”Jeg har det som en kontorassistent i Berlin 1945. Regeringens arbejde fortsætter, mens krigen nærmer sig.” Sådan udtaler en anonym ambassadør sig til finanstidsskriftet Economist den 17. september, om situationen i Bruxelles.

EU er ude i den største krise i ”projektets” historie og borgerskabet aner ikke sine levende råd. Nu er spørgsmålet, der diskuteres, ikke længere om Grækenland vil gå bankerot (det er de facto sket) men om Euroen og endda EU selv og det indre marked vil overleve.

Grækenland i frit fald
Den såkaldte Troika: EU-kommissionen, den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF, strammer i skrivende stund tommelskruerne for at få den græske socialdemokratiske regering til at svinge sparekniven endnu mere voldsomt og brutalt end de allerede gør for at opfylde målene for budgetunderskuddet. Ellers, truer de, vil de ikke modtage næste portion af ”hjælpepakken” på omkring 8 mia €.

Der er meget ringe udsigt til at den græske regering kan nå målet på et budgetunderskud på max 7,6 procent af BNP. Troika’en forventer at underskuddet når op på 9 procent i 2011.

Det skyldes ikke mindst, at netop den voldsomme indskrænkning af det offentlige forbrug har været kraftigt medvirkende til at det græske bruttonationalprodukt (BNP) falder, med hvad regeringen forventer bliver, over 5 procent i hele 2011, mod 3,8 procent som forventet tidligere på året. Jo mere de skærer, jo mere falder BNP og mere stiger deres gæld relativt set. Ligegyldig hvad de gør er det forkert.

Toppen af isbjerget
Som vi har skrevet i herværende avis tidligere, så er Grækenlands problemer blot et symptom på langt dybereliggende modsætninger. Hele den europæiske økonomi er pumpet op med lånte penge for at afværge overproduktionskrisen. Gældsbyrden er nu så stor, at den truer med trække de stagnerede EU-lande ned i den økonomiske afgrund.

Euroen, der under opsvinget var en kilde til finansiel stabilitet og ”billige penge” har nu, på dialektisk vis, vendt sig til sin modsætning og virker som en spændetrøje på de nationale økonomier der river og flår i hver sin retning.

De europæiske kapitalister og finansfyrster frygter i stadigt stigende grad, at den græske krise skal sprede sig til store lande som Italien, Spanien og Frankrig. Denne frygt fik endnu et hak opad mandag den 19. september da S&P nedgraderede Italiens kreditværdighed fra A+ til A. Samtidig er forventningerne til den samlede vækst i EU blevet nedjusteret til et rundt nul. Europa er med andre ord i dyb krise.

Catch 22
ECB’s rolle vokser stadig hurtigere i Europæisk økonomi. ECB køber nu statsobligationer fra de lande der rammes af problemer og stigende renter. Og da Tyskland er den ubetinget største bidragyder, betyder det at der er startet dræn på den tyske økonomi for at finansiere gælden i Grækenland, Irland, Portugal og Spanien.

De europæiske kapitalister er fanget i en ”catch 22.” Enten kan de holde hånden under de gældstyngede stater, hvilket vil kræve at seddelpressen sættes på overarbejde og at problemerne blot udskydes og forværres. Eller de kan lade landene, startende med Grækenland og Irland, gå bankerot, hvilket vil trække hele den europæiske økonomi og verdensøkonomien ud i en ny voldsom negativ spiral. Det er deres eneste to muligheder. Den tredje mulighed er at lukke øjnene og lade som problemerne ikke eksisterer, som mange af de europæiske ”ledere” gør i dag hvilket fører os tilbage til de to foregående muligheder.

Ligegyldig hvad der sker står det klart at Euroen er ved at sprække på midten. To tyske repræsentanter har allerede forladt ECB’s bestyrelse i protest over at ECB er begyndt støtteopkøb af statsobligationer i det såkaldte sekundære marked [markedet for allerede udstedte obligationer].

En anden, mere realistisk fløj, rejser nu kravet om at skære de syge dele af det lidende legeme der udgør europæisk økonomi. Det vil sige på den ene side at lade Grækenland og muligvis også Irland og Portugal gå bankerot og på den anden at lade ECB trykke penge i massiv skala, uden begrænsninger, for at købe statsobligationer fra de lande der er ”too big to fail”: Italien, Spanien osv. for at sørge for at de kan rejse penge. De vil forsøge at lave en ”fire wall” rundt om det lande der står til at redde, som Economist skriver den 17. september.

Det er imidlertid ikke en tanke der huer store dele af den tyske kapitalistklasse og modsætningerne afspejles i en splittelse mellem de tyske regeringspartier om strategien, der truer med at vælte Bundesregeringen.

Europas forenede kapitalistiske stater?
Den del af den herskende klasse i Europa der ønsker at holde Grækenland inden i Euroen, af frygt for at et græsk exit vil være ødelæggende for hele EU samarbejdet, er dog også klar over umuligheden af dette, inden for de nuværende traktater. Der tales nu meget om at indføre såkaldte ”Euro-bonds” altså fælles statsobligationer for euroområdet. Med andre ord vil det sige at lave én stor pulje hvor de ”rige” lande betaler for de ”fattige”. Skal det fungere bare nogenlunde, er det klart at EU så også må have den endelige beslutningsmyndighed over de enkelte landes budgetter, da det ellers vil være en blanco check. Den logiske slutning er, at så må altså også den politiske del forenes for at skabe en nogenlunde sammenhængende økonomi. Stærke kræfter i den tyske Bundesregering (bl.a. finans- og arbejdsministrene) argumenterer for, at det er på tide at skabe Europas
Forenede Stater omend det møder hård modstand internt i regeringen.

Hvis Euroen har vist sig som en kapitalistisk febertåge, er Europas Forenede (kapitalistiske) Stater så meget desto mere en drøm hos EU-fanatikerne. Det er umuligt at gennemføre, hverken demokratisk, da en sådan traktat aldrig vil blive stemt igennem af de europæiske befolkninger, men heller ikke af teknokratisk vej lader det sig gøre. Modsætningerne mellem kapitalistklasserne i de forskellige lande, under tryk fra stadig mere pressede markeder, hvor der kæmpes hårdt om andelene, umuliggøre dette. Hver nationale kapitalistklasse vil have ”sin” regering og ”sin” økonomiske politik der favoriserer dem og ikke et stort forkromet projekt.

Europas Forenede Socialistiske Stater
Euroen er ved at blive sprængt af sine indre modsætninger. Problemet for de europæiske kapitalistklasser er, at der ingen udvej er under kapitalismen: På den ene side har de nationale kapitalister ikke råd til euroen, på den anden side har de ikke råd til at undvære den eller EU’s indre marked. Det er en virkelig catch 22.

Derfor er det også så meget desto vigtigere at lederne af Europas arbejderbevægelse gør sig dette klart. EU betyder nedskæringer, angreb og elendighed for arbejdere, gamle og unge. Se blot på Grækenland. Men isolerede nationale kapitalistiske økonomier er heller ingen løsning, men vil også betyde økonomis katastrofe. Europas økonomier er helt og holdent afhængige af hinanden. De vil forkrøble i isolation. Det betyder også at de europæiske arbejderklasser er afhængige af hinanden. Det er bydende nødvendigt at arbejderbevægelsens ledelse på europæisk plan bliver sig dette bevidst.

Kapitalismen fører til kriser, krige og elendighed, om det er på nationalt eller regionalt plan. Det er nødvendigt, på den ene side at bremse kapitalisternes ræs mod et teknokratisk europæisk regime der kan implementere nedskæringer og forringelser for at udvidde kapitalistklassens profitter, på den anden side at sætte et virkeligt alternativ i stedet, der kan skabe en fremtid for den europæiske arbejderklasse og ungdom: Europas Forenede Socialistiske Stater, med en demokratisk planlagt økonomi, som en del af en verdensføderation af socialistiske stater.