sidste er begyndt at stige igen, fra 1998 til 1999 steg den med 2,5%. Dette er endnu et tegn på, at arbejderklassen i Danmark producerer mere end nogensinde før og er blevet mere og mere pressede, hvorfor mange også bliver nedslidt og stressede.

De rigeste 10% har øget deres andel af den samlede indkomst fra 22% i 1990 til 24,1% i 1999 (efter skat). Ændringer i skattesystemet har hjulpet med til dette, idet omfordelingen af samlet indkomst gennem skat er faldet fra 3,7% i 1990 til 2,9% i 1999. Også blandt de rigeste er der store spring mellem de allerrigeste og resten. Mærsk McKinney Møllers formue var i 2000 på 78,3 milliarder kroner, Kjeld Kirk Christiansen (fra Lego) havde 26,1 milliard, Familien Clausen (Danfoss) havde 23 milliarder osv.

Der har i den sidste periode været en række store fusioner og opkøb blandt de danske kapitalister: Arla, Steff Houlberg/Danish Crown, Nordea… En klar koncentration af kapitalen, som er udtryk for, at kapitalisterne forbereder sig på mere konkurrence på markederne og hårdere tider.

Det er også disse store selskaber der dominerer økonomien totalt, på trods af at Danmark har forholdsvis mange små og mellemstore virksomheder. Dette ses f.eks. af, at de ti største virksomheder har op imod 500.000 ansatte, og sidder på enorme aktiver og omsætninger.

Perspektivet for dansk økonomi

Den samlede danske produktion er steget op igennem 90'erne. I 2000 var den 26% større end i 1990. Det vil sige, at den danske arbejderklasse har skabt flere værdier, og dette er først og fremmest sket gennem investering i ny teknologi og en hidtil uset udnyttelse af arbejdskraften gennem mere pres, stress og nedslidning. Disse værdier er ikke kommet de danske arbejdere til gode. I den selvsamme periode har vi set en stadig fremadskridende nedbrydning af velfærdssamfundet, og en øget ulighed på alle niveauer. Selv under et opsving har dette været tilfældet.

Nu peger alle tegn på, at opsvinget er blevet til en nedtur, og at fremtiden byder på yderligere arbejdsløshed, mere pres, flere konkurser, og nedskæringer og forringelser. Efter et opsving, hvor den danske ungdom og arbejderklasse hele tiden har fået at vide, at det gik åh så godt, mens de selv kunne mærke øget pres og forringelser, er der nu udsigt til endnu dårligere tider, med endnu mere af samme skuffe. Det må føre til en øget bevidsthed om, at kapitalismen ikke kan løse problemerne, når opsvinget har været så lidt værd, og krisen nu sætter ind.

I nogle medier kan man læse, at det er ting som 11. september og andre udefrakommende ting, der skaber problemer for den danske økonomi. Men den danske kapitalisme er i bund og grund ligesom kapitalismen i resten af verden. Den kan aldrig blive ved at gå fremad. De høje væksttal fra det lange opsving i efterkrigstiden, hvor arbejderklassen kunne tilkæmpe sig velfærdssamfundet, er fortid. Kapitalismen bevæger sig i op- og nedture, i opsving og kriser, som skyldes kapitalismens grundlæggende ukontrollerbare natur og det faktum, at kapitalisterne producerer så meget som muligt og presser arbejderne mest muligt for at opnå deres profit, mens arbejderklassen med dens begrænsede købekraft ikke kan købe alt det, som kapitalisterne gerne vil sælge.

Perspektivet er ikke én lang krise i den kommende periode – der vil givetvis komme mindre opture, som vil blive blæst op af de borgerlige økonomer til, at nu er krisen ovre. Men perioden vil være kendetegnet ved turbulens og generel nedgang.

Den danske arbejderklasse er blevet vant til en vis grad af velfærd, men dette er nu under angreb på alle fronter. Økonomien er for nedadgående, og det øgede pres fra økonomien, på arbejdspladserne, fra stigende arbejdsløshed og ulighed vil uden tvivl begynde at finde sin afspejling på det faglige og politiske område i den kommende periode.

Kilder: Økonomiministeriets nøgletal, Rød-Grøn Statistik, div. avisartikler…

DEN POLITISKE SITUATION

Valget 2001

Socialdemokratiet stod permanent til at få et dårligt valg i de fleste meningsmålinger, efter at Nyrup svigtede sit valgløfte om efterlønsgarantien i 1999. Men efter terrorangrebet den 11. september vurderede Poul Nyrup åbenbart, at en opreklameret "statsmandseffekt" skulle kunne sikre Socialdemokratiet en valgsejr. Men det skulle gå anderledes. Valget blev som bekendt en stor sejr til højrefløjen, og terroren den 11. september blev i stedet brugt til at hetze uhørt mod muslimer og indvandrere. Valget den 20. November 2001 var både et Folketings-, kommunal- og amtsvalg. Højrefløjen vandt over hele landet generelt til alle tre valg. Dog var det bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiet vandt kommunevalget på Københavns Vestegn, hvor de bl.a. har talt om en hård udlændingepolitik, eller snarere fordi de overhovedet har talt om konkrete forslag.

Det lykkedes de borgerlige at vinde folketingsvalget med løfter om at forsvare og forbedre velfærden på enkelte områder, for eksempel forbedring af de ældres forhold og løfter om at forbedre sygehusvæsnet og at fjerne ventelister. Dette skulle opnås ved at udlicitere og privatisere i den offentlige sektor, men ved at bruge smarte vendinger som "frit valg for den enkelte" og "at sætte mennesket i centrum" skjulte man denne virkelige hensigt.

Socialdemokratiet var valgets store taber og tabte 11 mandater som følge af den borgerlige politik, de har ført de sidste 8 år, de har siddet i regering. Også Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tabte hver sit mandat, fordi de ikke viste noget politisk alternativ til den socialdemokratisk ledede regering og dens borgerlige politik. Blandt midterpartierne var Det Radikale Venstre de eneste, der opnåede fremgang, mens CD røg ud og Kristeligt Folkeparti lige holdt skansen. Blandt de borgerlige partier vandt Dansk folkeparti hele 9 mandater. Valgets resultat skal ikke fortolkes sådan, at folk er blevet stærkt højreorienterede og fascister. Det var først og fremmest resultatet af enorm modvilje imod den socialdemokratiske ledelses borgerlige politik på alle områder og manglen på et alternativ fra venstrefløjen.

SD-ledelsens højrepolitik er skyld i højredrejningen

Under Nyrup-regeringen er der blevet privatiseret og udliciteret som aldrig før, hvilket har ført til store forringelser for både ansatte og brugere af de forskellige områder. Manglende ressourcer har betydet katastrofale forhold for ældre, syge, skole- og gymnasieelever, ansatte i den offentlige sektor osv. osv., og desuden er ting som boligmangel og klassekvotienter vokset. Samtidig er selskabsskatten blevet kraftigt beskåret. Efterlønsindgrebet og indgrebet mod storstrejken i '98 er andre ting, der har vist den afgåede regering som utroværdig og ubrugelig.

Samtidig har ledelsen for Parti og fagbevægelse gang på gang understreget, hvor godt det går for Danmark. De har vist flotte kurver og fine tal, og nu har flere fra ledelsen så konkluderet, at man åbenbart ikke kan vinde valg på gode resultater. Problemet med de gode resultater er bare, at almindelige arbejdere og unge ikke rigtigt har mærket noget særligt til dem. Mange oplever stigende pres og stress i hverdagen og et velfærdssamfund i krise. Hvis det er de gode resultater, så er det nok bedre at være foruden. Der må jo være noget galt, når det er nødvendigt at gå ud og overbevise folk om, at de har det godt.

Under valgkampen drejede Socialdemokratiets kampagne sig stort set om på den ene side at få folk til at indse, hvor gode de sidste ni år har været, og på den anden side om at fremhæve, hvor slemt det vil blive under en borgerlig regering. En forklaring på, hvordan Socialdemokratiet har tænkt sig at bygge et ordentligt velfærdssamfund med gode forhold for alle, har der slet ikke været tale om. På intet område har ledelsen fremlagt noget som helst konkret for, hvad der skal gøres.

Valgkampens centrale temaer var velfærd, skat og indvandrere. De borgerlige stod frem som kritikere af de elendige forhold på hospitaler, for ældre osv. og krævede samtidig stop for yderligere skatter med henblik på skattesænkninger. Venstres liberalisme blev skjult bag et lag "velfærdssminke". Hvad kunne Socialdemokratiet sige til det? Det er jo dem, der har forringet forholdene, indført usolidariske grønne afgifter og fortsætter med at beskatte almindelige arbejdere tungt, samtidig med at det, man får for skatten, bliver ringere og ringere. Så Socialdemokratiets og også forskellige fagforeningers svar blev en ren skræmmekampagne, som ingen kunne tage alvorligt. Hvorfor skulle man lytte til Nyrup, der advarer mod, at Venstre vil halvere dagpengene for unge mellem 25 og 30, når han selv har stået i spidsen for de samme forringelser for unge under 25?

Også på indvandrerområdet er Partiet blevet fanget af sin egen politik. Der er blevet gennemført stramninger, og den ene racistiske udtalelse efter den anden er væltet ud af den socialdemokratiske ledelse. Partiet har selv været med til at piske en stemning op imod indvandrere for at skjule de reelle årsager til velfærdssamfundets forfald. Men Socialdemokratiet vinder ikke utilfredse stemmer tilbage ved at imitere Dansk Folkeparti - det kan kun give øget opbakning til den ægte vare og dermed større tilslutning til Venstre og DF.

Regeringen

Vi har som bekendt fået en regering mellem Venstre og Konservativt Folkeparti med Dansk Folkeparti som støtteparti. Den sorteste regering i mange, mange år. Regeringen har i endnu højere grad end tidligere indført spindoctors og søger at styre informationen til pressen for at skjule nedskæringerne. Regeringens politik er ikke at forsvare velfærden, som den lovede i valgkampen. I stedet har regeringen lavet en såkaldt 100-dagesplan, der indeholder mange forslag til nedskæringer og andre reaktionære stramninger for arbejderklassen og forgylder kapitalisterne. Der er mange velfærdsområder, der kunne nævnes, som regeringen angriber. Men her skal kun nævnes nogle få. Regeringen har erklæret arbejderbevægelsen krig med nogle hårde angreb på fagbevægelsen. Men krigen bliver ført i frihedens navn. Regeringen vil lave en "frihedspakke" for arbejdsmarkedet. Regeringens "frihed" består i at angribe fagbevægelsens ret til at lave eksklusivaftaler med arbejdsgiverne, forslag om at skære kraftigt ned på arbejdstilsynet og at lave en statslig a-kasse. Regeringen angriber mindstelønnen med forslag om en særlig lav "indslusningsløn" til indvandrere. Endvidere har regeringen forslag om at afskære fagbevægelsen fra at beskytte medlemmer, hvis arbejdsgiveren vil tvinge medlemmer på deltid. Man foreslår, at udlændinge (og danskere?) skal "spare op" i 7 år for at kunne modtage bistandshjælp.

På boligområdet har regeringen forslag om at tvangssælge de almennyttige boliger. Dette forslag er meget skadeligt for fattige, der ikke har råd til at købe egen bolig, og dermed øger forslaget risikoen for, at folk bliver hjemløse.

På udlændingeområdet fører regeringen en sort reaktionær politik, og har en række forslag til en meget stram udlændingepolitik, bla. på familiesammenføringer, hvor grænsen hæves til 23 år, og det vil blive krævet, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget sociale ydelser i en vis periode, og at det nye par kan forsørge sig selv. Desuden vil de facto-flygtninge-begrebet blive afskaffet.

Regeringen har lavet forslag til en "terrorpakke", som indeholder mange angreb på de demokratiske rettigheder. Endvidere har regeringen planer om at udlicitere DONG, Post Danmark mm.

Også på mere lokalt plan er der problemer. Sidste års aftale med Socialdemokratiet har amterne overskredet med ½ mia og kommunerne med 1 mia. Det betyder, at dette enten skal spares i år, eller at det bliver en ekstrabesparelse på bloktilskuddene til næste år. Store konsekvenser, især for folkeskoler og gymnasier, da den nye nok hellere vil spare på disse områder end sygehuse og ældre.

Finansloven

Regeringens og Dansk Folkepartis finanslov indeholder masser af forringelser på uddannelsesområdet - også efter at nogle af de værste og mest direkte angreb er blevet trukket midlertidigt tilbage pga. massivt pres. Der er generelle besparelser på 1,2%, og de penge, der ikke skulle spares på uddannelserne alligevel, spares alligevel stadig på uddannelserne, nemlig på forskellige ekstrapuljer, som uddannelserne kunne få fra. Også mange andre områder af velfærden angribes: arbejdsmiljøet, de faglige rettigheder, ulandsbistanden, ansatte i den offentlige sektor, råd og nævn nedlægges, heriblandt nogle, der tager sig af indvandreres problemer og menneskerettigheder. Regeringen og DF påstår, at de forbedrer hospitalerne og ældreplejen, men det er langtfra korrekt. De småpenge, de giver til disse områder, er alt for lidt, og de er afhængige af øget "effektivisering" og udbredelse af "frit valg" – hvilket betyder det samme som mere pres på de ansatte og mere privatisering og udlicitering til skade for både de ansatte og de syge og de gamle.

Dansk folkeparti

Dansk Folkeparti blev sammen med Venstre valgets store sejrsherre og vandt valget på løfter om, at de ville forsvare velfærden. De fremstod i valgkampen som værende et parti for arbejdere, og de fremfører sig oftere og oftere som sådan. Senest udtalte Kristian Thulesen Dahl i Tv-avisen, at "vi er i høj grad et arbejderparti, der kæmper for arbejdernes interesser". Dansk Folkeparti er dog løbet fra alle valgløfterne om at være den "sociale vagthund" i den borgerlige lejr. Enhedslisten har stillet de forslag, som blev ført frem i valgkampen af Dansk Folkeparti, hvor partiet stemte imod nogle af sine egne forslag. Som del af finanslovsforliget har DF også indvilliget i, at de ikke må stille nye udgiftskrævende forslag i den næste periode!

DF oplever allerede en svag nedgang i vælgertilslutningen, og dette vil givetvis blive endnu mere udpræget. De er fanget af deres egen succes – de har fået stemmer og dermed indflydelse ved at kritisere manglende velfærd, fremstå som "den lille mands" parti og bekvemt skyde hele skylden på indvandrere og flygtninge. Men nu hvor de selv sidder med ved magten, vil de ligesom alle andre partier, der påtager sig at styre et kapitalistisk samfund på vej i krise, komme til at stå for forringelser og forsvar for et velfærdssystem med store mangler. Og DF har ingen baggrund, historie, program, politik eller tilknytning, som gør det til et arbejderparti – det er er et borgerligt, nationalistisk parti, og den eneste grund til, at det kan få lov til at føre sig frem som "arbejdernes parti", er, at ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen i den grad har fjernet sig fra arbejderklassen og dens kampe, og har ført en nedskæringspolitik, der ikke har taget arbejdernes problemer og krav alvorligt.

Oppositionen på tinge

Efter valgnederlaget for venstrefløjen i Folketinget har der været tid til "selvransagelse". Og der har været forskellige forslag på banen hos arbejderpartierne. Men disse forslag viser ikke nogen vej til noget. Kendetegnede for Socialdemokratiet og SF er, at de ikke mener, at der er så store problemer, og at man grundlæggende har gjort det godt de sidste 8 år.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet er måske det parti, der er i dybest i krise efter valgnederlaget. Og man har forsøgt at løse den fra ledelsens side ved at lave oplæg om den fremtidige politik. Poul Nyrup Rasmussen og partisekretær Willy Stig Andersen mener, at "det er et godt og velfungerende samfund, vi nu efterlader til VK's ledelse". Og videre hedder det, at man ikke har grund til at "skamme sig over det Danmark, som vi har bygget op". Endvidere har man sendt spørgeskemaer rundt til de forskellige afdelinger i organisationen, men disse omhandler kun organisatoriske spørgsmål. Nyrup planlægger også en "turné" rundt i landet for at "komme tættere på medlemmer og vælgere", men nogen egentlig ændring i politikken er der ikke planlagt. Grundlæggende mener S-ledelsen ikke, at partiets politik skal ændres – det er "profilen, der skal pudses af", og partiet skal "sælges bedre", og grunden til nederlaget er bare, at folk ville se nogle nye ansigter. Der er således fra ledelsens side ikke vilje til at dreje til venstre. Nyrup har f.eks. også udtalt: "Er Socialdemokratiet blevet mere højredrejet? Det er i hvert fald ikke det indtryk, befolkningen har. Vores vælgere er jo gået til højre". Løsningen på nedgangen er fra Nyrup og hans fløj af "fornyere" da også mere højredrejning og udvanding af de socialdemokratiske tanker. Partiet skal gøres mere "centrum-venstre"-agtigt og appellere til "midtervælgerne".

Socialdemokratiets ledelse vil køre en "seriøs" oppositionspolitik og måske lave forlig med regeringen, for eksempel på udlændingeområdet. Dog har Socialdemokratiet kritiseret regeringens nedskæringer på uddannelsesområdet. Nedskæringer som man selv planlagde at lave, mens man havde regeringsmagten. I hele 2001 har Socialdemokratiet fået 5.000 nye medlemmer, heraf 3.000 efter valget. Til sammenligning fik de 2.500 medlemmer i år 2000. Tallene kan ikke tages helt for gode varer, da det endnu ikke er regnet ud, hvor mange der har forladt partiet i den samme periode, og der er også meget langt op til niveauet fra 1982, hvor man havde 111.000 medlemmer. Dette tal er nu på omkring 50.248, men medlemsfremgang er der altså givetvis tale om. Disse nye medlemmer, som måske er gået med pga. kampen mod de borgerlige og kritikken af den nye regering og dens politik, er ikke nødvendigvis noget, ledelsen er specielt glad for. Internt i partiet må nederlaget og den øgede modstand og protestbølge blandt unge og arbejdere føre til skærpet konflikt mellem dem, der ønsker en mere socialdemokratisk politik, og så de såkaldte "fornyere". I opposition vil partiet lettere kunne blive tvunget til venstre, men spørgsmålet om et fundamentalt opgør med højrepolitikken må rejses – den nuværende ledelse og dens borgerlige politik må erstattes med en ægte demokratisk socialistisk politik, så partiet igen kan blive et arbejderparti af gavn og ikke kun af navn. Alle ledelsens krumspring er ikke andet end manøvrer – svaret er et rigtigt socialistisk program og kamp for arbejderklassens krav.

SF

SF's Hovedbestyrelsesmøde d. 12-13. januar 2002 udtalte, at "SF vil efter valget styrke den ideologiske debat. Det er vigtigt, at der i forhold til den nye tids udfordringer formuleres et stærkt venstreorienteret alternativ til den borgerlige dominans". Men Holger K. Nielsen har som en anden Lenin formuleret "16 teser omkring venstrefløjen i det 21. århundrede". I disse teser gør Holger K. det klart, at SF støtter markedsøkonomien og ikke afviser at udlicitere velfærdsområder. Og det hedder også, at "markedet er et middel til at opnå bedre velfærd og miljømæssig ansvarlighed - ikke et mål i sig selv".

SF fortsætter således sin vej mod højre og øget tilnærmelse til Socialdemokratiet, det stik modsatte af deres erklærede taktik med at ville "hive Socialdemokratiet til venstre".

Enhedslisten

Efter valget har Enhedslisten heller ikke villet tage ved lære af nederlaget. Der er fortsat eksempler på mere højredrejning og tilpasning til "realiteterne", senest ved accepten af udlicitering af hjemmehjælpen i København, og Keld Albrechtsens forslag til en ny EU-politik for Enhedslisten.

Keld Albrechtsens EU-politik er den samme, som SF og Socialdemokratiet har stået for i mange år: At det kan lade sig gøre at reformere EU fra at være kapitalistisk til at være "solidarisk". Keld Albrechtsens oplæg indeholder således ikke noget socialistisk alternativ til EU, da politikken, han lægger op til, kun vil sætte røde "fingeraftryk" på EU's politik. Bestyrelsen har dog kritiseret Keld Albrechtsens oplæg, men kritikken er svag. Enhedslisten har også stemt for forslag om at sende soldater til at rydde miner i Afghanistan, da man hævder at disse aktioner er fredsbevarende. Men det er stadigvæk en krigshandling, Danmark foretager, selvom det "kun" drejer sig om at rydde miner. Man bakker på den måde op om den beskidte krig, der er blevet ført, legitimerer tilstedeværelsen af imperialistiske tropper i Afghanistan, og desuden frigør man amerikanske styrker til andre krigsopgaver.

Enhedslisten er det arbejderparti, som har mindst kontakt til fagbevægelsen. Det er positivt, at partiet støtter kampen mod regeringens nedskæringer og til en vis grad er aktive i den kamp, men på intet tidspunkt kommer de med et alternativ. Og eftersom de selv har bakket op om nedskæringer i flere tilfælde, er de på dette punkt ikke troværdige. Det viser, at hvis man ikke er konsekvent og har et klart socialistisk alternativ, vil man altid komme til at acceptere kapitalismens spilleregler.

Enhedslisten er et udpræget "enkeltsagsparti", og organisatorisk set lader det også meget tilbage at ønske. Organisationen ude i landet er ringe, det har ingen som helst seriøs faglig opposition eller opposition i studenter- og elevbevægelsen. Partiet fremstår i offentligheden som et yderst venstreorienteret parti og kan på den måde virke skadeligt for den revolutionære sag, da det i praksis fører en venstrereformistisk politik. Deres svage tilknytning til arbejderbevægelsen gør, at de ofte vil være en ren afledning og i praksis fjerne de mest bevidste aktivister fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor der ville være mere brug for dem.

Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstre voksede som parti efter valget og har fået en rolle som det humanistiske parti. Dette er blot endnu et tegn på "venstrefløjens" svaghed og fallit – at det ikke i så høj grad er den, der tiltrækker unge intellektuelle, som nu for manges vedkommende bekender sig som "humanister" og ikke socialister.

Modstanden mod regeringen

Regeringens politik med nedskæringer og forringelser vil skabe større og større modstand. Ungdommen er gået i kamp mod nedskæringerne på uddannelserne, de offentligt ansatte trues med fyringer og "effektiviseringer", og der er derfor mulighed for konflikt. Der er også en stigende modstand blandt fagligt aktive i den private sektor. Det er absolut meget sandsynligt, at regeringen vil få en hård tid med flere og flere protester og mere modstand. Med eller uden ledelsen for arbejder-, elev- og studenterbevægelse vil arbejderklassen og ungdommen gå til kamp. I denne kamp er det vigtigt ikke at lade sig splitte. Når vi protesterer mod nedskæringer på et område, må vi ikke glemme andre velfærdsområder. Løsningen er ikke at skubbe forringelserne over på et andet område, men at fjerne dem helt. Samling af protesterne mod regeringen og størst mulig deltagelse fra den organiserede arbejderbevægelses side er vejen frem. Hvis Socialdemokratiet og LO ville kæmpe seriøst og mobilisere, ville det være en smal sag at tvinge regeringen til at trække forringelserne tilbage, og endda til helt at gå af. Men sålænge ledelsen ikke har et alternativ, og dybest set er enig i den nedskæringspolitik, de borgerlige fører, vil kampen blive mere langstrakt og vi vil højst sandsynligt komme til at se flere kampe på mange forskellige områder.

Fredsbevægelsen

Efter at USA angreb Afghanistan, har der været demonstrationer regelmæssigt. På trods af en forholdsvis god start har disse demonstrationer ikke formået at samle så mange mennesker. De har været meget pacifistisk indstillet, og der har ikke været fremført noget alternativ. Ledelsen for bevægelsen gik endda så vidt som at kræve, at der ikke blev delt løbesedler ud under demonstrationerne, som ellers kunne have givet folk et mere vidtgående svar på sagen, og et forslag til løsning. Der har også været en splittelse i fredsbevægelsen, som er blevet overtaget af forskellige afarter af stalinistiske tendenser. Der er heller ikke så meget fremme om krigen i medierne lige nu. Men dette gør ikke fredsarbejdet mindre nødvendigt. I kraft af at regeringen støtter op omkring USA's imperialistiske krig, er det også vigtigt ,at fredsbevægelse bliver stor. Også efter at Bush har meddelt, at man vil udvide krigen mod terror til andre lande end Afghanistan, for eksempel Irak og DDF-Korea. Hvis krigen ikke bliver udvidet, er der intet der tyder på, at fredsbevægelsen vil gå fremad.

Kampen mod EU

Danmark skal have formandskabet i EU fra juni 2002, og der vil givetvis blive holdt mange demonstrationer mod de EU-møder, der skal holdes i den forbindelse. Derfor er det vigtig, at vi som marxister er med i kampen og viser et klart socialistisk alternativ til EU. Vi er ikke imod EU, fordi det arbejder hen imod dannelsen af en europæisk union, men fordi det er et kapitalistisk projekt. At sige ja til EU er derfor at sige ja til kapitalismen. Hverken kapitalismen på nationalt plan eller på EU-plan kan reformeres til socialisme.

EU kommer nok blandt andet til at diskutere en eventuel ny forfatning eller traktat, der efter planen skal vedtages i 2004 og som (forhåbentlig) kommer til folkeafstemning i Danmark og alle andre lande i EU. Vi skal anbefale at stemme Nej til denne forfatning/traktat, også selv om det kan betyde, at et Nej betyder udmeldelse af EU for Danmarks vedkommende. Vi har den opfattelse, at modsætningerne er for store i EU mellem kapitalisterne i de enkelte lande til at de kan danne Europas Forenede Stater. Kapitalisterne vil i krisesituationer bruge nationalstaten til at forsvare sig i konkurrencen på markedet.

EU-tilhængerne har påstået mange gange, sidst op til afstemningen om euroen, at det ville betyde økonomisk krise, hvis der blev stemt Nej til euroen. Det vil man sikkert påstå igen op til en kommende afstemning. Nogle gange hævdes der omvendt fra Nej-siden, at EU alene er skyld i nedskæringerne på arbejderklassen, og at en udmeldelse af EU evt. ville løse dette problem. Det kan man hurtigt se ikke er rigtigt, ved at kigge på landene, der er udenfor EU. For eksempel Norge, der trods økonomisk opsving i de senere år har skåret ned på velfærden. Der er også andre eksempler: Island, Schweiz, og de danske kolonier Færøerne og Grønland. Det er også landenes egne politikere, der sidder i EU og bestemmer nedskæringerne, og det ville de også gøre, hvis de ikke havde EU. EU er for dem mest af alt en bekvem undskyldning for at skære ned uden selv at tage ansvaret. Disse eksempler viser på den anden side også, at det ikke automatisk betyder økonomisk katastrofe for et land at stå udenfor EU. Og der bliver selv i Folkebevægelsen mod EU diskuteret for eksempel evt. modeller for, hvordan handelen med EU skal tage sig ud i tilfælde af en udmeldelse af EU – med handelsaftaler, der ligner den EBS-aftale, Norge har.

Dette er dog ikke noget alternativ til den nuværende situation. Nedskæringerne på arbejderklassen vil fortsætte uanset hvad, så længe vi har kapitalisme. Det centrale spørgsmål er ikke, om et kapitalistisk land er tilknyttet EU eller ikke. Det centrale spørgsmål er, om det er et kapitalistisk Europa eller et socialistisk Europa. Vores svar er, at det eneste alternativ til EU er Europas Forenede Socialistiske Stater. Derfor skal der lægges vægt på sociale krav ved topmødedemonstrationerne, og ikke nationale krav som "Danmark ud af EU". Det er først og fremmest sociale velfærdskrav, som arbejderklassen og ungdommen kan mobiliseres til at kæmpe for.

FAGFORENINGERNE OG DEN DANSKE ARBEJDERKLASSE

Ledelsen af den danske fagbevægelse har valgt samarbejdets vej. Under det økonomiske opsving havde arbejderklassen mulighed for at tilkæmpe sig en bedre levestandard. I stedet har vi set hårdere arbejdspres og dårlig sikkerhed (arbejdsmiljø). Problemet er, at ledelsen for fagbevægelsen er blevet så godt lønnede og så svære for den menige arbejder at kunne kontrollere, at de er blevet mere og mere uafhængige af arbejderne. Klassesamarbejdet med kapitalisterne sker på bekostning af arbejderklassen. Ledelsen har langtfra de samme problemer som hjemmehjælperen, blikkenslageren og lastbilchaufføren. De er klar over, at de kun bliver accepteret af kapitalisterne organiseret i DI og DA, så længe at de ikke kommer med "urealistiske" krav. Dette frembringer store spændinger mellem ledelsen for fagbevægelsen og fagbevægelsens medlemmer. Det er også derfor, at ledelsen mener, at overenskomstresultater er gode nok, mens et flertal af arbejderne er imod.

På den ene side fremstår de faglige ledere med skønmalerier af, hvor godt den danske arbejder har det – på den anden side forværres den danske arbejders forhold dag for dag. De faglige lederes verden og arbejderklassens virkelighed er to forskellige ting. Derfor har ledelsen for fagbevægelsen med LOs Hans Jensen i spidsen stået frem i overenskomstforhandlinger og manet de danske arbejdere til "besindighed", så der ikke kom for høje lønstigninger, hvilket påstås at ville føre til inflation, ligesom at de i juli 1999 gjorde klart, at arbejderne ikke havde brug for kortere arbejdstid. De mener, at arbejderne har det godt nok, og at det er arbejdernes ansvar at være samfundsansvarlige. Under et opsving skal arbejderne altså holde igen med lønkrav og forbedringer – men hvad så under en krise? Her vil arbejdsgivernes angreb og pres mangedobles, arbejdsløsheden vil vokse igen. Dette vil føre til en direkte nedgang i arbejdernes levestandard.

Ribus-konflikten

Ribus-konflikten var en historisk konflikt. I 8 måneder kæmpede 80 esbjergensiske buschauffører imod Dansk Arbejdsgiverforening, som benyttede politi, hunde og professionelle skruebrækkere, som arbejdsgiverne havde hyret. De strejkende kunne kun holde ud så længe på grund af den enorme solidaritet fra hele den danske arbejderklasse, som dagligt gennem hele konflikten sendte blokadevagter og penge, og som d. 22. april 1995 gennemførte en national strejke (250.000). Først da SiD efter pres fra Dansk Arbejdsgiverforening trak støtten tilbage, måtte chaufførerne stoppe kampen.

Aktive i arbejderbevægelsen vil tit støde ind i et interessant folkefærd, vi kan kalde for pessimisterne. En af deres argumenter imod marxisterne er marxisternes perspektiv om arbejderklassens altafgørende betydning. Inden Ribus havde flere erklæret den danske arbejderklasse for død, det samme skete inden konflikten i 1998 fra 28. april til 8. maj. Der er stor forskel på denne "professionelle" pessimisme, som dyrkes af toppen af fagbevægelsen og andre, som bruger det som undskyldning for ikke at gøre noget ved problemerne, og så den pessimisme, almindelige arbejdere kan få af at se på deres ledelses manglende gå-på-mod og kampvilje. Men der er ingen grund til pessimisme - når først klassekampens friske vinde blæser, vil arbejderklassens gå i kamp igen og igen og forsøge at udskifte de pessimistiske, "samarbejdsivrige" folk, der sidder som en tung dødvægt på toppen af bevægelsen.

Storkonflikten i 1998

Konflikten i 1998 viste både arbejderklassens styrker og svagheder, og især var den en tydelig fremstilling af de tidligere "kommunistiske" lederes fuldstændige manglende vilje til at føre arbejderklassen fremad. Det viste også de danske kapitalisters panik over, at de ikke længere havde kontrol over arbejderbevægelsen. Havde konflikten fortsat få dage længere, ville de udenlandske investorer (ifølge dem selv) trække deres penge ud af de danske virksomheder. De virksomheder, som var afhængig af danske delprodukter, kunne ikke vente på, at de danske arbejdere var kørt trætte. Det vidste kapitalisterne, og det vidste regeringen. Derfor greb Nyrup-regeringen ind. Dette var helt og holdent en fortsættelse af den socialdemokratiske ledelses samarbejde med de danske kapitalister og et grotesk forræderi over for de arbejdere, som havde valgt regeringen i håb om, at den ville sikre forbedringer. Indgrebet i sig selv var uden betydning. Strejken kunne sagtens have fortsat, der var stadig opbakning og vilje til at slås. Men indgrebet gav de "kommunistiske" ledere, som var den uofficielle, men virkelige ledelse for strejken, en undskyldning for at stoppe, "mens legen er god". Dagen inden regeringsindgrebet talte formanden for Metal Lyngby ("kommunist") om, at man skulle fortsætte strejken, men at man måtte stoppe konflikten på et tidspunkt. Han gentog det "kommunistiske" ordsprog fra 1985 og 1956 med, at man så måtte føre kampen videre på arbejdspladserne. Marxister er enige i, at en arbejdskamp på et tidspunkt kan være løbet tør for energi og måske står til at blive tabt. I sådan et tilfælde må man forlade kampscenen samlet og uden for mange nederlag. Men hvis man, hver gang en konflikt bliver alvorlig og afgørende, løber hjem med halen mellem benene, som "kommunisterne" gjorde i 1956, 1985 og 1998, og får det at kæmpe adskilt på hver sin arbejdsplads til at lyde som vejen til at få bedre forhold, så fører man arbejderklassen ind i en blindgyde og bør erstattes af arbejdere, der vil føre arbejderklassen frem til sejr. Hver dag bliver der kæmpet adskilt på arbejdspladserne, og det er netop de marxistiske arbejderes opgave at samle denne kamp og benytte arbejderklassens eneste våben, nemlig enhed. Marxister, som stod op på tillidsmandsmødet d. 8. maj med 2000 deltagere og talte for en fortsættelse af strejken og en udvidelse til hele den offentlige sektor – generalstrejke, blev mødt med jubel og kæmpe klapsalver og råb om generalstrejke.

Regeringen havde reddet de panikslagne kapitalister og "kommunisterne" fra en kamp ansigt til ansigt. En kamp som begge ville undgå.

De danske kapitalister angreb bagefter LO for ikke at have styr på, hvor deres medlemmer stod. Dette var mere eller mindre en indrømmelse af, at overenskomstforhandlinger mere drejede sig om, hvor lidt man kunne give arbejderne uden at få ballade, i stedet for to stridende parter, der hver især kæmper imod hinanden. Da de strejkende arbejdere ikke bare gav op efter et par dage, gik Handel og Service (arbejdsgiverforeningen inden for handel) i sympatikonflikt og lockoutede deres ansatte. Til dette svarede fagforeningsinitiativet (som kommunisterne stod bag), at man ville lade FDB-kæden holde åbent, og da Elinstallatørerne ville lave lockout, gjorde elektrikernes fagforening klart, at alle, der havde alvorlige problemer med deres elektricitet, bare kunne ringe til fagforeningen, som så ville sende elektrikere ud. Dette gjorde, at ingen af lockouterne blev fuldført. Truslen om lockout viste, at kapitalisternes ville gøre alt for at knække arbejderne, og fagforeningsinitiativets svar med, at arbejderne så bare selv ville få tingene til at fungere, viste, hvor stor magt arbejderne har, hvis de har en ledelse, der tør bruge den.

Den offentlige sektor

Det offentlige område har også en mangel på ledelse – dette kom frem i sygeplejerskernes lønkonflikt i 1995, hvor man i stedet for at sprede kampen ud til hele det offentlige område - som jo også har dårlige lønninger - isolerede kampen. Dette førte til nederlag. Da pædagogerne strejkede i 1999 i København, viste lederne for LFS, BUPL og PMF en så stor mangel på ledelse og så desperate forsøg på at stoppe kampen, at det nærmest mindede om sabotage. På tillidsmandsmøder, hvor man skulle beslutte, om strejken skulle fortsætte, blev de menige pædagoger bedt om at gå uden for døren, hvorefter tillidsmændene (eller rettede tillidskvinder, da de fleste var kvinder) blev bombarderet med argumenter for at stoppe, hvorefter de menige pædagoger så kunne komme ind igen.

Ny løn

Denne manglende vilje til at kæmpe for de kollegaer, som har valgt dem til deres vellønnede poster, er den samme, som er ansvarlig for indførelsen af "Ny løn". I starten af halvfemserne forsøgte de offentlige arbejdsgivere at indføre individuel løn – hvilket blev blankt afvist af de offentlige arbejdere som "fedterøvstillæg". Men efter flere navneskift er det nu blevet accepteret. Dette åbner for en afgrund af angreb mod de offentlige arbejderes rettigheder. Princippet én for alle og alle for én er blevet smadret, og fagforeningslederne kan nu trygt forhandle en dårlig grundløn igennem, hvorefter de offentlige arbejdsgrupper indbyrdes kan bekæmpe hinanden for at få del i de mange tillæg. Marxister bekæmper med alle kræfter sådanne forsøg på at splitte arbejderne og kræver lige løn for lige arbejde. Hvis fagforeningslederne virkelige mener, at det er sådan en god idé, kunne de jo selv blive lønnet efter kvaliteten af deres indsats. Endnu et eksempel på de faglige leders flugt fra arbejdernes krav kan ses i formanden for Forbundet af Offentlige Ansattes godkendelse af udliciteringer og privatiseringer ,som netop for hans forbunds medlemmer er en stor trussel.

OK 2002
Bureaukratisering af tillidsmænd

De faglige lederes manøvre med at sende de strejkende pædagoger uden for døren og så bagefter forsøge at vinde tillidsmændene for en opgivelse af kampen i håb om, at de så ville overbevise deres kollegaer, er ikke noget enkeltstående tilfælde. En stor del af fagbevægelsens apparat (bl.a. Fagbevægelsens Interne Uddannelse) går faktisk ud på at suge de valgte arbejdere ind i fagbevægelsens verden af kurser og endeløse møder og væk fra de daglige problemer på arbejdspladserne. Visse steder må aktionerende arbejdere ikke kun kæmpe mod apparatet i fagforeningen - men også mod deres egne tillidsmænd.

Fagbevægelsen har dannet sin egen logik, hvor en række kurser, konferencer og uddannelser gør det ud for faglig kamp. LO-formanden har udtalt at fagbevægelsen nu skal gøre mere for at servicere medlemmerne. Men nok så gode uddannelser i forståelse af de forskellige overenskomster gør jo ikke overenskomsterne bedre, og at man har iværksat en masse kurser i sikkerhedsregler, har jo ikke betydet en bedring i sikkerheden. Marxister går ind for uddannelse som en nødvendig del af kampen - men absolut ikke som erstatning for den. Der ikke grund til at lære regler, der ikke gør nogen gavn, og så mene, at fagbevægelsen har gjort, hvad den kunne. Vi må lære at forstå disse regler for at vide, hvad der skal ændres - gennem kamp!

Fagforeningsbureaukratiet bremser arbejderne

Overalt er der en voksende utilfredshed med de evigt tilbagevendende forringelser af arbejdsforholdene. Det kunne den ene gang efter den anden have resulteret i enorme strejker. Alle arbejdernes rettigheder står for skud: sikkerhed, løn, arbejdstempo, sygepenge, arbejdstid. Der er en voksende frustration og utilfredshed med, at man bliver presset til det umulige.

Den absolut væsentligste faktor i, at de danske arbejdere ikke er gået i kamp, er den danske fagbevægelse. Gang på gang drukner utilfredshed på fagbureaukraters skriveborde eller i ueffektive udvalg. LO har en enorm magt, men en ledelse, der ikke tør bruge den. I stedet bliver arbejderne spist af med, hvor svært det hele er, og at der ikke er nogen regler, der kan hjælpe dem. Fagbevægelsen har stort set forholdt sig passivt over for de konstante forringelser. Dette vil give samme effekt som en trykkoger, der bliver varmere og varmere. På et eller andet tidspunkt vil det eksplodere.

Arbejderne vil blive nødt til at gå i kamp igen og igen, med eller uden ledelsen. De vil blive tvunget til at fylde fagforeningerne igen og søge at ændre dem til at være rigtige kamporganisationer. Ledelsen kan blive tvunget i kamp, især under en borgerlig regering med et Socialdemokrati i opposition, men sålænge ledelsen er så fjernt fra almindelige arbejderes forhold og opretholder deres pæne forhold til arbejdsgiverne, vil de komme til at forråde igen og igen. Der må kæmpes for en faglig opposition, der sætter arbejdernes krav, og ikke arbejdsgivernes behov, øverst, og som kan kæmpe for et ægte socialistisk program.

Der er en stor mangel på en samlet opposition, der kan gå forrest imod bureaukratiet. Ligeså snart nogle vil gå foran, vil de lukke op for en kæmpe vilje til at kæmpe. Især inden for den offentlige sektor mangler der en tillidsmandsring. Arbejdernes frustration kan blandt andet ses ved den massive støtte til Dansk Folkeparti. At et så yderliggående parti kan få så stor støtte også blandt arbejdere, viser, at man søger en måde at forbedre sin hverdag på. Men før eller siden vil masken falde, og Dansk Folkeparti vil afslører sig selv som kapitalisternes og ikke arbejdernes parti.

Fritidspædagogernes strejke i 2000

Pædagogernes næste strejke i København 2000 var et varsel om fremtiden. Københavns kommune, der ønskede at lukke 70 % af fritidshjemmenes morgenåbninger, blev mødt med strejker og blokader fra pædagogernes side. Strejken havde hele tiden opbakning fra forældrene - hvilket var en nødvendighed. Det, der fik strejken til at sejre, var, at den blev bredt til alle fritidspædagoger i København, og at arbejdet blev nedlagt på mange andre daginstitutioner for at forældre og pædagoger kunne deltage i demonstrationen d. 12/10 2001. Den konsekvente kampvilje fra de ansatte, hvis job var truede, fra kollegaerne som kunne blive ramt næste gang, og fra forældrene hvis børns forhold endnu engang skulle stå for nedskæringer, og hvoraf mange på deres job også må opleve forsøg på forringelser, var afgørende for, at strejken blev vundet. Kommunen forsøgte at håne strejken ved at sige, at det, som kommunen nu ikke kunne skære ned, var, hvad man havde sparet ved ikke at betale løn til pædagogerne. Dette minder om en uopdragen dreng, som efter at være blevet taget i æbletyveri vender sig om og rækker tunge. Strejken var et svidende nederlag for kommunen og en kæmpe sejr for alle offentlige ansatte. Strejken var eksemplarisk og viser, hvor langt man kan komme med en viljestærk ledelse og truslen om at sprede strejken for hver dag, der går, indtil kravene bliver indfriet.

Lærlingene har ikke fået forbedret deres forhold

Lærlingenes og ungarbejdernes Lands Organisation LLO, hvor "kommunisterne" i halvfjerdserne fik flertal, blev nedlagt af de samme "kommunister" i 1989. Op til nedlæggelsen af LLO havde marxistiske lærlinge ført kampagne for, at LLO skulle gå ind i LO Ungdom på et program, der skulle gøre LO Ungdom til en kamporganisation. LO Ungdom var blevet dannet af højrefløjen i fagbevægelsen og skulle med enorme mængder penge i ryggen udkonkurrere LLO. Men "kommunisterne" i LLO, som jo samtidig var i gang med at nedlægge Danmarks Kommunistiske Ungdom, havde opgivet kampen efter Berlinmurens fald og lod pænt lærlingene tilbage, så de på bar bund kunne optage kampen for at afbureaukratisere LO Ungdom.

LO Ungdom er på ingen måde i kontrast til fagbevægelsens opgivelse af klasekampen. Et begreb kaldet spindoctors er blevet opfundet. Dette skulle være det nye vidundermiddel inden for den socialdemokratiske bevægelse. Særlige ungdommelige og opfindsomme personer får denne titel og skal så som heksedoktorer finde de magiske svar på arbejderbevægelsens krise (bare det ikke er det samme som de der marxister). Nye undersøgelser viser, at unge i stigende grad er uorganiserede, så derfor er disse mennesker inden for ungdomsarbejdet kommet frem med en masse spændende nye uddannelser og kurser: Mindscope, sunraids, futureraids og lignende. Det er meget interessant at der bliver brugt millioner på disse initiativer, især da de ikke har et eneste gram af fagligt indhold. I starten af halvfemserne fik højrefløjen i LO Ungdom trumfet igennem, at man skulle nedlægge LO Ungdom som landsorganisation og i stedet have et uforpligtende samarbejde mellem de forskellige afdelinger. Dette var en klar svækkelse. Men samtidig forsøgte de at fjerne en formålsparagraf, der gik ind for socialisme. Her blev de nedstemt af et stort flertal. Man må derfor ikke begå den fejltagelse at erklære LO Ungdom for en død organisation. Der er store muligheder inden for LO Ungdom - men det kræver, at man er i stand til at opbygge en base blandt sin egen lærlingeklub. LO Ungdom er tæt knyttet til DSU København, som de blandt andet låner lokaler af og har fast repræsentation af. Dette ser marxisterne som en positiv ting. Når den faglige ungdom begynder at bevæge sig, vil de først gå til deres fagforeninger og siden deres politiske ungdomsorganisationer. At lave en lille revolutionær gruppe uden for arbejderbevægelsen er som at slukke en ild i et hus ved at sprøjte vand ud ad vinduet. Hvis ungarbejderne og lærlingene er forsynet med et socialistisk program, vil de kunne ændre DSU til en revolutionær organisation. Dette vil kunne blive starten på en forandring af hele arbejderbevægelsen, hvilket er en åbenlys betingelse for et socialistisk Danmark.

Den lærling, vi vinder i dag, vil blive en kæmpende tillidsmand i morgen og af afgørende betydning i en revolutionær situation. Med hver fjerde lærling som utilfreds over hans/hendes læreforhold må der være muligheder. Lærlinge var også med til de store protester 7/2, og der var før dette store protestmøder på flere tekniske skoler. Dette er en ekstremt vigtig udvikling, selvom det kun er den spæde begyndelse. Når først den unge arbejderklasse går med i protesterne, vil det løfte dem op til et helt nyt niveau.

Klassekampen i fremtiden

Klassekampen er ikke død. Den fortsætter. Hver dag er en kamp for bevarelse af de tilkæmpede rettigheder. Kapitalismen er modsætningsfyldt - for at kunne klare sig i konkurrencen mod de andre kapitalister bliver hver kapitalist nødt til at presse deres ansatte hårdere og hårdere. Det er et dilemma, for arbejderne acceptere ikke blindt dårligere og dårligere forhold. Den danske arbejderklasse har ligesom i resten af Europa en stolt kamptradition. Den har skabt enorme og magtfulde organisationer for at kunne forsvare sine interesser. Pædagogernes strejke viser fremtiden inden for den offentlige sektor. De tillidsmænd, der er blevet fanget af bureaukratiet i fagbevægelsen, vil blive skiftet ud med folk, der tør stå i spidsen. Marxisterne har en væsentlig rolle at spille, vi må gøre hvad Trotskij sagde, Lenin gjorde: "Han fremførte ikke sin plan overfor masserne, han hjalp masserne med at finde og forstå deres egen plan. Da Lenin reducerede alle revolutionens problemer til ét - at forklare tålmodigt - så betød det, at man skulle få arbejdernes bevidsthed i overensstemmelse med den situation, arbejderne var i". (Trotskij, Den russiske revolutions historie).

Toppen og bunden af arbejderbevægelsen bevæger sig hver sin vej, ikke fordi at bunden er ved at blive revolutionær, men fordi at toppen kommer længere og længere væk fra fabriksgulvet. Arbejderne er udemærket klar over, at den er gal, men vi må give dem ret i, at hvis man alene skal gå i gang med at ændre ved systemet, er opgaven umulig. At toppen snakker et helt andet sprog, vil give dem, der er i stand til at formulere arbejdernes problemer i et sprog, som arbejderne forstår, store muligheder. Hvis man i praksis ude på arbejdspladserne og på fagforeningernes generalforsamlingen tager de ting op, som der bliver snakket om, og som der er problemer med, så vil man vinde respekt. Ribus-konflikten i 1995 var et nederlag for den danske arbejderklasse. Alligevel kunne man se en storkonflikt i 1998. Igen blev arbejderklassen konfronteret med forræderi fra deres lederes side. Men i dag har de 6 ugers ferie, hvilket er en stor sejr. Ingen fornuftige mennesker med børn og et belånt hus kaster sig godvilligt ud i en kamp, som kan koste en dyrt. Fandtes Socialdemokratiets utopi om en "arbejdervenlig" kapitalisme, så ville revolutionen sikkert være udskudt for evigt. Dette er bare ikke tilfældet. Statistikker over stress, arbejdsskader og øget tempo taler deres eget tydelige sprog. Samtidig er kommunerne i en kattepine, hvor de af staten er tvunget til at skære ned. De offentlige og privatansatte arbejdere vil mødes på Christiansborg slotsplads i kampen mod det øgede pres, og de vil gøre det til en fælles kamp. Det er slående, hvor stor en mangel på ideer der er i arbejderbevægelsen. Krisen og kampene vil få arbejdere til at lede efter en base for deres kamp. Her er det en nødvendighed, at marxisterne er til stede.

Marxisterne påstår ikke, at fremtiden vil blive en lang generalstrejke. Det er klart, at kampen vil tage forskellige former på forskellige tidspunkter. Bliver arbejderne desillusionerede af deres lederes manglende indsats, kan det lede til passivitet. Samtidig går der nok et stykke tid, inden kommunisterne igen tør stå i spidsen for en stor strejke. Men der vil uden tvivl komme en stigning i lokale strejker som forsvar mod øget pres - og især inden for det offentlige. Ungdommen har været på gaden i et omfang, der ikke er set siden 80erne. Det er mange gange før sket, at de unge går forrest og i deres kompromisløse protester vækker arbejderne til live. Med afstemninger om OK-resultatet for de offentligt ansatte arbejdere samtidig med massive nedskæringer taler meget for en strejke. Samtidig er der dannet en tillidsmandsring inden for det private med en lang række store virksomheder. Der har været afholdt et tillidsmandsmøde i Odense, hvor 1760 tillidsmænd mødte op. Det vil sige at der både er bevægelse blandt ungdommen, det offentlige og det private. Med andre ord er der en unik situation på vej, som kan ende i en kæmpe bevægelse, selvom den faglige ledelse gør, hvad den kan, for at forhindre det. LO kører en linje, hvor man skal søge indflydelse hos de borgerlige, og der har været et møde mellem LO-toppen og Dansk Folkeparti for at diskutere, hvordan man kan arbejde sammen. Men samtidig må vi ikke være blinde for, at regeringens angreb på fagbevægelsen også truer topbureaukratiet, f.eks. med forbud mod eksklusivaftaler og overenskomstaftaler om deltid. Disse ting er jo på sigt også en underminering af fagtoppens magt. Derfor vil man evt. kunne se LO blive presset til at lede kampen, men vi må være forberedt på endnu et forræderi og stop for kampen igen.

Vi må være forberedt på et nyt og større 1998, 1985 og 1956. Vi er på vej ind i en af de mest eksplosive perioder siden anden verdenskrig. Marxister har en afgørende opgave i at vinde de mest bevidste arbejdere for ideerne. De marxistiske ideer er værdiløse uden for arbejderklassen, men bliver de forankret blandt arbejderne, vil de kunne forandre verden.

SITUATIONEN BLANDT UNGDOMMEN

Situationen i ungdommen er vigtig at analysere af flere grunde. Først og fremmest viser stemningen i ungdommen ofte, hvilken vej arbejderklassen vil gå, da det ofte er de unge, der først viser deres modstand og protesterer. De sidste års tendens til stigende aktivitet og voksende bevidsthed er fortsat igennem det sidste år, og der har igen været mange kampe for elevernes og de studerendes forhold. Her har både DEO, DGS, LAK og LH formået at mobilisere til relativt store demonstrationer og kampagner. Dette er sket i kampen imod de forringelser, der forsat sker på uddannelsessystemet. Samtidig har ungdommen generelt stået over for problemer, som mangel på boliger, et dårligt arbejdsmiljø på skoler og arbejdspladser, en SU, der ikke er til at leve af, et stort pres i hverdagen pga. af arbejde ved siden af uddannelsen, høje klassekvotienter, karaktersystemet og adgangsbegrænsninger til de videregående uddannelser o.s.v.

De kampe, der har været, og det historiske samarbejde mellem de fleste elev- og studenterorganisationer især op til 7/2, er en meget vigtig ting. Det er den største bevægelse i mange år, og det er nødvendigt at videreudvikle den og føre kampen fremad, ligesom samarbejdet mellem de forskellige organisationer må intensiveres endnu mere – der er brug for et "LO" for unge under uddannelse, så man kan stå samlet og enig i alle kampe fremover og ikke lader sig splitte. Ledelsen for samtlige elev- og studenterorganisationer er imidlertid præget af at være kommet til i en tid uden de store bevægelser, og de har ikke noget perspektiv på at optrappe kampen eller udvide den. Efter 7/2 har de tværtimod besluttet at nedtrappe kampen, føre den ud på de enkelte skoler, fokusere på happenings i stedet for massedemonstrationer og i det hele taget udskyde det hele et halvt års tid til "den store kamp" efter sommerferien. Men til den tid er der mange nye elever og studerende, og det er slet ikke sikkert, at der vil være den samme store opbakning til protester, som der er nu. Der er i høj grad brug for en kæmpende opposition i elev- og studenterbevægelsen, som kan udfordre de siddende ledelser med et reelt program for kamp.

Gymnasieeleverne

Gymnasieeleverne oplever i deres dagligdag problemer med et dårligt arbejdsmiljø (dårlig udluftning, for høj eller lav temperatur, dårlige borde og stole, for små klasselokaler o.s.v.), pres igennem karaktersystemet og kravet om et vist gennemsnit for at komme ind på en videregående uddannelse, økonomi ( idet mange gymnasieelever ikke er berettiget til SU, da de er under 18 år og det er meget svært at få udeboende SU, selvom man reelt er udeboende og har udgifter derefter), utidssvarende undervisning, bl.a. fordi der ikke er faciliteter til gruppearbejde, og gymnasielærerne ikke efteruddannes tilstrækkeligt o.l.

Gymnasieeleverne har i de seneste år været ude i en række kampe, og strejkerne og demonstrationerne mod gymnasielærernes overenskomst i 1999 var den største elevkamp i mange år. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning DGS har i vid udstrækning stået bag disse kampe og igennem det sidste år i stigende grad vedkendt sig sit ansvar for at organisere protesterne og gå forrest i kampen mod forringelser. I år er dette bl.a. sket i demonstrationer imod de stigende klassekvotienter, der er kommet som resultat af lærernes overenskomst fra 1999, en længerevarende kampagne imod racisme og ikke mindst ved en annonce i gratisavisen MetroXpress i forbindelse med valget, hvor DGS med tanke på Bertel Haarders tid som undervisningsminister i 1980’erne advarede mod at stemme på de borgerlige.

Spørgsmålet om, hvorvidt DGS skulle nedlægges for at sammenlægge sig med den borgerlige gymnasieorganisation GLO, er blevet stedt til hvile, og DGS fremstår i højere og højere grad som den eneste organisation, der organiserer gymnasieeleverne og kæmper for disses krav. Dette ses bl.a. af, at GLOs medlemstal og aktivitetsniveau er faldet markant gennem den sidste periode.

Der har altså været en positiv udvikling i DGS, idet man i stigende grad er begyndt at diskutere politik og blande sig i den bredere samfundsdebat. Der er dog stadig væsentlige problemer i DGS. Man er meget langt fra et egentligt politisk program, der kan vise et rigtigt alternativ, og det er stadig en meget bureaukratisk organisation, der mangler reel kontakt til sine medlemmer. Arbejdet i den daglige ledelse er på mange punkter udisciplineret og løst. Dette er til dels blevet forsøgt løst ved en mindre ændring af strukturen og forslag om at oprette et sekretariat i Jylland, men dette kan ikke løse de grundlæggende problemer. Der er brug for en langt bedre kontakt til eleverne på skolerne, en ordentlig opbygning af velfungerende elevråd og et politisk program, der vil føre kampen videre og fremad i stedet for at nedtrappe den, som vi har set efter 7/2.

De mange venstreorienterede, der er i DGS, udgør ikke nogen egentlig venstreopposition. Når de ikke har kunnet føre kampen videre efter 7/2, men har været med til at nedtrappe den, skyldes det ikke ond vilje, men forvirring og mangel på perspektiv. Det er folk, der er aktive i DGS, og så er de tilfældigvis også venstreorienterede – men der er ikke rigtigt nogen sammenhæng. Marxister ser anderledes på sagen: Det er nødvendigt at opbygge en venstreopposition i DGS, ligesom i de andre elev- og studenterorganisationer, som kan tilbyde et program for et politisk alternativ og en bevægelse, der tager kampen alvorligt.

De universitetsstuderende

De seneste år er der igen og igen blevet skåret på universiteterne, samtidigt med at der optages flere studerende end de tidligere år. Universiteterne har generelt kørt med store underskud, hvilket har ført til fyring af undervisere, større holdkvotienter, nedlæggelse af udbud og seminarer på de enkelte institutter og nedlæggelse af fag. Disse underskud bliver p.t. forsøgt løst ved at underordne den demokratiske valgte ledelse af universiteterne og indsætte en virksomhedslignende stab, der skal køre universiteterne efter økonomiske effektivitetskrav. Ud over de fortsatte nedskæringer står de studerende med problemer som dårligt arbejdsmiljø, høj brugerbetaling på bøger, kopier og materialer, boligmangel, utilstrækkelig SU, stress fra erhvervsarbejde o.l.

De universitetsstuderende har i de sidste år forholdt sig meget passivt og holdt sig langt væk fra kampene på uddannelsesområdet. Bevidstheden og solidariteten med andre uddannelsesretninger har været på sit absolut laveste. Dette afspejler sig bl.a. i de studerendes landsdækkende organisation Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der med sit meget bureaukratiske system kun har tiltrukket bureaukrater, der i alle henseender har været langt væk fra de studerende og manet til besindighed, hver gang der har været protester under opsejling. Der hersker blandt de studerende en enorm usikkerhed om beslutningsprocesserne og derfor en distance til DSF, der i de sidste år har stået som en modvægt til den ellers progressive udvikling i elev- og studenterbevægelsens organisationer.

Med de fortsatte nedskæringer og grundlæggende omstruktureringer på universiteterne må det dog forventes, at man inden for de næste år også ser de studerende i store kampe. I februar var der stormøde for studerende på Københavns Universitet, som Forenede StudenterRåd var blevet presset til at indkalde til. Stemningen på mødet var for en demonstration og protester, men ledelsen for FSR gjorde, hvad de kunne for at udskyde det og undgå at vedtage noget konkret. Der er også her brug for opbyggelse af en opposition, for man kan ikke vente nogen som helst positive initiativer fra den nuværende, ekstremt bureaukratiske ledelse. Hvis protesterne skal blive til noget, og hvis de skal koordineres og lykkes, er det væsentlig at der sker en drastisk udvikling i DSFs organisation og politik, hvilket kun kan opnås, hvis de aktive studerende kæmper for et kampprogram og for at smide bureaukraterne på porten.

Handelsskoleeleverne

Handelsskoleeleverne, der i efteråret 2000 strejkede og demonstrerede mod forringelser på deres uddannelse, var igen i 2001 været på gaden for at protestere imod højere klassekvotienter, planlagte timer uden lærer o.l. Demonstrationerne var ledet af handelsskoleelevernes organisation LH, der igennem de sidste par år er blevet presset til at stå i ledelsen for kampene og koordinere elevernes modstand. Det ser dermed ud til, at handelsskoleeleverne er ved at opbygge en tradition for at strejke og demonstrere, men det er dog stadig tale om en meget ny bevægelse, hvorfor kulturen og arbejdsgangen omkring protesterne er en ganske anden, end det fx ses hos folkeskole- og gymnasieeleverne. Denne udvikling vidner om, at bevidstheden og kampviljen i ungdommen på ny er ved at stige.

Folkeskoleeleverne

Folkeskoleeleverne møder i deres hverdag mange af de samme problemer som på andre af uddannelsesområderne i form af dårligt arbejdsmiljø, manglende efteruddannelse til lærerne, dårlige og utidssvarende undervisningsmaterialer o.l. Derudover har eleverne ikke andet økonomisk fundament end deres evt. lommepenge, og mange tager dårligt betalt erhvervsarbejde, hvor arbejdsmiljøet og sikkerheden er problematisk.

Folkeskoleeleverne har i den sidste periode udtrykt stigende aktivitet og kampvilje, og senest har eleverne i København strejket og demonstreret en uge imod Københavns kommunes fortsatte nedskæringer på skolerne. Elevernes organisation DEO har igennem de sidste år været præget af en meget borgerlig ledelse, der hovedsageligt har drevet organisationen som et serviceforetagende. Det var ikke DEO, der stod for strejkerne i København, f.x. Det øgede pres fra eleverne har dog tvunget DEO til at gå ind i kampene og gå foran i elevernes demonstrationer for bedre forhold på folkeskolerne. Efter at have spillet en mere passiv og reaktionær rolle ser det ud til, at der er ved at vokse mere bevidste kræfter frem i DEO, der kan præge organisationen i en mere progressiv retning.


Vi står i starten af en økonomisk nedgangsperiode, der vil betyde yderligere forringelser på uddannelsesområdet. En begyndelse herpå er allerede set i Finansloven for 2002 og de offentlige overenskomstforhandlinger, der vil presse lærere og undervisere yderligere, hvilket selvfølgelig vil få sørgelige konsekvenser for uddannelsernes generelle kvalitet. Denne udvikling vil uden tvivl føre til flere og hårdere kampe på uddannelsesområdet. Den eneste måde, nedskæringerne kan stoppes på, er, hvis alle elever og studerende står sammen og i samarbejde med arbejderklassen går imod forringelserne. Lærernes organisationer går nu foran med konfliktvarsler i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, og lærlinge var med til protesterne 7/2 – dette er en oplagt mulighed for at skabe den absolut nødvendige forbindelse mellem uddannelsesorganisationerne og arbejderbevægelsen. Der ligger en stor kamp forude for at få elev- og studenterorganisationer ind på dette spor.

Politiske ungdomsorganisationer

DSU

Hvis Socialdemokratiets ledelse fører højreorienteret politik, så er det intet imod, hvad ledelsen for DSU slipper af sted med at sige. På stort set alle områder (bortset fra udlændingeområdet) står DSU-ledelsen for en endnu mere "fleksibel" og "fornyende" politik end partiet, d.v.s. en endnu højere grad af tilpasning til åben borgerlig politik. Det skyldes selvfølgelig blandt andet, at DSU jo ikke skal stå direkte til ansvar ved valg o.s.v., så de kan sige mere åbent, hvad de står for. Af eksempler kan nævnes en meget positiv holdning til udlicitering, EU og generel "nytænkning" af velfærdssamfundet. F.eks. ønskes der i et oplæg fra ledelsen sidste år, at mange af det offentliges opgaver lægges ud til "frivillige foreninger" og privat velgørenhed, hvilket nye borgerlige ministre også har talt om! Det officielle udtryk for DSU's holdninger, principprogrammet, som blev vedtaget på kongressen i 2000, er også væsentligt anderledes end det forrige program fra 1992. Ifølge Morten Bødskov, der var formand indtil kongressen 2000, var "det gamle program alt for gammeldags; nu er situationen en anden, hvor folk mangler forpligtelse og solidaritet og stiller for mange krav. Vi kan ikke øge velfærden, derfor skal der være store konsekvenser ved at kræve. Det nye program skal nyformulere forpligtelsen". D.v.s. programmet bygger på en erkendelse af, at kapitalismen er i problemer, at velfærdssamfundet presses, og at det er nødvendigt med "prioriteringer", d.v.s. programmet er i vid udstrækning en retfærdiggørelse af nedskæringer og forringelser på velfærdssamfundet – det er arbejdere og unge, der skal bære byrden for kapitalismens fallit.

Dette er imidlertid i modsætning til de fleste almindelige DSU'ere. De har jo ikke meldt sig ind, fordi de ønsker at smadre det danske velfærdssamfund, men netop ofte fordi de ønsker at bevare det og udbygge det, og fordi de er enige i DSU’s grundlæggende holdninger om retfærdighed, lighed, demokrati, at bygge et ordentligt samfund med plads til alle osv. Det er ikke lykkedes helt for højreledelsen at udrydde de gamle ord og idéer, selvom disse idéer er i en ekstremt forvirret form, når de optræder. Så de grundlæggende holdninger kan ledelsen ikke så godt ændre ved - derfor ser man gang på gang, især tydeligt i principprogrammet, modsætninger mellem nogle flotte ord om gode, sympatiske generelle målsætninger og så det stik modsatte, når det kommer til konkrete forslag.

På flere punkter har vi allerede i den forløbne periode set begyndende modsætninger mellem grupper af medlemmer og ledelsens politik. En del medlemmer var imod den pro-europæiske linje ved euro-afstemningen, enkelte afdelinger gik endda ud med eget materiale imod euroen. Også på kongressen i 2000 var der enkelte gange større diskussioner om dele af principprogrammet – medlemmer, især unge med faglig baggrund, der gik imod nogle af ledelsens og andres mest reaktionære forslag, bl.a. om at tillade forringede arbejdsforhold for lærlinge, hvis bare de kunne få en læreplads, og om at give køb på ting som 37-timers arbejdsuge o.s.v. En tilbagevendende diskussion i DSU er netop misforholdet mellem unge studerende, kommende bureaukrater, der totalt dominerer ledelsen og meget af organisationen, og så unge arbejdere og fagligt aktive, der for tiden er i stort undertal p.g.a. ledelsens politik og manglende aktivitet på områder, der kan interessere almindelige mennesker. Der ligger her grundlaget for større konflikter i fremtiden - med begyndende øget aktivitet blandt unge arbejdere og de store protester på uddannelsesområdet, vil ledelsens politik blive mere og mere ulogisk. DSU var tilstede 7/2 med løbesedler, der kritiserede nedskæringerne, men de støttede jo fuldt op om den gamle regering og dens nedskæringer, som i bund og grund var de samme som dem, der finder sted nu. DSU vil blive nødt til at blive mere aktiv og kritisk i den kommende periode, og det vil skabe mulighed for at stille alvorlige spørgsmålstegn ved den linje, ledelsen har ført, og på sigt må den marxistiske tilstedeværelse i DSU absolut optrappes og blive til en rigtig kamp for et socialistisk program og en ledelse og politik, der vil gå imod nedskæringer og kæmpe for ungdommens krav og et demokratisk socialistisk samfund.

SFU

Efter Socialdemokratiets og venstrefløjens valgnederlag har SFU ligesom SF igangsat en intern revision af organisationen og dets program. Dette sker efter Holger K. Nielsens udsagn, fordi partiets profil har været for svag og vælgerne ikke har kunne adskille politikken fra Socialdemokratiets, men det nye forslag til program betyder reelt også for SFUs vedkommende en bevægelse mod højre og en stærk svækkelse af de traditionelle socialistiske elementer i politikken. SFU har ikke aktivt været til stede under kampene på uddannelsesområdet.

Inde i organisationen må der være masser af unge, der sætter spørgsmålstegn ved den måde, tingene udvikler sig på. Der er noget der tyder på, at flere medlemmer bevæger sig i en positiv retning. Der er flere, der bekender sig som marxister og revolutionære, og i takt med at protesterne i ungdommen og arbejderklassen udvikler sig, vil vi komme til at se en skærpelse af denne konflikt.

SUF

SUF er en sammenlægning af Enhedslistens Ungdomsgruppe og Rebel, der er blevet renset for de mest anarkistiske elementer. Organisationen samler bredt blandt unge på venstrefløjen på et revolutionært program. Organisationen har i sin første periode været præget af store organisatoriske og demokratiske problemer, idet mange ting ikke er blevet kommunikeret ud eller fremstillet som vedtaget. Dette skyldes, udover at organisationen er ny, at der ikke har været en demokratisk valgt daglig ledelse til at varetage organisationens politik og udføre det praktiske arbejde. Dette har også medført, at SUF i meget lille grad lever op til at være landsdækkende, men i høj grad er centreret om de store byer, og lokalafdelingerne har en væsentlig autonomi i udformningen af politik og aktiviteter. Økonomisk er SUF meget afhængig af DUF-støtte, som man nu har fået tilsagn om efter en meget tvivlsom hvervekampagne uden politisk indhold. Dette er dog en meget uholdbar situation for en revolutionær organisation, hvilket tidligere erfaringer fra Rød Ungdom og Rebel viser.

I den første periode har SUF været meget præget af tidligere aktive rebeller og har kun i forholdsvis ringe grad formået at tiltrække nye unge. Selvom man har over 600 medlemmer på papiret, er der ikke noget der tyder på, at det reelle tal er meget over 150. Dette skyldes bl.a., at SUF har været meget præget af "alternative unge", og der oftest er brugt kampmidler som gadeteater, civil ulydighed, happenings o.l., der ofte kan virke afskrækkende på almindelige unge og arbejdere, og hvis politiske virkning er forsvindende lille, samtidig med at det politiske indhold ofte har været lavt eller helt manglet.

SUF indeholder utroligt mange engagerede unge, der ønsker at kæmpe aktivt for et andet samfund. Desværre er SUF slet ikke gearet til at opfylde disse unges behov for en organisation med struktur og klare idéer. Organisationen er præget af stor forvirring, manglende organisering og disciplin, og der lægges tit meget vægt på aktivisme fremfor politisk indhold.

Der er folk fra mange forskellige retninger inden for venstrefløjen, men der er ikke nogen klar dominerende kraft, som det er tilfældet med stalinisterne i Rød Ungdom. Ledelsen fungerer dårligt, indkaldelser til møder, referater, dagsordener, materialer, løbesedler, kampagner, internetside, bladene osv. er uregelmæssige og dårligt organiserede, og må virke meget afskrækkende på de unge, der kommer i kontakt med SUF. Denne forvirring er til stor skade, men betyder samtidig også, at der er rig mulighed for at vinde opbakning til nogle tiltrængte forandringer blandt dem, der leder efter noget mere seriøst og disciplineret end den generelle tilstand i foreningen. Dette forudsætter en klar kamp for seriøsitet, disciplin og et klart socialistisk svar på problemerne.

Hvis SUF skal udvikle sig til en større og mere betydningsfuld organisation, må man arbejde på at komme i kontakt med unge og arbejdere på deres skoler og arbejdspladser, og SUF må som organisation være til stede i de kampe, der finder sted, med eget materiale, der bygger på en socialistisk analyse, hvilket også forudsætter en kamp for et ordentligt politisk program i SUF.

Rød Ungdom

Rød Ungdom (RU) blev dannet i 1993 efter opløsningen af en række små organisationer. Desværre overtog RU de stalinistiske traditioner (lige efter stalinismen var brudt sammen!) og en sekterisk praksis. Stalinismen og ultra-venstre-tanken har gennem RU's levetid været dominerende tendenser. Disse tendenser har på intet tidspunkt leveret en løsning og ender i en ideologisk og politisk blindgyde, hvilket klart har afspejlet sig i organisationens vækst. RU har et reelt medlemstal på ca. 150 fordelt over ca. 10 afdelinger, et tal der er stagneret fuldstændig.

Ikke desto mindre har der været klare lyspunkter i RU's historie. Ribus-konflikten, skraldemandskonflikten i Århus og andre mindre sager har markeret opsving i organisationens aktiviteter. Meget betegnende for RU's klasseholdning har der ikke været større aktivitet omkring storkonflikten i 1998 og gymnasiestrejkerne i 1999.

Holdningen til arbejderklassen er i RU domineret af stalinisternes zig-zag-løb mellem sekteriske ultra-venstre-taktikker og kujonagtig opportunisme. Det ene øjeblik er bevarelsen af såkaldte "fristeder" det vigtigste, og man afskriver konstant Socialdemokratiet som et borgerligt parti, på trods af tilknytningen til fag- og elevbevægelsen. I det næste nu lægger man sig på ryggen for reaktionære og nationalistiske kræfter i et diffust ønske om at komme ud af EU. RU under stalinistisk ledelse mangler totalt et socialistisk perspektiv og bukker derfor under for fremmede klassers ideer.

I januar 2002 var der en opblomstring og aktivitet i den danske elev- og studenterbevægelse af en størrelse uset siden 1980'erne. Meget betegnende valgte RU at prioritere næsten al indsats på demonstrationer mod dansk krigsdeltagelse i Afghanistan 25. januar. For marxister er det naturligvis vigtigt at sætte kræfter ind mod barbariske krige og myrderier, men disse demonstrationer havde ingen tiltrækningskraft på arbejdere og unge i almindelighed. Summen af sekter bliver ikke til en bred bevægelse. Til gengæld var 25.000 elever og studerende på gaderne landet over 7. februar i samlet protest mod den borgerlige Fogh-regerings nedskæringer på et nedslidt uddannelsessystem. Dette skete nærmest uden repræsentation fra RU's side. Desværre er denne episode meget betegnende for RU's virke.

RU har økonomisk gjort sig afhængig af tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der administrerer tipsmidler. For marxister har det altid været vigtigt at organisere sig uafhængigt og med selvstændig økonomi. Det skal aldrig være borgerskabet, der bestemmer, om en socialistisk organisation skal eksistere.

Denne afhængighed har vist sin uheldige side ved, at RU i 2001 blev nægtet et tilskud på over en halv mio. kr. Som konsekvens heraf blev RU også nægtet tilskuddet i 2002. Der er ingen tvivl om, at udelukkelsen er politisk betinget, og det viser klart de borgerliges "demokratiske" sindelag.

RU var overhovedet ikke organisatorisk gearet til, at DUF lukkede for det varme vand. Det førte til en næsten total udradering af det daglige sekretariat og en likvidering af RU's eksterne blad, gratisbladet Republic. Beslutningen om at give Republic nådesstødet blev taget på et landsledelsesmøde, hvor forslag om at omlægge Republic til et salgsblad blev fejet af bordet med stalinisternes argumenter om, at det ville være "sekterisk". Stalinisternes holdning til alle nuværende og tidligere arbejderaviser, der jo sælges for penge, er altså, at de er "sekteriske"?!

Republic fungerede i sin levetid ikke som et seriøst talerør for ungdommen, men havde absolut potentiale til noget større. Derfor er det en skandale uden videre at kaste RU's (næsten) eneste talerør på møddingen.

RU tiltrækker stadig unge mennesker, der søger efter fornuftige, socialistiske svar på kapitalismens hærgen. Men så længe de bliver ledt i blindgyder af stalinisterne, er der ikke noget håb for organisationen.

RU har fået et nyt politisk program, der er gennemsyret af fraser om "brede folkelige" samarbejder og nærmest klinisk renset for al snak om arbejderklassen og socialisme. Vedtagelsen af dette program var et tilbageskridt, der blev pakket ind som et "agitatorisk program". Siden vedtagelsen af programmet er det ikke blevet trykt i større antal, og da slet ikke delt ud på skoler og lignende.

De unge, der tiltrækkes af RU, kommer som regel med en sund afstandstagen fra stalinismens historie. Desværre formår stalinisterne gang på gang at få vedtaget en politik, der ikke tager udgangspunkt i arbejderklassen og dens organisationer. Kampen i RU er først og fremmest en kamp mod stalinismen, folkefrontstaktikker og andre småborgerlige ideer. RU vil, befriet for stalinisterne i DKP-ML være en organisation, der for alvor vil have et potentiale til at rejse en del af ungdommen til kamp for socialisme. Men det kræver et stærkt marxistisk modspil til stalinisme, opportunisme og sekterisme.

Sammenlægning af SUF og RU?

Der er flere gode kræfter, der arbejder for en sammenlægning af de to organisationer. Det vil på mange måder være en positiv ting. Det vil skabe en større organisation, der forhåbentligt kan udrydde de udisciplinerede og uorganiserede træk ved SUF og bruge af RU's forholdsvis bedre evner på dette område, mens man kan regne med, at stalinisterne vil komme i stort mindretal, hvis ikke de snarere vælger helt at forlade organisationen. En samlet organisation vil hvervningsmæssigt, økonomisk og effektivitetsmæssigt være langt bedre end to forskellige. En sammenlægning må ske på et klart socialistisk program, der ikke skal være en udvanding af de eksisterende programmer. Alle forsøg på at lave en sådan sammenlægning må støttes.

ATTAC og anti-globaliseringsbevægelsen

ATTAC blev officielt dannet i Danmark i oktober 2001 efter en optaktsperiode med massiv medieomtale. ATTACs program bygger på et reformistisk omfordelingskrav af verdens ressourcer, der bl.a. skal ske gennem indførelse af Tobinskatten og eftergivelse af ulandenes gæld, og organisationen anerkender som sådan den kapitalistiske markedsøkonomi.

Efter den hektiske start er det dog sløjet lidt af for bevægelsen, der i Danmark kun tæller 230 betalende medlemmer. Op til det stiftende møde var der voldsomme kampe mellem organisationer og partier, der ønskede at præge bevægelsen (Mellemfolkeligt Samvirke, Internationale Socialister, Enhedslisten, SF/SFU og Nyt Europa), og organisationen er i dag præget af Enhedslisten og IS, der hver sidder på to talsmandsposter ud af 5. Denne organisatoriske magt er dog ind til videre ikke smittet af på organisationens politik.

Måske kan ATTAC få en opblomstring under de protester, der er planlagt under EU-topmøderne, men det er klart, at ATTACs eventuelle succes udelukkende skyldes den traditionelle arbejderbevægelses og sekternes fallit og manglende evne til at give et klart alternativ. Den bydende nødvendighed for ATTAC og hele anti-globaliseringsbevægelsen er, at den forbindes med den virkelige bevægelse – altså arbejderes og unges virkelige kamp og krav, og ikke bare bliver til en humanistisk snakkeklub om, hvor synd det er med den der globalisering.

AFSLUTNING

Situationen i Danmark er ikke anderledes end i de andre europæiske lande, for ikke at sige hele verden. Den objektive situation er mere end moden for socialisme. Opsvinget har i den grad presset arbejderklassen så massivt, at det for mange er uudholdeligt, og nu er der krise under opsejling. Men for hver dråbe merværdi, kapitalisterne presser ud af arbejderklassen, forbereder de deres eget endeligt. Marx og Engels slog fast, at det er den værdi, arbejderklassen skaber, og som den på grund lønarbejdssystemet ikke er i stand til at købe tilbage, der skaber overproduktion. Og at det er denne overproduktion, der konstant tvinger det kapitalistiske samfund i krise, hvilket medfører nedskæringer, øget ulighed, arbejdsløshed og masser af andre dårligdomme. Den eneste løsning er arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne, så det på den måde sikres, at alle de værdier, der skabes af arbejderklassen, bliver brugt til fælles bedste, i stedet for at de bliver brugt som matadorpenge på børserne. Arbejderklassen i Danmark har igennem halvandet århundrede skabt en bevægelse til lige præcis det formål. Fandtes der en socialistisk ledelse for LO og Socialdemokratiet med et klart revolutionært program og vilje til at gennemføre revolutionen, ville dette kunne ske i løbet af få timer uden problemer. Sådan er situationen ikke. Arbejderbevægelsen, såvel som elev- og studenterbevægelsen, er blevet druknet i bureaukrati og er i den grad blevet fjernet fra medlemmernes problemer og krav for en bedre hverdag.

Den kommende periode vil byde på mere pres og flere forringelser, og vi vil se øget kamp over hele linjen. Det vil på sigt uundgåeligt føre til øget aktivitet i arbejderbevægelsen, og til at arbejdere og unge vil fylde deres traditionelle organisationer op igen i søgen på først et fagligt og siden et politisk svar på problemerne. Flere vil møde bureaukratiets modstand, og den danske arbejderklasse og ungdom vil blive tvunget til at slås for at ændre deres organisationer. Perspektivet er øget klassekamp og en større åbenhed for de idéer, som kan sikre, at arbejdernes og ungdommens organisationer kan omdannes til kamporganisationer og ændre verden – de marxistiske idéer.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.