Missil-destroyeren USS Ramage er en af flere, der er deployeret til den østlige del af Middelhavet

I medierne er der startet en sand propagandakampagne som skal forberede ”den offentlige opinion” på en eventuel militær intervention i Syrien. Det sker grund af regimets påståede brug af kemiske våben mod civilbefolkningen. Omstændighederne omkring gasangrebet lugter imidlertid langt væk af et plot for at retfærdiggøre intervention. Men om Assads reaktionære regime har brugt gas eller ej ændrer ikke på, at en evt. imperialistisk intervention intet har at gøre med humanistiske overvejelser. De syriske masser er bare brikker i et større kynisk skakspil, for de imperialistiske magter.

Levende helvede

Den 21. august er hundrede af civile, ifølge adskillige rapporter, blevet dræbt af gasangreb i flere forstæder omkring Damaskus. At Assad-regimet er brutalt og reaktionært kan der ikke herske tvivl om. Derfor støttede marxister verden over også op om den revolutionære massebevægelse mod regimet der startede 26. januar 2011. Men det er lige så sandt, at i samme takt som bevægelsen blev militariseret, degenererede den over samme linjer som vi har set det i Libyen, om end i endnu større omfang. Masserne blev sat uden for indflydelse, efterhånden som kampen blev reduceret til et militærteknisk spørgsmål. Dermed blev spørgsmålet om hvem der har våbnene, forsyninger osv. afgørende, i stedet for klassekampen. På den måde lykkedes det hurtigt de globale og regionale stormagter at skubbe de revolutionære elementer i bevægelsen til side, og sætte ”sikre” ledere ind i toppen af bevægelsen. Elementer der skulle sikre at masserne ikke tog magten selv. Den såkaldte opposition ledes i dag dels af borgerlige, men for størstedelens vedkommende af dybt reaktionære islamistiske røverbander, lejesoldater og forbrydere.

I virkeligheden er det omsonst at tale om én opposition, i det den består af en lang række grupper der bekriger hinanden, samtidig med at de bekriger Assad-regimet. Borgerkrigen har mistet ethvert progressivt element. På trods af isolerede tilfælde af heltemodig, modstand fra lokalbefolkningen mod undertrykkelsen fra både regimet og de islamistiske grupper, er de syriske masser efterladt i et levende helvede. Den ene dag bombes de af regimet, for den næste at blive slagtet af oppositionsstyrker, fordi de tilhører den forkerte trosretning, nationalitet eller simpelthen er i vejen.

Gasangreb fra regimet er ulogisk

Men her står vi altså i dag. Fem dage efter hvad der tilsyneladende er et grusomt angreb på civile, mænd, kvinder og ikke mindst børn. Men inden vi lader os rive med at mediernes hysteri, så lad os tage et skridt tilbage og stille det upopulære spørgsmål: cui bono? -hvem har fordel af et sådan gasangreb?

Følgende er fakta, som er offentligt tilgængelige for enhver:
1) Regimet har de sidste mange måneder været i offensiven, og har trængt oprørene tilbage på en lang række fronter. De var altså den stærke part. Tiden var på regimets siden, mens den løber ud for oprørene 2) Netop på grund af denne udvikling var oprørene blevet lovet våben af vesten. Problemet er bare at vesten ikke har lyst til at give disse grupper avancerede våben i hænderne, fordi de vil blive brugt mod Vestens egne styrker i fremtiden. Derfor har leverancerne til oprørene været drypvise, i ringe omfang og har dermed været ude af stand til at ændre styrkeforholdet. 3) Angrebet skete ganske kort før en allerede annonceret inspektion fra FN, som Assad har accepteret, (!) i forbindelse med tidligere beskyldninger om brug af kemiske våben!!!

Er det Assad-regimet der har udført det kemiske angreb, så er der tale om det største enkeltstående tilfælde af idioti i militærhistorien. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at en eller anden stupid militsgruppe på regimets side er kommet i besiddelse af våbnene og på egen hånd har udført angrebet. Men det er yderst usandsynligt.

Men på den anden side er det kemiske angreb som sendt fra himmelen for oprørene, som håber på luftstøtte fra de vestlige imperialister. Svaret på spørgsmålet; cui bono er altså åbenlyst: kun oprørene har noget at vinde fra gasangrebet. Derfor er der stor sandsynlighed for, at det er en eller flere oprørsgrupper, formentlig i samarbejde med vestlige efterretningstjenester, som allerede opererer i landet, der har planlagt og gennemført angrebet mod civile. Noget sådan kan kun være sket ud fra en kynisk vurdering af, at det vil kunne blive den ”rygende pistol”, der får Vesten til at yde oppositionen luftstøtte, og dermed håber man at kunne vende krigslykken på slagmarken.

Mediekampagne

Mediekampagnen i den danske dagspresse er kvalmende. Billeder af de dræbte kvinder og børn kører over skærmen konstant. Ingen stiller spørgsmålstegn ved præmissen: at det er regimet der nu har overtrådt ”den røde linje”. Samtidig kan man ikke lade være med at tænke: hvorfor er det værre at dø af giftgas end at blive sprængt i stykker, blive snittet op med bajonetter eller skudt? Er de forfærdelige historier, som børn på videooptagelser fortæller, om hvordan deres forældre døde af gas, værre end historierne fra før angrebet, hvor forældrene blev hakket i stykker med håndkraft? Over 100.000 er formentlig døde allerede. Men det er de hundrede der dør af forgiftning, der er det forfærdelige? Selvfølgelig er kemiske angreb barbariske, men proportionerne hænger ikke sammen. Er det tilfældigt, at der er tale om ”humanitær” intervention nu, hvor det går tilbage for oppositionsstyrkerne?

Hele scenen er lidt for veludført. Der var overraskende mange videoer, meget hurtigt, fra et ellers lukket område. Udtalelser fra ”anonyme embedsfolk” i Washington, der allerede nu siger, at det er for sent med FN-inspektioner, giver kraftige minder fra invasionen af Irak.

Nyt krigseventyr?

Men ikke desto mindre argumenterer Socialdemokratiets udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen, for militær indgriben. Hvad resultatet af et angreb forventes at blive, undlader man behændigt at komme ind på, og det kunne aldrig falde den ”kritiske” presse ind at stille spørgsmålet.

Selvom John Dyrby Paulsen helst ser et FN mandat, er det dog, ifølge Politiken, ikke et ufravigeligt krav. Man må da også medgive, at FN er fuldstændig impotent og ude af stand til at gøre noget. Men selv hvis der var enighed i Sikkerhedsrådet, hvordan skulle FN kunne spille nogen som helst progressiv rolle? Verdens landes diktatorer, præsidenter og konger, bliver ikke ét gram mere progressive af at blive sat i samme rum. FN er, stort set uden undtagelse, en forsamling af repræsentanter fra verdens landes eliter, der alle søger at fremme deres nationale borgerskabs økonomiske og strategiske interesser. Humanistiske betragtninger er blot et behændigt slør.

Frankrig der, siden interventionen i Libyen, har øjnet en chance for at genoplive sine stormagtsambitioner i Mellemøsten og Afrika, presser kraftigt på for militær indgriben. Det samme gør Storbritannien og en lang række andre lande, som har store interesser i at holde sig gode venner med USA. Tyrkiet, hvis premierminister Erdogan, også dels har store ambitioner som regional stormagt, og derudover er yderst bekymret med udsigten til et selvstændigt kurdisk område i det nordøstlige Syrien, som vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet imod centralregeringen, presser på.

Men han der betaler musikken bestemmer som bekendt melodien. Ud af de imperialistiske magter er det kun USA der har de nødvendige midler, logistik og diplomatiske styrke til at lede angrebet. Der er ingen tvivl om, at de amerikanske imperialister også ser en god grund til at trænge iranske og russiske interesser tilbage, som truer med at hive store dele af regionen ud af amerikanernes kontrol, hvis Assad vinder. Men mens de republikanske høge i USA\'s kongres går amok i deres råb på krudt og kugler, så er Obamas fløj mere loren ved en intervention. Der er ingen garantier for, at oprettelsen af en evt. flyveforbudszone og angreb på landmål vil blive lige så smertefri for interventionsstyrkerne, som det var tilfældet i Libyen. I følge visse kilder har Russerne allerede leveret avancerede S-300 jord-til-luft missilbatterier til Assad, opereret af russiske teknikere. Ikke bare har de en vis chance for rent faktisk at yde modstand, men at dræbe russiske soldater er heller ikke befordrende for de to stormagters diplomatiske forbindelser. Derfor er der meget der taler for, at en eventuel intervention kan komme i form af fx missilangreb fra de mindst fire missil-destroyere den amerikanske flåde har deployeret i området de seneste dage. Delvist som svar på dette, har Rusland, for første gang i årtier, annonceret etablering af permanent tilstedeværelse i Middelhavet og har rykket flere store landingsfartøjer, forsyningsskibe og destroyere til området.

Utallige interesser

Men langt vigtigere end rent tekniske spekulationer er det faktum, at mere eller mindre samtlige regionale og globale stormagter allerede er involveret i, hvad der i realiteten er, én stor proxy-krig. Saudi Arabien, Qatar, mfl. støtter forskellige islamistiske grupper imod Assad. Rusland støtter Assad og Iran har sendt Hizbollah i kamp på regimets side. Tyrkiet støtter de ”moderate” islamistiske grupper mod Assad og de kurdiske grupper, mens Vesten forsøger at støtter op om de uduelige sekulære liberalistiske grupper. Det er blot et lille udpluk af de mange interesser i området.

De vestlige imperialister er bange for at ”deres” side er ved at tabe. De håber, at et begrænset missilangreb og måske luftstøtte (selvfølgelig kombineret med hemmelige elite-aktioner, som det også var tilfældet i Libyen) vil kunne tippe vægten til oprørenes fordel. Men det vil ikke være ligetil. Den syriske borgerkrig er en hvepserede som imperialisterne ikke vil kunne slippe fra uden knubs, og som meget vel kan eskalere situationen yderligere og sætte hele Mellemøsten i brand.

Selv i det ”bedst” tænkelige tilfælde: et forløb som i Libyen; vil masserne stå tilbage som de store tabere. De gik på gaden med sociale krav: krav om ordentlige levevilkår, arbejde, brød, værdighed, opgør med korruption. Krav som på ingen måde kan opfyldes indenfor kapitalismen, om det så er den sekulære eller islamistiske variant.

I dag er kontrollen med oppositionen blevet kapret af reaktionærere despoter, krigsherrer og lykkeriddere. Så selv hvis vi forstiller os en ”oppositionssejr”, støtte af vestligt militær, vil masserne stå tilbage i et atomiseret land, styret af krigsherrer og militser, og være ofre for blodig undertrykkelse, sekterisk udrensning og endnu dårligere sociale forhold.

De eneste der kan ændre situationen i Syrien, er masserne i Mellemøsten, gennem en social revolution. Men situationen i Syrien selv, er nu sunket så langt ned i barbari, at det formentlig er nødvendig med en revolutionær bølge i Mellemøsten generelt, for at kunne skubbe masserne tilbage på scenen. En succesfuld revolution i et vigtigt land som Egypten, hvor arbejderne kommer til magten, vil kunne ændre dynamikken og give initiativet tilbage til masserne, også i Syrien. Husk på, at da bevægelsen startede i Syrien, da masserne var i aktion, skete det på tværs af religiøse og etniske skel. På den anden side vil imperialistisk intervention kun være med til at opdele befolkningen yderligere og skubbe de arabiske masser endnu mere ud på sidelinjen og dermed forværre situationen markant.

• Nej til flere krigseventyr!
  
  
• Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten må gå imod imperialistisk intervention i Syrien!
  
  
• Ingen støtte til hverken regimet eller den reaktionære ”opposition”!
  
  
• Ingen tillid til FN! Kun de arabiske masser kan vise en vej ud af det syriske helvede!
  
  
• For socialistisk revolution i Mellemøsten og resten af verden!