Den 22. juli blev en skelsættende dato for den norske arbejderklasse og ungdommen. Med angrebet på Arbejderpartiet (AP) i regeringshovedkvarteret i Oslo og massakren mod de unge AUF’ere på Utøya blev alting vendt op og ned i Norge, og sendte chokbølger gennem hele Skandinavien og store dele af verden. Angrebet var målrettet mod arbejderbevægelsen. For Anders Breivik, og den ideologi han kun er et ekstremt udtryk for, er arbejderklassens organisationer, faglige ledere osv. fjender, der må bekæmpes med alle midler.

Men i stedet for at forklare den klare klassekarakter af angrebet og vende sorgen og vreden mod de borgerlige - heriblandt Fremskridtspartiet – blev situationen hurtig udnyttet af borgerskabet og de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen til at aflede den bevægelse der opstod, med flere hundred tusinder på gaden over hele Norge, ved at appellere til national enhed. Lederne af AP og Sosialistisk Venstreparti (SV) erklærede i kor med de hykleriske ledere af Høyre og Fremskridtspartiet, der i realiteten har fremført den politik, Breivik har fremført i sit manifest, at det var et angreb på demokratiet. Men at sige det var et angreb på demokratiet er at mudre billedet til og sløre klassekarakteren. Angrebet var ikke rettet mod Fremskridtspartiet eller Høyre, men det var rettet direkte mod arbejderklassens største parti og dets ungdomsorganisation. Og det er kapitalismen, det system som de borgerlige partiers fineste opgave er at forsvare, der avler sociale problemer og racisme.

Kommunalvalget
Angrebet den 22. august har haft en stor effekt på situationen i Norge og ikke mindst på valgresultatet ved det netop overståede kommunalvalg. Det der kendetegnet årets kommunevalg var, i lyset af 22. juli, at de store partier gik frem.

Høyre blev den absolut største vinder med 8,8 procent fremgang fra 2007 (i alt 28 procent). AP fastholdt sin stilling som landets største parti med 32 procent af stemmene, en vækst på 2 procent. Det til trods for, at reaktionen lige efter terrorangrebet var en kraftig vækst i vælgertilslutningen til AP i meningsmålingerne. Men tilslutningen faldt i løbet af valgkampen. De klarede heller ikke at vinde kampen om de store byer, der nu har borgerligt flertal. Fremskridtspartiet, den norske version af DF, er vokset gennem sine populistiske og nemme løsninger de sidste år, men i lyset af angrebet på Utøya gik de ikke overraskende tilbage med 6,1 procent fra 2007 til en total opslutning på 11,4 procent, partiets dårligste resultat siden 1999.

SV svækket af ”ansvarlig” politik
Men ingen kan se tilbage på det norske kommunevalg 2011 uden at først og fremmest indse SV’s fuldstændige kollaps. SV-partifomand Kristin Halvorsen har meddelt, at hun trækker sig som leder for partiet i 2012, fordi partiet kun fik en samlet tilslutning på 4,1 procent. Gennem regeringssamarbejdet med AP og Senterpartiet har SV måttet udvide sin mund for at svælge mange kameler i kernesager, som for eksempel mod privatiseringer og miljøspørgsmål, og desuden støttede de militær intervention i Libyen.

SV, som er SF’s søsterparti i Norge, har nu været med i regering i syv år. De vandt regeringsmagten i 2005 sammen med AP og Senterpartiet, efter fire år med angreb fra en borgerlig regering. Sejren kom på baggrund af en venstredrejning og et pres fra bunden, både i AP og SV, især fra Norges LO. Den nye regering startede med at rulle nogen af de forringelser tilbage, som de borgerlige havde gennemført, men hurtigt er ”reformiveren” aftaget. Sloganet med stop for privatiseringer og forringelser af velfærden er i praksis blevet afløst af det modsatte.

Især i kommunerne har den øgede privatisering ramt hårdt. Et stadig krav om effektivisering har ført til privatiseringer og sundhed for profit til fordel for kapitalisterne. Og dette begrænser sig ikke bare til kommuner med borgerligt flertal. I flere kommuner med et såkaldt rødt-grønt flertal, som for eksempel Trondheim, har der været sager med øget pres og massive overtrædelser af arbejdsmiljølove i den privatiserede del af velfærden.

Konsekvensen for arbejderpartierne, og især SV, ved at de er gået til højre og har været med til at skære ned og privatisere, er at almindelige arbejdere ikke ser dem som noget reelt alternativ til hverken AP eller de borgerlige. Og resultatet kan ses i kommunalvalget.

Dette skal ses i lyset af, at SV i starten af 2005 i flere meningsmålinger stod til at få op mod 20 procent af stemmerne, men ved valget i efteråret 2005 fik de blot 8,8 procent, hvorefter de dannede regering med Arbeiderpartiet. Ved valgene i 2009 faldt SV yderligere til 6,2 procent, og i meningsmålinger foretaget i 2010 er de faldet under spærregrænsen på fire procent, og der er en reel risiko for at de ryger ud ved næste Stortingsvalg i 2013, hvis ikke politikken ændres.

Læren fra Norges arbejderflertal
Norske arbejdere og unge har måttet lære på den hårde måde, hvad det vil sige, at have en regering med arbejderpartier og et borgerligt midterparti. I Norge har regeringen siddet og administreret før krisen og har i nogen grad haft et manøvrerum. Men luften er gået ud af ballonen. Reformer er blevet til kontrareformer og i et forsøg på at vise ansvarlighed overfor de norske kapitalister er almindelige menneskers forhold og rettigheder blevet angrebet.

Fra ledelsen i SF er der ofte blevet refereret til ”de gode erfaringer” fra Norge. Men de udelader at fortælle, hvad det har betydet for især SV. Arbejderpartier, der ikke vil gå imod kapitalisternes interesser, vil være tvunget til at angribe arbejderklassen og ungdommen. Ikke mindst i en økonomisk krise. Og det vil føre til katastrofe. Hvis vi skal understrege den virkelige erfaring fra Norge er det: Arbejderpartier, der fører arbejderfjendtlig politik, er dømt til nederlag, og når der er to arbejderpartier, der fører den samme politik, er det det mindste parti, der rammes hårdest. Det vil bane vejen for nye borgerlige regeringer, der vil føre endnu hårdere nedskæringspolitik.

Hvorhen SV?
Det står efterhånden klart for de fleste, at der er en reel fare for, at SV ryger under spærregrænsen ved næste Stortingsvalg. Den seneste tid er kritikken internt i partiet blusset op om. SV er gennem de seneste syv år gået mod højre og har lagt sig længere og længere op af AP. De har skuffet de mange tusinder, der havde forhåbninger til partiet. De har ikke brugt den chance som regeringsdeltagelse gav, til at skabe reelle forandringer for de norske arbejdere, den massive nedgang ved valget er konsekvensen. Der er nu i partiet snak om at SV må træde ud af regeringen og have en mere selvstændig og venstreorienteret profil.

Der vil i den kommende periode og i forbindelse med formandsvalget komme en diskussion af hvilken vej partiet skal gå. Venstrefløjen må tage kampen op og kæmpe mod den katastrofale kurs, der er ført de seneste år.

Vi må lære af erfaringerne fra Norge for at forberede den kommende periode med en såkaldt centrum-vensterregering. Det har været katastrofalt for SV at deltage i en nedskæringsregering, Det samme vil ske for SF